Nyt liv til gamle sange III
Serien ”Nyt liv til gamle sange” vil give hjælp til at værdsætte og (gen)opdage det bibelske indhold i en række gamle sange. Tager vi os tid til at stoppe op for sangene, vil vi finde en skat af stærke vidnesbyrd og indsigtsfuld forkyndelse rakt til os på tværs af århundrederne.
1. Min frelser mig af døden drog,
thi al min synd han på sig tog,
han siger: Hvo som tror på mig,
han skal ej dø evindelig.
2. Jeg tror, at Jesus ved sit blod
har gjort for alle synder bod,
at dette blod evindelig
fra al min synd kan rense mig.
3. Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med,
dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i Himlen skal indgå.
4. Det skyldbrev, som mig var imod,
udslettet er ved Kristi blod,
jeg tror, at Jesus det borttog
og nagelfast til korset slog.
5. Jeg arme var i syndens magt,
men Kristus har mig frihed bragt;
han drog mig ud af Fjendens vold,
da han betalte syndens sold.
6. Til syndens lyst jeg sige vil:
Vig bort! Jeg hører Kristus til,
jeg skylder ej at lyde dig,
til ejendom han købte mig.
7. Så længe jeg på jorden er,
det bliver ene mit begær
at vidne højt med trøstigt mod
om nåden udi Jesu blod.
8. Thi kun at Kristus for mig led
mig hjælpe kan til salighed;
og hverken lidet eller stort
det hjælpe kan, hvad jeg har gjort.
9. Og man skal skrive på min grav,
at Kristi død mig frihed gav,
at ved hans blod jeg håbed’ på
hos Herren hist et sted at få.
For de fleste, der har prøvet at vandre på en kirkegård, har spørgsmålet vel ikke kunnet undgå at melde sig – påtrængende eller bare hastigt strejfende forbi: Hvad skal der stå på min gravsten?
Ord på en gravsten kan sige utroligt meget. Bogstaverne kan stå der, mejslet ind i stenen, som det stærkeste udtryk for alt, hvad den døde troede på og levede for; som en sammenfatning af alt det, der betød noget, og gav livet – og døden – sin mening.
Med sangen ”Min frelser mig af døden drog” får vi et indblik i, hvad der var livets hovedsag for Nicolaus Ludwig von Zinzendorf.
Zinzendorf og brødrene
Det er ikke en enestående sang, vi har med at gøre; forstået sådan at Zinzendorf havde en sangproduktion på et godt stykke over 2000 – hvoraf i øvrigt flere var på over 100 vers! Sangen ”Min frelser mig af døden drog” var også oprindeligt på 33 vers, og det var helt normalt for Zinzendorf, som havde en sjælden gave til at lade versene flyde direkte fra hjertet ud i pennen.
Zinzendorf spekulerede ikke meget over poetisk billedsprog og usædvanlige rim, men så sang som forkyndelse på vers, og sangene var derfor præget af den samme befriende, evangeliske enkelthed som også lyste ud af Zinzendorfs prædikener.
Den samme enkle, men kraftfulde glæde ved evangeliet var grundtonen i Brødremenigheden i Herrnhut, som Zinzendorf var stifter og leder af. Zinzendorf var selv pietistisk opdraget, og herrnhuterne regnes også normalt som en pietistisk retning, fordi det inderlige hjerteforhold til Jesus betones så stærkt; men den herrnhutiske pietisme er samtidig præget af et opgør med den loviske tendens inden for Halle-pietismen, som betonede nødvendigheden af en (til tider snævert defineret) kristen livsstil for at blive frelst. Nej, fastholder Zinzendorf og brødrene: Det er Jesus – og kun hvad Jesus har gjort for mig – der er hele min frelse! Så enkelt er det at være kristen!
Dette klare syn for, at evangeliet er et budskab om en én gang for alle fuldbragt og fuldkommen frelse i Jesus, var den velsignede vækkelsesånd, som lå bag stiftelsen af Brød-remenigheden. Det var denne skat, som blev så overstrømmende rig for menigheden, at denne måtte flyde over og gives videre – koste hvad det koste ville!
Efter bare ti år var indbyggertallet i Herrnhut skrumpet til 47. For de 600 andre var ude i verden for at vidne om det dyrebare evangelium!
Mission blandt slaverne
Sangen ”Min frelser mig af døden drog” skrev Zinzendorf på vej hjem fra den dansk-vestindiske koloni Skt. Thomas, hvor han havde besøgt Brødremenighedens missionærer på øen.
1700-tallet var det århundrede, hvor man for alvor begyndte på ydre missions-arbejdet i de lutherske kirker, men der var alligevel to ting, der var højst usædvanligt ved Brødre-menighedens mission i Vestindien:
1) Det var første gang, man sendte lægmænd ud som missionærer: I første omgang sendte man en tømrer og en pottemager.
2) Brødremenighedens missionærer blev sendt til de afrikanske slaver på Skt. Thomas.
Især dette sidste fremkaldte megen undren blandt danskerne, som betragtede ”negerslaverne” som intet højere end effektiv arbejdskraft. Slaverne blev bragt i store skarer fra Afrika til de vestindiske øer for at udføre det hårde arbejde i sukkerplantagerne, og på den tid, hvor de første missionærer ankom til øen, udgjorde slaverne mere end 90% af befolkningen. Trods dette styrkeforhold blev ethvert oprør effektivt holdt nede ved hjælp af de strengeste straffe. Slaverne blev solgt på kryds og tværs uden nogen form for hensyn til familiebånd, og kvinderne blev jævnligt voldtaget af de danske opsynsmænd.
Det var underretninger som disse, der gav indbyggerne i Herrnhut hjerte for slaverne. Brødrene vidste, at de ikke kunne ændre nævneværdigt på slavernes jordiske livsvilkår – men de kendte det glade budskab. Det budskab, som ikke betyder fritagelse fra trængsler og en letvundet optimistisk holdning til livet. Men budskabet om et lys, der skinner i mørket; et lys, som giver trøst og håb midt i håbløsheden; et lys, som ikke kan kvæles, trods al ondskab i verden. Og dette lys skulle slaverne møde gennem mennesker, som var villige til helt at dele de onde kår med dem.
Zinzendorfs besøg på Skt. Thomas
Brødremenighedens missionærer fik dog ikke lov af myndighederne til at blive slaver med de sorte, og det viste sig hurtigt meget vanskeligt at drive mission blandt slaverne, som arbejdede dagen lang.
Med tiden fik Brødremenigheden mulighed for at drive deres egen sukkerplantage på naboøen St. Croix, og de lod dette være platformen for at drive mission; men problemerne ved dette koncept viste sig også hurtigt. Klimaet og plantagearbejdet var i bogstaveligste forstand dræbende hårdt, og af 29 udsendinge vendte kun de syv levende tilbage, resten blev syge og døde.
Da Zinzendorf rejser til Skt. Thomas er det med denne viden i baghovedet. Han regner selv sine chancer for at vende tilbage som to ud af ti og skriver sit testamente, før han drager af sted. Men Zinzendorf må ud for at se til de nye missionærer, som har berettet om en vis succes, men som nu i lang tid ikke har givet lyd fra sig.
Da han ankommer til øen, viser det sig, at missionærerne har haft for megen succes. Myndighederne på øen er blevet bekymrede over udviklingen blandt slaverne og har under strenge trusler om straf forbudt dem at samles. Desuden er de bøger, missionærerne har givet dem, blevet taget fra dem under henvisning til, at Kristus kun døde for de hvide – og missionærerne selv er blevet smidt i fængsel for illegitime dåbshandlinger.
Grev Zinzendorf beretter i et brev til sin mor, at han ”kom over de kristne herrer i Amerika som et tordenvejr”, og med den adeliges autoritet fik han straks de udtærede missionærer løsladt.
Samtidig er han klar over, at de kræfter, som behandler slaverne så umenneskeligt, repræsenterer en ”overmægtig ondskab”, som han ikke formår at ændre på.
Opholdet på Skt. Thomas gør et uudsletteligt indtryk på Zinzendorf. I sin tid på øen medvirker han i forkyndelsen for menigheden, der på dette tidspunkt tæller hele 700 slaver, som efter endt arbejdsdag samles om evangeliet trods alle trusler om straf. Tænk hvor fantastisk at se frugterne af et arbejde, som i den grad blev påbegyndt i betænkelighed og magtesløshed – og i tro på og bøn om undere fra Guds hånd!
Zinzendorf blev slemt syg efter sin hjemkomst fra øen, men overlevede turen.
Fra træl til fri
Hvad skrev han da om, den modige Zinzendorf, på vej hjem fra sådan en erfaring af Guds vældige kraft?
Man kunne jo forestille sig en sang fuld af nøden for de unåede folkeslag og med stærke appeller til den dårlige samvittighed hos folk, der ikke tog del i missionsarbejdet. Det kan jo se så fuldstændigt vanvittigt ud for en hjemvendt missionær, når han kommer tilbage efter sådan en oplevelse og skal forholde sig til de hjemlige problemer. Rejs dog ud! Gør dog noget! Der er andet i livet end det, du har fyldt dit hjerte med! Der er et hav af slavesjæle, som Guds hjerte brænder efter at sætte fri! Men hvem vil gå? Vil du?
Zinzendorf kunne have skrevet en sang i denne tone. Og ingen kunne vel fortænke ham i at gøre det. Men det er noget andet, der fylder ham.
Evangeliet! Det rene, enkle evangelium om ham, som ved sit blod har gjort for alle synder bod (v.2). Ham, som slettede vores gældsbevis og fjernede det ved at nagle det til korset (v.4, jf. Kol 2,14).
Og dette evangelium har givet frihed (v.5). En frihed fra loven – en frihed fra alt, hvad der hedder præstationskrav for at kunne kalde sig en sand kristen. Det er nok, at jeg har Jesus!
”Hans blod og hans retfærdighed er alt, hvad jeg vil smykkes med, dermed kan jeg for Gud bestå, når jeg i Himlen skal indgå!” (v.3, jf. v.8).
På grund af denne frihed ved evangeliet kan Zinzendorf triumferende sige til syndens lyst: ”Vig bort! Jeg hører Kristus til, jeg skylder ej at lyde dig, til ejendom han købte mig!” (v.6).
Den frihed fra lovens slavebindende krav om, at du skal være og gøre sådan og sådan for at kunne kalde dig en sand kristen, er det eneste, der kan give hjertet kraft og lyst til at gøre Guds vilje. Det går aldrig den anden vej! ”Hjertet styrkes af nåden” (Hebr 13,9) – ikke af kampen i din dårlige samvittighed!
Og at dette er sandt var Zinzendorf virkelig et levende eksempel på. Få har haft et uselvisk og hjerteligt missionssind som han, men få har også haft hjertet så fuldt af evangeliets frihed.
Dét var livets hovedsag for Zinzendorf, og det var det, han ville have skrevet på sin grav: ”at Kristi død mig frihed gav”.
Måske var det værd at tænke nærmere over dette spørgsmål: Hvad skal der stå på din grav? Hvad er livets hovedsag for dig? Hvad er det, der bærer dig gennem livet – og døden?
Gud give at vores ønske om at tjene ham må være barnets og ikke trællens ønske (jf. Gal 4,1-11). Så skal vi en dag forenes med slavemenigheden på Skt. Thomas i evig lovprisning af ham, som løskøbte os fra ethvert slaveri under loven ved selv at gå ind under lovens forbandelse for vores skyld.
