Hvor er der ført mange ufrugtbare samtaler om, hvad vi må som kristne, og hvad vi ikke må. Mon ikke der er mange, der ved indledningen til sådan nogle samtaler i deres stille sind tænker: Så, nu igen!
I de fleste af drøftelserne flyttes der meget lidt. Synspunkterne præsenteres, og man får endnu en gang fastslået for sig selv, hvad man på forhånd mente.
Det kan være vanskeligt at sige, men er det ikke som om diskussioner om, hvad en kristen må og ikke må, bliver færre? Er det, fordi man er træt, eller skyldes det en voksende erkendelse af, at vi som kristne i og for sig må, hvad vi har lyst til? Er den verdslige, kristne livsform ikke så udbredt og alment godtaget, at man kan sige, den har sejret?
Pietisme – et skældsord
Da bladet Pietisten skulle have navn i 1842, blev det sagt, at ordet pietisme ofte er blevet brugt som et skældsord, men at det betegner intet andet end sand og levende gudsfrygt:
”Undersøg, hvad det i virkeligheden er, det, som verden kalder pietisme, og du vil opdage, at det er kristendommens gamle vidnesbyrd, i sand gudsfrygt, nu anvendt på alle det daglige livs forhold. Luk øjnene op og se et mærkværdigt forhold: Gerne må kristendommens sandhed forvares i Bibelen, ordnes i symbolske bøger, samles i kristelige skrifter, omtales i prædikener og berømmes som landets og kirkens klenodier, der giver dem et fortrin fremfor andre. Men – ve den, som fordrer, at disse sandheder må være levende i den enkeltes hjerte, virksomme i det personlige liv! Hans fordring skal stemples som fanatisk, og den, som søger at efterleve den, må nøje sig med ikke længere at kaldes en kristen, men pietist.”
Som det var dengang, sådan er det også i dag. Bortset fra én ting. Nu er det ikke verden, der taler sådan, men nogle kristne, der stempler andre ved at bruge pietismebetegnelsen om dem, så de kommer til at fremstå som loviske hyklere.
Tal med Gud om det
Der er mange forhold, som en kristen må tale med Gud om. Gud hører vores bøn, når vi beder om at blive ledt på hans vej i livets konkrete afgørelser. Men det sker aldrig på en måde, så vi ikke fortsat må bede om Herrens hjælp og vejledning. Læser du Davids salmer, bliver du klar over, at livet igennem bad han om at måtte blive ledt af Herren.
Vor tids store ulykke er, at så få kristne virkelig taler med Gud. De ønsker ikke at skulle leve i denne stadige afhængighed af Gud, vi kender fra David. De gør, hvad de synes, og verdens massive påvirkning har præget deres sind.
Er kristne anderledes?
Hvad gav de kristne deres gennemslagskraft? Hvad har kendetegnet vækkelseskristne siden? Har de ikke været så forskellige, at det ikke er muligt at pege på fællestræk?
Jeg vil pege på ét forhold, der var fælles: Ingen var i tvivl om, hvad de levede for. Der har været mange ting at kritisere dem for. Sådan er det med kristne, hvis gamle natur – kødet – fører krig mod ånden. Det er ikke altid ånden, der sejrer i hvert enkelt slag.
Men ingen kunne være i tvivl om, hvad de levede for: De levede for Jesus. Først og fremmest ham selv, men dernæst også hans rige var deres hjertesag.
Også i dag er der kristne, som i hjemmet, på arbejdspladsen og i menigheden ikke lader nogen være i tvivl om, hvem de lever for. De er overtaget af Jesus og redskaber i hans hånd. Samtidig er der alt for mange kristne, hvis liv i den grad er præget af verden, at selv mennesker, der kender dem godt, næppe nogensinde ville få den tanke, at de skulle have et andet mål i livet end alle andre mennesker.
I verden, men ikke af verden
En kristen skal vogte sig for at fremstille sig selv frommere, end han er. Det kommer der ikke noget godt ud af. Det tjener nemlig kun til, at han kan have en illusion om, at han er noget særligt frem for alle andre kristne, og at han i hvert fald gør alvor af sin kristendom.
En kristens liv på jord rummer alt det, som Luther minder os om i sin forklaring til den første trosartikel. Men levende kristne har altid haft et indre forhold til alting, som gang på gang – uden at de selv er bevidste om det – slår igennem, så ingen kan være i tvivl: Her står jeg over for et menneske, som er fremmed og udlænding på jorden. Jeg taler med en pilgrim.
Det gør altid indtryk at tale med pilgrimme. Derfor vinder de nyreligiøse bevægelser så mange tilhængere i dag. Mange lader sig forblinde af Satan. De tror, at også de når det lovede land, hvis de bare følger de bevægelser og ham, der står bag. De ved ikke, at det er Helvede, der ligger forude. Over for sådan nogle bevægelser står et kristenfolk, der i uhyggelig grad har ladet sig indfange af skabelsesteologien. De har næsten glemt, at de er på vej gennem ørkenen mod det forjættede land. Og hvem vil så følge dem, når der ikke længere er et syn for Himlen, hvor der peges tydeligt på det himmelske hjem som målet?
Vi må tilbage. Tilbage til den gode, sunde, livskraftige pietisme, hvor Guds folk samlet kan synge de sande ond, Brorson har skrevet:
Når Jesu kærlighed kun ret betragtes,
Når verdens herlighed for intet agtes,
Når Himlen er os kær og sød og yndig,
da bliver Herrens hær i striden myndig.
Lyder denne sang fuldtonet i vores liv, så det ikke bare er mundens ord, men også hjertets bekendelse, så er der ingen, der er i tvivl om, hvad vi lever for. Det aflægger både mund og liv vidnesbyrd om. Så giver basunen ikke længere en utydelig lyd. Derfor er der også andre, der vil berede sig til strid.
Fra Båndet nr. 4-1985. Sprogligt opdateret.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
