Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Rige til evig tid

Om Luthers julesalme "Lovet være du, Jesus Krist" - det dybe indhold gennemgået vers for vers, så vi kan synge og tilbede af hjertet.

Sange med hjertet

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

Luthers salme ”Lovet være du, Jesus Krist” er en af de mest kendte og brugte af vores julesalmer. Og en af de dybeste og mest indholdsrige. Vi kan næppe forestille os en julehøjtid, hvor denne salme ikke får en plads. For mange er det blevet til velsignelse, når salmens dybe inderlighed, ærefrygt og tilbedelse har berørt sind og tanker og stemt hjertets strenge i harmoni med den ånd, Luther skrev ud fra, da versene første gang blev til.

Det mest bemærkelsesværdige ved salmen er måske nok dens enkelhed. Vi kender Luthers ord om, at han ville tale sådan, at Hans og Grete kunne forstå det. Sådan skrev han også sine salmer. Poesi, saglighed og hellig enfoldighed forener sig smukt i dem. Og det er vel også grunden til, at Luthers salmer er blevet Guds menigheds eje fra generation til generation.

Hos Jesus i ånden

Luthers julesalme er en hymne til lov og pris for verdens frelser.

Lovet være du, Jesus Krist!
at du menneske vorden est,
født af en jomfru ren og skær,
gladelig hilst af Himlens hær.
O, Gud ske lov!

Med de ord er Luther i ånden nærværende ved den største begivenhed, jorden har set: Gud er blevet menneske. Hans ører kan høre englenes glade sang over markerne ved Betlehem, og hans øjne ser lysglansen skinne på de forundrede hyrders ansigt. Luthers hjerte gør som Brorsons:

Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro sin skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.

Den anden Adam

I de to næste vers spilles på de samme strenge:

Du, Gud Faders enbårne Søn.
mand i lys, men dog Gud i løn,
underlig klædt i kød og blod,
kom på vor brøst at råde bod.
O, Gud ske lov!

Verden går i dit ledebånd,
dig dog svøbte en kvindes hånd,
du, som har skabt og styrer alt,
blev dog på skød barnlille kaldt.
O, Gud ske lov!

Den dybe fornedrelse, Guds søn er åbenbaret i, er ikke til forargelse. Tværtimod fylder det Luthers sind med forundring og bliver en kilde til lovsang og tilbedelse. Gennem det skrøbelige støv, Guds søn er klædt i, ser han dog Gud i løn. Troens øje ser, hvor fornuftens øje er blindt.

Han, som er klædt i kød og blod, er dog den almægtige Gud. Barnet, der ligger hjælpeløst på en fattig mors skød, er dog også ham, ved hvem verden er blevet til, og som bærer alt med sit mægtige ord.

Den indre glæde, der fylder salmen og springer frem som et kildevæld, stammer vel fra bevidstheden om, at Jesus ”kom på vor brøst at råde bod”. En kvindes hånd rakte ud for at begå den første synd, og ”et løgnens ord i Adam fór, det lagde verden øde; det har gjort det sjælemord, hvorved alle døde”.

En Eva-datter svøber nu med varsom hånd det barn, hendes ”barnlille”, som er den anden Adam, der skal råde bod på og sone for den første Adams overtrædelse. De små hænder i krybben skal jo engang strækkes ud på korsets træ for vores synders skyld, og hans liv skal gives hen til liv for verden. Det lille barn, hvis første leje var hø og strå, skal være offerlammet, der bærer og borttager verdens synd og stiller og bortvender Guds retfærdige vrede. Straffen er lagt på ham. Ved at smage døden for alle baner han vejen for syndere til Guds hjerte og hjemmet i Himlen.

Lyset fra Himlen

Himlens lys kom i dig til jord,
skinner til ny oplysning stor,
godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor Fader blid.
O, Gud ske lov!

I det fjerde vers ser Luther en side af både fortabelsen og frelsen. Mørket over Betlehems marker ved nattetid bliver et billede på det åndelige mørke, der ruger over jorden. ”Formørkede i sindet og fremmede for livet i Gud” er Skriftens betegnelse for det naturlige menneskes tilstand. Ved synden kom alle ind under syndens lov til forbandelse og fortabelse. Alle blev ”mørkets børn”. Men nu skinner Himlens lys over jorden og over den faldne slægt. Solopgangen fra det høje har besøgt os for at skinne for dem, der sidder i mørke og dødens skygge. ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys,” lyder profetien i Es 9,1.

I Jesus stråler solen frem og besejrer mørket. Og dette lys åbenbarer stærkt og ubarmhjertigt fordærvelsens afgrund i ethvert menneske, og at vi alle er fanget i dødens mørke hule. Men selvom det åbenbarer mørket, er lyset fra Himlen et saligt og herligt lys. For det åbenbarer også Gud og Guds hjertelag og frelsestanker med os. Det lader os ”kende som børn vor Fader blid”. Det viser os hen til den kærlighed fra Gud, Jesus taler om i Joh 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Rige til evig tid

Fattig kom du til jorden ned,
adlede armod og usselhed,
fattig du gjorde dig med flid,
rige blev vi til evig tid.
O, Gud ske lov!

Her ser Luther en anden side af syndens værk. Han ser vores dybe fattigdom, vores armod og usselhed. Synden har ribbet os for alt godt og efterladt os hjælpeløse på slagmarken. Vi er som manden, der faldt i hænderne på røvere, og blev liggende halvdød på vejen. Den faldne slægt er blevet en ludfattig slægt, hærget og ødelagt af Mørkets Fyrste og hans medarbejdere.

Men Jesus har adlet vores armod og usselhed, ved at han har iklædt sig den. Han havde ikke et sted at hvile sit hoved. Han gjorde det frivilligt og ”med flid”. Han gjorde det for vores skyld. ”I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom” (2 Kor 8,9).

Det var derfor, han blev fattig og fornedret, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Han tog vores pjaltede tøj og gav os sin egen kongelige dragt. Han gav os sin rigdom, som er ham selv, den kostbare perle. Vi fik hans lydighed og retfærdighed og hellighed og den frelse, han købte til os med sit eget blod. Ja, ”rige blev vi til evig tid”.

Skyggedalen og kongesalen

Konning er du blandt konger bedst;
ånders konge blev støvets gæst,
fører os op fra skyggedal
hjem til sin lyse kongesal.
O, Gud ske lov!

Vi mærker en stigende kraft, tilbedelse og hellig forundring igennem salmens vers. Her i det sidste vers stiger Luther i ånden højt op over tid og rum.

Han, som en kort tid og under en kort tids lidelse var ”støvets gæst”, har Gud nu kronet med hæder og ære. Han er ånders konge og mere ophøjet end nogen anden. Han er kongernes konge og herrernes herre. Han troner i det høje i Himlens lyse kongesal. Han har taget sæde ved Faderens højre hånd, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder.

Men han har ikke glemt sine fattige og små brødre og søstre hernede i vores landflygtighed. Han lever altid og går i forbøn for os. Han er banebryderen for vores frelse. ”Derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre” (Hebr 2,11). Og han kan fuldt og helt frelse dem, som kommer til Gud ved ham. Han fører de mange sønner til herlighed, fra jordens skyggedal til sin lyse kongesal.

Med disse stærke, dybe toner slutter den gamle troskæmpe sin lovsang. Og i det, han sang så sandt og ægte om, havde han sin rene juleglæde. Skal vi eje den, må vi øse af de samme kilder. Og Gud ske tak – de rinder endnu, også for os. Vi har den samme frelser og frelses ved den samme nåde.

Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os. Og lad os af hjertet sige: ”O, Gud ske lov!”


Fra Juleneget 1930, s. 4-6. Sprogligt opdateret.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2024. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Carl Poller