Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Ånden, der taler om Jesus

Andagter til børn og juniorer. Om Helligånden som vores talsmand, havemand og gavemand.

En gave til dig 7

“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk. 

Ånden og lampen

Den Gud, vi læser om i Bibelen, er en treenig Gud. Han er tre og en på samme tid. Han er én Gud – og samtidig er han Far, Søn og Helligånd.

Gud som Far har de fleste børn hørt om. Og at Jesus er Gud, det er der sikkert også nogen, der har fortalt dig? (Ellers gå tilbage til sidste blad!).

Men det kan måske være lidt mere mystisk det der med ”Helligånden”?

Sådan noget med ånder, det kender vi jo for eksempel fra lampeånden i Aladdin. Gnid på lampen, og der kommer en ånd svævende ud af lampen og giver dig tre ønsker! Men Helligånden er ikke sådan en slags ånd.

Alligevel kan man på en måde godt sige, at Helligånden bor i en lampe. For Helligånden er ham, der gør det sådan, at vi kan tage imod det, Bibelen siger. Og Bibelen bliver flere steder sammenlignet med en lampe, der lyser på et mørkt sted (2 Pet 1,19). Helligånden tænder lyset i lampen! Han gør det sådan, at det at læse i Bibelen ikke bare er det samme som at læse i en historiebog henne i skolen. Helligånden gør ordene i Bibelen levende, så de kommer ind i hjertet og bliver til tro.

Nu ved jeg ikke, hvordan du har det med din historiebog, hvis du har faget historie. Jeg kan huske, at min historiebog var grå. Og så pakkede jeg den også ind i noget gråt bogbind. Så passede det jo fint og festligt sammen … Gråt i gråt! Jeg har senere fundet ud af, at historie er det mest spændende fag i hele skolen. Det ville jeg gerne have vidst i 4. klasse, for det var ikke helt sådan, jeg havde det dengang, må jeg indrømme.

Men det med at Helligånden gør Bibelen levende, det handler faktisk ikke bare om, at Bibelen bliver mere spændende end en tør historiebog. Nogle gange kan det også være kedeligt at læse i Bibelen. For Bibelen er jo ikke sådan en Harry Potter-bog, der er skrevet, for at det skulle være underholdende for os at læse i den. Bibelen er skrevet, for at du skal møde Jesus og tro på ham.

Og det er faktisk det, Helligånden gør, når han tænder lys i lampen for os. Han viser os, hvordan hele Bibelen handler om Jesus – sådan at lyset bliver tændt i dit eget hjerte. Når Helligånden gør det sådan, at Bibelens ord om Jesus kommer til at brænde som et levende lys i dit hjerte, så er det ikke noget stort lysshow, du skal forestille dig. De fleste oplever, at det sker stille og roligt. Når du hører om Jesus og det, han har gjort for dig, så bliver han efterhånden – lige så langsomt – til en skat i dit hjerte, der er det vigtigste og bedste for dig.

Når det sker, så er det et tegn på, at Helligånden bor i dit hjerte, selvom du ikke kan se ham eller mærke ham. For det er Helligåndens mission: Han vil vise dig, hvad Bibelen siger om Jesus, så du tror på ham og gennem hele dit liv bliver mere og mere glad for ham og alt det, han har gjort for dig.

Bare man kunne se Jesus!

Gad du ikke virkelig godt have set Jesus, da han gik hernede på jorden?

Det tænker jeg selv tit på. Tænk hvis jeg havde fået lov til at se ham, høre ham og måske endda følges med ham ligesom disciplene. Man kan godt blive en lille smule misundelig.

Det tror jeg også, salmedigteren Grundtvig var. Han skrev i hvert fald en salme, der hed: ”Øjne, I, var lykkelige, I, som så Guds søn på jord.”

Grundtvig var misundelig på nogle øjne … Nemlig de øjne, der sad i hovederne på dem, der fik lov til at se Jesus.

Jeg tror faktisk også, disciplene selv godt var klar over, at de var meget heldige. I hvert fald kan de slet ikke overskue, da Jesus begynder at fortælle dem om, at han skal dø – at han skal væk fra dem. Hvordan skal de undvære ham?

Måske har du prøvet, at din bedste ven og klassekammerat skal på ferie med sine forældre midt i skoletiden. Måske skal hun være væk en hel måned! Ud over at det er frygteligt snyd, at man bare sådan kan holde ferie, mens andre går i skole, så kommer du også til at savne hende helt forfærdeligt. I har det så fantastisk sammen, og der er ikke nogen, der kan erstatte hende.

Hvis du kender lidt til den følelse, så tror jeg, du kan høre, hvor mærkeligt det var for disciplene, da Jesus sagde sådan her til dem: Jeres hjerte er fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer (Joh 16,6-7).

Det er det bedste for jer, at jeg går bort!

Det kan disciplene ikke forstå! Deres hjerter er fyldt af sorg. De er helt vildt kede af det, fordi Jesus siger, han vil tage væk fra dem. Men så siger han til dem, at det er det bedste for dem, at han går bort, for ellers vil ”Talsmanden” ikke komme.

Ved du, hvem det er, Jesus kalder ”Talsmanden” her? Det er Helligånden! Og Jesus siger faktisk til disciplene, at det bliver bedre for dem, når han ikke går rundt sammen med dem mere, og de i stedet for må ”nøjes” med Helligånden.

Hvordan kan det være? Jo, det er, fordi: I virkeligheden er det Jesus, der er sammen med disciplene, gennem Helligånden! For Gud er tre personer, man han er også en. Og Jesus kan være sammen med disciplene gennem Helligånden. Jesus siger også, at det er ham, der ”sender” Helligånden til disciplene.

Og det fantastiske er, at nu hvor Helligånden er kommet, så kan vi, der hører Jesus til, være sammen med Jesus hele tiden – ikke bare når vi ser ham med øjnene. Vi kan være sammen med ham gennem Helligånden, der bor i vores hjerte.

Derfor slutter Grundtvig også sin ”misundelige salme” med at sige til os: Øjne, I er lykkelige!

For når vi har Helligånden i hjertet, så kan vi også se Jesus i Bibelen og være sammen med ham – hver eneste dag!

Talsmanden

I sidste andagt så vi på et bibelvers, hvor Jesus kalder Helligånden for ”Talsmanden”. Det gør Jesus fire gange i Johannesevangeliet.

Jesus siger for eksempel: Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.

Lige præcis i det, Jesus siger her, tror jeg, vi får et vigtigt hint om, hvorfor Jesus kalder Helligånden for Talsmanden.

Men før vi prøver at forstå det, skal vi måske have styr på, hvad en talsmand egentlig er for noget. Det er ikke det samme som en talisman. En talisman er sådan en lykke-amulet-agtig ting, der forestiller et eller andet bestemt, for eksempel et sværd, og så regner man med, at hvis man har den talisman på sig, så vil det bringe lykke, hvis man skal ud at slås. Altså: Det er sådan noget overtro, ligesom når man tænker, det betyder ulykke, hvis man ser en sort kat går over vejen fredag d. 13.

Talsmanden har ikke noget med overtro at gøre. Ordet ”talsmand” er en oversættelse af det fine græske ord paraklétos. Så har du også lært lidt græsk i dag! Og en paraklétos er sådan en, der hører hjemme i en retssal – det er nemlig en person, der har til opgave at prøve at forsvare den, der er anklaget for en forbrydelse.

Hvis din rige onkel blev anklaget for at have brændt naboens sommerhus ned, så kunne hans talsmand forsvare ham med, at det ikke var med vilje. Han havde fyret raketter og bomberør af, ja, det var rigtigt nok. Men han havde overholdt sikkerhedsafstanden – så i virkeligheden var det måske dem, der havde lavet raketterne, der skulle anklages for branden.

Sådan vil Helligånden være vores talsmand mod de ting, man godt kunne anklage os for. Men Helligånden er ikke vores talsmand ved at prøve at vise, at vi er uskyldige og ikke kan gøre for det. Helligånden er vores talsmand ved at gøre det, som Jesus siger: Når Talsmanden kommer … skal han vidne om mig.

Helligånden vil ikke forsvare dig ved at sige en hel masse om dig og give dig en god undskyldning. Han vil ikke sige: Det er rigtigt, at du så noget, du ikke måtte se på telefonen – men du har kun gjort det fire-fem gange, og der er andre, der har gjort det mange flere gange. Eller: Det er rigtigt, at du tit tænker mest på dig selv, og hvad andre synes om dig, og ikke på at hjælpe dem i din klasse, der ikke er så populære – men du har alligevel nogle gange smilet til dem, og det er ikke alle, der gør det.

Nej, Helligånden er ikke din talsmand ved at prøve at vise, at du ikke er så slem som de andre, og at du også gør en masse gode ting. Helligånden er din talsmand ved at vidne om Jesus.

Helligånden kender du på én ting: Han taler altid om Jesus! Og derfor er han den bedste talsmand, vi kunne ønske os. Lige sådan en, vi trænger til.

Helligånden overbeviser om synd

Den sidste andagt handlede om, at Helligånden er vores talsmand – en, der forsvarer os. Derfor er det virkelig mærkeligt, hvad vi læser i Bibelen i dag. Jesus siger nemlig om Helligånden, at når han kommer, skal han overbevise verden om synd.

Altså – vil Helligånden forsvare os, eller vil han anklage os? Det virker som om, han vil lidt begge dele!

Har du prøvet, når der er nogen, der vil prøve at overbevise dig om noget? Det kan være en, der siger til dig: ”Min skoletaske, den er faktisk tungere end din!” Eller: ”Jeg har faktisk flere fodboldkort, end du har!” Eller: ”Min far er stærkere end din far!”

Alle tre ting kan være virkelig svært at tro på til at starte med. Men når I så får vejet jeres skoletasker og talt jeres fodboldkort, og når den ene far har knockoutet den anden – så kan det være, du bliver nødt til at indrømme, at det er faktisk rigtigt. Det var svært at tro på. Men nu har du set beviserne. Du er blevet overbevist!

Helligånden vil overbevise verden. Hele verden. Både dig og alle andre. Og det, Helligånden vil overbevise os alle sammen om, er: synd. Han vil vise dig beviserne for, at der bor rigtig meget dårligt inde i dit hjerte – selvom du måske ikke selv synes, du er så slem.

Derfor føles det ikke altid så rart, når Helligånden bor i dit hjerte. For hver gang du gør noget eller tænker noget, der ikke er godt, så siger Helligånden inde i dit hjerte: Det, du gjorde der – det, du tænkte der – det var synd. Det var imod Guds vilje. Det var ikke godt.

Det var ikke godt, at du løj for din mor om, at du havde lavet matematiklektierne, fordi du hellere ville spille Playstation. Det fortæller Helligånden dig. Og måske gør Helligånden, at det slet ikke bliver særlig fedt at spille Playstation alligevel.

På den måde kan man sige, at Helligånden arbejder tæt sammen med din samvittighed. Helligånden sørger for, at du hører din samvittighed, når den prøver at snakke til dig. Og Helligånden minder dig om, hvad der står i Bibelen om synd og om, hvad Gud vil, du skal gøre og lade være med at gøre.

Men hvad så nu: Er Helligånden egentlig din ven eller din fjende?

Han er helt klart din ven! For ved du, hvorfor han prøver at overbevise dig om din synd? Det gør han ikke, fordi han vil have dig ned med nakken. Det er faktisk lige det modsatte, han vil. Han vil have dig til at løfte dit hoved og se opad! Se op mod Jesus. Selvom du ikke kan se ham med dine øjne.

Helligånden vil overbevise dig om synd, for at du kan blive glad for Jesus. Han vil gerne have dig til at kæmpe imod, når du er på vej til at gøre noget, der ikke er godt. Han vil gerne have, at du siger til dig selv: Nej, det skal være løgn – det gør jeg ikke det der! Men det vigtigste, Helligånden vil, er, at når du har syndet og gjort noget forkert, så vil han vise dig, at Jesus er frelser for syndere som dig!

Havemanden

Jeg har ikke særligt meget forstand på havearbejde.

Det har nok noget at gøre med, at jeg har aldrig har haft lyst til at arbejde i haven. Man bliver nemlig som regel god til det, man har lyst til – og omvendt: Det, man er god til, får man også tit lyst til. Og jeg har altså sådan cirka nul lyst og nul evner i haven!

Jeg kan kun huske én gang, jeg har haft lyst til at gøre noget frivilligt i haven: Jeg syntes, det så sjovt nok ud, når min far slog græs, så det ville jeg også prøve. Det fik jeg lov til … Men opdagede til min skuffelse, at jeg var alt for slap til at skubbe plæneklipperen af sted. Så lagde jeg mig ind på sofaen og trænede armmusklerne ved at løfte en tung murstensroman. Eller også spillede jeg computer. Jeg kan ikke huske det. Men i hvert fald var jeg færdig med haven!

Min far har til gengæld grønne fingre (dvs. han er ikke en alien, men er god til havearbejde). Og det var heldigt nok. For hver sommer kunne man få lov til at kæmpe med hvepsene om de lækreste blommer på de to blommetræer, min far havde passet – og der kom også et æbletræ og et pæretræ til. Det er sådan noget havearbejde, der giver mening. Det kan selv jeg se. Når man kan spise det, der kommer ud af det, så er der noget ved det!

Man kan godt sige, at Helligånden er en slags havemand. Han frembringer frugter ligesom min far. Og den have, han gør det i, den ligger inde i dit hjerte!

Når du tror på Jesus, så bor Helligånden i dit hjerte. Og der, hvor Helligånden bor, der arbejder Helligånden også. Det kan man se ved, at der kommer nogle ”frugter” frem i dit hjerte. De frugter er ikke blommer og æbler og pærer. Nej, der står i Bibelen, at Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22).

Det er altså ret mange gode frugter. Og vi skal høre lidt mere om dem i morgen. Men i dag skal vi nøjes med at lære, at Helligånden er en havemand, der arbejder i hjertet på dig og mig – for at frembringe sådan nogle gode frugter.

Jeg kan godt nogle gange tænke på det med Åndens frugter lidt ligesom med mit forhold til havearbejde. Det er ikke lige mig! Det er ikke noget, jeg er god til. Jeg duer ikke til at få de der frugter frem. Det kræver for meget havearbejde – og jeg har ikke grønne fingre ligesom min far. Det er vist for en anden slags mennesker – kan jeg godt tænke.

Men det er heldigvis ikke sådan, det fungerer med de frugter, Helligånden vil have frem i dit hjerte. For husk lige, at det altså er Helligånden, der er havemanden. Det er ham, der får frugterne frem. Og ved du, hvordan han gør det?

Måske kan du gætte det?

Det gør han: ved at fortælle dig om Jesus! Det er, når du hører om Jesus, frugterne vokser frem i dit hjerte. Når du hører om hans kærlighed, så bliver dit hjerte også fyldt af kærlighed.

Helligånden taler altid om Jesus. Det er hans havearbejde i dit hjerte.

Frugten over dem alle

Har du prøvet at være på ferie sydpå? Altså ikke sådan Lolland eller Sønderjylland, men mere Italien/Spanien-agtigt?

Det skal man passe på med. For hvis man tager derned og smager deres friske appelsiner og meloner osv., så bliver det lidt kedeligt at komme hjem igen til den lokale Rema1000. Frugt smager bare bedre, når det kommer lige fra træerne … eller buskene … eller hvor de nu kommer fra, de der frugter.

Jeg stod engang på sådan et frugtmarked i Italien og tænkte for første og sidste gang i mit liv: ”Wow, så meget lækker frugt! Det er jo nærmest bedre end bland-selv-slik!”

Når der står i Bibelen om Helligåndens frugter, så er der også et kæmpestort udvalg: Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse (Gal 5,22). Det er alt sammen nogle gode frugter. Og man kan måske næsten blive lidt forpustet af alle de ord – ligesom man på et frugtmarked sydpå kan blive helt forvirret i næseborene af alle de lækre dufte. Men faktisk så er der én af Åndens frugter, der er vigtigere end dem alle sammen. For hvis man har den frugt, så har man i virkeligheden også alle de andre. Det er den første frugt på listen. Måske kan du selv gå tilbage og tjekke, hvad det var for et ord, der stod først?

Det er nemlig ikke tilfældigt, hvilken rækkefølge det står i. Hvis man har kærlighedens frugt, så har man i virkeligheden alt det andet også. Paulus siger et andet sted: Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag (1 Kor 13,4-5).

Der er nogle svære ord i det. Måske kan din mor eller far forklare dem for dig. Men det sværeste er faktisk ikke ordene. Det sværeste er at være på den der måde over for andre: Være tålmodig! Være mild og venlig. Ikke søge sit eget – men prøve at gøre det godt for de andre.

Det er ikke nemt. Der er noget inden i en, der protesterer. Jeg skal vel ikke altid bare være tålmodig og venlig? Så skal de andre i hvert fald også være det over for mig!

Næh. Det står der ikke noget om. Der står kun noget om, hvad du selv skal være. Det er vildt provokerende. Det virker umuligt.

Men det er en frugt, der kan komme til at vokse inde i dit hjerte – ved at du hører om, hvordan Jesus har været over for dig. Han søgte ikke sit eget – han gjorde det bedste for dig, da han døde på korset i stedet for dig. Han åbnede ikke sin mund og svarede ikke igen, da han blev anklaget for en masse uretfærdigt – nej, han tog det hele på sine skuldre, selvom han ikke fortjente det. Det gjorde han for alle de gange, du ikke har været retfærdig og kærlig mod andre. Jo mere du hører om det, jo mere vokser kærlighedens frugt inde i dit hjerte.

Den frugt smager supergodt. Måske ikke altid for dig selv, men så for de andre, du er sammen med. For den kommer lige fra træet – lige fra Jesus!

Gavemanden

Helligånden er ikke bare havemanden – han er også gavemanden!

Han får frugter til at gro i dit hjerte – ved at fortælle om Jesus.

Og så giver han dig også gaver. Det er en slags gaver, man plejer at kalde for ”nådegaver”.

Den slags gaver, der hedder nådegaver, er nogle lidt specielle gaver. Det er nemlig nogle gaver, der egentlig ikke er til dig selv. Det er nogle gaver, du får, for at du skal dele ud af dem til andre i den kristne menighed! Man kan måske godt sige, at det mere er en slags opgaver, end det er gaver.

Og det passer jo meget godt sammen med det med Helligåndens frugter. De frugter, Helligånden får til at vokse inde i dit hjerte, er ikke nogle frugter, du selv skal spise. Det er nogle frugter, der smager godt for de andre, du er sammen med. Du bliver nemlig fyldt af kærlighed, når du hører om, hvad Jesus har gjort for dig, og det betyder, at det bliver rigtig godt at være sammen med dig. For du tænker altid mere på andre end på dig selv. Du vil hjælpe, og du vil gøre gode ting for andre.

Og sådan er det også med dine nådegaver. Det er nogle gaver, du får af Helligånden, men det er til gavn for andre.

Alligevel er det vigtigt at kende forskel på frugter og nådegaver. Jeg vil prøve at fortælle hvorfor.

Engang havde jeg hørt rigtig mange fortælle om ”gademission” – altså hvor man går ud på gaden og fortæller vildt fremmede mennesker om Jesus. Det kan jeg huske meget tydeligt, fordi: Jeg forstod det sådan, at det var noget, alle, der var kristne, helst skulle gøre. Og jeg tænkte: Okay, kan jeg overhovedet være kristen så? For jeg kunne bare slet ikke forestille mig at gå ud på gaden og fortælle om Jesus på den måde. Jeg var meget genert dengang, og jeg syntes, det var svært nok at snakke om Jesus med nogen, der allerede var kristne, og som jeg kendte godt.

Dengang kunne jeg virkelig godt have haft brug for, at der var nogen, der forklarede mig om det med nådegaver. For Helligåndens frugter er de samme i alle kristne: Kærligheden skal gro og vokse i alle kristne. Men Helligåndens nådegaver er ikke de samme til alle kristne. Helligånden gav ikke mig gaven til at gå på gaden og fortælle andre om Jesus. Men han har givet mig nogle andre opgaver, jeg får lov til at have.

Det er ikke så vigtigt, om man lige kan sige: ”Det der er min nådegave”. Det kan nemlig også nemt ændre sig, efterhånden som man bliver ældre. Men det er godt, hvis man i stedet for kan øve sig i at tænke: Hvor er der en opgave til mig? Kan jeg være en, der lægger sangbøger på plads i missionshuset, hvis de ligger og flyder? Kan jeg være en, der smiler til dem, jeg møder? Eller er der mon en, jeg skal bede for?

Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme (1 Kor 12,4). Og derfor udspringer alle frugter og gaver også af den samme ting. Husk det: Helligånden vil tale med dig om Jesus!


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2025. Hele bladet kan læses her.