Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Lille-Franz

Om en altergang af allerstørste betydning.

Mennesker, jeg mødte

Wilhelm Busch (1897-1966) var tysk, luthersk præst i de urolige mellemkrigsår, under 2. Verdenskrig, hvor han i flere omgange blev fængslet af nazisterne for sin kristne forkyndelse, og i efterkrigstiden frem til 1962. Han udgav fem bøger med beretninger om mennesker, han mødte. Beretningerne i denne serie er taget herfra. De er oversat med tilladelse fra CLV, Christliche Literatur-Verbreit.

Og de allerværste er konfirmanderne,” sluttede manden, da han introducerede mig til min nye menighed. ”Når De skal møde dem, vil det være bedst hver gang at tage et kraftigt spanskrør med.”

Jeg blev ængstelig og bekymret. Der stod jeg som purung præst i denne store menighed. Hvis manden havde ret, var det en frygtelig horde konfirmander, der huserede her. Jeg havde i hele mit liv endnu aldrig pryglet en dreng, og jeg tænkte heller ikke på nogensinde at gøre det. Hvordan skulle det gå mig?

Med ængsteligt hjerte stod jeg næste morgen foran mine ”vilde”. Men snart opdagede jeg, at de var lige så bange for mig, som jeg var for dem. Da det gik op for mig, måtte jeg smile, og vi fik det godt sammen.

Men der manglede en – ”Lille-Franz”. Da jeg spurgte efter ham, gik der et indforstået grin gennem rækkerne. – ”Åh,” tænkte jeg, ”Det er ham, der er hovedmanden bag balladen! Det er derfor, I er så medgørlige, når han mangler.”

Jeg besluttede mig for at være på vagt over for Lille-Franz. Men Lille-Franz boykottede mig. Han viste sig simpelthen ikke. Altså måtte jeg en dag begive mig på vej for at søge efter Lille-Franz.

Et lavt, snavset hus, som er sværtet af soden fra den nærliggende fabrik, og som ligger klos op ad lossepladsen. Da jeg ringer på, åbner en ung pige døren. Hun mønstrer mig forbavset og – løber ind i stuen igen. Jeg går efter hende. Fra det tilstødende værelse hører jeg en ynkelig jammer. Jeg går ind. Et frygteligt billede: På den smalle seng ligger en kvinde i en forfærdelig sygdoms sidste stadium. Et skrækkeligt syn!

Den stakkels kvinde vånder sig. Der går noget tid, før jeg forstår hende: ”Min stakkels dreng! Min stakkels Lille-Franz. Intet menneske holder af ham! Læreren slår ham. Hans far slår ham! Præsten slår ham! Åh, min Lille-Franz! Kun jeg elsker ham! Og jeg skal dø …”

Jeg er rystet. Det er moderkærlighed! Hun tænker ikke på sin elendighed. Hun tænker kun på sit barn.

Jeg vil holde af Deres barn,” siger jeg bevæget.

Endnu to dage lever hun. To dage, i hvilke manden sad et eller andet sted på værtshus. To dage, i hvilke Guds ord holdt sit indtog i den fattige hytte, og frelseren, Jesus Kristus, skænkede sin fred til et fattigt menneskehjerte. Så gik hun hjem.

Ved begravelsen så jeg for første gang Lille-Franz. Han var ikke lille. Han var en stor, stærk dreng med et tillukket ansigt. Vi sluttede, så godt det lod sig gøre, et venskab med hinanden. Fra da af kom han ofte til mig efter skoletid, og han blev mere og mere huskendt hos os. Alligevel forekom det mig altid, som stod der en mur imellem ham og os.

Konfirmationen var kort før påske. Lille-Franz stod i den store skare af børn. Han så usædvanligt højtidelig ud i sit mørke tøj med den stive flip. Hvad der foregik i ham, kunne jeg ikke tyde. ”Muren” stod imellem os.

En uge senere skulle der være altergang for de nye konfirmander. Aftenen før samlede jeg dem for at forberede dem på den vigtige begivenhed. Jeg gjorde det således: Jeg havde ophængt et Steinhausen-billede af den store nadver.

Børn”, sagde jeg, ”dette billede er endnu ikke færdigt. Det går videre ud over rammens kant. Og der må I stå! Også jer har frelseren kaldt og indbudt til sit bord. Det er en stor ære og en meget stor glæde. Således forklarede jeg dem nadveren. Vi sang endnu en salme, bad og gik stille hjem.

Som den sidste forlod jeg salen. I gården stod en gruppe drenge. – ”Nå, hvad er der på færde?”, spurgte jeg. Tavse pegede de på tværs af gården. Her stod Lille-Franz lænet mod muren. Klare tårer løb ned over hans kinder. Hele den store dreng var et billede på usigelig elendighed. – ”Hvad er der i vejen?”, spurgte jeg. Intet svar. Da greb jeg ham ved armen og tog ham med hjem.

Der sad han nu grædende foran mig, men uden at sige noget. Det greb mig om hjertet. ”Kom nu med det, Lille-Franz, hvad trykker dig? Kom, sig mig det!” Da kom det frem, stammende, hulkende:

Alle de andre må gå til alters i morgen, men ikke jeg.”

Ikke dig? Hvorfor ikke dig?”

Jeg – jeg er ond!”

Jeg var dybt bevæget. Når denne trodsige dreng var så rystet, så måtte det blive alvorligt. – Og, ja, det blev alvorligt. Hvad der nu blev talt om, skal intet menneske vide. Det vedkommer ikke noget menneske. Det var kun bestemt for Gud. Da Lille-Franz havde talt ud, var der et helt bjerg af skyld. Rystede knælede vi ned og lagde alt frem for den Herre Jesus og bad om hans barmhjertighed. Og så sagde jeg: ’

Nu, Lille-Franz, nu må du tro, at selv du, netop du, må komme til vor Herre Jesus.”

Aldrig glemmer jeg denne altergang. Alle børnene trådte hen til alteret med deres familie. Men så kom Lille-Franz. Helt alene gik han frem i koret og hen mod mig ved alteret. Hans mor var død. Hans far sad et eller andet sted på værtshus. Alligevel lyste hans ansigt af glæde.

Og Jesu ord faldt mig ind: ”Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Når jeg skriver dette, er Lille-Franz blevet en flot ung mand. Jeg er overbevist om, at han håber, at hans historie kan ”åbne manges øjne”.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Wilhelm Busch

Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".

Wilhelm Busch

Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".