Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Min sjæl, pris Herren

Ugens vidnesbyrd, uge 42 2016. Sl 103,1-3.

Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige havn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger. Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme (Sl 103,1-3).

Man forstår, at Salme 103 starter med lovprisning. For denne vidunderlige salme er som en udstrakt hånd lige ned fra Himlen til os syndere. Som et bjerg, vi kan gå op på og skue ind i Guds frelserhjerte.

David priser Herren, men han gør det ikke med instrumenter – han priser Herren med sin sjæl. Nemlig det unikke ”instrument,” som Gud har givet alle mennesker, og som kun han kan lære den nye sang!

Det er godt og rigtigt, når vi kan prise Gud med instrumenter – og det skal vi gøre med visdom og gudsfrygt. Men der er noget, Gud mere end noget instrument i hele verden ønsker at høre, og det er din og min sjæls pris. Hjertets frimodige tak, tillid og tro.

Det er noget helt andet end den tomme lovsang, kun med munden og læberne, som allerede Esajas fordømte hos folket, fordi deres hjerter var langt borte fra Herren. ”Herren siger: Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig!” (E.29,13).

Men Davids hjerte var ikke langt borte fra Herren. Han var fyldt med sand lovsang og lovprisning i sin sjæl, og ikke blot i sine følelser. For hans lovprisning er helt uafhængig af følelser. Derimod er den afhængig af Guds velgerninger imod ham, som han nu minder sig selv om ikke at glemme. ”Min sjæl, pris Herren, og glem ikke hans velgerninger.”

Frem for sig holder David nu Guds velgerninger og minder sin sjæl om dem. Og nu kunne vi forvente en stribe af de mange forunderlige og store ting, som vi kan læse i Samuelsbøgerne, som David har oplevet. Men der nævnes forbavsende nok ingen af dem her i salmen, selvom de dog var værd at nævne. De mange krige mod filistrene, sejren over Goliat, venskabet med Jonatan, Guds ledelse og nærvær under flugten fra Saul osv. David nævner intet af det.

I stedet går David direkte til sagen. Nemlig det bærende i hele hans trosliv med Herren: ”Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.”

Intet er større velgerninger for David end dette fra Herren: Han tilgiver al min skyld, og han helbreder alle mine sygdomme.

Ordene er skrevet i nutid, og det skal du mærke dig. For de er altid virkelige, troværdige og fulde af Guds væsen. Gud Herren tilgiver virkelig al din skyld. Og han helbreder alle dine sygdomme. Herren Jesus er den store læge, som vedvarende tilgiver din skyld, renser dig i sit blod, har døbt dig til sig og dagligt helbreder alle dine sygdomme. Alle din sjæls sygdomme – syndens sygdomme – Gud helbreder dem ved sin nåde og tilgivelse i Jesus Kristus.

Min sjæl, pris Herren.

Udgivet af

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.

Ruben Skov Jensen

Ruben Skov Jensen, Sverige, tavlemontør/elektriker.