En gave til dig 8
“En gave til dig” er andagter for børn og juniorer. Andagterne vil komme rundt omkring i Bibelen, troslæren og kirkehistorien og vil hjælpe børnene med at få et bibelsk gudsbillede og en forståelse af frelseshistorien. Frem for alt vil de række evangeliet som Guds gave til tro og liv. Respons og forslag kan sendes til henrik.gren.hansen@nytliv.dk.
Klog eller vis?
Jeg siger tit til vores børn, at de ikke skal høre for godt efter i skolen. For jeg vil jo helst ikke have, at de bliver klogere end mig!
De skal helst heller ikke høre musik af Mozart. For der er noget med, at det gør børn intelligente at høre Mozart (mozarteffekten). Og hvorfor se programmer om dyr og kemieksperimenter, når man kan se Tom & Jerry? Det er nu bedst, at børn ikke bliver klogere end deres forældre. Det er ikke rart som far at blive sat på plads af sin 7-årige søn eller 10-årige pige, når man kommer til at sige, at en edderkop er et ækelt insekt (hint: en edderkop er åbenbart ikke et insekt!), eller at det hurtigste dyr, der findes, er en gepard (hint: Det hurtigste dyr er åbenbart en styrtdykkende vandrefalk … Men er det ikke lidt snyd?).
Der er en person i Bibelen, der er kendt for at være vis. Da han levede, var han faktisk berømt i hele verden for sin visdom. Der står om ham, at fra hele verden søgte man til ham for at høre hans visdom, som Gud havde givet ham i hjertet (1 Kong 10,24).
Det var kong Salomo, der var så klog og vis, at man kom til ham fra hele verden for at høre på ham.
Forresten: Det med at være ”vis” er nogle gange noget lidt andet end at være ”klog”. Når man er klog, så er det tit, fordi man har slugt et leksikon som lille og kan svare på en hel masse mærkelige spørgsmål. Som for eksempel det med vandrefalken. Eller man kan være klog, når man er en af de bedste i klassen til at lave matematikopgaver eller læse tykke bøger på dansk eller engelsk.
Men det med at være vis er lidt noget andet. Jeg tror faktisk godt, man kan være vis, uden at man er særligt klog. Og man kan være klog uden at være vis. For når man er vis, så betyder det ikke nødvendigvis, at man kan svare på alt mellem himmel og jord. En af de viseste filosoffer, der nogensinde har levet, hed Sokrates, og han er blandt andet berømt for at sige: ”Det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved.”
Synes du, han lyder klog?!
Tja. Måske troede han engang, at han vidste en hel masse. Men så fandt han efterhånden ud af, at jo mere han kom til at vide, jo mere var der, han ikke forstod. Så han følte sig ikke særligt klog. Men det var nok noget af det, der gjorde, at han var vis.
Der er en vigtig ting, vi skal lægge mærke til om kong Salomos visdom. Der står, at folk kom til ham fra hele verden for at høre hans visdom, som Gud havde givet ham i hjertet.
Det var altså en visdom, der kom fra Gud! Og det var en visdom, der sad – ikke i hovedet, men i hjertet.
Måske er du en af de kloge henne i skolen. Måske er du ikke superduperklog. Men det vigtigste er ikke at være klog, det er at blive vis. Især når man har en visdom som kong Salomos, der kommer som en gave fra Gud til dig – og når visdommen sidder i hjertet mere end i hovedet.
”Sig, hvad jeg skal give dig!”
Hvor fik kong Salomo sin store visdom fra?
Ja, vi hørte i sidste andagt, at han fik den fra Gud. Men det foregik på en helt speciel måde, der lyder lidt som et eventyr – det er bare sket i virkeligheden!
Salomo var lige blevet konge efter sin berømte far David. Og så viste Gud sig for Salomo i en drøm om natten og sagde: ”Sig, hvad jeg skal give dig!”
Prøv lige og forestil dig, at det var dig, der lå der og fik den besked fra Gud! Ikke bare fra en eventyrlampeånd, men fra Gud selv! Hvad ville du så ønske, han skulle give dig?
Altså, det lyder da rimeligt fristende at spørge Gud, om han ikke kunne gøre mig til verdens bedste fodboldspiller! Sådan en mellemting mellem Mbappé, Yamal og Musiala. Bare bedre. Genialt overblik, perfekt sparketeknik, populær blandt fansene. Og med akrobatiske jubelscener efter hver scoring. Det ville ikke være dumt! Så ville man selvfølgelig også tjene så mange penge, at man kunne købe, lige hvad man havde lyst til og leve af vingummibamser og pandekager hver dag (som fodboldspillere jo gør!?).
Kong Salomo kendte ikke så meget til Mbappé. Men nu hvor han lige var blevet konge, så kunne han vel ønske sig at blive en rig og mægtig konge?
Men ved du, hvad han ønskede sig af Gud? Han sagde: Giv din tjener et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort? (1 Kong 3,9).
Salomo var klar over, at det ikke var nogen lille ting at være blevet konge for Guds eget folk. ”Hvem kan herske over dit folk?” sagde han. Han følte sig helt lille over for den store opgave. Og så bad han ikke om at blive stor og stærk og succesfuld, så folk kunne få respekt for ham. Nej, han bad om et ”lydhørt hjerte”.
Hvad er et lydhørt hjerte? Det er et hjerte med ører! Et hjerte, der kan høre, hvad Gud vil. Salomo beder om, at han må kunne forstå, hvad der er godt og ondt, så han kan gøre det gode – gøre det, Gud vil. For han ved godt, at det i virkeligheden er Gud, det hele kommer an på og ikke ham selv. Det havde han lært af sin far David.
Hvad mon Gud sagde til Salomos bøn om et lydhørt hjerte?
Der står: Herren syntes godt om, at det var det, Salomo bad om. Og så sagde han faktisk: Fordi du bad om dette og ikke om et langt liv, ikke om rigdom, ikke om dine fjenders død, men om evne til at høre, hvad der er ret, så vil jeg gøre, som du bad. Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever.
Sådan fik Salomo sin visdom! Det var et godt ønske, Salomo havde. Og fordi Salomo ikke tænkte på sig selv, men på Guds vilje og Guds rige, så sørgede Gud også for ham på alle mulige andre måder. Minder det dig om noget, Jesus engang har sagt? (fx Matt 6,33).
Salomonisk
Der er nogle ord og udtryk i vores danske sprog, der kommer fra Bibelen. Hvis der for eksempel er nogen, der kalder dig en ”judas”, så er det ikke pænt ment. Det betyder, at du er en forræder, ligesom Judas var, da han forrådte Jesus for 30 sølvmønter. Eller hvis nogen mener, du er en ulv i fåreklæder, så er det et udtryk, Jesus engang har brugt om falske profeter, der lader som om, de kommer fra Gud, men det gør de ikke i virkeligheden. Hvis nogen siger det til dig, så betyder det, at du altid ser så sød og uskyldig ud udenpå som et lille lam – mens du indeni nogle gange er ond og udspekuleret som en ulv!
Det er til gengæld positivt, hvis der er nogen, der siger til dig, at du fandt en ”salomonisk” løsning på et problem. Så handler det nemlig om, at du har været vis som kong Salomo og har fundet ud af, hvordan du skal få løst et problem, der ser virkelig håbløst ud.
I Bibelen hører vi om engang, Salomo fandt sådan en salomonisk løsning. Der kom to kvinder hen til kongen med en lille baby, og de påstod begge to, at de var mor til den. Det var nemlig sådan, at den enes baby var død ved et uheld i løbet af natten. Og da hun fandt ud af det, havde hun byttet rundt på den døde baby og den levende baby. Det sagde den ene kvinde i hvert fald. Men den anden kvinde sagde, at det var løgn, og at hun hele tiden havde haft sin lille baby i armene og passet godt på ham.
Det var temmelig svært at finde ud af, hvem der talte sandt. Der var jo ingen, der havde set det. I dag ville man nok have lavet noget, der hedder en DNA-test, hvor man med videnskaben kunne teste, hvem der var mor til barnet. Men det havde kong Salomo trods alt ikke opfundet. Så i stedet for fandt han et sværd! Og så sagde han, at nu ville han hugge den lille baby midt over – så de kunne få hver deres halvdel! Så måtte de vel være godt tilfredse?
Synes du, det var en særlig vis og ”salomonisk” løsning? Nej, umiddelbart var det helt tosset. Men det var det så ikke alligevel. For kong Salomo havde regnet ud, hvad der ville ske. Der står i Bibelen: Da vældede moderfølelsen op i hende, der var mor til det levende barn, og hun sagde til kongen: ”Nej, herre, giv hende det levende barn, du må ikke dræbe ham!” (1 Kong 3,26).
Så vidste Salomo, hvem der var den rigtige mor – og så fik den rigtige mor sin baby tilbage.
Den historie lærer os noget om Salomo: at han var vis og kunne se, hvad der var rigtigt og forkert. Men det lærer os også noget om Gud. For Salomo havde jo sin visdom som en gave fra Gud. Gud er ikke ligeglad med de små babyer. Selvom små børn er så små, og Gud er så stor, så vil Gud tage sig af de små.
Gud vil også sørge for dig. Det gør han blandt andet gennem din familie. Din far og mor har fået til opgave fra Gud at sørge for dig. Og du har fået til opgave at være taknemlig for det og ære de forældre, som Gud har givet dig.
Begyndelsen til visdom
Hvis man nu ikke føler sig særligt vis – og hvis man nu gerne vil være vis ligesom kong Salomo – hvad skal man så gøre?
Det er vi så heldige, at Bibelen svarer meget tydeligt på! Faktisk fortæller kong Salomo det selv – i den bog i Bibelen, der hedder Ordsprogenes Bog. Et ”ordsprog” er sådan en kort sætning, der siger noget klogt. Og alle de ordsprog, der står i Ordsprogenes Bog, er skrevet af Salomo selv. Det er ret mange. Men husk på, at Salomo også var helt usædvanligt vis. Folk kom fra hele verden for at høre på hans vise ord. Og der står faktisk i Bibelen, at kong Salomo skrev 3000 ordsprog og 1005 sange (1 Kong 5,12). Det er vildt! Jeg tror, jeg selv har skrevet cirka 10 sange (inklusive min konfirmationssang!) og 0 ordsprog. Så der er et stykke vej op til 3000 og 1005.
Men midt blandt alle de der 3000 ordsprog, så er der ét ordsprog, der står som overskriften for det hele. Det står som det allerførste ordsprog i Ordsprogenes Bog, og det gentages flere gange. Ordsproget lyder sådan her: At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, de dumme ringeagter visdom og belæring (Ordsp 1,7). Eller som der står lidt senere: At frygte Herren er begyndelsen til visdom, at kende den Hellige fører til forstandighed (9,10).
Så hvordan skal du begynde, hvis du gerne vil være vis? Tja, hvis du ikke vil være dum – som Salomo meget direkte siger! – så er det vigtigt, at du lytter til visdom og belæring. Og Salomo går faktisk videre med at sige: Lyt til din fars formaning, afvis ikke din mors belæring. For den er en yndig krans på dit hoved og kæder om din hals (1,8-9). Du skal høre på, hvad din mor og far siger, for du har fået dine forældre som en gave fra Gud, og det er deres opgave at sørge for dig, men også at hjælpe dig til at blive vis. Så når du lytter til dine forældre, så ser Gud det som en ”yndig krans på dit hoved”. Det er noget, Gud godt kan lide at se på. Det er hans vilje, at du skal ære din mor og din far, som der også står i de ti bud.
Men hvad er det så, dine forældre skal lære dig? Og hvad er det, dine forældre selv skal gøre – hvis de vil være vise? Jo: At frygte Herren er begyndelsen til kundskab, at kende den Hellige fører til forstandighed.
Vi skal have ærefrygt for Gud! Vi skal kende den hellige Gud – ham, som vi læser om i Bibelen. Ham, der hader synd. Men også ham, der elskede verden så højt, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Ham skal vi have ærefrygt for. Ham skal vi kende. Ham skal vi tro på.
Det duer ikke, at du bliver et klogt hoved på en anden måde – uden Gud. For så kan du måske godt blive superklog på alle mulige mærkelige ting og fugle og dyr og matematik. Men rigtig visdom, som kong Salomo havde, den får du kun ved at kende Gud og have ærefrygt for ham og tro på ham.
At frygte Herren er begyndelsen til visdom. Det vidste Salomo. Og det må også gerne være overskriften for dit og mit liv.
Visdommen råber
Hør, visdommen råber, forstandigheden løfter sin røst (Ordsp 8,1).
Sådan begynder kapitel 8 i Ordsprogenes Bog. Det er et helt særligt kapitel i Bibelen. For her sker der det, at visdommen selv begynder at råbe! Det er ikke bare Salomo, der snakker om visdom, det er ligesom om, visdommen selv bliver til et menneske og begynder at råbe!
Det er selvfølgelig stadigvæk Salomo, der skriver. Men det er ikke bare en eller anden skør historie, han finder på. Det er Gud selv, der har givet Salomo visdom til at skrive det, han skriver.
Prøv og hør lidt mere om, hvad visdommen råber: Fra evighed er jeg dannet, fra begyndelsen, før jorden blev til (…) Da Gud grundfæstede himlen, var jeg der allerede (…) da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg ved hans side som hans fortrolige; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden (8,23-30).
Wow! Visdommen har været der helt fra begyndelsen. Allerede før Gud skabte verden. Fra evighed! Visdommen var Guds fortrolige – altså Guds nærmeste ven. Visdommen var til glæde for Gud dag efter dag.
I Johannesevangeliet i Det Nye Testamente hører vi mere om den visdom, og der får visdommen også et navn. Den hedder nemlig Jesus! Det er Jesus, der er Guds fortrolige, som er til glæde for Gud dag efter dag.
Kong Salomo fik lov til at se et glimt af Jesus, længe før, faktisk 1000 år før, han blev født i Betlehem. Salomo vidste, at ”begyndelsen til visdom” er at frygte Gud. Men han fik også lov til at få et smugkig ind til selve kernen i Guds visdom. Og kernen i Guds visdom er Jesus.
Visdommen taler videre – og prøv nu og hør godt efter, for visdommen er altså Jesus, der siger noget til os: Hør nu på mig, sønner! Lykkelige de, der holder sig til mine veje (…) Lykkeligt det menneske, der hører på mig (…) For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag. Men den, der går fejl af mig, skader sig selv, alle, der hader mig, elsker døden (8,32-26).
Den, der finder Jesus, finder livet og opnår Guds velbehag. Kan du huske, hvad englene sang julenat? De sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden fred med mennesker, som har hans velbehag! (Luk 2,14). Nu var Jesus blevet født på jorden. Nu kom der fred til jorden – for nu kunne mennesker få Guds velbehag, det vil sige: Man kunne få et godt forhold til Gud – ved at tro på Jesus.
Du er lykkelig, når du har fundet Jesus! For så har du fundet livet! Du har fundet Guds visdom. Uanset hvor klog du er. Uanset hvor dygtig du er til alle mulige ting. Det er fuldstændigt lige meget, når bare du har fundet Guds visdom, Jesus!
Den, der går fejl af Jesus, skader sig selv, står der. Men når du tror på Jesus, så har du Guds velbehag, han er blevet din Far i Himlen, og du har fundet ud af, hvad det her liv i virkeligheden handler om. Hvis du er så vis, så kan du være lykkelig! For så er du, ligesom Jesus, til glæde for Gud dag efter dag.
Kælebavianer
Vi er i gang med at lære af kong Salomos visdom. Salomo bad Gud om at få et lydhørt hjerte, og det fik han. Et hjerte, der kunne høre, hvad Gud ville sige til ham. Et hjerte, der kunne høre, hvad der var rigtigt og forkert. Og et hjerte, der kunne se Jesus. På den måde fandt kong Salomo meningen med livet – og der er ikke noget at sige til, at hele verden kom for at høre på ham.
Men nu skal vi til noget ret trist. Der skete nemlig noget for kong Salomo, der ikke var godt. Vi hørte jo noget om, at Gud velsignede Salomo, så kongen ikke bare fik visdom, men også fik alt muligt andet i tilgift. Han blev rig! Han blev mægtig! Han kunne få alt, hvad han pegede på. Og alt det var Guds gode gaver til ham, som skulle vise Salomo, at Gud elskede ham og sørgede godt for ham.
Men hvad mon der skete? Der skete det, der desværre tit kan ske for mennesker. Når Gud giver os en hel masse gode gaver, så kan vi blive så optagede af gaverne, at vi glemmer Gud selv.
Og Salomo havde altså temmelig meget at være optaget af. Prøv og hør, hvad der står om ham: Alle kong Salomos drikkekar var af guld, og alle genstande i Libanonskovhuset var af rent guld (…) Kongen havde nemlig Tarshish-skibe (…) En gang hvert tredje år kom Tarshish-skibene lastet med guld, sølv, elfenben, aber og bavianer. Ja, kong Salomo overgik alle jordens konger i rigdom og i visdom.
Altså: Ikke nok med at Kong Salomo havde guld og sølv som skidt! Han havde også aber og bavianer! Tror du, det var normalt at have det i Israel? Nej! Men Salomo fik dem fragtet hen til sig i nogle store, fornemme skibe, der kom langvejs fra med alt muligt spændende, som ingen havde set før. Måske er du så heldig at have en kanin eller et marsvin. Men det er der jo mange andre børn, der også har. Kong Salomo havde kælebavianer – nogle dyr, som mange slet ikke havde hørt om, fandtes!
Hvad mon det er, der er ved at ske med Kong Salomo? Han bliver totalt optaget – ikke bare af bavianerne, men af alt det hele. Alle Guds gode gaver. Han finder ud af, at han er en mægtig konge, og han kan gøre, hvad han vil. Men så begynder han også at gøre nogle ting, som Gud ikke vil. Han begynder at få en hel masse koner. Altså ikke bare én kone. Det var slet ikke nok for ham! Men flere hundrede koner – fra nogle lande, hvor de havde andre guder.
Vi skal høre mere om det i næste andagt. Men i den her andagt er det bare vigtigt, at vi får med, at: Man kan være rigtig vis. Man kan have ærefrygt for Gud. Man kan tro på Jesus. Alt kan være godt. Men selvom alting begynder så godt, så kan det faktisk godt ende skidt. Det gjorde det for kong Salomo. For han glemte Gud. Han glemte, hvad der faktisk var begyndelsen til hans egen visdom: at frygte Gud. Og så blev han i stedet for optaget af alle mulige ligegyldige ting i den her verden. Hvor er det trist! Og det må aldrig ske for dig eller mig!
Ækle guder
Kong Salomo kunne ikke styre sig. Han kunne få alt, hvad han pegede på. Og han ville ikke bare have én kone, nej hvorfor det? Han kunne få alle dem, han gerne ville have. Og de skulle være de smukkeste kvinder i hele verden. Det var lige meget, hvad de troede på. Det var lige meget, hvad Gud havde sagt. Salomo var blevet sin egen gud. Han havde ikke længere et lydhørt hjerte for Gud. Han ville selv bestemme. Prøv og hør, hvad der står i Bibelen:
Kong Salomo elskede mange udenlandske kvinder foruden Faraos datter, moabitiske, ammonitiske, edomitiske, sidoniske og hittitiske; om de folk havde Herren sagt til israelitterne: ”I må ikke indlade jer med dem, og de må ikke indlade sig med jer, for så vender de jeres hjerte til deres guder.” Dem elskede Salomo, og han holdt fast ved dem. Han havde syv hundrede hustruer med fyrstelig rang og tre hundrede medhustruer, og hans hustruer bragte hans hjerte på afveje. Da Salomo blev gammel, havde hans hustruer vendt hans hjerte til andre guder, så han ikke var helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været. Salomo fulgte Astarte, sidoniernes gud, og Milkom, ammonitternes ækle gud. Salomo gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, og han var ikke fuldt og helt med Herren, som hans far David havde været.
Det er så trist at læse. Og lagde du mærke til, at der var noget, der blev gentaget? Der er nogle gange, der er noget i Bibelen, der bliver gentaget, for at vi rigtig skal lægge mærke til det. Der stod to gange om Salomo, at han ”var ikke helhjertet med Herren sin Gud, som hans far David havde været”.
Det var det, der var galt. Det var altså ikke sådan, at Salomo slet ikke ville have noget med Gud at gøre. Han tænkte nok ikke selv over, at han var kommet væk fra Gud. Det kan være, han stadigvæk bad til Gud. Men han var ikke helhjertet i sin tro længere. Han begyndte at have andre guder, som hans 1000 hustruer fortalte om. Det syntes den nysgerrige Salomo sikkert, lød spændende. Og der kunne vel ikke ske noget, tænkte han, ved også at følge nogle andre guder. Men hvad siger Bibelen? Bibelen siger, at de andre guder er ækle. De er forfærdelige!
Det er ikke, fordi der egentlig findes andre guder. Der er kun én Gud! Men det er lige præcis det, der er det ækle ved alle de der guder. De findes ikke! De er lavet af træ og sten. De er tomme indeni, der er ikke liv i dem.
Sådan kan vi også have andre guder i dag. Måske ikke af træ og sten. Men der kan være så meget andet, vi begynder at tro på end Gud. Og Gud kan lige pludselig blive væk for os. Men at frygte Herren er begyndelsen til visdom. Vi må lytte til det, kong Salomo sagde, dengang han stadig havde et lydhørt hjerte. Og så må vi bede om, at Gud vil give os den samme gave, som han gav Salomo – og at vi må blive ved med at eje den gave – Guds gave til dig – som i virkeligheden er: Jesus selv!
For den, der finder mig, finder livet og opnår Herrens velbehag (Ordsp 8,35).
