Vor tid er økumenisk. Skal vi pege på noget, som særligt kendetegner kirkesituationen i det 20. århundrede og frem til nu, er det bestræbelserne på at opnå kirkelig enhed. Gamle kirkelige identiteter opløses, og vi ser stadigt mere økumenisk samarbejde mellem og sammenslutninger af kirker. Mange glæder sig over dette og ser det som en opfyldelse af Jesu bøn om, at alle hans disciple må være ét, for at verden skal tro (Joh 17,21).
Tilnærmelse til den katolske kirke
Parallelt med disse bestræbelser på at skabe ydre kirkelig enhed, er der også vokset et helt nyt syn frem på den romersk-katolske kirke. Jeg vil give to eksempler.
Det første eksempel henter jeg fra den bedst kendte menighed i Sverige, den fremgangsteologiske Livets Ord i Uppsala.
Da den daværende pave Johannes Paul II i 1989 besøgte Sverige, skrev lederen af Livets Ord, pastor Ulf Ekman, i menighedens blad Magazinet:
”Det er tragisk, at intellektuelle og sekulariserede kristne med glæde tager imod et religiøst system, som er antikristeligt. De ritualer og processioner, som man praktiserer her, åbner ikke for Guds herlighed, men for onde åndsmagter. Det eneste, som kan redde Sverige, er renselsen i Jesu blod, ikke falsk økumenik.”
Tyve år senere er situationen en helt anden. Katolske bøger sælges i Livets Ords boghandel, katolske præster kaldes som talere på konferencer, og den svenske katolske biskop, Anders Arborelius, bydes velkommen som gæst i menigheden1.
Det andet eksempel er fra den kristelige avis Dagen, hvor den indflydelsesrige pinsepræst Peter Halldorf for et par år siden skrev, at kristne må ”bøje nakken under kirken og bekræfte paveembedets legitimitet”, for at den ydre kirkelige enhed kan blive virkelig (30.01.08).
I et af de lutherske bekendelsesskrifter, De Schmalkaldiske Artikler, skriver Luther det modsatte af Halldorf:
”Paven siger (…) at man skal lyde ham for at blive frelst. Det vil vi ikke gøre, men hellere dø i Guds navn.”
Den katolske kirkes tiltrækningskraft
Det er tankevækkende, at John Bunyan med fortællingen Pilgrimsvandringen i 1670‘erne skrev, at jætten PAVE tidligere havde hindret mange pilgrimme i at nå målet i himlen, men at han nu var så alderdomssvækket, at han ikke længere udgjorde nogen fare. I kraft af reformationen, hvor den bibelske sandhed under kamp og strid var blevet løftet frem, havde paven på Bunyans tid i høj grad mistet magt over menneskenes sind.
Men i dag ser vi, at PAVE har fået sin kraft tilbage, og at han tiltrækker mange fra de protestantiske kirkesamfund. Personligt ser jeg den katolske kirkes fornyede tiltrækningskraft som et tegn på, at vi lever meget tæt på verdens afslutning og Herrens genkomst. Deraf artiklens titel: Læreopløsning i endetiden.
Det er ikke svært at se, hvorfra den katolske kirkes tiltrækningskraft får sin styrke. Frafaldet i kristenheden er meget stort i dag, måske større end nogensinde tidligere. På grund af de nordiske folkekirkers åbenbare frafald fra kristen tro er der mange, som i dag går over til den katolske.
Pavens kirke har noget særligt over sig, tænker mange. Den er verdensomspændende, rummer en milliard mennesker, har en lang historie og lader sig ikke så let påvirke af tidens moralopløsende tendenser. Her finder man f.eks. et værn mod abort og mod den homoseksuelle praksis, som ellers støttes i både samfundet og i folkekirkerne.
Økumenik – ubibelsk og bibelsk
”Økumenik” betyder ”fælleskirkelighed”. I vor tid møder vi både en ubibelsk og en bibelsk fælleskirkelighed.
Den ubibelske økumenik er den falske og forførende bestræbelse på at skabe enhed, som f.eks. udøves af Kirkernes Verdensråd og andre lignende organisationer på internationalt, nationalt og regionalt plan. I disse sammenhænge ser man bort fra læremæssige uenigheder og savner helt den kærlighed til sandheden, som burde kendetegne den kristne kirke.
Men jeg tænker her ikke kun på det arbejde, som finder sted på officielt niveau mellem ledere for de store kirkesamfund, og som fører til, at man undertegner formelle og forpligtende resolutioner. Det økumeniske arbejde har skiftet ansigt i det seneste årti. Det vigtigste sker nu på græsrodsplan.
Sideløbende med, at der sker noget på officielt niveau, samler organisationer som Oase-bevægelsen tusindvis af mennesker til store møder, hvor fremgangsteologer som Ulf Ekman, pinsepræster, katolikker, ortodokse kristne og præster fra folkekirken taler fra samme prædikestol.
Dette vil jeg også kalde ubibelsk økumenik, fordi der ikke er nogen enhed i læren mellem dem, som prædiker, og fordi man ikke oplever det som noget afgørende problem, at det er sådan. En er barnedøber, mens en anden nægter børnene adgang til dåben. En beder til Maria og til andre helgener, mens en anden tager afstand fra denne form for bøn osv.
Det er ikke læren eller sandheden, som forener dem, men oplevelsen.
De føler, at de er ét i Ånden, når de samles til karismatiske gudstjenester ved de store stævner. Måske kan man betragte græsrodsøkumenikken som et postmoderne fænomen: Man har opgivet tanken om en objektiv sandhed. I hvert fald har man opgivet, at det er muligt for os at nå frem til en sådan sandhed og enes om den. I stedet forenes man så i oplevelsen, følelsen.
Den bibelske økumenik er helt anderledes i sin natur. Den er det sunde og nødvendige arbejde for at forenes på det eneste sande grundlag: Bibelens lære og vidnesbyrd. Det sande økumeniske arbejde ser ikke bort fra læreforskelle, men forsøger at overvinde dem gennem et samvittighedsfuldt og grundigt studium af, hvad Bibelen lærer, så at vi til sidst kan sige på et afklaret og bibelsk grundlag: ”Dette siger Herren!” Mere om dette sidst i artiklen.
Først vil jeg gå mere i dybden med den ubibelske økumenik; det farlige, læreopløsende arbejde, som sker på en bred front i dag.
Den katolske kirke i dag
Blandt bibeltroende, lutherske kristne er der næppe nogen, som vil sige, at Luthers kamp mod og afstandtagen fra den katolske kirke var en fejl og i strid med Guds vilje. Der er næppe heller særligt mange moderne, økumenisk orienterede protestanter, som vil sige dette, selvom man af og til hos sådanne folk kan møde tanken om, at reformationen var unødvendig og beklagelig. Nej, de fleste protestanter mener endnu, at hvad Luther gjorde i 1500-tallet, var godt og nødvendigt.
”Men,” tilføjer de så, ”i dag er situationen helt anderledes. De grove misbrug, som fandt sted i 1500-tallet, er ophørt nu. Den katolske kirke er blevet reformeret. I dag er situationen helt anderledes end på Luthers tid.”
En hurtig sammenligning mellem den katolske kirke i 1500-tallet og i 2000-tallets viser, at udsagn som disse er totalt misvisende. Den katolske kirke af i dag mangler ganske vist de ydre muligheder for og magtmidler til at undertrykke og tyrannisere, som man havde for 500 år siden. Kætterbål og inkvisition med tortur møder vi lykkeligvis ikke i dag. Men hvordan er det med kirkens lære og teologi?
Aflad og skærsild
Den katolske kirke tror stadig på aflad og skærsild, nadveren som et offer til Gud, frelsen som et samarbejde mellem Gud og menneske (synergisme), helgentilbedelse, den ubibelske sakramentlære, og pavens ret til at have magt over og myndighed over alle kristne.
Er der da ikke sket nogen forandring?
Jo, det er der. Inden for den katolske kirke er der sket et fremadskridende frafald fra den kristne tro, hvilket har medført, at den katolske kirke i dag er værre, end den var i 1500-tallet. En række af de ting, som er nævnt her, er blevet forstærkede. Det gælder ikke mindst pavens krav på at blive adlydt, som det er kommet til udtryk i ”ex cathedra-læren” ved det Første Vatikanerkoncil i 1870. Ifølge denne lære udtaler paven sig med ufejlbarlighed i tros- og moralspørgsmål, når han udtaler sig fra sin lærestol.
Mariakulten
Mest iøjnefaldende er dog nok, at den ubi-belske dyrkelse af Maria er blevet endnu stærkere og har antaget virkeligt skræmmende former. Siden 1500-tallet er to dogmer blevet fastslået som værende sande og ufejlbarlige i kraft af pavens myndighed. I 1854 blev det kundgjort, at Maria var undfanget uden synd. Hun blev, som det hedder med det katolske dogmes formulering: ”bevaret uberørt af enhver arvesyndens plet”. Gud siges på mirakuløs vis at have grebet ind ved Marias undfangelse, så hun blev reddet fra det almene syndefordærv, som ellers præger alle mennesker.
Tiden tillader her ikke at uddybe og begrunde, hvor bibelfornægtende dette dogme er. Jeg vil nøjes med at citere et enkelt bibelord: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,22-23).
I 1950 var det så tid for et nyt Maria-dogme, da pave Pius XII ud fra sin ufejlbare lærestol fastslog: ”Det er en af Gud åbenbaret trossandhed, at den ubesmittede og altid rene jomfru, Guds Moder Maria, efter sit jordiske livsløb blev taget op med krop og sjæl i den himmelske herlighed.”
Den, som begiver sig ud i et sådant sværmeri, lægger noget til Guds ord og stiller sig dermed under Guds forbandelse (Åb 22,18). Den, som frygter Gud, vover ikke at gøre noget sådant, men tager derimod denne advarsel alvorligt: ”Føj intet til hans ord, for at han ikke skal irettesætte dig, så du står som løgner” (Ordsp 30,6).
Maria æres også som himlens Dronning eller universets Dronning, hvilket også har fået nedslag i Den Katolske Kirkes Katekismus, som blev udgivet i 1995:
”Endelig er den uplettede Jomfru, der helt var blevet beskyttet mod enhver plet af arvesynden, efter sit jordiske livsforløb med legeme og sjæl blevet optaget til den himmelske herlighed og af Herren ophøjet ligesom til universets Dronning for mere fuldkomment at blive ligedannet med sin søn, herrernes Herre og sejrherre over synd og død2.”
Styrkelsen af Maria-dyrkelsen forsætter den dag i dag. I mindst et par årtier har der været arbejdet for formuleringen af endnu et Maria-dogme.
Man vil, at hun formelt skal have titlen ”medforløser”. Allerede nu får hun ofte denne benævnelse i romersk katolsk teologi, selvom Skriften meget tydeligt siger, at der kun er ”én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus“ (1 Tim 2,5).
I den Katolske Kirkes Katekismus fra 1995 hedder det om Maria: ”Ved at give sit Fiat (lad det ske) ved bebudelsen og således sit samtykke til menneskevordelsens mysterium, medvirker Maria allerede i hele det værk, som hendes Søn skal fuldføre. Hun er Moder overalt, hvor Han er Frelser og det mystiske Legemes Hoved3.”
Men dette er altså ikke nok. Den tidligere pave Johannes Paul II modtog en bønskrivelse, som var underskrevet af 5 millioner katolikker, deriblandt 42 af den katolske kirkes 180 kardinaler og 500 af dens 5100 biskopper.
Bønskrivelsen indeholdt et ønske om et nyt Maria-dogme, hvori hun endeligt skulle fastslås at være medforløser, formidler i forhold til Gud, talsmand, og hvori hun officielt skulle bekendes som ”Faderens datter, Sønnens moder, Helligåndens hustru og Kirkens moder”.
Johannes Paul II var meget hengiven i forhold til Maria. Hans pavelige våbenskjold havde et ”M”, og hans valgsprog handlede om hans forhold til Maria og hed ”Din i alt”. Alligevel sagde han nej til bønskrivelsen, men arbejdet for Marias videre ophøjelse fortsætter.
Den økumenik, som udbredes blandt Sveriges kristne er virkelig skræmmende, og den ytrer sig også i en større hengivelse til Maria.
Da jeg i 2007 var til kirkedagene i Uppsala for den svenske kirkes højkirkelige bevægelse, stod kirkedagene dette år i økumenikkens tegn, og Ulf Ekman var en af talerne. Han sagde i sit foredrag, at 1900-tallet havde været det århundrede, hvor Helligånden var blevet udgydt over de mange forskellige kirkesamfund og også over den katolske kirke. På grund af Åndens udgydelse havde den katolske kirke oplevet en karismatisk vækkelse, og katolikkerne havde fået ”et uddybet forhold til Maria gennem åndsdåben”.
Mange af tilhørerne smilede muntert ved dette udsagn eller nikkede samstemmende til det, men jeg var forfærdet. Jeg nævner det som et tydeligt eksempel på det, som kendetegner den ubibelske økumenik: Det er følelsen, oplevelsen af ”Helligånden”, som forener, ikke sandheden. Hvorvidt det er sandt eller ej at bede til Maria, virkede underordnet4.
Læren om andre religioner
Hvordan skal kirken forholde sig til og betragte andre religioner? Dette spørgsmål behandles af religionsteologien, og på dette felt er der sket en total omorientering i den katolske kirke i forlængelse af Andet Vatikanerkoncil i 1960´erne.
Ret beset er det ikke svært at besvare spørgsmålet om, hvordan vi skal se på andre religioner, i hvert fald ikke, når det gælder frelsen. Jesus siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6).
Sådan har man også traditionelt lært i den katolske kirke. Troen på Jesus og de gerninger, som udspringer af troen, er det, som frelser – altså ikke troen alene, men tro og gerninger. Men at der ikke findes frelse uden for kirken og uden for troen på Jesus, har man altid hævdet.
Fra og med Andet Vatikanerkoncil har man imidlertid, måske i den allersidste tid før Jesu genkomst, ændret mening og er nu en kirke, som erkender, at de andre religioner er bærere af det guddommelige lys. Dette lys skinner ganske vist stærkest i den katolske kirke, derefter lidt svagere i de ortodokse kirker, endnu svagere i de protestantiske kirker og svagest i de ikke-kristne religioner, men dog skinner lyset også her stærkt nok til, at man kan blive frelst ved det.
Konkret mener man, at alle mennesker har adgang til det guddommelige lys gennem samvittighedens røst, og ved at følge denne røst tilstrækkeligt trofast bliver man frelst. Den moderne katolske lære om hedningernes frelse ved egne gerninger kommer f.eks. frem i Den Katolske Kirkes Katekismus § 847 og 1260, hvor det udtrykkeligt siges, at hedninger kan blive frelst på denne måde.
Men hvad siger Den Hellige Skrift om dette? Paulus er glasklar i Romerbrevet. Angående de ikke-kristne hedninger skriver Paulus, at de uden Jesus vil blive dømt skyldige af Gud og vil gå fortabt (Rom 2,12), fordi de har brudt den lov, som er skrevet i deres hjerter (Rom 2,15). Paulus skriver, at ”der er ingen retfærdig, ikke en eneste” (Rom 3,10), alle har syndet og står under Guds dom (Rom 3,23).
Hedningerne kan kun blive frelst ved at påkalde Herrens navn, og det kan kun ske ved, at de kommer til at høre evangeliet forkyndt (Rom. 10,13-15). ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17).
Hvor evangeliet endnu ikke er nået frem, der lever og dør mennesker i åndeligt mørke under Guds dom.
Roms nye religion
Den gennemgribende forandring, som den katolske kirke har gennemgået i de seneste årtier, fik den lutherske teolog Tom G.A. Hardt til at benævne et foredrag, som blev udgivet i 1995, ”Roms nye religion”5. Ifølge Hardt er den katolske kirke, som den har udviklet sig siden Andet Vatikanerkoncil, præget af synkretisme (religionsblanding), evolutionisme (udviklingslære) og universalisme (læren om alles endelige frelse).
Dermed er den moderne katolske kirke væsensforskellig fra den traditionelle katolske kirke, hvis ånd nu videreføres i præsteselskabet Sankt Pius X og i andre marginaliserede grupper.
Antikrist
I et af vore lutherske bekendelsesskrifter identificerer Luther paven som antikrist6. Det var heller ikke svært for de efterfølgende generationer af lutherske teologer – som havde et klart syn for evangeliets inderste væsen: retfærdiggørelsen ved tro alene – at se, hvordan pavedømmet med sin gerningslære stred mod Kristus og dermed viste sin antikristelige karakter (det græske forholdsord anti betyder ”mod” – antikrist er altså ”mod Kristus”).
Som eksempel kan nævnes, at den danske biskop Jesper Rasmus Brochmand (1585-1652), den eneste nordiske luthersk-ortodokse teolog, som fik europæisk indflydelse i 1628 skrev bogen ”De Pontifice Romano” på 230 sider, som udelukkende handler om antikrist og pavedømmet.
Ikke kun lutheranere, men hele hovedstrømmen i den protestantiske kristenhed har langt frem i tiden betragtet paveembedet som antikrist: John Wycliffe, Johann Huss, Jean Calvin, John Knox, John Wesley, Jonathan Edwards og Charles Spurgeon er bare nogle i en lang række af kristne teologer og ledere, som i deres skrifter tydeligt har identificeret paven som antikrist.
En gennemgang af de bibelske steder, som beskriver antikrist, frem for alt 2 Thess 2, viser at pavedømmet passer på denne beskrivelse som hånd i handske.
I Pieper-Muellers ”Kristen dogmatik” konstateres det helt rigtigt, at antikrists kendetegn, som de angives i Bibelen, passer på ”ét eneste historisk fænomen i verden: det romerske pavedømme”7.
Pladsen her tillader ikke en grundig uddybelse, men jeg vil bede læseren være opmærksom på to fakta:
1) Vi skal lægge mærke til, at antikrists fremtræden sker i forbindelse med et stort frafald:
”Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn” (2 Thess 2,3).
Det største og tydeligste frafald fra kristen tro må være frafaldet fra evangeliet om, at vi får syndernes forladelse blot ved tro på frelseren Jesus Kristus. Denne lære er, som Luther siger det, den trosartikel, hvormed hele kirken står eller falder.
Ved Tridentinerkonciliet i 1547 sagde den katolske kirke følgende i en udtalelse om retfærdiggørelsen: ”Hvis nogen siger, at den retfærdiggørende tro ikke er andet end tillid til den guddommelige barmhjertighed, der tilgiver synderne for Kristi skyld, eller at det er ved denne tillid alene, vi retfærdiggøres: Han være forbandet!8”
Man fordømmer altså dem, som prædiker Bibelens frelsende evangelium. Denne artikel er dermed skrevet af en mand, som er fordømt af den katolske kirke. Men det bekymrer mig ikke det mindste, for ”som spurven flakser om og svalen flyver, sådan når den grundløse forbandelse ikke frem” (Ordsp 26,2).
2) Antikrist skal træde frem midt i kristenheden. Der står om ham, at ”han sætter sig i Guds tempel” (2 Thess 2,4). Antikrist skal altså ikke være en politisk diktator eller en hedensk religionsleder, men skal derimod arbejde ud fra kristenhedens centrum. Han kaldes også for ”lovløshedens hemmelighed” (2 Thess 2,7).
Paven er kristenhedens mest fremtrædende repræsentant. Han arbejder i hemmelighed under dække af Kristi navn og kommer med ”løgnetegn og løgneundere” (2 Thess 2,9-10). Ikke uden for, men inden for den synlige kirke udvikles denne lovløshedens hemmelighed, indtil den kulminerer i ”fortabelsens søn”, som sætter sig i Guds tempel. Paven giver sig ud for at være den kristne kirkes hoved, hvilket kun Kristus er (det græske forholdsord anti betyder ikke kun ”mod”, men også ”i stedet for” – antikrist betyder altså også ”i stedet for Kristus”).
Falsk åndelighed
Jeg har gennemgået nogle træk ved den katolske kirke og ved den indstilling til den katolske kirke, som møder os hos ledende repræsentanter for de kirkelige enhedsbestræbelser i Sverige bl.a. Ulf Ekman, Peter Halldorf og Oase-bevægelsen, som gentagne gange har kaldet pavens egen prædikant, Raniero Cantalamessa, som hovedtaler ved sine stævner.
På denne baggrund burde det stå klart, at den svenske kristenhed ledes vild af sine lederskikkelser.
Vi står alle i en stor og åbenbar fare for at blive suget ind i en falsk åndelighed. Jeg kan tænke mig, at situationen i Finland, Norge og Danmark er meget lig den, jeg har beskrevet i Sverige.
I Sverige finder man den græsrodsøkumenik, som jeg har beskrevet, uden for folkekirkens officielle strukturer.
Troens folk har nok i høj grad, hvis de er nogenlunde vågne, erkendt de folkekirkelige biskoppers frafald, og de søger derfor undervisning og vejledning hos andre åndelige ledere, og det kan være folk som de ovennævnte: Halldorf, Ekman og Oase-bevægelsens ledere.
Alphakurser
I de senere år er de såkaldte Aphakurser blevet meget populære. De har spredt sig fra England ud over hele verden. Alphakurserne er udformet sådan, at alle menigheder, uanset hvilket kirkesamfund de tilhører, kan bruge dem. Derfor siges der i kurserne intet om dåb og nadver, fordi disse trosartikler sætter skel mellem forskellige kirkesamfund.
Kurset består af femten lektioner med en meget stærk overbetoning af Helligånden og nådegaverne. Lektion 9 hedder ”Hvordan kan jeg blive fyldt af Ånden?”, og der gives her en meget konkret instruktion i, hvordan man kan modtage tungetalens nådegave:
”1) Bed Gud om tilgivelse for alt det, som eventuelt kan være en hindring for din modtagelse af gaverne.
2) Vend dig bort fra alt det i dit liv, som du er klar over, er forkert.
3) Bed Gud om at fylde dig med sin Ånd og give dig tungetalens gave. Fortsæt med at søge Gud, indtil du finder ham. Bliv ved at banke på døren, til den lukkes op. Søg Gud af hele dit hjerte.
4) Åben din mund og begynd at prise Gud på et hvilket som helst sprog, som ikke er svensk eller ikke er et sprog, du allerede kender.
5) Tro at det, som du får, kommer fra Gud. Lad ingen fortælle dig, at det er noget, du selv har fundet på. (Det er meget usandsynligt, at du har gjort det).
6) Hav tålmodighed. Det kan tage tid for et sprog at udvikles. De fleste af os begynder med et meget begrænset ordforråd. Sproget vokser frem lidt efter lidt. Sådan er det også med tungetalen. Det tager tid for gaven at udvikles. Men giv ikke op9.”
Det er værd at bemærke, hvorledes Alpha-konceptet i ønsket om at kunne arbejde økumenisk ser helt bort fra lærespørgsmål som dåb og nadver og omvendt udbreder en karismatisk lære om, hvordan man fyldes med Ånden og får tungetalen.
I Sverige er det Oase-bevægelsen, der har copyright på Alpha-materialet.
Kirkevækstbevægelsen og Emerging church
Der findes en række andre tendenser og strømninger i vore nordiske lande, som typisk kommer til os fra udlandet, og som trækker os i retning af ubibelsk økumenik. Jeg nævner nogle af dem ganske kort af hensyn til pladsen:
Amerikanske bevægelser som Kirkevækstbevægelsen med navne som Rick Warren fra Saddleback og Bill Hybels fra Willow Creek og Emerging church (den fremvoksende kirke) med navne som f.eks. Brian McLaren er blevet populære og vinder udbredelse i nordisk kirkeliv.
Man må være forsigtig med alt for grove generaliseringer, men helt kort kan det dog siges, at disse bevægelser er prægede af en postmoderne tankegang, når det gælder sandhedsspørgsmålet. Nogle af deres repræsentanter tror ikke på objektive, læremæssige sandheder, som er tilgængelige for os, og de er derfor naturligt nok åbne for alle kristne kirkesamfund. Andre har en pragmatisk tilgang til sandheden: Det, som skaber kirkevækst, er sandt.
Videre betones det, at man må tilpasse sig samtidens kulturelle udtryksformer. Mennesker må kunne føle sig hjemme i kirken.
Man er villig til at gå meget langt i denne tilpasning, som ikke standser ved de ydre former, men også præger indholdet i forkyndelsen.
Synden, Guds hellige lov og helvede nedtones, fordi sådan noget skræmmer mennesker bort fra kirkerne. Giver man i stedet folk noget, som de oplever positivt og sympatisk, så bliver de interesserede i den kristne tro, mener man. Kirkernes fremgang måles kvantitativt: Jo flere mennesker en menighed kan tiltrække, jo bedre. Dette gælder særligt i Kirkevækstbevægelsen.
Hvordan skal vi vurdere Kirkevækstbe-vægelsen, Emerging church og lignende fænomener?
Svaret er: I stedet for at vinde verdens mennesker, mister man den kristne tro. Det var ikke de lave tærskler og ligheden med verden, som kendetegnede de første kristne menigheder. Det var tværtimod det helt anderledes, som talte til mennesker, der var trætte af og på flugt fra livet i verden. De første kristne menigheder var hellige, dvs. at de var udskilte fra verden. Der gik en skarp og tydelig grænse mellem menigheden og verden, så at forskellen Guds og djævelens rige blev tydeligt.
Hvor Guds ord forkyndes, virker Gud
Jeg behøver næppe at sige, at der naturligvis også sker noget godt i de økumenisk prægede bevægelser. Der er utvivlsomt mennesker, som er blevet omvendt og styrkede i deres tro i disse sammenhænge. Det vil jeg på ingen måde fornægte.
Hvor Guds ord forkyndes, der sker store ting, også selvom meget er svagt og forkert. Herren kan i sin store nåde omvende et menneske også ved en romersk katolsk gudstjeneste. Hvis f.eks. Joh 3,16 eller andre evangeliske bibelord bliver læst op, hvilket sker mange gange i løbet af et romersk katolsk kirkeår, og hvis en kirkegænger enfoldigt tror på det oplæste ord, så er han eller hun et frelst Guds barn.
Da må man blot håbe, at præstens forkyndelse eller de liturgiske bønner ikke kvæler dette menneskes enfoldige tro på Jesus og hans frelsesværk.
Ikke desto mindre vil jeg kraftigt advare mod alle de farer, som møder os i økumeniske sammenhænge. Med den viden, vi har om disse farer, skal vi ikke støtte og engagere os i ubibelsk økumenisk arbejde, men derimod påpege, hvad der er galt i disse sammenhænge, og i stedet lede mennesker ind i rette menigheder, hvor Guds ord prædikes rent og klart.
Gud kan også i sin store nåde bevare sine børn i økumeniske sammenhænge, men vi skal ikke frivilligt, mod bedre vidende, udsætte os selv eller vore børn for farerne her. Da kan vi ikke længere regne med Guds løfte om, at vi vil blive bevarede: ”Vi må regne med Guds hjælp i fristelserne, når vi hverken kaster os selv ind i dem eller forsømmer årvågent og i bøn til Gud at søge kraft til sejr”. Sådan lyder det med fuld ret i den svenske katekismusforklaring fra 1878.
Bibelsk økumenik
Afslutningsvis vil jeg sige noget om bibelsk økumenik. Bibelsk økumenik er at søge enhed på den eneste sande grund, som er Guds Ord. I denne sammenhæng er der tale om den ydre enhed, som vi kalder kirkefællesskab. Der findes allerede en indre, fuldkommen, åndelig enhed mellem alle Guds børn, uanset hvilket kirkesamfund de tilhører. Det er denne fuldkomne enhed mellem Jesu disciple til alle tider, som Frelseren taler om i Joh 17, hvor han beder sin himmelske fader om, at de ”alle må være ét” (v.21).
Denne enhed er allerede et faktum. Jesu bøn var en stærk og mægtig bøn, som straks gik i opfyldelse. Alle kristne er allerede et i kraft af Helligåndens iboen i hjerterne, de regeres alle af den guddommelige kærlighed, de er alle medborgere i et og samme rige, lemmer på samme legeme osv.
Jesu bøn og ønske i Joh 17 kan derfor ikke virkeliggøres nu to tusind år efter ved økumenisk arbejde eller ved formelt samarbejde mellem og sammenlægning af kirkesamfund. Prøver man på det, kommer man for sent, og da forsøger man med menneskelig virksomhed at udrette det, som er Helligåndens indre, usynlige gerning.
Nar vi f.eks. i Sverige oplever, at missionsforbundsfolk, baptister og metodister arbejder på at forenes i én kirke, så er der ikke tale om, at man dermed opfylder Jesu bøn. Der er derimod tale om, at man rejser et monument over den nærmest totale ligegyldighed angående bibelsk troslære, som kendetegner vor tids kristenhed:
I et og samme kirkesamfund kommer man nu til at samle barnedøbende metodister, voksendøbende baptister og missionsforbundsfolk, som aldrig har formuleret eller forpligtet sig på nogen kristen lære, men lader enhver bestemme for sig selv, hvad der er sand kristendom.
Omvendt er det naturligvis ønskeligt, at den indre enhed, som allerede findes, også får et ydre kirkeorganisatorisk udtryk. Dette er imidlertid kun muligt imellem de menigheder, hvor der ikke forekommer nogen fornægtelse af åbenbarede bibelske sandheder.
Et sandt, ydre kirkefællesskab kan kun etableres mellem kirker og menigheder, hvor man bekender Guds ord rent og klart. Da kommer den indre enhed til udtryk i noget ydre, som faktisk også verden kan se.
Bibelsk økumenik handler altså om et kirkefællesskab på den guddommelige sandheds grund. Denne økumenik er vigtig, ikke bare for at verden skal se de kristnes kærlighed til hinanden, men (jf. Joh 13,35) også for vore børns og unges skyld.
I små, isolerede menigheder finder de unge færre muligheder for venskab og senere ægteskab. Faren er, at de i stedet lokkes til ubibelsk økumeniske sammenhænge som Oase-bevægelsen, fordi der er mange andre unge der. Andre af vore unge forsvinder ud i verden. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at undgå unødig isolering.
Tænk, om Herren Gud om nogle år vil give os en forenet, nordisk, bibeltro kirke med en evangelisk-luthersk bekendelse! Dette bør vi arbejde og bede for. Jeg tror, at det kunne betyde, at flere af vore unge ville forblive hos os og ikke søge til ubibelsk økumeniske sammenhænge, og jeg tror, at der også ville blive bedre muligheder for evangelisation og mission.
Men selvom det ikke skulle ske, så må vi alligevel holde fast ved Bibelen og ved en bibeltro evangelisk-luthersk bekendelse. Vi skal ikke give efter for den ubibelske økumeniks fristelser, uanset hvad der sker.
1 Et videoklip fra biskoppens besøg i Livets Ord kan ses på følgende link:
http://www.youtube.com/watch?v=_6HTi78C0F0
(se især fra 3 min. og 30 sek. inde i klippet).
2 Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) § 966.
3 KKK § 973.
4 Foredraget findes som artikel i AKF´s årbog for 2007: ”For att världen skall tro”, Artos 2007. Om de karismatiske katolikkers uddybede forhold til Maria kan man læse på side 43.
5 Foredraget er udgivet af både Kyrkligt Forum, Helsingfors og Pro Veritate, Uppsala.
6 Se ”Troens evangelium Ord og sakrament” s.377-378, Credo Forlag 1994.
7 Bogen er udgivet på forlaget ProVeritate i 1985, og citatet er hentet fra side 675.
8 Citeret fra Peter Olsens artikel ”Tridentiner-koncilets canones om retfærdiggørelsen” i bogen ”Teologi med hjertet”, Dansk Bibel-Institut, 2001, s. 158.
9 Kursusbogen hedder i Sverige ”Livets frågor. En introduktion i kristen tro”, AB Nytt liv, 1997. Vejledningen i modtagelse af tungetalen står s.143.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Lars Borgström
Lars Borgström, præst i Lutherska Församlingen i Stockholmsområdet.