Til vi ses igen

Sange med hjertet XXV

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Gud med eder, til vi ses igen!
Han jer lede og opholde,
trygt I dvæle bag hans skjolde!
Gud med eder, til vi ses igen!

Til vi atter ses, til vi mødes
til vi ses for tronens fod;
til vi atter ses, til vi mødes;
Gud med eder, til vi ses igen!

2. Gud med eder, til vi ses igen!
Mildt hans vinger eder dække,
Dagligt brød han eder rækker!
Gud med eder, til vi ses igen!

3. Gud med eder, til vi ses igen!
Når jer nød og fare tynge,
fast hans arme jer omslynge!
Gud med eder, til vi ses igen!

4. Gud med eder, til vi ses igen!
Og når dødens bølger true,
i hans favn I aldrig grue!
Gud med eder, til vi ses igen!

Jeremiah E. Rankin 1855
ÅSS 1975, nr. 609.

Afslutningssangen

Hvert år til afslutningsmødet på Haderslev Næs Bibelcamping rejste vi os op. Først for at modtage Herrens velsignelse og dernæst for at synge af fuld hals nr. 609 i 1975-udgaven af Luthersk Missions sangbog Åndelige Sange og Salmer (ÅSS). Den hed ”Gud med eder, til vi ses igen.”

Egentlig var det en lidt enkel, småsentimental sang på en simpel melodi. Den enkelhed og så det gamle sprog har nok været årsag til, at den blev omskrevet lidt til ÅSS 1993, så omkvædet faldt bort, selv om Indre Missions sangbog Hjemlandstoner havde beholdt den gamle form i 1989-udgaven. Til gengæld tog Evangelisk Luthersk Mission den beskårne omskrevne form med i 2001 – indtil den i 2013 ikke overlevede sammenlægningen af sangbøgerne til missionsforeningernes fælles sangbog Salmer og Sange – og dermed forsvandt.

Den oprindelige tekst

Sangen blev oprindelig skrevet i 1855, mens Jeremiah E. Rankin var nyuddannet presbyteriansk præst i New York-området. Den danske oversættelse er meningsmæssigt meget tæt på originalen, dog med en markant ændring. I omkvædet, hvor den danske tekst lyder ”til vi ses for tronens fod”, skrev Rankin oprindeligt: ”Till we meet at Jesus’ feet.”

Den oprindelige tekst peger på det at samles som Jesu disciple ved Jesu fødder, som en Maria, der vælger det ene nødvendige: lyttepladsen ved Jesu fødder.
På den måde er den nærmest som en sang, der sender menigheden ud i hverdagens opgaver og liv – indtil de mødes næste søndag til gudstjeneste. Da er budskabet i det danske omkvæd gået væk fra perspektivet med hverdagslivet som mål. Nu er det i stedet blevet til et fokus på at skulle ses igen hjemme i Himlen.

Sangens nød

Når denne sang blev sunget på Haderslev Næs Bibelcamping ved afslutningsmødet i hvert fald de første 15 år, så er der flere vigtige lærdomme at tage med derfra:

– Når flokken af campister tog fra stedet, så havde de lagt hinandens tryghed, livsopretholdelse og mulige møde med døden i Guds hænder. Det var næsten en rituel bøn at sige farvel med et ”Gud i vold” til hinanden.

– Sangen udtrykte, at Gud giver livet, og Gud tager livet. Gud sørger både for dagligt brød og fører, når ruten går gennem dødsskyggens dal. Jeg modtager alt af Guds hånd. Gud leder, Gud giver dagligt brød, Gud skærmer fra ondt, og Gud bærer i døden, så frygten må være gemt i ham. Det er trygt sådan at lægge hinanden i Guds hånd og hvile i det, når man tager hver til sit.

– Den kristne forsamling regner på bibelsk grund altid med et gensyn. Der er usikkerhed om det jordiske gensyn. Om vi skal ses igen her på jorden, afhænger af Guds livsopretholdelse, styring og ledelse. Men når vi forbliver i troen, er der sikkerhed om én ting: at vi skal mødes igen. For skal vi ikke mødes her på jorden, så har vi Guds løfter i Ordet om, at vi skal mødes igen hjemme hos Jesus.

Det engelske omkvæd angav det møde til at være ved Jesu fødder – og det er helt grundlæggende for al form for kristent liv og vidnesbyrd. Det er Ordet, der skal bære os hjem. Derfor er det det ene nødvendige for os at søge til lyttepladsen ved Jesu fødder, som enkeltpersoner og som familier. Kender vi ikke til at sidde og høre evangeliets ord, da bliver troen til en gerning, og egenretfærdighed pibler frem. Bare ved Jesu fødder, hvor Ordet møder os fra Guds mund, er det lykke at leve og være frelst. Der ønsker vi at mødes med vore medkristne igen, for da bevares vi sammen på troens vej.

Men dermed siges også, at om vi mødes andre steder – men ikke mødes ved Jesu fødder om Guds ord – da slukkes gensynsforventningen.
For med i denne lille sangs omkvæd på engelsk ligger nøden for, at min bror og søster i troen – eller jeg selv – kan vandre bort fra Jesu fødder. Lad det aldrig blive sådan, at du skal være savnet ved Jesu fødder, og bed for dine medkristne, at det heller ikke må gå dem sådan.

– Det danske omkvæd, der blev taget ud i 1993, selvom det fjerner originalomkvædet fra sangen, har en endnu stærkere nød. Der er gensynsforventningen knyttet til at mødes ”for tronens fod”. Måske var det før 1993 vigtigere end i dag at få sagt til hinanden, at vi ønsker at mødes i Himlen – eller også er det bare nøden for det, der er blevet så meget mindre. Det er dog som om, der er en sammenhæng, så at da nøden forsvandt ud af sangen, så blev behovet for den også mindre, så den 20 år senere ikke slap med i Sange og Salmer.

Hvor gensynsforventningen lever

Et lidt tilsvarende forløb har sangen Der hvor ingen rose visner været igennem. Den fandtes kun i LM’s sangbøger til og med 1993-udgivelsen (hhv. nr. 568 i 1975-udgaven og nr. 607 i 1993-udgaven), imens den ikke kom med i Salmer og Sange. Dens baggrund er også en baptistisk strømning i Sverige ca. 1875-80.
Det er en trøstende sang, der sætter ord på, hvad himmelhåbet rummer. Det er nok en lidt følelsesvækkende melodi, men budskabet er stærkt – faktisk meget stærkere end i ”Gud med eder”. Her forkyndes fuldtonende, at alle syndens konsekvenser og dødens forløbere skal være væk i evigheden hjemme hos Jesus, for der er evig hvile og evigt gensyn, hvor alle savn skal være mættet. For livet er i Guds nærhed – foran hans trone.

Det sidste omkvæd er særligt stærkt (blev i 1993 gjort til omkvæd for alle vers). Her forbinder det den engelske original og den danske oversættelse af ”Gud med eder” med deres forskellige formuleringer om, hvor vi skal mødes. Her siges det nemlig:

Har vi her
Jesus kær,
mødes vi,
hvor Jesus er.

Sagen er jo den, at hvor Jesus er, da har vi allerede del i evighedens nu. Med ham er vi allerede sat i Himlen. Paulus får lov at udtrykke den Guds sandhed for os i Ef 2,4-6:

”Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus – af nåde er I frelst – og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus.”

Lever du i troen på Jesus, får du lov at høre og læse, at du med Jesus er sat i Himlen, i Kristus Jesus. Så er Jesus kær for dit hjerte som din levendegører og adgangsgiver til nåden og dermed til Himlen. Så får du lov at længes efter at være sammen med ham, i bønnen sukke efter at forenes med ham i nådens midler – ved at lytte til evangeliet og modtage hans legeme og blod – og med ham længes efter at være sammen med dem, der kender nåden i ham. Når du så mødes med Jesus ved hans fødder, da er det en fuldgyldig forsmag på den hvile og fred, som han har givet og giver dig fuldt ud, den dag, du skal stå ved troens fod.

Det er nemlig der, gensynsforventningen lever: i at mødes i nåden i Jesus Kristus.

Derfor må vi række hinanden, vore børn og vore kære den opfordring og nød: ”Mød os der, mød os der, i det land, hvor Jesus er.”

Lyd

Udgivet af

Knud W. Skov

Knud W. Skov, Herning, projektkoordinator hos Dansk Balkan Mission.