Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød (Sl 23,1).
I anledning af reformationsdagen (31. okt.) får vi denne uge et vidnesbyrd fra Luthers udlægning af Salme 23:
Først kalder David og ethvert troende hjerte Gud for sin hyrde. Selv om Skriften giver Gud mange venlige navne, så er dog det navn, som profeten her giver Gud, et særlig elskeligt og lifligt navn. Han kalder ham en hyrde og siger: ”Herren er min hyrde.” Det er meget fortrøstningsfuldt, når Skriften kalder Gud vor tilflugt, vor styrke, vor klippe, vor faste borg, vort skjold, vort håb, vor trøst, frelser og konge med mere. For han viser det sandelig også uden ophør i gerning på dem, som hører ham til, at han virkelig er sådan, som Skriften afmaler ham. Overmåde fortrøstningsfuldt er det dog, at han her og også ellers ofte i Skriften kaldes hyrde. For i dette ene ord ”hyrde” er næsten alt indbefattet, hvad der kan siges af godt og fortrøstningsfuldt om Gud.
Derfor taler profeten dette Ord ud af et glad og trygt hjerte, som er fuldt af tro og løber over af stor glæde og trøst. Han siger ikke: Herren er min styrke, min faste borg, og så videre, hvilket også er meget trøstefuld tale, men ”min hyrde”. Som om han ville sige: Er Herren min hyrde, og jeg hans får, så står det vel til med mig både til legeme og sjæl. Han vil give mig føde i rigt mål, beskytte og bevare mig for alt ondt, sørge for mig, hjælpe mig ud af al nød, trøste og styrke mig. Alt i alt, han vil gøre mod mig, som en ret hyrde skal gøre. Alle disse velgerninger og flere med sammenfatter han i det ene lille ord ”hyrde”, således som han også selv forklarer det straks efter, når han siger: ”jeg lider ingen nød.” Desuden klinger de andre navne, som Skriften giver Gud, for en del så herlige og majestætiske, at de straks bringer ængstelse og frygt, når man hører dem nævnt, således når Skriften kalder Gud for Vor Herre, konge og skaber. Med ordet ”hyrde” er det ikke sådan. Det lyder meget venligt og virker hos de gudfrygtige straks tillid, trøst og tryghed ligesom ordet ”far” og flere andre ord, når de bruges om Gud.
Derfor er dette billede et af de mest elskelige og fortrøstningsfulde, og dog er det meget almindeligt i Skriften, at den guddommelige majestæt sammenligner sig med en ret, trofast eller, som Kristus siger, god hyrde og os arme, svage, elendige syndere med får.
Men man kan ikke forstå dette fortrøstningsfulde og livsalige billede bedre, end når man går ud i naturen, hvorfra profeterne har hentet dette og lignende billeder. Her kan man lære, hvilken art og egenskab et får har, og hvori en ret hyrdes gerning og arbejde består. Den, som er meget opmærksom på dette, kan så ikke blot let forstå denne og andre lignelser i Skriften om hyrden og fåret, men de bliver også meget kære og fortrøstningsfulde for ham.
Et får må udelukkende leve af sin hyrdes hjælp, beskyttelse og flid. Så snart det mister ham, er det stedt i al slags fare og må gå til grunde, for det kan slet ikke hjælpe sig selv. Grunden er, at det er et stakkels, svagt, enfoldigt dyr, som hverken kan ernære eller styre sig selv, ligesom det heller ikke finder hen på den rette vej eller beskytter sig selv mod nogen fare eller ulykke. Desuden er det også af natur sky, flygter straks og har let ved at fare vild. Bare det kommet et lille stykke bort fra sin hyrde, er det umuligt for det selv at finde tilbage til ham, ja, det løber kun længere bort fra ham. Og selv om det kommer hen til andre hyrder og får, har det ingen gavn af det, for det kender ikke de fremmede hyrders røst. Derfor flygter det for dem og farer vild indtil ulven røver det, eller det omkommer på anden måde.
Men selv om det er et svagt dyr, har det alligevel det ved sig, at det er ivrigt for at holde sig til sin hyrde, at det trøster sig ved hans hjælp og beskyttelse og følger ham, hvordan og hvorhen han end leder det. Når bare det kan være hos ham, er det ikke bekymret for nogen ting, frygter heller ikke for nogen, men er tryg og glad, for det mangler intet. Desuden har det også det fortræffelige ved sig, som man gør vel i at lægge mærke til. Det er noget Kristus priser særlig hos sine får. Nemlig at det ganske nøje og bestemt hører og kender sin hyrdes røst og retter sig efter den. Det lader sig heller ikke på nogen måde lede bort fra den, men følger den uden betænkeligheder. Fremmede hyrders røst agter det derimod slet ikke på. Selv om de på den allervenligste måde lokker og fløjter ad det, så ænser fåret det ikke og vil langt mindre følge dem.
På den anden side er det en ret hyrdes gerning, at han ikke blot sørger godt for sine får med gode græsgange og andet, som hører til, men også værner dem, så intet ondt rammer dem. Desuden er han omhyggelig med, at han ikke mister nogen af dem. Men når et af dem farer vild, så løber han efter det, opsøger det og henter det tilbage. De små, svage og syge omgås han varsomt, løfter dem op og bærer dem, indtil de bliver store, stærke og raske.
Ligesådan går det til i den åndelige fåresti, nemlig i kristenheden. Lige så lidt som et får kan vi ernære, lede og styre os selv, værge eller beskytte os mod fare og ulykke. Og lige så lidt kan vi stakkels, svage, elendige folk åndeligt ernære og lede os selv ret, vandre og blive på den rette vej, af egne kræfter beskytte os mod alt ondt eller i angst og nød skaffe os hjælp og trøst.
For hvordan skal det menneske forstå at lede sig selv ret efter Guds vilje, som intet kender til Gud, men som er undfanget og født i synd – som vi alle er det – og fra fødselen af er et vredens barn og Guds fjende? Hvordan skal vi finde den rette vej og blive på den, når vi dog ikke kan andet end fare vild, som profeten Esajas siger? Hvordan er det muligt, at vi kan værge os mod Djævelen, som er denne verdens fyrste og herre, og hvis fanger vi alle er? Vi formår jo dog med al vor kraft og evne ikke engang så meget, at vi kan hindre et lille blad i at tilføje os ondt eller med held forbyde en ussel flue noget? Hvorfor skal vi stakkels, elendige folk berømme os så meget af stor trøst, hjælp og råd mod Guds dom, Guds vrede og den evige død? Vi erfarer jo dog alle dage og timer både hos os selv og andre så rigeligt, hvordan vi i små, timelige vanskeligheder hverken kan råde eller hjælpe os selv eller hente trøst.
Drag derfor blot denne ligefremme slutning: Lige så lidt som et får i den allerringeste sag kan hjælpe sig selv, men simpelt hen må vente alt godt af sin hyrde, sådan kan et menneske meget mindre i de ting, som angår saligheden, lede sig selv ret eller finde trøst, hjælp og råd hos sig selv. Vi må vente alt dette alene af Gud, vores hyrde, og han er tusinde gange mere villig og ivrig for at gøre alt det mod sine får, som de til enhver tid har behov for, end nogen ret, jordisk hyrde kan være.
Udgivet af
Martin Luther
Martin Luther (1483-1546) var munk, professor i teologi og reformator.