Lovsangstoner IX
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
Dommen og kaldet
Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere (Joh 8,11).
Det var Jesu ord til synderinden, der blev grebet i hor. Men det er også Jesu ord til dig og mig.
Sådan er det overalt i Bibelen: Gud vil have dig i tale med sit ord. Det er ikke bare historiske beretninger. Det er det også. Men først og sidst er det beretninger, der har et budskab fra Gud til os, der læser. Særligt tydeligt er det sådan i Johannesevangeliet, hvor evangelisten mod slutningen ganske ligeud tilkendegiver, hvad der har drevet ham til at skrive, og hvad de udvalgte beretninger skal tjene til: ”Dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 30,31).
Derfor må vi læse om for eksempel den kongelige embedsmand i kapitel 4 og tage hans ord og handlinger som et forbillede, der skal lære os at gå i tro på Jesu ord. Og vi må læse om denne synderinde, grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, en synder af den værste slags i folks øjne; og så vil Johannes og Helligånden, at vi skal sætte os i hendes sted. Johannes og Helligånden ønsker, at vi skal erkende det om selv: at vi er grebet på fersk gerning i den værste synd. At vi er så håbløst fortabte som hende. Og at vi nu står – ikke bare over for mennesker, men over for Jesus, den rene og retfærdige dommer, der med fuld ret kan kaste den første sten.
Men Jesus siger – til synderinden, til dig og mig: Jeg fordømmer dig ikke!
Den retfærdige dommer ser dig. Det er ikke sådan, at han ikke ved, hvad du har gjort. Det er ikke sådan, at han ikke ved, hvem du er, dybest inde. Nej, han ved alt. Han bøjer sig ned og skriver. Han kunne skrive alle mine synder fra den første dag i mit liv. Han kender mig, han ved om alt det i mit liv, jeg ikke ønsker, andre skal vide – og også de afgrunde i min syndige natur, jeg selv viger tilbage for at se ned i. Alt er åbent for hans blik. Det er uendeligt skamfuldt at tænke på. Samtidig er det netop det, der er det vidunderlige, når han nu siger: Jeg fordømmer dig ikke!
Jeg får en frifindelsesdom. Ikke på en billig baggrund. Ikke sådan at jeg skal være bange for, at der er noget, der vil indhente mig senere, som den høje ret ikke har fundet ud af endnu. Ikke sådan at jeg behøver at frygte for at blive forstødt, når Jesus lærer mig lidt bedre at kende og ser de værste sider af mig. Nej, alt er lagt på bordet. Og dog får jeg at vide: Du er fri! Du må gå.
Det er for underfuldt til, at jeg rigtigt kan forstå det. Jeg fortjente at blive dømt. Jeg fortjente den strengeste straf. Men dommeren, den retfærdige, har selv taget min straf på sine skuldre. ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Se – lammet, som bærer min synd. ”Dommeren selv for de dødsdømte døde.”
Det er den store befrielse. Det er ”nåde over nåde” (Joh 1,16).
Sådan en dommer må mit hjerte hænge ved resten af livet. Sådan en dommer vil jeg lytte til, hvad end han siger. For han har ”fortalt mig alt, hvad jeg har gjort” (Joh 4,29) – og dog har han ikke forstødt mig.
Og nu siger han altså ikke bare: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå.” Han siger: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.”
Det sidste kan jeg ikke overhøre i glæde over det første. Tværtimod må jeg vide, at befalingen til ikke at synde mere er sagt af netop det hjerte, der elsker mig højest, og som vil have mig hjem til fællesskabet med sig på den nye jord.
”Gå,” siger Jesus. Vidunderligt, frigørende. Men han nøjes ikke med at sige, vi skal gå. Der er noget, vi skal gå ud til. For den benådede, frifundne synder er der et liv, der skal leves. Og det er ikke et liv, hvor vi synder, for at nåden skal blive så meget desto større. ”Aldeles ikke,” siger Paulus om den tanke (Rom 6,2). Det er den stærkest mulige benægtelse: ”Naturligvis ikke!” kunne man også oversætte det. Det er en helt umulig tanke!
Som benådet synder går jeg fra Jesu domstol ud i verden med et ”synd fra nu af ikke mere”. Det er kaldet fra den nådige dommer, min frelser. Og så sandt som mit hjerte hænger ved de ord, kommer de ikke bare til mig udefra. Kaldet lyder indefra, fra den nye natur, der er født i mig ved nådens ord.
Det er et kald til kamp. For min gamle natur vil gøre modstand mod det nye liv, så længe jeg lever. Men det er en god kamp! For det er den benådede synders kamp – der fra ende til anden kæmpes i glæden over og kraften fra evangeliet.
Lovsang?
Det kan nok ved første øjekast overraske, at så stort et afsnit af en sangbog kaldet Lovsangstoner er viet til sange om ”kamp mod synden”. Man kan tænke: Hvad har det med lovsang at gøre? Er det ikke en anden ”tone”, der kommer ind her end lovsangstonen?
På et personligt plan kan det også blive til eftertanke, når man ser de mange sange om emnet. Hvor meget fylder kampen mod synden i mit liv? Er det en stor del af mit hverdagsliv og min selvforståelse som kristen: at jeg er en, der kæmper mod synden?
Nogle vil også overveje og stille sig spørgende over for, om det overhovedet er noget, der skal fylde. Bliver det ikke lovisk med den tale om at kæmpe? Er det ikke netop min opgave at finde hvile fra alle mine kampe hos Jesus?
Men de sange, vi nu skal se på, er guld for troen at læse og synge med på. De er ikke modarbejdere på lovsangstonen, de er medarbejdere. De er måske undertiden overraskende i deres stærke billedbrug og anfægtende i deres iver og glød. Men netop dette overraskende og anfægtende tror jeg, vi har brug for. Og når vi får rigtigt fat på sangene, vil de kun lede os dybere ind i den sande lovsang.
Opråb
Kristi blodbestænkte fane
fører frisk i striden ind,
og den daglig kæmpevane
giver kraft i sjæl og sind;
hvert et sår
gør dig hård,
at du altid sejren får (252).
Som sagt: Der er stærke sange i dette afsnit. Og jeg tror også, mange af os må sige, at der er noget fremmed over den måde at tale på.
Måske fordi vi er kommet ud af ”den daglig kæmpevane”? Det må vi hver især overveje.
Hvis det er tilfældet, så er sangene et opråb til os, der vil vække os til kamp.
”Den tro, som Jesus favner og hjertet rense kan, den tro, hvorved vi havner i Himlens frydeland, den tro er stærk og må alverden undertræde” (235).
”I kristne, I, som kaldes vil Guds børn, o, se alvorligt til, at I Gud Faders vilje gør og lever sådan, som I bør” (240).
Der er et liv, der hører troen til. En sand tro er stærk. Her taler vi ikke om, hvor meget og hvor inderligt vi tror, eller om vi kender til tvivl og anfægtelse. Vi taler om, at en sand tro er virksom og handlekraftig. Den er ikke teori. Den føder et nyt liv i dig.
Evangeliet forkynder, at det var nok, det, som Jesus gjorde. Og det er evigt sandt! Der er ikke en eneste gerning, tanke eller indre forvandling, der mangler i hans frelsesværk for mig. Vi har det evige liv i ham, uden for os! Det evangelium forkynder sangene om kampen mod synden også for os.
Alligevel er der altså denne tone: at hvis troen er sand, så er der noget, den nødvendigvis må gå ud og gøre. Det er ikke et muligt tilvalg for Guds børn.
”I kristne, I, som kaldes vil Guds børn …”
Der er noget, du må gøre som Guds barn. Noget, som du ikke bare kan springe op og falde ned på. Noget, du må ”se alvorligt til”, at du gør. Og alvoren ligger i, at det – ret forstået – er en frelsessag.
Du bliver ikke frelst ved det, du gør. Men: Den tro, der gør, at vi havner i Himlens frydeland, det er en tro, der renser hjertet; en tro, der er stærk og må al verden undertræde. Det må den! Ikke forstået som en tilladelse, men som en nødvendighed. Når jeg tror, så må jeg handle efter troens vilje, for hvis jeg undertrykker og kvæler troens trang, så undertrykker og kvæler jeg også troen selv.
For mange af os er det et budskab, vi hører med stor anfægtelse. Måske også fordi vi hører det sjældent. Men jeg tror, at det for mange af os er en nødvendig anfægtelse at blive stående ved og ikke komme for hurtigt videre fra.
Lina Sandell stiller gennem fem vers det ransagende spørgsmål: ”Lever du?” (246). Hun vil ligesom ikke lade os slippe, før vi har svaret.
I vers 3 lyder det: ”Men et liv, hvor synden råde, fører kun til evig død (…) Derfor spørger jeg dig nu: Lever du?”
Lever du et liv, hvor synden råder, så er du åndeligt død – og på vej mod den evige død.
Frafaldets falske sikkerhed
Vi lever i en frafaldstid. Og historien viser, at noget af det første, der forsvinder i en frafaldstid, er smerten over synden og iveren efter at følge Guds vilje, der hvor det koster.
Djævelen ved, at når han rammer os på det punkt, så får han ikke bare verdsliggjorte kristne, der begår mange synder. Han får os også væk fra evangeliet. For kilden med livets vand bliver vi kun ved, når vi er tørstige. Hvis vi ikke mærker til kampen mod synden i hverdagens liv med Gud, så bliver tilgivelsen for de synder, vi begår, umærkeligt mere og mere ligegyldig. Bønnen – en kristens åndedræt – stopper lige så langsomt. Det nye liv dør ud. Fællesskabet med Jesus bliver brudt.
I en frafaldstid, hvor den ånd truer, har vi ikke brug for at gøre evangeliet usikkert og uklart – som om evangeliet er betinget af, at vi nu også holder vores del af aftalen. For det er aldrig et uklart evangelium, der kan give nyt liv til den døende kristendom. Vi har ikke brug for angreb på den sande, bibelske sjælesorg, der giver frelsesvished til en synder, der har brug for Jesus. Hvad vi derimod har brug for, er forkyndelse og formaninger, der anfægter den falske sikkerhed, som eksisterer i et menneske, når man lever i en synd, man har sluttet fred med og ikke vil gøre op med.
Her vil sangene i Lovsangstoner prikke til os, til vi vågner op på vores ”sorgløse sti” (116). Måske er det allermest afslørende, når sangene taler i vidnesbyrdets form, så vi får indblik i og konkrete forbilleder for, hvordan et sandt og sundt liv med Gud kan tage sig ud på indersiden. For når vi tager sangskriverens ord i vores egen mund og bekender dem som vores, så afsløres vi. Føler vi os hjemme i sangens formuleringer, eller er det fremmede ord for os?
Anfægtelsens vidnesbyrd
”Mit hjerte gøres bange for mine synder mange, dog Jesus er min trøst (…) Stor fristelse jeg finder, og hårdt mig synden binder, Gud, hjælp derfra mig ud! I døden som i live lad mig fortabt ej blive” (237).
”O, hvad kan den byrde lette, som så dybt mig trykker ned? Angers gråd kan ej udslette syndernes mangfoldighed; trøst og håb og mod forsvinde, hvor, ak, hvor er hjælp at finde?” (239).
”Jeg står for Gud, som alting ved, og slår mit øje skamfuldt ned. Jeg ser min synd, at den er stor i tanker, gerninger og ord. Det mig igennem hjertet skær’ – o Gud, mig synder nådig vær!” (243).
”O min Frelser så kær, hvor elendig jeg er med et hjerte fordærvet af synd! Ja, fra hoved til fod, hjertets inderste rod, kun en eneste masse af synd. (…) O min Frelser så kær, kan du, så som jeg er, mig antage og fæste til brud? Kan du have mig kær, selv så hæslig jeg er, da er du en forunderlig Gud!” (251).
”Det gode, jeg vil, og det gode, jeg agter at gøre mod dem, som slår ind på min vej, det ofte kun bliver til håbløse fagter, fra kærligheds-ja’et til egoets nej” (261).
Hvad vi møder i de her sange er først og sidst fortvivlelsen over at være en synder. Det er hjerteskærende at se på sig selv! Jeg bliver bange for mig selv, når jeg ser mit indre fordærv. Når jeg ser ”syndernes mangfoldighed”. Jeg mister trøsten og håbet. Jeg kan ikke forstå, at det kan være sandt – at Gud vil have mig som brud.
Hvem kender den anfægtelse i dag? Det gør kun den, der lever i kamp mod synden. Der hvor kampen mod synden er hørt op, bliver det meningsløst og overdrevet at bruge sådan nogle formuleringer. Det føles hyklerisk at synge det. Eller man tænker måske endda, at sangene udtrykker et usundt og nedbrydende syn på kristenlivet, som viser, at man ikke har taget evangeliet rigtigt til sig. For betyder evangeliet ikke netop, at vi skal være fri for den slags indre kampe?
Nej! Evangeliet er ikke et budskab, der lover indre ro og balance. Evangeliet og livet med Jesus giver iver efter at kæmpe mod synden, smerte over faldene i synd, der viser, hvad der endnu bor i mit inderste – og en forundret tak for frelsen i Jesus. ”Kan du have mig kær, selv så hæslig jeg er, da er du en forunderlig Gud!”
Der er i dag stor opmærksomhed på vores selvværd som kristne mennesker, og hvad Guds kærlighed får af positive konsekvenser for, hvordan vi ser på os selv. Og der er noget sandt og rigtigt i det. Men det bliver usundt og usandt, hvis budskabet er, at vi skal lære at elske os selv som de syndere, vi er. Nej, vi skal hade os selv som de syndere, vi er! Som Luther siger i den fjerde af sine 95 teser: Den ”sande indre bod” er at ”hade sig selv”! Og det skal vi gøre, siger reformatoren, lige ”indtil vi indgår i himmeriget”. Hele vores liv skal være et liv i bod, siger den første af teserne.
Jesus kalder os til at ”fornægte os selv”. Det er en del af det at leve i kamp mod synden – at vi, ret forstået, lever i et selvhad, hvor vi får øje på vores egen hæslighed.
Skal man ikke være varsom med at bruge sådan nogle ord i vores tid? Jo. Man kan godt få det galt i halsen. Men hører man hele budskabet, så er det netop ord, der kan give hjælp midt i den værste angst og identitetskrise. For hvor er det befriende! At vi netop ikke skal stille os perfekte op over for Gud. At vi netop over for vores far i Himlen kan komme med alt det værste i os; alt det, som vi allerhelst vil pakke væk, og som gør allermest ondt at se i øjnene om os selv – og så vide, at han stadig vil være vores far. At han stadig vil kendes ved os. At han har ofret sin søn for os – for at få os hjem.
Sangenes vidnesbyrd vil have os ind i dette forhold til vores himmelske far igen. Ind i bekendelsens forhold. Der hvor jeg ser min synd i øjnene og lægger den frem for Gud uden at skjule noget og uden at pynte på det. Jeg må komme til Gud med mine egne ord, på min egen måde, med mit eget temperament og mit eget sind. Måske har jeg svært ved at bruge store ord om min anfægtelse. Men inderst inde har jeg, hvis jeg er et kristent menneske, del i den smerte, som sangene giver udtryk for i vidnesbyrdets form. Og så kan ordene blive en hjælp for mig til at udtrykke, hvad jeg ellers har svært ved at bede.
Og når jeg står der for Gud, som alting ved, og slår mit øje skamfuldt ned – når jeg bekender for ham, hvor falsk og hæslig jeg er – så må jeg også gøre som Per Nordsletten og minde mig selv om Guds ord, så jeg tager det til hjerte midt i al min anfægtelse: ”Ja, dit ord siger så, at jeg nåde skal få, at min synd ihukommes ej mer! Dit velsignede blod giver mig sådant mod, at jeg tror, at min brudgom du er” (251).
Formaninger
Sangene rummer de vidnesbyrd, der gør, at man mærker, sangskriverne har levet det nye liv i kamp mod synden. Så kan vi også bedre tage imod, når sangene kommer med formaningerne. For så kommer formaningerne ikke tordnende fra oven. De kommer fra vores brødre og søstre, der selv har haft brug for at høre de samme formaningsord i deres eget liv.
Vores brødre og søstre har set nødvendigheden i at formane sig selv og os til at kæmpe. Og den kamp, der oftest tales om, er – tankevækkende nok – kampen mod verden og mod verdens fyrste.
Kampen mod verden
”Verdens glæde” og ”verdens lyst” er noget, vi som kristne, skal gå op imod:
”Så går det, når man fra sin vagt vil træde og vender sind og hu til verdens glæde, da bliver snart forfalsket mer og mer det rene sind, hvorefter Jesus ser” (236).
”Holder verden udelukt af de rene sinde” (253).
”Lad verden sig ej bilde ind endnu engang at få mig blind. Nej, nej, den vej til Helved går jeg ej” (238).
”Bort, verdens lyst og pragt! Til Himlen står min agt, al verdens eje jeg forsmår. Jeg går til Himlen, hvor jeg går” (242).
”Gå den lige vej, se dig ej tilbage, at dig verden ej skal fra Jesus drage! Verdens gøglespil dig kun hindre vil” (244).
”O Jesus, værn du om min sjæl, og lad mig sige glad farvel til alt, som vil mig binde. Når verden blir mit himmerig, riv du mig løs og sæt mig fri, at jeg må Himlen vinde!” (249).
Når sangene i så udpræget grad forholder sig negativt til verden, er det ikke et usundt pietistisk levn, som vi burde sortere væk fra vores sangbog. Tværtimod. Det er et ekko af de bibelske formaninger, som vi har al grund til at stoppe op for i dag.
Tendensen i dag er den modsatte: Vi ser ingen farer i verden. Eller: Mange af os lever i hvert fald i praksis sådan, at man skulle tro, verden var vores blivende sted, vores hjem, vores himmerig. Vi føler os trygge og hjemme her i verden og har tilpasset os værdier og mentalitet fra det samfund og den kultur, vi lever i. Vi ser måske det samme i fjernsynet som alle andre. Vi prioriterer måske vores tid på samme måde. Vi køber os til lykke og luksus, vi sætter os hårdt i det, så vi bliver nødt til at arbejde for fuld damp for at kunne have den rette bolig og de bedste forhold. Vi lever den danske drøm – som alle andre i vores land.
Men det er forkert! Verden må ikke blive vores himmerig. Verdens lyst og pragt er et ”gøglespil”. Verden gør os blinde. Verden trænger ind i vores sind, så det bliver forfalsket, og så vi holder op med at være på vagt og vente på Jesu genkomst. Verden kan få den samme magt over vores hjerte, som Sodoma fik over Lots hustru, så hun så sig tilbage – og blev til en saltstøtte.
Nej, vi skal gå den lige vej! Vi skal ikke se os tilbage, siger sangene til os. Vi skal have blikket rettet mod Himlen. Dét er vores hjem! Dér er vores borgerskab.
Hvor har vi dog brug at høre det, minde hinanden om det og synge det til hinanden!
Betyder det, at vi ikke må nyde de goder, som verden kan tilbyde?
Nej. Vi må tage imod med tak, hvad Gud i sin omsorg vil give os. Han ved jo, hvad vi har brug for, og han vil gerne give os glæder og velsignelser – allerede her i verden. Men mere end noget andet vil han have os hjem. Derfor advarer Guds ord fra Mosebøgerne til Åbenbaringsbogen om, at rigdommen og vores optagethed af verdens lyst og pragt kan bemægtige sig sindet på en måde, så vi bliver forheksede af det og mister det dyrebareste, vi ejer: den himmelske arv.
” Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt” (5 Mos 28,47).
” Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være” (Matt 6,19-21).
”Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?” (Matt 16,26).
”I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af Gud” (Jak 4,4).
”Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig …” (Åb 3,17).
Brorson har formuleret en åndelig grundlov, der med al bibelsk og erfaringsmæssig tyngde og dybde formaner os til at have vores blik retvendt:
Når Jesu kærlighed
kun ret betragtes,
når verden er os led
og intet agtes,
når Himlen er os kær
og sød og yndig,
da bliver Herrens hær
i striden myndig (257).
Vores forsagelse af verdens lyst er ikke en tung og bitter kamp. Det er heller ikke en kamp, vi kæmper for at vinde ære for vores stærke fromhed. Nej, når Himlen er os kær og sød og yndig – når det bliver håbet, der fylder vores sind og hjerte – så har vi simpelthen ikke grund til at agte på de tomme og midlertidige lykketilbud, verden lokker med. Så er det glæden over det håb, vi har i Jesus, der fylder, og det er den, der er vores styrke og drivkraft i kampen.
Kampen mod Satan
Tankevækkende er det også, hvor meget kampen mod Satan fylder i sangene. For mange er Satan måske blevet en lidt upersonlig størrelse. Han er måske reduceret til en før-moderne idé. En tanke, som fyldte meget i tidligere tiders lidt naive tro, mens vi nu i vores tid er lidt pinligt berørte over at tale om ham som en virkelig person, der vil os noget ondt.
Det passer uden tvivl verdens fyrste godt at få lov til at leve i det skjulte i en ubemærket tilværelse. Men sangene hiver ham frem i lyset:
”Jeg går i fare, hvor jeg går, min sjæl skal altid tænke, at Satan alle vegne står i vejen med sin lænke; hans skjulte helvedbrand mig let forvilde kan, når jeg ej på min skanse står. Jeg går i fare, hvor jeg går” (242).
”Livet er så fuldt af farer, vejen, ak, er trang og smal, og på Satans mange snarer er der aldrig noget tal” (245).
”O, hjælp mig, Gud, ej tankeløst at leve min korte prøvetid og mig indvæve i noget af den Ondes mange garn!” (247).
”Du fører os i kamp og strid mod Satans hele skare, vi synes tit i sådan tid i alt for stor en fare; da lære vi, hvor lidt vor lejr formår mod Satans pile” (248).
”Op, I kristne, ruster eder! Kristi lemmer, ud på vagt! Satan sig til strid bereder og vil bruge al sin magt (…) Satan bruger alle kræfter, fører hid sin hele svarm” (252).
”Op, våg og bed, min sjæl! du ved dig ellers ikke sikker, at du jo kan drages ned i den Ondes strikker (…) De sjælesår, som Satan slår, går ind ad skjulte gange, hvo som ej på vagten står, bliver snart hans fange” (253).
Hvordan kæmper vi som kristne mod Satan? Vi kan jo ikke se ham. Og alligevel lærer Bibelen os, at ”for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12).
Læg mærke til, hvordan sangene netop fremholder Satans skjulte virke. Det er hans ”skjulte helvedbrand”, der let kan forvilde mig. Og de sjælesår, som Satan slår, går ind ad skjulte gange. Det er hans mange snarer, strikker og garn, vi risikerer at blive indvævet i – altså nogle fælder, som Satan har lagt ud, men Satan selv ser vi ikke, selvom det er ham, der står bag.
Det er godt, at sangene hiver Satan frem i lyset. Så ser vi: Det er faktisk den Onde, jeg har med at gøre i de fristelser, der møder mig. Han er verdens fyrste, og han bruger verdens lyst og pragt til at lokke mig væk. Sangene kalder os til bøn: ”Til jeg er hjemme hos min Gud, giv nåde til at holde ud mod verden og dens herre!” (249).
Men sangene nøjes ikke med at afsløre Satan og hans list. De giver os også våbnene til at kæmpe mod ham. De viser os, at vi må være stærke ”i Herren og i hans mægtige styrke” (Ef 6,10), og at det stærkeste nej til Djævelen er et stærkt ja til Jesus. Kampen beror ikke på os selv, den beror på, at vi gennem Guds ord og Guds Ånd lader os styrke ved nåden i Kristus Jesus (2 Tim 2,1). Kampen mod verden og verdens fyrste er dybest set en kamp for at blive i ordet om nåden. For det er i ordet om nåden, vi kæmper og vinder.
Lige så alvorligt sangene advarer mod farerne ved Satans snarer, lige så triumferende og sejrssikkert jubler de med Ordets våben i hænderne:
”Velan, I svage hjerter! så fat kun trøstigt mod, og lade det koste smerter, ja, ære, liv og blod; o, hold jer ganske tæt til Jesu blod og vunder, så ligger Satan under med al sin magt og ret!” (235).
”Nu er jeg Gud i vold trods Slangen tusindfold! Lad ham kun stå og se mig gå med friheds purpurklædning på! Hvor gør det godt i bryst at følge Jesu røst på sandheds sti, alt ondt forbi, til Himlens sorgenfri!” (238)
”… da lære vi, hvor lidt vor lejr formår mod Satans pile, til dig ile og efter vunden sejr i dig alene hvile” (248).
”Op, ved Jesu blod at vinde! Sejren bliver vis og stor. For vor pande vil vi binde vidnesbyrdets faste ord; lad det gå, som det må, Ordet evig skal bestå!” (252)
Den konkrete kamp
Sangene taler overordnet og i det store perspektiv om kampen mod verden og mod verdens fyrste. Så kan vi hver især tage det fra det generelle til det personlige og gøre det konkret i vores eget liv. Men der kommer også i sangene konkrete eksempler på, hvad den kristnes kamp kan indeholde.
Brorson taler med sjælesørgerens indsigt om, hvordan vi må vogte os for tankerne i det indre liv: ”Lær at holde stedse vagt over alle tanker!” Hvorfor er det så vigtigt? Jo: ”Et lidet gran af surdej kan den ganske dej forsyre; kommer gnisten først i brand, er den ond at styre. En tanke, som i hjertet kom, og man den lidt lod råde, har så tit gjort sjælen tom for Guds søde nåde” (253).
Hans Erik Nissen skrev det sådan på tavlen i en bibeltime (frit efter hukommelsen):
Tanke føder handling. Handling føder vane. Vane føder karakter.
Vi må, som Brorson siger, holde vagt over vores tanker. De ser ikke ud af meget, tankerne. For de er jo usynlige. Men syndige tanker må ikke få gode grovilkår i vores indre. De må dagligt luges ud. Ellers har de pludselig magten over os.
Kampen mod tankerne føres ikke mindst i lønkammeret. Her kan vi bruge Lina Sandells stærke bøn: ”Bryd min vilje, Jesus milde, lad din vilje blive min! Tag min hånd og tag mit øje, når du ser det fra det høje, at fra dig de mig vil skille” (255).
Et konkret råd, som er blevet mange til hjælp, er også det, der formuleres i sangen: ”Tag Jesus med, hvorhen du længes, da bliver du så let i sind, og hvor din frelser ude stænges, der skal du ikke selv gå ind” (259).
Jo, kampen mod synden er konkret. Der er steder, vi ikke kan gå hen som kristne. Der er ting, vi ikke kan se. Der er tanker, vi ikke må lade få grobund i vores indre. Her tror jeg, vi er mange, der i dag tager alt for let på, hvad der kommer ind i vores sind af de uanede mængder af underholdning, vi altid har ved hånden.
Omvendt er der steder, hvor vi må og skal gå hen og tanker, vi må og skal lade komme kontinuerligt ind i vores indre: Vi må lade os fylde af ordet om nåden! For det er kun ved evangeliets kraft, synden kan miste sin magt i mig:
”Til kamp, til kamp for Jesus! Om korset samles tæt!” (260).
”Ønsker du, Jesus skal gøre dig fri, i blodet er kraft, underfuld kraft” (262).
”Hjælp mig, at tid til bøn jeg ikke glemmer, men ofte mig fra verden hos dig gemmer! Den sjæl i live bliver ikke her, som borte tit, men sjældent hos dig, er!” (247).
”Min Gud, ved din Ånd og din salige nåde, gør dagligt et under, så sjælen fornys, at du i mit hjerte kun altid må råde, så jeg gennem Ordet må skue dit lys!” (261).
Kampen mod synden føres ikke langt fra korset! Tværtimod er hele essensen af vores kamp mod synden netop, at vi bliver ved korset. Det er om korset, vi må samles med den kristne menighed, i familien og i lønkammeret. Det er i blodet, der er kraft. Vi må gemme os der ved korset, i bøn og andagt, for at holde vores sjæl i live. Andagtslivet og menighedslivet er ikke fromhedsøvelser for at pleje vores gode kristendom og repetere vores intellektuelle viden. Det er ren overlevelse. Vi må gemme os der fra verden, som ellers har så let ved at slå kløerne i vores sjæl. Jeg må skjule mig i Jesus og hans død for mig. Det må være min største ære og min største glæde: at hans liv er mit liv, og mit liv er hans.
Mørkets skatte
Når vi lever tæt ved korset i ordet om nåden ved Jesu blod, så bliver vi forvandlet, ved at sindet fornyes. Så kan vi skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne (Rom 12,2). Det kan vi skønne i dagligdagens udfordringer og kald, der hvor vi hver især er sat, og med de mennesker, Gud sender på vores vej at tage vare på med kærlig hjælp og omsorg.
Men jo tættere vi lever ved korset, og jo mere sindet fornyes, så Ånden kommer til at råde, jo hårdere nederlag vil vi også komme til at opleve. For jo mindre kan vi slutte fred med den synd, der stadig bor i os. ”Bedragerisk er det, det iskolde hjerte, som bor i hver eneste skabning på jord, men særligt erfares den grufulde smerte hos den, som ved Frelseren lever og tror” (261).
Der er denne dobbelthed: At leve Gud nær er min lykke – men det er også min smerte at være Gud nær. For der ser jeg min usselhed klarest.
Derfor er sangene om den kristnes kamp også fulde af trøst til den anfægtede. Og sangenes forfattere ved, hvor blikket skal drejes hen: Først og fremmest til Jesus, vores ven og frelser:
”Mit hjerte gøres bange for mine synder mange, dog Jesus er min trøst: Jeg tror ham vel for alle, han vil mig ej undfalde (svigte), han har mig med sit blod forløst” (237).
”O min Jesus, dine vunder, ja, en dråbe af dit blod gøre kan det nådens under, at min skade vorder god; derfor hen til dig jeg haster, mig for dine fødder kaster” (239).
”Oprethold og styrk da modet, uden dig det helt forsvandt! Lær mig stedse se på blodet, som for mine synder randt” (245).
”Frem for alt lad dit blod, denne rensende flod, være dagligt mit kæreste sted, hvor jeg sænker mig ned, hvor jeg finder min fred – Herre, det er det største, jeg ved!” (251).
I nederlagene lærer vi at bede. Lever vi i kampen, bliver vi også tvunget på knæ. Er dine bønner ebbet ud, så har det sandsynligvis sammenhæng med, at kampen mod synden også er det. Her må vi gøre os til ét med de syndere, vi møder i Guds ord, så vi kommer til Jesus med vores synd:
”Som kvinden gik til Simons hus med syndenød og anger for her at møde nådens knus, som gengæld ej forlanger; sådan må jeg til Jesus fly, når synden mig befæster, og skjule mig i nådely med alle husets gæster” (256).
Og har vi svært ved at finde ordene, vil vores brødre og søstre hjælpe os med deres sange, som vi kan gøre til vores sange:
”Jeg behøver dig, o Jesus! thi jeg har blot synd i mig. Hjertet er så mørkt og øde, koldt og dødt foruden dig (…) Jeg behøver dig, o Jesus! til at skjule al min nød! Jeg behøver al din nåde og din trøst i liv og død” (241).
”Ak, jeg kan ej tage vare på mig selv, for jeg er svag. Kom, o Jesus! Kom, o Jesus! Vær min kraft fra dag til dag” (245).
”Gud, efter dig jeg længes, når jeg af synden trænges, til dig står al min lid (…) Stor fristelse jeg finder, og hårdt mig synden binder, Gud, hjælp derfra mig ud! (…) Gud Fader, som mig skabte, tæl ej mig blandt fortabte, mit håb er sat til dig” (237).
Her i mørket må vi møde ”nådens knus, som gengæld ej forlanger”. Her i syndenøden vil Gud give os ”mørkets skatte, de bortgemte rigdomme” (Es 45,3). Vi vil lære mere og mere, hvad vi selv er af naturen – men også, hvad vi er i Jesus (241).
”Du lader os med helvedfrygt i vore synder plage, at nåden ret kan blive søgt og desto bedre smage; du truer os med nød og død, når du os vil oplive, trøsten give, der er langt mere sød, end nogen kan beskrive” (248).
Når Brorson synger ”hvert et sår gør dig hård, at du altid sejren får” (252), så kan det virke stik mod al min erfaring. Jeg synes netop ikke, jeg bliver hårdere af alle mine sår – jeg synes, jeg bliver svagere og svagere. Men hvad Brorson mener, er netop dette: at alle de sår, jeg får i kampen mod synden, giver mig styrke i Jesus. Det er under hans ”blodbestænkte fane”, jeg må have min daglige kæmpevane.
Intet kan give sjælen så stor og vedvarende en glæde over Jesus og en dyb og ægte kærlighed til ham som det: Når jeg midt i al min skam ser, at han virkelig vil tage imod en synder som mig med nådens knus! Så vil jeg ”ved korsets fod ta plads ved kvindens side og prise Gud for Lammets blod, som vasker hjerter hvide” (256).
Det er her, den nye sang fødes i et menneskes hjerte: ”Jeg fik at se det blod, som for mig randt, jeg lægedom for sjælesmerten fandt. Da lagdes i min mund den nye sang, som nu mig følger under al min gang” (250).
Og det er derfor, sangene om kampen mod synden ikke er et fremmedlegeme i sangbogens lovsangstoner, men tværtimod fører os ind i selve lovsangens hjerte – ind i den nye sangs glæde over Jesus, som kun troens folk kender. På kampens baggrund kommer den stærkeste kærlighed til Jesus til udtryk:
”Du livsens Herre kære, min Jesus vil du være, livsaligt er dit navn. Min frelser, Jesus milde, du ej fra mig dig skille, du altid er min trygge havn!” (237).
”Herre, Jesus, vil du være al min salighed, mit alt! I dit ord du selv mig lære: Alt er fuldbragt, alt betalt! Kom, o Jesus, kom og bliv selv mit liv!” (246).
”Ja, dit ord siger så, at jeg nåde skal få, at min synd ihukommes ej mer! Dit velsignede blod giver mig sådant mod, at jeg tror, at min brudgom du er” (251).
”Med min Gud jeg nu har fred i en god samvittighed, fred med Gud ved Lammets dyre offerblod. Derfor er jeg fri og glad og istemme må et kvad: Kære Gud, hvor du mod mig er mild og god! Du er mild og god mod alle, men imod mig dog især, at du vil din broder kalde mig så ussel, som jeg er” (258).
”Om end syndens bølger stiger, er du dog min ankergrund. Når min undergang sig nærmer, du mod den mig trygt beskærmer og ej fra min side viger; fast dit løfte står hver stund” (255).
Håbets kraft
Endelig vil sangene også give trøst og kræfter i kampen ved at lede vores blik hen på den himmelske herlighed, vi har i vente for Jesu skyld:
”Når jeg er svag, og mig så meget hindrer, så lad mig se, hvor kronen hisset tindrer, som mig engang din egen hånd skal fly! Så får jeg kraft og mod på ny” (236).
”Jeg går til Himlen, hvor jeg går, frimodig da, mit hjerte, kun did, hvor du en ende får på al din synd og smerte” (242).
”Her skal du ej bo, her i jammerdalen, vent dig ingen ro før i himmelsalen. Kamp og møje her, fred og hvile der” (244).
”O, kun kort er prøvetiden! Snart til fryd den vender sig” (255).
”Til kamp, til kamp for Jesus! Den strid ej bliver lang; i dag går slagets bulder, i morgen sejrens sang” (260).
”I morgen sejrens sang!” Det betyder ikke, at jeg får sejr over synden i morgen. Det betyder, at slagets bulder, som nu fylder mine øregange, kun larmer så uendeligt kort målt op mod den evige fred på den nye jord, hvor jeg skal være sammen med Jesus og aldrig mere skilles fra ham eller ”bæve for muligheden af en syndig lyst” (91).
I anfægtelsen kan jeg opleve, at forvandlingen af mit indre bare er en kold og gold teori. Der sker jo ikke noget. Jeg er stadig bare mit gamle jeg. Mit nye liv er skjult for mine øjne.
Men i den situation er det en uendeligt stor trøst, at netop sådan skildrer Guds ord det: ”Skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares (…) også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning” (Rom 8,18.23).
Brorson sætter de stærkeste og mest triumferende ord på denne virkelighed:
Er vort liv i Gud forborgen (skjult),
synes det som visnet hen,
på den sidste blide morgen
skal det klare op igen;
strid og sår da forgår,
sejren aldrig ende får.
Da skal Kristi hær optræde,
for hans trone stille sig,
bære livets krans og klæde
med så stort et sejersskrig;
tænk engang, hvilken sang,
himmelsød og eviglang!
Vi går gennem svære kampe, mens vi er her, og sådan må det være. Men tænk: Vi går mod sejrsskriget! Det bliver en uudsigelig, forklaret glæde, når Kristi triumftog når sit mål med os – til lov og pris for Guds nådes herlighed.
Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet (Åb 7,9-10).
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
