Saul er et eksempel på en, som tog sit liv i egen hånd. Det fik konsekvenser. Hans liv blev en tragedie – den enerådiges tragedie. Sauls liv ligner på mange måder mit, hans skæbne kan også blive min. Saul gik fortabt.
Saul, jeg frygter dig.
Jeg er bange for, at jeg skal blive som dig.
Saul, jeg kan ikke sige dig farvel. Igen og igen banker jeg på din dør.
Saul, jeg vil tale med dig. Jeg forstår dig så indgående – og alligevel er der en afgrund mellem os.
Det begyndte godt med dig. Gud fandt dig. Det var ganske enkelt et under. Aldrig havde du tænkt det. Han kendte dig. Så greb han ind. Han talte sit ord. Det rørte din sjæl. Og så gik det fremad. Samuel salvede dig med den vidunderlige olie. Ånden faldt på dig, og du fik et nyt hjerte.
Sådan var det også med mig. Fra at være mere eller mindre ligeglad blev jeg en helt anden. Herren viste sig for mig som en realitet. Jeg kunne simpelthen ikke komme udenom: Det var sandt. Andre kunne sige, hvad de ville. Og hvor var det vidunderligt at mærke varmen. Ikke alene varmen blandt de kristne, men også varmen inden i mig. Jeg forstod så lidt, men jeg oplevede så meget. Saul, jeg forstår dig.
Men hvorfor gik det så galt? Saul, hvad var det, der glippede? Jeg ved det godt, men skal jeg være ærlig, så synes jeg, at det var så lidt.
Du var trængt. Filistrene med deres kæmpehær. 3000 stridsvogne og 6000 ryttere og fodfolk, talrige som sandet ved havets bred. Du havde kun 3000 mand. Og Samuel kom ikke til Gilgal. Du ventede syv dage. Så begyndte folket at spredes. Hvad skulle du gøre? Var det så forfærdeligt selv at ofre brændofret? Var det ikke at gå frem i troens frimodighed? Kunne der ikke ligge en ledelse i, at det gik, som det gjorde?
Saul, jeg ligner dig. Så jeg kender din situation indefra, og jeg må sige til dig: Du var ikke på Herrens vej. Jeg har også troet, at jeg gjorde det eneste mulige, samtidig med at jeg vidste, at jeg ikke var helt i overensstemmelse med det, som Herren havde sagt.
Saul, det nytter ikke at skjule det: Al vores selvvalgte gudsdyrkelse er Herren imod. At være en god tjener er ikke selv at finde på, hvad man skal gøre. Det er nøjagtigt at gøre det, som Herren vil – at gøre det og intet andet.
Vores egen klogskab, vores egne tanker leder os på vildspor. Det kan se nok så rigtigt og indlysende ud, og Guds vej kan synes håbløs, fordi han tier og ikke griber ind. Men hvad koster det ikke at vælge sin egen vej?
Saul, hvad synes du om den sejr, du vandt efter at have forladt Guds vej? Tog du den som et udtryk for, at du alligevel ikke havde mistet hans velsignelse? Beroligede den dig? Tog den brodden af Samuels strenge ord?
Saul, jeg kender den slags tomme sejre: sejrene uden Gud, hvor vi søger at overbevise os selv og andre om, at vi er under Guds velsignelse. Men vi er det ikke. Tiden viser det. Der er en mærkelig dom midt i sejren. En anklage, som vi kan høre i vores eget indre, mens andre takker og hylder os for sejren. Jublen er en rus, som ikke kan overdøve røsten i samvittigheden. Den ved, at sejren uden Gud er løgn.
Saul, hvor var det bittert, at du skiftede gud. Fra at være vendt mod Herren, vendte du dig mod mennesker, som svigtede dig. Du blev desperat, da du så, at de gik bort. Så satte du alle kræfter ind på at fastholde dem. Du troede, at du alligevel kunne bevare Gud som din ven. Men du tog fejl. Det blev dem, der blev bestemmende i dit liv.
Saul, jeg forstår dig. Hvad betyder mennesker ikke i mit liv? Hvor gerne vil jeg ikke holde på dem? Hvor tit lytter jeg ikke til deres meninger og domme? Jeg gør mig ikke klart, at dermed har jeg vendt mig fra Herrens røst.
Saul, som du ved jeg, hvad det koster. Denne nagende tomhed, når de, der fulgte, siger farvel.
Saul, hvorfor så vi ikke Herrens prøvelse i alt, hvad der mødte os? Hvorfor lod vi os skuffe over Gud og vendte os mod mennesker? Saul, hvorfor slap vi Ordet som vores lys? Hvorfor slukkedes det i vores liv på krisens dag?
Det var, fordi Ordet ikke var vores eneste lys. Når Guds ord skal kombineres med vores tanke, slukkes Ordets lys, og vi har kun ét tilbage: vores egen tanke.
Saul, vores veje skilles ved Gilgal. Saul, hvorfor veg du uden om opgøret? Saul, hvorfor lod du ikke Herren rejse dig igen? Hvorfor gik du videre i egen kraft?
Saul, jeg ved, at det smerter at skulle tale ud med Gud om sin synd. Da er der ikke nogen ære tilbage. Under Guds dom må selv en konge bøje knæ. Men der er ingen anden vej, der fører frem. For den vej er jo sandhedens vej.
Saul, hvorfor følger du mig ikke? Jeg kan ikke gå udenom. Jeg må ind for Herrens ansigt. Hvad end det koster mig, hvad han end siger til mig: Jeg må derind. Jeg kan ikke leve, hvis jeg ikke får Guds lys ind i mine afkroge. Alt må frem. Alt må ind i lyset.
Men vi mødes igen, Saul.
Herren prøver en gang til at nå ind til dig, men da havde du tabt på forhånd. Du havde jo fået folkets mening om Gud.
Saul, du skånede det bedste af alt det, som Gud havde påbudt dig at lægge band på. Saul, det er ikke så sjældent, at vores handlinger maler billedet af vores synd klarere end mange ord. Det bedste gav du folket. De havde ikke noget imod, at offerdyrene først skulle ofres til Gud, bare de fik det pragtfulde offerkød, så de kunne stille deres sult. De ville fråse i kød. De ville fejre deres sejr.
Saul, du kunne ikke andet. Du var faldet, før du faldt. Bag alt og over alt andet står mennesker og deres mening om dig. Saul, dit liv er blevet en trældom.
Omvend dig, Saul!
