”Far, hvorfor er himlen grå?”
Spørgsmålet kom fra min seksårige søn i ladcyklen på vej til skole i sidste uge. Det var vist et tegn på, at vi har haft godt vejr og blå himmel længe. Han havde helt glemt, der var noget, der hed ”overskyet”. Himlen plejer da at være blå, hvorfor har den nu skiftet farve!?
På vej til kontoret uden børn i ladcyklen kom jeg til at tænke på, at det er jo netop sådan, det er med os mennesker. Når det har været solskin i nogle uger, glemmer vi helt at tænke på risikoen for regn. Når vi er raske, glemmer vi, hvordan det er at ligge syg. Når coronakrisen er drevet over, og Ukraine-krigen er blevet normaliseret, og det viser sig, at vi stadig lever trygt og godt i vores land, finder vi hurtigt tilbage i det ubekymrede liv.
Sådan lever mange af os livet. Vi har svært ved at forholde os til andet end det, vi er i lige nu. Så glemmer vi måske også at takke for de gode tider og Guds velsignelser, for vi vænner os lynhurtigt til dem og tager dem for givet. Men pludselig en dag kommer skyerne igen. Så spørger vi: Far, hvorfor er himlen grå? Hvorfor har du taget solen fra mig?
Tit kan vi ikke forstå hvorfor, og ofte kommer der ikke noget godt ud af at lede efter en mening og en forklaring på det, der har ramt. Men vi kender altid den overordnede mening med, at Gud sender både sol og regn over livet.
”Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed” (Hebr 12,10).
”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham” (Jak 1,12)
Gud har et godt formål med solen, men han har også et godt formål med skyerne – uanset om vi ser det og forstår det.
… Men hvad så egentlig på den nye jord? tænkte jeg videre på min cykeltur. Og jeg vendte tilbage til en tanke, der af og til er kommet til mig: Bliver det ikke bare hverdag på den nye jord med alt det gode? Kan vi overhovedet være glade, hvis der ikke findes noget alternativ til at være glade? Hvis der ikke er nogen mørk baggrund og en risiko for noget ondt – vil lyset så rigtigt kunne fremstå for os som lys? Jeg lærer mine børn, at det er godt, det ikke er juleaften 365 dage i året, for så ville den aften ikke være noget særligt. Og Bibelen og erfaringen er jo fuld af vidnesbyrd om, at når det hele går godt, så glemmer man at glæde sig over det, man mister taknemligheden: ”Du undlod at tjene Herren din Gud med glæde og af hjertens lyst, fordi du havde rigeligt af alt” (5 Mos 28,27).
Men så slog det mig: Det er jo lige præcis det her, jeg bliver fri for på den nye jord! Det er jo syndens kerne: at jeg hele tiden vender mig væk fra Gud og kroger mig ind i mig selv. At jeg glemmer Giveren og ruger over gaverne, som om de var min egen ejendom. På den nye jord er jeg fri for det! På den nye jord kroger jeg mig ikke sammen længere. Jeg går med løftet hoved, og jeg glemmer ikke Gud et eneste sekund. Jeg er i evigt, velsignet livsfællesskab med min skaber og frelser!
Vil vi huske den mørke baggrund, når vi er på den nye jord?
Ja, det er jeg overbevist om, at vi vil. Ikke på den måde, at det vil plage os. Gud vil læge alle vores sår. Og der skal ikke være nogen sorg i evigheden for den, der har holdt ud og har fået livets sejrskrans. Men én ting vil altid stå lysende klart for os, også flere milliarder år ind i evigheden: Vi er købt fri ved blodet!
For på den nye jord møder vi Jesus som Lammet. Det slagtede lam. Vi vil se hans naglemærker. Og han vil gå lyslevende rundt imellem os, så vi aldrig mere skal tabe ham af syne. Derfor råber vi med høj røst: Frelsen kommer fra Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet (Åb 7,10). Det råb skal give genlyd gennem evigheden! Det vil aldrig løje af, aldrig falme hen og visne. Vi kommer aldrig til at glemme den kærlighed, som drev Gud til at sende sin egen søn til jorden – for at frelse os til det evige liv i lyset.
Til den tid bliver der ikke mere behov for tunge, mørke skyer i livet for at lede os hjem – for nu er vi hjemme! Og aldrig nogensinde behøver vi være bange for at falde fra og komme væk fra Gud.
Er der noget, jeg glæder mig til, så er det dét. At være sikkert i havn. Der hvor jeg aldrig mere behøver bæve for muligheden af en syndig lyst (jf. LT 91, vers 5).
Tænk, hvilken jubel, ja tænk, hvilken jubel,
når alle frelste er bjærget i havn!
Tænk, hvilken jubel, ja tænk, hvilken jubel!
Lovsangens emne er Frelserens navn.
(LT 67)
