En gave til dig 6
“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk.
Oversætteren
Ved du, hvad der er et af de sejeste jobs i hele verden?
Nej, jeg tænker ikke på politimand. Eller buschauffør. Eller matematiklærer eller skraldemand eller balletdanser eller pingvinforsker. For det er jo nok et af de jobs, du gerne vil have, når du bliver stor og voksen?
Jeg tænker på det arbejde, der hedder at være ”tolk”. Det er sejt! For en tolk er sådan en, der oversætter sprog, når folk ikke kan forstå hinanden.
Jeg kan huske en af de første gange, jeg så en tolk i fjernsynet. Jeg var ikke så gammel, så jeg aner ikke, hvad det var for en mand, der kom på besøg i Danmark, men han havde noget virkelig fornemt tøj på, virkede rimeligt højtidelig og kongeagtig, og så snakkede han sådan her: ”Wabanigofareeejnsjimpshawahrootmaij …”
Men ved siden af stod der en pige og så totalt afslappet ud og snakkede på helt almindeligt dansk, når den fornemme mand var færdig med en sætning: ”Goddag alle sammen, jeg håber, I har det godt.” Det var åbenbart bare det, de mærkelige ord betød! Hende pigen var tolk og kunne snakke både dansk og det der andet sprog helt perfekt. Det kræver nok lidt øvelse!
I Bibelen står der: Ingen har nogen sinde set Gud. Den Enbårne, som selv er Gud (…) han er blevet hans tolk (Joh 1,18).
Det vers i Bibelen betyder, at vi har en tolk, der kan hjælpe os!
Ingen har nogensinde set Gud, står der. Og det er rigtigt – og det er faktisk godt, at det er sådan. For Gud er så ophøjet og hellig, at hvis der var nogen, der så ham, så ville man falde død om med det samme. Vi kan ikke tåle at se Gud, fordi der er så meget synd i os – og Gud er så ren.
Nogle gange kan Gud godt virke som denne her meget fornemme person, jeg så i fjernsynet. Han kan være virkelig svær at forstå – og vi kan have svært ved at forholde os til ham. Men så er det så dejligt at læse i Bibelen, at ”Den Enbårne, som selv er Gud, er blevet hans tolk.”
Hvem er Den Enbårne, som selv er Gud? Det er Jesus! Hans er Guds enbårne søn, men han er også Gud selv – det står der klart og tydeligt her i vores bibel. Jesus er Gud! Og han er Guds tolk på den måde, at han viser os, hvem Gud virkelig er.
Det betyder, at når vi kan have svært ved at forstå Gud – når jeg for eksempel ikke kan forstå, at Gud i Himlen kan have noget at gøre med lille mig – så må vi få lov til at se over på vores tolk. Og hvad ser vi, når vi kigger over på tolken? Vi ser, at Gud er blevet menneske ligesom os. Han kender dig, for han har selv prøvet at være sådan en lige som dig. Og han døde på korset i stedet for dig.
Så må du heller ikke være i tvivl om, at Gud er hos dig nu; han hører, når du beder; han elsker dig så højt, at han har ofret sit liv for dig.
Husk altid at kigge over på din tolk, når du har svært ved at forstå Gud.
En lang gåtur
Der var engang, vi var på skoleudflugt med klassen nogle dage. Ikke sådan noget med at flyve til New York, som jeg for nylig hørte, der var nogle 9. klasser, der skulle … Næh, vi skulle på vandretur i Hvide Sande og omegn! (Hvis du ikke ved, hvor storbyen Hvide Sande ligger, kan du bare spørge din far eller mor, de ved nemlig alt om dansk geografi).
Det må have været en forholdsvist billig tur at sende os ud på. Jeg husker ikke, vi gjorde meget andet end – at vandre. Det gjorde vi så også. Vi gik, og vi gik. Og så gik der lidt Tour de France i den, for at det ikke skulle blive for kedeligt. Det blev sådan noget med udbrydergrupper og et ”felt”, man skulle prøve at stikke af fra. Jeg havde lige fået nye sko i anledning af turen, og jeg var i okay gå-form – så den første dag var jeg konstant i udbrud og endte vist også i top 3 på første etape.
Næste dag blev noget anderledes. Jeg havde sovet forfærdeligt og frosset i min tynde sovepose, der ikke kunne lynes. Jeg var øm i benene. Men værst af alt: Jeg havde fået en stor vabel på min ene hæl, der gjorde megaondt. Det var åbenbart ikke så genialt alligevel med de der spritnye sko, der ikke var gået til …
Så jeg gik og haltede lidt efter ”feltet” og tænkte bare: Hvornår kan jeg komme hjem til min mor!?
Da Jesus gik rundt hernede på jorden – så gik han bogstaveligt talt rundt hernede! Han havde ikke nogen cykel, og det er kun et par gange, vi hører om, at han red på et æsel. I Johannesevangeliet står der om engang, hvor Jesus går fra Jerusalem til en by, der hedder Sykar. Det er en tur på cirka 48 kilometer – altså mere end et maratonløb, virkelig langt at gå!
Men nu er Jesus jo Gud, så det klarer han vel nemt?
Nej, det var hårdt for Jesus! Der står, da Jesus nåede frem: Træt af vandringen satte Jesus sig ved kilden (Joh 4,6).
Jesus var Gud – men han var også menneske. Han var ikke bare sådan halvt menneske og halvt Gud. Han var helt menneske, samtidig med at han var helt Gud. Det betyder, at Jesus – ligesom alle andre mennesker – kunne få ondt i fødderne. Han kunne blive træt. Han kunne falde og slå sig. Han kunne blive sulten og tørstig. Han kunne blive syg. Og han kunne dø.
Derfor står der også i Bibelen, at Jesus kan have medfølelse med vores skrøbeligheder (Hebr 4,15). Medfølelse det er noget, man kan have, når man ved, hvordan det er. Du kan have ekstra meget medfølelse med en, der bliver drillet i skolen, hvis du selv har prøvet det. Og sådan kan Jesus have medfølelse med os i alle de ting, vi bliver udsat for her i livet.
Det hjælper at vide, synes jeg!
Næste gang du skal på gåtur med klassen (mens de andre flyver til New York), så skal du ikke tænke: Det her med vabler og sidestik osv., det er ikke noget, jeg kan blande Jesus ind i. For det er ikke for småt for ham. Du må komme til ham med alt, både det små og det store – og så må du vide, at Jesus ved, hvordan det er, og han har medfølelse med dig.
Herre og tjener
For nogle år siden havde vi fastelavnsfest på vores vej. Der var selvfølgelig en tønde og en kæp – og 10 børn, der vist nok var klædt ud som seje supermænd og smukke prinsesser langt inde under flyverdragterne! Jeg havde lært min datter et hemmeligt trick. Jeg ved ikke, om jeg skal skrive det her, for så er det jo ikke hemmeligt mere. Så nej – det gør jeg ikke! Man skal jo holde på sine hemmeligheder!
Men det var i hvert fald et trick, der gjorde, at hun vidste lige, hvordan hun skulle daske til tønden, da den var ved at gå i stykker. Og så blev hun jo den stolte kattekonge-dronninge-et-eller-andet (jeg kan aldrig finde ud af, hvornår man bliver hvad …) – hun fik i hvert fald en krone på hovedet, og det var megafedt!
Kronen fik hun med indenfor, og det blev et fint stykke legetøj. Når man havde kronen og en håndklædekappe på og sad på en stol oven på et bord (det skulle forestille en trone), så var man konge eller dronning, og så bestemte man. Når man sagde noget, så var det ikke bare et forslag – det var en befaling! ”Hent lige min bamse!” ”Kom med mine rosiner!” ”Nus mine fødder!”
Og det er jo en sjov leg – især for kongen – og især hvis man husker at skiftes til at sidde på tronen og bestemme og befale!
I Bibelen står der, at Jesus er vores Herre. Det betyder, at det er ham, der bestemmer. Han befaler – og vi er hans tjenere, der gør, som han siger.
Samtidig står der i Bibelen, at Jesus er vores tjener! Jesus siger, at han ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Matt 20,28).
Jesus vil være begge dele for os! Han vil være vores tjener og vores herre. Men Jesus er ikke den type tjener, som man bare koster rundt med og siger: ”Jeg kunne godt tænke mig det og det og det!” Nej, Jesus er en tjener, der giver os noget meget bedre end det, vi selv kan finde på at bestemme og befale.
Jeg kunne have lyst til at sige: ”Jesus, giv mig nogle flere kræfter! Jesus, lad mig få nogle flere venner!”
Eller: ”Jesus, gør mig til sådan en, der bare ikke kan lade være med at fortælle om dig. Sådan en, der ikke er genert eller bange for, hvad andre mennesker synes.”
Men Jesus gør noget andet. Han giver tit noget bedre end det, vi kan finde på at bede om.
Tænk at have sådan en tjener – der giver os noget bedre end det, vi ønsker! Det er godt og trygt, at Jesus er både vores herre og tjener. Så er det nemlig ham, der bestemmer, og samtidig er det ham, der giver os alt, hvad han ser, der er godt for os.
Som vores tjener har han først og fremmest givet sit liv for os, så vi har fået alt, hvad der er hans. Vi har fået Gud som vores far, vi er blevet kongebørn, på vej hjem til den nye jord på grund af Jesus. Det er den største gave!
Herre over himmel og jord
Hvis man skal klæde sig ud som en god gammel konge, så er der en ting, der er meget vigtigt, nemlig kongescepteret.
Kongescepteret er en slags meget fint udsmykket stav, som kongen holder i sin hånd. Det er ikke, fordi han har brug for en stok. Det er simpelthen for at vise, at han er konge. Har man et scepter, så signalerer det magt.
Jesus blev også engang klædt ud som en konge. Det var nogle soldater, der klædte ham ud. På hovedet fik han en krone; men den var ikke lavet af guld, den var lavet af grene med spidse torne på, der skar sig ind i huden. Som tøj fik han en kappe; men det var ikke en fin, kongelig silkekappe, det var en grov soldaterkappe. I hånden fik han et scepter; men det var ikke en fint udsmykket stav, det var en stor kæp af ganske almindeligt hårdt træ.
Da soldaterne havde klædt Jesus ud, faldt de på knæ for ham og sagde: Hil dig, jødekonge (Matt 27,29). Det var ikke, fordi soldaterne ville lege med Jesus. De ville drille ham – eller nærmere moppe ham. For da de var færdige med at falde på knæ, rejste de sig op og spyttede på ham, og så tog de scepteret ud af hånden på ham og slog ham i hovedet med det.
De grinede af Jesus. For Jesus havde påstået, at han var konge. Han havde påstået, at han var Guds egen søn. Og nu stod soldaterne her og havde fuld kontrol over Jesus. De kunne grine af ham og spytte på ham og slå ham i hovedet, uden at der skete noget som helst ved det. Hvem var det lige, der havde magten?
Sådan kan der også i dag være folk, der gør grin med Jesus. De synes, det lyder alt for langt ude, at der skulle være en usynlig konge i Himlen, der styrer det hele. De mener, man lige så godt kunne tro på julemanden. Og så siger de: Hvis Jesus virkelig var der, så ville han nok ikke finde sig i, at vi griner af ham – hvordan kan det være, der ikke slår et lyn ned fra himlen, der viser os, at han er der, og at han har al magt?
Sådan siger Bibelen også, at der vil komme mange ”spottere” eller ”moppere” af Jesus, og det vil ske især i årene lige før, Jesus kommer igen. Så hvis du møder nogle, der siger noget i den stil, så skal du bare tage det som et tegn på, at Jesus snart kommer. Det er præcis, som Bibelen har fortalt os.
Når Jesus kommer igen, så vil vi få ham at se i al hans magt. Når Jesus kommer igen, bliver det som et lyn, der går fra øst til vest, og ingen kan være i tvivl om, at nu er han her – kongen over himmel og jord. Så er der ingen, der gør grin med ham mere. Alle falder på knæ – både kristne og ikke-kristne. For Gud har højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære (Fil 2,10-11).
Pladsbyttet
Forestil dig en pige. Vi kan sige, hun hedder Cecilie.
Cecilie tager bussen i skole hver dag. Og næsten hver dag er det svært at få en siddeplads. Cecilie står nogle gange før op om morgenen for at gå hen til et busstoppested, der ligger tidligere på ruten. Så er der nemlig bedre mulighed for at få en plads.
Denne morgen var en af de morgner. Bussen blev fyldt, så der blev en masen og skubben på gangen mellem sæderne. Det var det værste! Folk var ikke ligefrem flinke her om morgenen, når man skulle stå som sild i en tønde. Men her sad Cecilie på sin yndlingsplads ved vinduet og kunne slappe af. Det havde hun ærligt fortjent, når hun nu var stået 10 minutter før ud af sengen.
Men hvad var nu det? Der var en pige med krykker, der stod midt ude i kaos. Hun stod på ét ben og prøvede at klamre sig til en strop, der hang ned fra loftet. Men hele tiden var der nogen, der ramte imod hende og hendes dårlige ben. Cecilie kunne se, at pigen havde tårer i øjnene.
”Her,” kaldte hun. ”Du kan få min plads.”
Så var det Cecilie, der stod i bussens morgenkaos. Men en taknemlig pige havde fået hendes plads.
Det var flot gjort af hende Cecilie, synes du ikke? Hun ofrede jo sin plads, som hun ærligt havde fortjent.
I Bibelen hører vi også om en, der ofrede sin plads for at give den til en anden. Det var Jesus, der gav afkald på sin plads i Himlen for at give den til dig. Jesus havde ikke behøvet at gøre det. Han havde fuldstændig ret til at være i Himlen – Jesus er jo Gud! Man han valgte at gøre det, fordi han elsker dig.
Der er en sang om det i Bibelen. Den står i Filipperbrevet, og det er nok en sang, som de allerførste kristne har sunget sammen. Den kan godt være lidt svær at forstå, også for voksne, men prøv og lyt godt efter, hvad det var, de sang om for 2000 år siden:
Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors (Fil 2,6-8).
I de første kristne menigheder sang de om Jesus! De sang om, hvordan han ofrede sig selv. Han gav afkald på sit liv i Himlen – for at komme ned til al vores synd og sygdom hernede på jorden. Og han ydmygede sig selv: Ham, der egentlig er konge over hele jorden, han blev som et almindeligt menneske – ja, han blev faktisk som en tjener – og endte som en forbryder på et hæsligt kors.
Alt sammen for din og min skyld, for at vi ikke skulle blive ramt af Guds vrede over al vores synd.
Hende pigen med krykkerne smilede taknemligt til Cecilie for at have fået hendes plads i bussen. Vi har fået noget meget bedre end det. Vi har fået en plads i Himlen. Så lad os også sige tak til Jesus for det!
Storebror
Det er godt at have søskende.
Der kan også være gode ting ved at være enebarn!
Jeg har selv prøvet at være en slags enebarn i nogle år, fordi mine store søskende flyttede hjemmefra. Så havde jeg far og mor og huset for mig selv, og det var da på en måde rart nok. Så var der ikke nogen drillerier, og man kunne få en hel pose micropopcorn for sig selv. Mums.
Men jeg er nu også glad for alle mine tre storebrødre! Vi har noget helt særligt sammen. Man kan få mange gode venner gennem sit liv. Men lige meget hvor gode venner man bliver, så bliver man ikke søskende af det. For søskende er knyttet sammen af ”blodets bånd”, som man siger. Det er et bånd, der er så stærkt, at det er umuligt at bryde. Venner kan man nogle gange bare have i perioder af ens liv, men søskende kan man ikke sådan vælge til og fra. Derfor betyder de også noget helt særligt – selvom man måske ikke altid tænker på det til hverdag, hvor de godt kan være lidt irriterende nogle gange.
Da Jesus er stået op af graven påskedag, møder han Maria og siger til hende, at hun skal gå hen til disciplene og fortælle dem noget. Men Jesus siger ikke bare: ”Gå hen til mine disciple.” Han siger: Gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.
Det er ikke tilfældigt, at Jesus kalder sine disciple for brødre lige på det tidspunkt. For nu er de blevet knyttet sammen med blodets bånd – det blod, der løb ud af Jesus, da han døde på korset for disciplenes synders skyld. Det er på grund af det blod, de kan have Jesus som bror og Gud som far, for ved at dø på korset har Jesus taget straffen for alle disciplenes synder, så de kan være sammen med Gud, selvom Gud er hellig.
Sådan har Jesus også taget straffen for alt det, du har gjort og sagt og tænkt forkert. Og derfor kan Jesus også være din bror – din storebror – for Gud er blevet din far. Jesus siger til Maria: ”Jeg stiger op til min far” – det var det, han gjorde han på Kristi Himmelfartsdag – og nu sidder han ved siden af sin far og venter på, at hans små søskende også skal komme.
Jeg tror, han glæder sig! Og samtidig så har han en storebrors omsorg for os. Han beder til Gud for os. Han beder om, at hans små søskende må holde fred med hinanden – at vi må elske vores brødre og søstre i menigheden og gøre gode ting for hinanden og hjælpe hinanden til at tro på det, der står i Bibelen. Han beder om, at vi må nå hele vejen hjem til vores far i Himlen. For vejen er åben, og der er ikke længere noget, der skiller os fra Gud. Det har vores storebror sørget for. Den bedste storebror, man kan forestille sig!
Dommeren
I trosbekendelsen siger (eller synger) vi i kirken om, at Jesus er ”opstanden fra de døde, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders den Almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”.
Nu hørte vi i den sidste andagt om det med, at Jesus er steget op til sin far i Himlen, hvor han sidder og venter på sine små søskende. Det er dejligt at tænke på. Tænk at have ikke bare en far, men også en storebror i Himlen, der venter på os.
Men det næste i trosbekendelsen er mere skræmmende. For vi bekender også, at Jesus skal komme for ”at dømme levende og døde”. Det betyder, at engang skal alle på hele jorden dømmes af Jesus – både dem, der er levende, når han kommer igen, og dem, der har været døde i flere tusinde år.
Jeg ved ikke, om du ved, hvad en retssal er? Det er sådan et sted, man kommer hen, hvis der er nogen, der har anklaget en for en forbrydelse.
Engang havde jeg en lækkersulten drøm, hvor jeg brød ind i en forretning for at stjæle alt slikket og kiksene og colaerne. Jeg kørte med to indkøbsvogne og læssede alle de søde sager ind i min seje, sorte racerbil, det ene læs efter det andet. Jeg kunne godt høre sirenerne fra politibilerne, der kom tættere og tættere på, men jeg blev ved med at tænke: Jeg kan vist lige nå et læs mere! Jeg mangler skumfiduserne. Og jeg har slet ikke fået fat i chokoladekiksene endnu.
Jeg kan ikke huske, hvordan drømmen endte. Jeg tror bare, lyden af sirenerne blev højere og højere – og så vågnede jeg.
Men hvis vi nu siger, det alligevel lykkedes for mig at slippe væk med det hele, så kunne det være, jeg var blevet set af nogen. Og så kunne dem, der havde set mig tømme butikken blive vidner i retssalen. De kunne fortælle dommeren alt, hvad de havde set. Hvis man så også fandt alle tyvekosterne hjemme i mit hus, så ville dommeren nok være sikker på, at det var mig, der havde begået forbrydelsen, og så ville han sige: Du skal i fængsel!
Sådan en dommer er Jesus også. Bortset fra at han ikke skal bestemme, om du skal i fængsel, men om du kommer i Himlen eller i Helvede. Og man kan ikke skjule noget for Jesus. Han har set alt, hvad du har gjort i hele dit liv, også når du har været alene. Han ved endda alt om, hvad du har tænkt. Og nu skal han altså dømme dig. Er du helt tryg ved det?
Jeg kan sige for mig selv, at når jeg tænker på alt det, jeg har sagt og gjort og tænkt gennem hele mit rimeligt lange liv, så har jeg overhovedet ikke lyst til at få nogen til at bedømme, om det hele har været godt – for det har det virkelig ikke!
Men der er én ting, der er helt fantastisk. Og det er, at den dommer, der skal dømme mig, det er også ham, der er gået i døden for at tage min straf! Så når jeg står over for ham, så må jeg sige: ”Kære dommer, kære Jesus, jeg er skyldig i alt, det ved jeg godt. Men jeg ved også, at du selv har taget min straf, da du døde på korset.”
Og så vil du se din dommer lyse op i et stort smil og sige: Gå ind til min far og din far – velkommen hjem!
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.
