Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Det vigtigste af alt

Ugens vidnesbyrd, uge 11 2023. Åb 3,17-18.

Jeg samtalte med vores yngste for lidt tid siden om det af forkynde Guds ord i familien.

I dette tilfælde var det hans situation, der var oppe at vende. Vi snakkede om, hvor meget det betød, at ens forældre var enige om, hvad det ville sige at bo og leve i en kristen familie.

Vi snakkede mest om det at forkynde/formidle Guds ord fra voksne til børn.

På et tidspunkt spurgte jeg, om vi som forældre havde forkyndt for lidt ?

I det samme øjeblik, jeg havde spurgt, fortrød jeg, at jeg spurgte.

For helt uden at blinke sagde han JA.

Har jeg så fejlet – har vi?

Jeg tror, at vi forældre, måske også bedsteforældre, har så travlt med, at det skal gå vores poder godt i livet, at vi glemmer livsvigtige stunder med vores børn.

Måske du bor alene, men stadigvæk hviler der også der et ansvar på dine skuldre til at dele troen ind i den familie, du er en del af.

Vi lever alle i et moderne samfund, som i den grad kræver, at du er på dupperne og omstillingsparat 25 timer i døgnet, og derved glemmer vi nemt, hvad der er nødvendigt.

Det er livsnødvendigt, at vi giver evangeliet videre.

Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med for at du kan se (Åb 3,17-18).

Vi kan hos Jesus få det rene guld, den rene vare, der er ikke blandet nogle tilsætningsstoffer i, som skal forlænge holdbarheden.

Jeg hørte på et tidspunkt en tale om det at kende rigtigt guld, kontra det falske.

I stedet for at blive præsenteret for både falsk og ægte guld for derved at lære forskellen at kende, blev medarbejderne kun præsenteret for den ægte vare. På den måde var man aldrig i tvivl, når man stod med ægte guld i hånden.

I Bibelen har vi 66 bøger af rent guld, uforfalsket massivt guld, hvor ikke et eneste punktum skal lutres væk.

Det må og skal også være der i denne bog, vi henter næring til livet i troen.

Lever vi selv der?

Gør du ikke det, ja så læs lige 3,17-18 i Åbenbaringsbogen igen.

På Hans Erik Nissens andagtsbog står der “Et er nødvendigt”.

Jeg har ofte tænkt på, at det nødvendige er at ”vende nøden”.

Vi må på vores knæ, bede den Almægtige, ham, som er almagtens Gud, om at vende nøden og ved sit ord give os det ægte guld (hans ord, som ikke forgår).

Lad os med frimodighed give evangeliet om en evig frelser videre, det er langt, langt vigtigere end alt andet.

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.

Udgivet af

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.

Torben Bitsch

Torben Bitsch, pedel, Videbæk. 51 år, gift med Bente og har 3 børn.