Peters bekendelse
Når vi skal se på et tema som dette, kan vi næppe have et bedre udgangspunkt end i den store bekendelse, som Peter aflægger på sine egne og de øvrige disciples vegne (Matt 16). Anledningen er, at Jesus har stillet disciplene spørgsmålet: ”Hvem siger folk, at jeg er?” hvorpå han får til svar, at nogle siger det ene og andre noget andet. Jesus spørger da Peter: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Da hører vi Peter sige: ”Du er Kristus, den levende Guds søn” (Matt 16,16).
Til det siger Jesus: ”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (Matt 16,17-18).
Her hører vi altså, hvordan Peter aflægger sin store bekendelse; en bekendelse, vi med rette kan kalde den kristne urbekendelse. Det er den bekendelse, som al efterfølgende bekendelse til Kristi person og til Kristi navn vokser frem af. Af Jesu svar på Peters ord ser vi, at han tillægger bekendelsen den allerstørste betydning. For efter at Jesus har peget på, hvad der er kilden til Peters bekendelse – nemlig, at Jesu Kristi fader har åbenbaret ham det – siger Jesus: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.”
Spørgsmålet er nu, hvilken slags klippe Jesus vil bygge sin kirke på. Svaret lyder: Ikke på Peters person, men på Peters bekendelse.
Det, Jesus her siger, er i grundteksten et ordspil. Hvis det var Peters person, der var klippen, har paven i Rom ret, når han netop på dette ord bygger sine krav på at være kirkens hoved og ”Kristi stedfortræder”. Men Peters person er en alt for skrøbelig grundvold at bygge på. Det ser vi ikke mindst af, hvordan Peter gang på gang falder og fejler. Der går kun kort tid efter det, vi her har hørt, før Peter i overmod irettesætter Herren Jesus. Måske hentede han til og med næring til sit overmod af disse Jesu ord! Derfor må Jesus skarpt revse ham: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil” (Matt 16,23).
Senere hører vi, hvordan Peter fornægter sin herre tre gange natten til langfredag. Kingo synger virkelig med rette, netop med udgangspunkt i hændelserne denne nat: ”Store helgen også haver Adams kød og klæder på …” (DDS 186,2). Også Herrens mest fremtrædende og største tjenere har del i den samme synd og skrøbelighed, som bor i vores hjerter. Et menneske er ikke noget at bygge Guds rige på, om han end var aldrig så stor og var nået aldrig så langt i helliggørelse eller erkendelse.
At sagen heller ikke stillede sig anderledes efter pinsedag, ser vi af, at Peter også fejler og falder i Antiokia (Gal 2,11ff), hvorpå Paulus må irettesætte ham skarpt i alles påhør – ikke privat og under fire øjne, men offentligt.
Klippen, som den kristne kirke er bygget på, er Peters bekendelse. Navnet Peter betyder jo ”klippe”. Ordspillet, som Jesus bruger i dette bibelord ses af det følgende. Jesus siger: ”Jeg siger dig, at du er Peter (på græsk petros, som betyder klippe), og på denne klippe (og her bruges en anden form af ordet, nemlig petra) vil jeg bygge …”
Ved at ordets grammatiske form er en anden, får vi en tydelig klargørelse af, at Jesus her ikke sigter til personen Peter, men den bekendelse, han har aflagt. Dét er, hvad den kristne kirke bygger på. Det er også den kristne kirkes særlige kendetegn, som gør den til Kristi kirke, til forskel fra enhver anden tro eller religion i verden. Bekendelsen er altså både klippegrunden under Kristi kirke, samtidig med at den sætter skel.
Betydningen af at bekende
Ordene at bekende og bekendelse bruges ofte i Det Nye Testamente. Begreberne anvendes i to hovedsammenhænge. For det første bruges det om at bekende synd, som vi eksempelvis hører i Johannes’ første brev: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).
Dernæst bruges ordet i den betydning, vi har mødt i Matthæusevangeliet kapitel 16, altså om at bekende Kristi navn.
Det græske ord for at bekende betyder bogstaveligt at sige det samme som, nemlig som en anden har sagt først. Når vi i kristen betydning ”bekender”, siger vi uændret det samme, som Gud har sagt i sit ord!
Guds ord taler til os på to måder, i lov og evangelium. Når jeg bekender mine synder, siger jeg det samme om mig selv, som Gud først har sagt i sit ord, når han taler i sin hellige lov og peger på min synd. Når jeg bekender troen og Kristi navn, siger jeg det samme, som Gud først har sagt i sit ord, når han har forkyndt evangeliet om sin søn, og hvad han har gjort for mig. Heraf ser vi, at Det Nye Testamentes brug af ordet ”bekende” nøje svarer til, hvad Guds ord taler i lov og evangelium.
Bekendelsen har den allerstørste betydning, når det gælder det kristne liv. Jesus siger endog, at hele vores evige skæbne står og falder med, hvad vi bekender.
Her vil vi bare pege på, at Jesus i sin udsendelsestale til disciplene (Matt 10) peger på den modstand og de trængsler, som hans vidner vil blive udsat for her i tiden. I mødet med det vil det være en stadig fristelse for Guds folk at tilpasse budskabet og vidnesbyrdet efter, hvad folk gerne vil høre, så modstanden ikke bliver så hård, som den ellers ville blive.
Her er det, Jesus siger: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene” (Matt 10,32-33).
Vi hører, at Jesus klart bevidner, at din og min frelse afhænger af, hvad vi bekender om Jesu person. Fornægter vi det, som Gud siger os om, hvem Jesus er, da vil også han fornægte os over for sin Fader i himlene.
Denne alvorlige sag understreger apostlen Paulus også: ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse” (Rom 10,9-10).
Det er altså ikke nok kun at have troen i sit hjerte som en hemmelighed og privatsag. Nej, det er et af den kristne tros særlige kendetegn, at den netop bekender for alverden, hvad Gud har givet os i sin søn. Den klare og frimodige bekendelse er troens kendetegn.
Vi skal også vide og have det klart for os, at når Det Nye Testamente vidner om, hvad der er historiens mål, når al skabning samles for Guds trone på den sidste store dag, da skal hele skaberværket netop bekende: ”Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære” (Fil 2,9-11).
Apostlen vidner altså om, at skabningens store mål består i at samles i evigheden for at bekende Kristi navn. Bekendelsen er med andre ord den grundlæggende tilbedelse, og den skal klinge gennem evigheders evighed.
Det er af den grund, vi i teologien har begrebet ortodoks, et ord som også er navnet på en kirkefamilie. Ordet har en dobbelt betydning. Det betyder både ret lære og ret lovsang. Sagen er nemlig, at den rette lovprisning kun er der, hvor den rette lære findes! Det er den hovedsag, der males for vores øjne her i Filipperbrevet: ”Hver tunge skal bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.”
Bekendelsen og læren
Bekendelse er altså at sige det samme som. Det betyder frimodigt at fremholde det, som Guds ord siger, og som bygger på en bestemt forudsætning, nemlig at vi ved, hvad Guds ord siger og lærer.
Bekendelse forudsætter med andre ord det, vi kalder lære. Det forudsætter lærebevidsthed. Begrebet lære er et meget vigtigt ord i Det Nye Testamente. Tænk bare på, hvor ofte vi hører, at Jesus lærte. Han kalder sig selv lærer. ”I må heller ikke lade nogen kalde jer lærer; for én er jeres lærer, Kristus” (Matt 23,10). Når vi hører om de første kristne i Apostlenes Gerninger, siges det om dem: ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne” (ApG 2,42).
Apostlenes lære er det første, der nævnes. Det er det budskab, menigheden havde modtaget, både i lov og evangelium. Læren var et afgørende kendetegn på de første kristne.
Subjektivismen
Vi taler med andre ord om betydningen af den kristne kundskab, kundskaben i og om Guds ord. Med dette er vi samtidig fremme ved noget af et ømt punkt i vores tid.
For det første virker det anstødeligt at aflægge en klar bekendelse til Kristi person, hvor vi siger: ”Dette er vores Gud.” Årsagen til det ligger i den del af tidsånden, som vi ofte kalder subjektivismen. Det vil sige, at mennesker selv finder normen og grundlaget for, hvad de vil tro og mene i deres eget hjerte.
I tråd med det hører vi ofte folk sige: ”For mig er det sådan og sådan”, når de skal give deres mening til kende. Eller de siger: ”For mig føles eller opleves det sådan og sådan”.
Det, der ligger til grund herfor, er, at mennesker finder grundlaget for alle deres vurderinger i dem selv og ikke i noget, der ligger uden for dem selv. Desværre ser det ud til, at denne måde at tale og tænke på også har trængt sig dybt ind i kristne sammenhænge. Stadig oftere kan du høre troende mennesker komme med deres opfattelse om dette eller hint uden at have det ringeste behov for at begrunde det i den hellige Skrift. I stedet for siges der: ”Jeg føler …”
Sådan bør en kristen aldrig tale. Et Guds barn ved nemlig, at autoriteten for og fundamentet under min tro aldeles ikke ligger i mit eget hjerte eller egne følelser, men uden for mig, i det ord, som er givet os i den hellige Skrift.
Relativismen
Relativismen er et andet grundlæggende træk ved tidsånden i dag. Hermed mener vi den forestilling, de fleste har om, at enhver mening, tro og overbevisning er lige værdifuld. Sandheden er – som alt andet – relativ.
Det er for så vidt en naturlig følge af, at vi lever i en pluralistisk kultur. Samfundet byder på mange forskellige trosretninger, opfattelser og religioner, og den moderne tolerance hævder med stor styrke, at alt er lige godt. Ingen må mene, at noget er mere sandt end noget andet.
Også denne tankegang er langt på vej trængt ind i den kristne menighed. Da bliver selv lærespørgsmål bedømt som noget, der er relativt. Da sker det, at forhold, som Skriften taler klart og tydeligt om, reduceres til en mening.
Allertydeligst ser vi det i kampen omkring homofilispørgsmålet i kirken i de senere år. Det, kirkens ledelse her har gjort, er at reducere det, som Guds ord klart lærer i et bestemt etisk spørgsmål, til en ”mening”. Andre kan have stik modsat opfattelse, men opfattelserne er ligeberettigede. Det har netop også været den liberale sides vigtigste målsætning i kirkekampen, som rasede i halvfemserne. Deres vranglære i homofilispørgsmålet vil have kirkelig status som ligeberettiget mening.
Når kirkens ledelse så har givet efter for dette krav, siger man i virkeligheden, at det, Guds ord siger om sagen, bare er en mening, som ikke har større autoritet end enhver anden menneskelig mening.
Det er dybt alvorligt, når kirkens ledelse hermed reducerer apostles og profeters vidnesbyrd til private meninger, som det står enhver kristen frit for at være enig eller uenig i. Men det er ikke i den hensigt, Gud har givet os sit ord.
Guds ord har tværtimod det kendetegn, at her taler den levende og hellige Gud selv. Dermed sættes enhver menneskelig autoritet og mening ud på sidelinjen. Der er forskel på, hvad et menneske siger, og hvad den levende Gud siger! Når alle tings Herre og Skaber taler, er der kun én ting, der sømmer sig, nemlig at vi bøjer os i støvet og lukker munden, for at han kan få lov til at tale ud.
I den situation kendetegner det netop Guds folk, at det med Guds ord bekender sandheden i Ordet fra Guds mund. Men dermed bliver også den anden mening løgn.
I det åndsklima, vi i dag lever i, vil denne talemåde opleves som og mødes med anklagen om, at det er det største hovmod. ”Hvordan kan du påstå at have patent på sandheden?”
Hvor mange troende har ikke fået denne type spørgsmål smidt i hovedet, når de har vidnet ud fra Guds ord?
Til det må vi svare: ”Nej, vi har sandelig ikke patent på sandheden. Vi er ikke andet end små børn, som intet ved. Men vi har fået et Ord, et Ord fra den levende Gud. Han ved, hvad der er sandt! Vi holder os til hans Ord, fordi vi har den tillid til vores Herre, at han er den eneste, som virkelig har liv og død i sin hånd. Det har behaget ham at åbenbare sig. Gud har talt! Det at være Guds barn i denne sag er intet andet end at sige det samme, som Gud har sagt først.
Når vi derfor forkynder, hvad Guds ord siger om de forskellige spørgsmål, gør vi det ikke, fordi det er vores opfattelse, vi bærer til torvs. Ikke fordi vi kan og ved, men vi taler som Guds ord og på Guds ansvar. Gud Herren står selv inde for, hvad han har sagt, og han har taget ansvaret for sandhedsindholdet i sit Ord.
Nej, sandheden er ikke relativ. Sandheden er absolut. Derfor har Guds ord det ved sig, at den, som kender Herren, også kan sige med apostlen Paulus: ”Jeg ved, hvem jeg tror på” (2 Tim 1,12). Tænk, hvilken frimodighed og klarhed! Her er der ingen tvivl og uklarhed, ingen åndelig tågesnak. Der lyder et tydeligt og klart: Jeg ved! Det er den kristne tros frimodige kendetegn: bekendelsen.
De historiske bekendelser
Ser vi på den kristne kirkes historie gennem de 2000 år, der er gået, siden Peter aflagde sin bekendelse, finder vi, at der også rent historisk har udkrystalliseret sig en række bekendelser, som den kristne kirke har fundet det nødvendigt at aflægge.
I kirkehistorien har vi således to hovedperioder. Den første er oldkirkens tid, hvor vi har tre forskellige bekendelser, som hele kristenheden har holdt fast ved. Det er den apostoliske trosbekendelse, som vi bruger, når vi døber vores børn. Det er den nikænske trosbekendelse, som har været gudstjenestens og højmessens hovedbekendelse i de fleste kirkesamfund og til sidst den athanasianske trosbekendelse fra 500-tallet, som er en lærebekendelse, der ikke har været i liturgisk brug.
I den oldkirkelige bekendelsesdannelse var det først og fremmest sandheden om Kristi person og gerning, der var temaet. ”Hvem er Jesus, hvem er Gud?” er spørgsmålene, som disse bekendelser svarer på.
Baggrunden for at udforme disse bekendelser var, at der kort tid efter Jesu og apostlenes tid dukkede retninger op, som fornægtede forskellige sider ved budskabet om, hvem Jesus er. Der optrådte forkyndere og falske apostle, som forkyndte en anden Jesus, et andet evangelium. Det var dem, som fornægtede, at Jesus var sand Gud, ét med Faderen fra evighed. Der kom andre, som fornægtede Jesu menneskelige natur. Han var tilsyneladende kun et menneske.
I mødet med disse ser den kristne kirke sig nødtvunget til at sammenfatte sin tro netop i de bekendelser, som oldkirken samlede sig bag: ”Jeg tror på Gud Fader, den almægtige (…) Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre (…) Jeg tror på Den Hellige Ånd (…).”
Bekendelsen blev en livsnødvendighed for den første kirke i mødet med løgnen. Det er bekendelsens væsen! Den er nemlig overgivet os som en arv fra fædrene og skal hjælpe os til at blive bevaret i sandheden. Bekendelserne er ikke et tillæg til Guds ord i Skriften, men bekendelser til Guds ord og sammendrag af de grundlæggende sandheder i Guds ord. Gennem bekendelserne rækker fædrene os en hjælp for troen til at bevare den klar og urokket.
Den anden store bekendelsesperiode i kirkens historie er reformationsårhundredet. Det, der dengang var strid om, var ikke læren om Kristi person, men om spørgsmålet: ”Hvordan bliver et menneske frelst? Sker det ved tro og gerninger, eller ved troen alene?”
Denne strid for 500 år siden kom til at dele hele kristenheden i to lejre. På den ene side stod de, der med reformatorerne kunne bekende: ”Et menneske bliver frelst af tro på Jesus Kristus alene, uden gerninger, alene for Kristi døds og blods skyld.”
På den anden side stod de, som nægtede dette, og som hævdede, at mennesket bliver frelst af tro og gerninger, og at frelsen består i et samarbejde mellem Gud og mennesket. (Godt nok er de gerninger, som her kommer i betragtning, noget, som ”virkes af Guds nåde”, men alligevel er det gerninger). Derfor er det den dag i dag sådan, at den romersk-katolske lære vil sige, at et menneske kun er retfærdiggjort i samme grad, som det er helliggjort.
”Nej!” siger Martin Luther. ”Nej!” siger Det Nye Testamente. En kristen er et Guds barn for Jesu skyld og helt uafhængig af, hvor langt han er nået i helliggørelse. Om jeg på min sidste dag efter at have levet som et Guds barn – det være sig i fem eller halvfjerds år – skulle have en anden grundvold at dø på end den, som røveren på korset havde, da er jeg blevet en farisæer. Hvad havde han vel at komme til Herren med? Hvordan kunne han gøre det godt igen, som han havde forvoldt af skade og elendighed i livet? Intet kunne han bringe eller gøre. Alligevel får han lov til at høre de salige ord: ”I dag skal du være med mig i Paradis!”
Dette får røveren i eje ene og alene på grund af, at der hænger en ved hans side, som påtager sig hele byrden af hans liv, hele tyngden af hans synd.
Reformationstidens bekendelser blev først og fremmest udmøntet for at fastholde denne sandhed. Det er nødvendigt igen at tage det frem i vores tid. Det er noget af en grundskade, der er sket mellem troende mennesker, når de holder op med at læse Luthers Lille Katekismus, eller hvis de ikke har det ringeste kendskab til Den Augsburgske Bekendelse fra 1530. Det er to bekendelsesskrifter, som hver på sin måde klart sammenfatter, hvad det vil sige at blive retfærdiggjort af tro for Jesu skyld.
Det burde være noget af et kald for troende mennesker at hente disse bekendelser frem igen, læse dem og grunde over dem. Det ville hjælpe os til en helt anden klarhed i troen end det, vi desværre alt for ofte er vidne til i vore dage, hvor der er så megen uklarhed og forvirring også blandt dem, vi ville have forventet os mere af. Alt for ofte kan det nok i dag siges, som vi læser i Hebræerbrevet: ”I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord, ja, det er kommet dertil, at I har brug for mælk og ikke for fast føde” (Hebr 5,12).
Det må desværre siges til skam for os.
Overfladiskheden
At ovenstående i så stor udstrækning gælder kristenheden i vore nordiske lande, hænger igen sammen med en anden holdning, der præger tiden. Vi lever i en kultur, som i ekstrem grad er overfladisk. Det betyder, at det moderne menneske har en stærk modvilje imod grundig undervisning og arbejde for at tilegne sig kundskab.
Det har også sat dybe spor i kristenfolket. Resultatet er, at man i forkyndelsen erstatter det belærende og kundskabsformidlende element med søde fortællinger og anekdoter. Det kan blive så rørende, at man rigtig får tårerne til at trille i forsamlingen. Men lyder der dyberegående bibelforkyndelse, hvor ”de marvfulde retter” sættes frem for tilhørerne, får piben snart en anden lyd: ”Det er for tungt! Den slags vil vi ikke høre på – det er bare med til at skræmme folk væk!”
Når Guds folk begynder at tænke sådan, graver de deres egen grav. Det eneste, vi kan leve på, er nemlig den forkyndelse, som hjælper os til at blive grundfæstede i Guds ord. Det sker kun gennem grundig undervisning i og kundskab om de hellige Skrifter. Systematisk og planmæssig bibelundervisning burde man se som en hovedmålsætning at genrejse i Guds folk. Det samme gælder gennemgang af bekendelsesskrifterne i sammenhæng, og ikke mindst at give det videre til vores børn.
Der er grund til at spørge: Lærer vi børnene den lille katekismus? Lærer de den, så de endog kan den udenad? Det sker ikke mange steder i vores tid, men det ville være en virksom modgift mod den udvikling, som er præget af, at alt skal være let. Alt skal være ligesom i gadekøkkenet på hjørnet. ”Fastfood” er stikordet. Alt for meget af forkyndelsen og formidlingen i kristen sammenhæng er en sådan ”åndelig fastfood”, som derfor også er lige så usund som meget af maden fra gadekøkkenet. Den næringsrige kost, som opbygger, er krævende og derfor langt bedre end en hurtig gang åndelig ”chips og cola”.
Det letfordøjelige har ofte som kendetegn, at det bedømmer alt efter et bestemt kriterium, nemlig hvorvidt det er kedeligt eller ej. Forkynderne må også finde sig i at blive bedømt efter deres underholdningsværdi. Er forkynderen ”tung” og ”kedelig”, bliver man hurtigt færdig med ham. Samtidig er overfladiskheden også kendetegnet af, at den aldrig stiller sig det selvkritiske spørgsmål: ”Mon det er mig, der er for let?”
Bekendelsen og Skriften
Hvorfor har vi brug for bekendelsen? Bekendelsen hjælper os til klarhed i troen. Bekendelsen hjælper os til at se, at troen på afgørende måde hænger sammen med kundskab om Guds ord og ikke kan klare sig uden den. Når Jesus siger i sin ypperstepræstelige bøn: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh 17,3), må det også betyde, at den, som ikke kender Skrifterne, heller ikke kender Gud. Det er alene gennem Skrifterne, vi lærer Herren vor Gud at kende. Han åbenbarer sig intet andet sted.
Af den grund aflægger apostlen Paulus, efter at han er fængslet, følgende bekendelse, når han skal forsvare sin tro over for landshøvdingen Felix: ”Men det bekender jeg for dig, at jeg følger Vejen, som de kalder for et parti, og sådan tjener jeg vore fædres Gud, idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne” (ApG 24,14).
Her har vi et uhyre vigtigt vers. Paulus var anklaget for at have en sekterisk lære. Grundtekstens ord for dette (græsk: hairesis) er et ord, som vi også har i fremmedordet hæresi: vranglære, kætteri. Men den bogstavelige betydning af ordet ”hæresi” er, at sige noget andet end. Det vil sige: at sige noget andet end det, der står skrevet.
Ordet betyder altså det direkte modsatte af at bekende, der jo betyder at sige det samme som.
Hvad er det, Paulus bekender? Vi understreger ordlyden i verset: ”… sådan tjener jeg vore fædres Gud, idet jeg tror på alt, hvad der står skrevet i loven og profeterne.” Paulus beskriver her i koncentreret form sin tjeneste som apostel. Læg mærke til, hvordan han bruger ordet at tjene. Når vi bruger det ord, tænker vi ofte på noget, vi gør i Guds riges arbejde. Men sådan bruger Paulus det ikke. Tværtimod beskriver han troen som det grundlæggende indhold i tjenesten. Hans tro er også meget klar i sit indhold: Han tror alt, hvad der står skrevet.
Paulus kommer ikke med noget nyt! Tværtimod, det han tror, lærer og forkynder er intet andet end det, der er givet i de hellige Skrifter. Det er på den baggrund, Det Nye Testamente i andre sammenhænge taler om ”troens lydighed”. Udtrykket sigter ikke til den lydighed, en troende viser Gud, men den lydighed, som består i at tro.
Troen er den grundlæggende lydighed. Hvis et menneske kunne opfylde hele loven, men ikke tror, er han alligevel ulydig mod Gud. For troen er den egentlige opfyldelse af det første bud. Paulus’ tro adskiller sig med andre ord ikke fra hans anklagere på den måde, at han har forladt Skriften eller er ”gået ud over det, som står skrevet”. Den kristne tro er tværtimod udelukkende forankret i den hellige Skrift.
Bekendelse og strid
I mødet med troens fjender og anklagere bekender troen sig til Skriften. Det er et afgørende kendetegn på den sande tro. Derfor er det også sådan, at det hører med til bekendelsen at kæmpe for evangeliet. ”Mine kære, mens jeg nu er ivrigt optaget af at skrive til jer om vor fælles frelse, har jeg anset det for nødvendigt at skrive til jer og formane jer til at kæmpe for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige” (Jud 1,3).
Der er noget, der er videregivet til os fra fædrene, fra apostle og profeter. Grundteksten understeger også her, at troens sandhed er givet ”én gang for alle”. Den kan ikke ændres i forhold til tidens krav. Den er ikke underlagt nogen udviklingslov. Den er ikke afhængig af nyere tids erkendelse. Én gang for alle er den givet os, overdraget i kraft af et ord, som står fast, om så himmel og jord rokkes (Matt 24,35).
Det, der kendetegner denne tro er, ”at den ikke er opkommet i noget menneskes hjerte”, og som derfor på det stærkeste strider imod, hvad det naturlige menneske tænker, mener og synes. Af den grund vil troen altid vække modsigelse fra verden og det naturlige menneske. Det er et væsenskendetegn ved den sande tro. Derfor hører det også til troens væsen, at den må kæmpe – kæmpe for sandheden.
Det er nøjagtigt, hvad apostlen her formaner menighederne til. Han formaner dem til at kæmpe. Det vil man ikke gerne høre i dag. ”Er det ikke vigtigere, at vi elsker hinanden og holder op med at bekæmpe hinanden?” hører vi nogen sige. ”Al den evindelige strid spærrer for evangeliet og hindrer mennesker i at komme til tro. Strid i kirken er anstød mod evangeliet.”
Men sagen er jo, at det alene er ved at kæmpe for sandheden, at vi kan bevare sandheden! Den, der slutter fred eller indgår våbenhvile med løgn og fornægtelse, mister sandheden. Kristi kirke kæmper ikke af stridslyst, men fordi vi har en Herre, som er os så kær, og fordi vi har en sandhed, der er os så dyrebar, at den er umistelig. Hvis nogen vil forkludre den, mister vi den.
Derfor er det Guds menigheds kendetegn, at den bekender. Med apostle og profeter, med Kristi kirke gennem alle tider aflægger vi den gode bekendelse: ”Vi ved, hvem vi tror på!”
Ære være Faderen og Sønnen og Den Hellige Ånd, som var, er og være skal én sand Gud, højlovet i evighed! Amen.
Oversættelse: Gunver og Bent Kjøller-Hansen
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2017. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Jan Bygstad
Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.