Heinrich Müller (1631-1675) var en tysk luthersk præst. Hans prædikensamling er blevet bevaret og har haft stor betydning for vækkelsesbevægelserne i de følgende århundreder, som har læst hans prædikener sammen med bl.a. Luthers postiller og Johann Arndts bøger om den sande kristendom. Müllers egen tid var den lutherske ortodoksi, men han tilhørte reformortodoksien, der var forløber for pietismen; han satte den sunde, rette lære højt og holdt lange prædikener i punktformer, der slog læren fast, men han havde i mindst lige så høj grad fokus på, at denne lære måtte gribes med hjertet, og at lære og liv måtte hænge sammen. Forkyndelsen er præget af, at den øses direkte ud af den hellige Skrift med mange eksempler og citater, der binder troen til Guds ord.
Müllers tid var præget af trediveårskrigen og pestepidemierne, og tre af hans seks børn måtte han lægge i graven som små. Det var en tid, hvor lidelse og sorg fyldte for både præst og kirkegængere. Desto stærkere er ordene i en prædiken som denne, der handler om glæden ved den kristnes kors. Prædikenen er et forkortet og sprogligt opdateret uddrag fra prædikensamlingen “Evangelisk hjertespejl” i oversættelsen fra 1704, s. 1065-1072.
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let (Matt 11,28-30).
Træerne vokser allerbedst, når de bliver rystet frem og tilbage af vinden. Strengene klinger smukkest, når de stemmes hårdt. Og en kristen går tryggest frem på salighedens vej, når korsets byrde ligger på skuldrene. Korsets byrde driver os af sted – især når håbet og tålmodigheden også følger med og ligesom går ved siden af os og tager os under armene.
”Kast ikke jeres frimodighed bort, den bærer en stor løn i sig. For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet” (Hebr 10,35-36).
Sædemanden må først pløje, før han kan høste. Som Guds børn må vi først være bedrøvede og besværede med byrder, før vi kan finde trøst og lindring. Josef måtte først sidde i fængsel, før han kom på tronen; Lazarus måtte først ligge på stenene ved den rige mands dør, før han kunne vågne op blandt englene i Abrahams skød.
Hvis vores kors og byrde er en plage som for egypterne eller en forbandelse som for Kain eller en fordærvelse som for Sodoma eller en ødelæggelse som for jøderne – så har vi grund til at bede Gud om at bevare os fra det. Men da det alt sammen kommer fra Guds hånd og ikke fra Djævelen eller mennesker eller tilfældighedernes spil, må vi bøje vores ryg med tålmodighed under denne byrde. Jesus har jo selv taget den største byrde på sig. Så kan vi let følge efter ham under vores lille byrde, mens vi tænker på, at denne trængsel og byrde er let og bringer os i overmål en evig vægt af herlighed.
Derfor siger Jesus her i Matthæusevangeliet: ”Min byrde er let.” Jesus beskriver altså korset som let og behageligt. Vi skal se på tre grunde til det.
1) Korsets nytte
Hvordan kan en byrde været let og behagelig? Det lyder helt forkert, for den, der bærer den, føler jo, at den er tung og besværlig. Men hvis vi indså den nytte, vi får af korsets byrde, så ville vi række ud efter det med begge hænder, lægge det på ryggen og bære det med glæde.
Byrden og lønnen
Når du i dagligdagen løfter en byrde, prøver du dine kræfter, så du selv (og andre) kan se, hvor stærk du er. På samme måde bliver det med korsets byrde prøvet, hvor stor tro du har, og hvor stor kærlighed, håb og tålmodighed du ejer. Som guld prøves i ilden, sådan prøves også de mennesker, Gud udvælger, i elendighedens ovn. Gud siger: ”Men jeg har lutret dig, ikke som sølv, i lidelsens ovn har jeg prøvet dig” (Es 48,10). Derfor: Salig det menneske, der udsættes for prøvelse, for når han har udstået sin prøve, skal han få livets sejrskrans (Jak 1,12).
Det skal være en trøst for alle bedrøvede korsbærere, som her i verden mange gange må gå den tunge gange i sorg og klynke og klage under korsets byrde: ”Hvor længe skal jeg være bekymret i sindet og daglig have sorg i mit hjerte?” (Sl 13,3). Når vi har det sådan, skal vi trøste os med, at det kun er en prøve, som Gud lægger på vores tro og tålmodighed. For han lader os ikke blive prøvet over evne, han går selv ved den tungeste ende af korset og hjælper os, så vi kan tåle at bære byrden (1 Kor 10,13).
Når vi har udstået vores prøve og længe nok har båret korsets byrde, så kommer der til sidst lindring og lettelse, ro og fred. Og sker det ikke før, så sker det ved denne verdens aften, ved målets ende, i den sidste time. Til den tid skal tjeneren nyde sin løn og betaling og arbejderen sin hvile og ro. For salige er de, der dør i Herren. ”Ånden siger, de skal hvile efter deres møje” (Åb 14,13).
Byrden og syndelysten
Desuden sker der det, når du løfter på en byrde, at det hindrer din gang, så du ikke kan komme så hurtigt frem, som hvis du gik uden at bære på noget. Tilsvarende: Hvis vi ikke havde noget kors eller nogen pine at plages med, hvor sikkert og hvor modvilligt og overmodigt ville vores kød så ikke blive! Vi ville blive som en utæmmet kalv, der ikke er vant til åget (Jer 31,18). ”De græssede og blev mætte; de blev mætte og blev grebet af overmod; derfor glemte de mig,” siger Gud (Hos 13,6).
Da kong David ikke havde noget kors, begik han hor og siden mord. Da kong Salomo havde fred og rigeligt af alting og ikke mærkede noget kors, lod han sit hjerte vende til fremmede guder ved sine afgudsdyrkende hustruer. Da Hizkija var blevet fri af sin sygdom og ophøjet over folkene, blev han stolt og handlede imod Herrens vilje (2 Kong 20). Da Manasse levede i velstand, var han meget ugudelig, bedrev afguderi og trolddom og udgød mange uskyldige menneskers blod i Jerusalem (2 Kong 21).
Korset er nødvendigt, for at syndelysten kan dæmpes, og gudsfrygten kan genopvækkes. ”Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden for ikke længere i den tid, der er tilbage her på jorden, at følge de menneskelige lyster, men Guds vilje” (1 Pet 4,1-2).
På den måde er korset en slags bidsel og tømme, der hindrer os fra det onde, og som en pisk, der driver os til det gode. For vi opdrages af Herren, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden (1 Kor 11,32).
Byrden og håbet
Når du løfter en byrde, opmuntrer det dig at tænke på den tid, hvor du kan aflægge byrden og få hvile. Sådan virker korset også på os.
Åh, hvor vi sender mange sukke op mod Himmelen! Vi piber som en svale og en drossel, vi klager som en due (Es 38,14). Vi siger: ”Herre, frels os! Vi går under!” (Matt 8,25). Og som salmisten: ”Jeg længes efter dig, Herre, jeg stoler på dig, min Gud. Lad mig ikke blive til skamme” (Sl 25,1-2).
Sådan sukkede Israels børn også i Egypten under deres byrde, og de holdt ikke op, før Gud bønhørte dem, og de fik hjælp. Og Hizkija bad af hjertet til Gud under sin farlige sygdoms byrde (Es 38,2-3). Selv Manasse ydmygede sig dybt for Gud, da han kom i nød (2 Krøn 33,12).
Derfor siges det i Esajas’ Bog: ”Herre, i nøden søgte de dig; da du tugtede dem, trængte de ind på dig med bønner” (Es 26,16). Under korsets byrde kan vi ikke andet end at sukke efter den Højestes hjælp; men vi glæder os også til den sidste tid, vi længes efter det evige liv, vi ser frem til vort legemes forløsning – at blive iklædt den bolig, vi har fra himlen (2 Kor 5,2). Til den tid skal vores sørgedage være forbi (Es 60,20), og Gud Herren skal tørre tårerne af hvert ansigt (Es 25,8).
Hvis du rigtigt giver agt på dette håb, så vil du også fornemme korsets lethed og behagelighed.
2) Korset er Jesu byrde
Den anden grund til, at Jesus kan kalde korset let, ser vi i ordet ”min”. Min byrde er let.
Det er et godt tegn, når du bærer korsets byrde, for du bærer et kors, som det hverken er Satan eller verden, men Jesus selv, der har pålagt dig. Derfor kalder han det ”min” byrde.
Når dit kors er Jesu byrde, så gælder det om denne byrde, at den er:
En hæderlig byrde
Det sker, at mennesker må bære deres byrde selvforskyldt – som et kors, man selv på grund af sin ondskab har påført sig. Peter advarer:
”Ingen af jer må lide som morder eller tyv eller forbryder eller for at gå andres ret for nær; men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men gøre Gud ære med det navn” (1 Pet 4,15-16).
Akan måtte også bære en tung byrde. Han og hele hans husstand blev stenet og brændt af Israels folk (Jos 7,25). Men den byrde var hans egen byrde, som han havde forårsaget ved sit tyveri.
Røveren på korset havde jo også sit kors. Men det var et kors og en vanære, han havde fortjent.
På et Guds barn ligger Kristi byrde, og det er en hæderlig byrde. Derfor kan et Guds barn glæde sig og sige med Paulus: ”Vi er stolte af vore trængsler” (Rom 5,3). Paulus siger endda om sine trængsler for efeserne, at ”de er en ære for jer” (Ef 3,13).
Det er en ære at lide, når det er Kristi kors, vi bærer. Derfor ville Moses heller ikke kalde sig søn af Faraos datter, men valgte at lide ondt sammen med Guds folk. Han ”regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte” (Hebr 11,24-25).
Nogle gange tager et menneske en byrde på sig af hykleri og selvopfundet andagt ligesom Ba’als præster, der skar sig med sværd og lanser, så blodet flød ned ad dem (1 Kong 18,28), eller som munkene, der piskede sig selv og udmattede sig selv med gentagen faste. Den slags er ikke Kristi byrde, det er ”selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse” (Kol 2,23). Det er menneskebud, og så dyrker man Gud forgæves (Matt 15,9).
En kær byrde
Når byrden kommer fra en venlig hånd; når det er Herren selv, der pålægger os den som sin egen byrde, så bliver det også en kær byrde.
”Herren dræber, og han gør levende” (1 Sam 2,6). Alting kommer fra Herren, lykke og ulykke, liv og død, rigdom og fattigdom.
Når vores kors kommer fra Herren, så er det ikke et vredestegn, men et kendetegn på hans venlige sind mod os. Hvordan skulle han kunne hade os, når han selv har givet sit liv af kærlighed til os? Derfor: ”Foragt ikke Herrens opdragelse, afsky ikke hans retledning; for Herren irettesætter den, han elsker, som en far den søn, han holder af” (Ordsp 3,11-12).
En far kan i det skjulte elske sit barn, han kan være så øm over det, at han ikke kan drømme om at røre det med en finger i vrede; men når barnet har forvredet sin fod i en ulykke, må han med hård hånd sætte foden tilbage i led. Sådan må Gud også handle med sine børn. Han har et faderligt hjerte og et nådigt øje mod os, han har os tegnet i sine hænder, og han er barmhjertig mod os, som en far er barmhjertig mod sine børn (Sl 103,13). Men når Gud fornemmer, at vi forlader den rette vej og falder i grove synder og laster, så må han kalde os tilbage, lægge et bidsel på os, som David siger, og tilføre os korsets byrde, så vi kan holdes fra de onde afveje og komme tilbage til Faderens hus (Luk 15,11ff.).
Hvor bliver det en kær byrde, når Jesus selv bærer det tungeste af den! Det bliver en behagelig drik, der smager bittert til at begynde med, men ender med den sødeste honning. Korsets byrde må vi kalde Herrens kalk – salighedens kalk. For ligesom lægen ordinerer en bitter medicin for den syge, så han kan blive rask, sådan bruger Jesus korset, når han vil skaffe vores sjæl sundhed og salighed.
For dem, der hører Jesus til, ligger sukkeret på bunden – nåde og barmhjertighed; men for de ugudelige er det bitre bundfald vrede og retfærdighed. Herren har et bæger i hånden med brusende, velblandet vin, og han skænker af den, men de ugudelige skal drikke bærmen (Sl 75,9).
En ønsket byrde
Når byrden kommer fra Jesus, så bliver det også en byrde, vi må ønske os. For hvem vil ikke ønske sig det, der kommer fra vores genløser? Hvem vil ikke tage imod det kors og den byrde, som kommer fra Herren, når vi nu ved, at alting tjener til det gode for dem, der elsker ham (Rom 8,28). Gud er jo trofast, og han lægger ikke mere på os, end vi kan bære, han lader os ikke blive prøvet over evne (1 Kor 10,13). Han er en ypperstepræst, som har medfølelse med vore skrøbeligheder (Hebr 4,15). Må vi så ikke tage imod hans kors med tålmodighed?
Når vores byrde er hans byrde, så er han jo fuldt ud bevidst om, hvad vi lider. Som David siger: ”Du ved om min forhånelse, min skam og min skændsel” (Sl 69,20, gl. overs.). Ja Jesus siger selv: ”Jeg kender din trængsel og din fattigdom” (Åb 2,9).
Og når Jesus siger, at han kender vores trængsel og fattigdom, så er det ikke bare et kendskab, som vi mennesker kan have kendskab til en andens nød og alligevel ikke tager os af det. Guds søn kender din nød, dit kors og din plage, som en god far kender sit barns nød og er indstillet på at yde al mulig hjælp, råd og redning.
Korset må vi derfor ønske os som et smykke, Gud sætter på sin brud, for at man kan se, at hun hører ham til. Korset er det ypperlige klenodie, som man må være indstillet på at bære, når man er Jesu discipel. Korset er det kostbare billede, som vi bliver formet efter for at komme til at ligne Jesus (Rom 8,29). For når vi bærer hans kors, så bærer vi hans sårmærker på vores krop (Gal 6,17).
Lad da den ene byrde møde den anden, den ene modgangsbølge slå ind over den anden – for her dannes den ønskede vind, der vil føre os til den gode havn, det himmelske Jerusalem, hvor havet er blikstille, hvor der ingen kors og bekymringer skal være, ingen suk og byrder, men så stor glæde, som intet øje har set, og intet øre har hørt.
3) Korsets vægt er let
For det tredje beskrives korset som en byrde, der kun vejer lidt. ”Min byrde er let,” siger Jesus.
Men er det sådan, vi oplever det? Hør hvordan den bedrøvede korsbærer klager sig: ”Gid min kval kunne vejes og min elendighed lægges på vægten! For nu er den tungere end havets sand” (Job 6,2-3).
Og det er sandt, mit Guds barn. Herren lader undertiden sit folk opleve hårde tider (Sl 60,5). Han leder os ind i angst og ulykke (Sl 31,23). Men når man rigtigt betragter korset, så vil vi få at se, at byrden er let:
Jesus er med dig
For det første ser vi, at Jesus er og bliver hos dig under byrden. Han bærer selv det tungeste af korset og lader kun dig bære det letteste. Han holder dig under armene. Han rækker dig sin hånd og er med dig i trængslen (Sl 91,15).
”Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke” (Es 43,7).
Når Jesus er med os med sit nærvær, så bliver korset meget lettere. For du har ham ved din side, der kan forandre alting med sin højre hånd.
Det kan tit virke som om, byrden bliver for tung for dig, men Gud ved bedst, hvornår det er den rette tid at lindre din smerte. Når knuden er hårdest, så brister den; når byrden er tungest, så lettes den. Herren vil ikke holde sig langt borte for evigt, for selvom han gør bedrøvet, så vil han også til rette tid forbarme sig i sin store barmhjertighed, og han vil igen bringe det gode over os (Jer 32,41).
I den forstand er korset en let byrde.
Sammenlignet med andre kors
Når vi sammenligner vores kors med Jesu kors, som han har båret til vores frelse, så ser vi også, at vores byrde over for hans byrde er som en fjer over for en kampesten. For hele hans legeme led spot og uret. Hans hoved blev stukket af tornekronen. Hans hænder og fødder blev naglet til korset. Man spyttede ham i ansigtet. Han blev slået på sine kinder. Hele hans krop blev pisket. Så er det kun småting, hvad vi må lide, når vi husker på, hvad ham, der indbyder os til himmeriget, har lidt på korset.
Vores kors og byrde er også let, når vi sammenligner det med de ugudeliges kors. Et Guds barn bliver tugtet af Herren, men bliver ikke givet hen i døden (Sl 118,18). Et Guds barn bliver forladt et kort øjeblik, men bliver taget tilbage i stor barmhjertighed (Es 54,7). Men når Gud straffer den ugudelige, så visner han som græsset og tørres ud som de grønne vækster (Sl 37,2). Herren vil på dommens dag støde de uomvendte i Helvede, hvor de vil blive pint dag og nat i al evighed (Åb 20,10).
Og ikke mindst er vores kors og byrde let, når det sammenlignes med den straf, som vi har fortjent for vores synder. For hvis vores synder blev samlet og lagt på vægtskåle, så ville syndens byrde være uendeligt tung. For vores synders skyld fortjente vi Guds vrede og den evige fordømmelse. Men Jesus har vendt denne vrede fra os og pålagt os en trængsel, der kun er timelig (2 Kor 4,17). Hvad er vores kors og byrde i sammenligning med Helvedes pinsel og trængsel, ve og vånde, mulm og mørke, som er tung og ulidelig, stor og uudsigelig, evig og uendelig? Sådan er det pinested, de ugudelige kastes i med sjæl og legeme (Matt 10,28).
Korsets løn
Til sidst: Korset er en let byrde med tanke på den løn, der venter. ”For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed” (2 Kor 4,17).
”Lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom 8,18). Da skal vores sorg blive til glæde (Joh 16,20). Da skal vi med jubel høste, hvad vi her har sået med tårer (Sl 126,5). Da skal der ikke mere høres gråd eller skrig (Es 65,19). Alle vores kampe, vores kors og lidelse, bliver belønnet med en evig fryd.
”I skal derfor være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær” (Jak 5,8).
Kære Jesus! Hjælp os til i al kors og modgang altid at give agt på, at det er en byrde, som vores tro og tålmodighed, vores håb og kærlighed prøves med; at det er en byrde, der hindrer synden og opmuntrer os til at komme til dig i bøn; at det er en byrde, der er til gavn for os; at det er en let byrde, for den er langt ringere end dit kors, langt ringere end den straf, som vi har fortjent for vores synder. Og hjælp til at se og huske, at den fører en evig og uudsigelig himmelsk glæde med sig. Dertil hjælpe os du, o Jesus Kristus, højlovet i evighed. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Heinrich Müller
Heinrich Müller (1631-1675), tysk luthersk præst