Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! (Es 55,1).
Til dette vidnesbyrd er jeg blevet inspireret ved at læse et andagtsstykke fra nu afdøde Gunnar Svendsens andagtsbog Ordet er dig nær.
Gunnar Svendsen var formand og ungdomsleder i Østermarie i min tidligste ungdom. Hvad jeg ikke helt forstod dengang, er blevet klart for mig siden: værdien af at have haft åndeligt modne ledere, som tog os ved hånden, udlagde Guds ord for os i bibeltime efter bibeltime. Deres alder var ingen hindring. Jeg er så inderlig taknemlig til Gud for mine søndagsskole-, bibelklasse-, lejr- og ungdomsledere.
I omtalte andagtsbog, som desværre kun er trykt i et begrænset oplag til nærmeste familie og medlemmer i hans egne forsamlinger, skriver han bl.a. i forbindelse med Es 55,1:
Når Herren vil åbenbare os centrale, evangeliske sandheder, gør han det i enkle, dagligdags ord og billeder, som her: om daglige livsnødvendigheder.
Profeten taler til dem, der ikke har noget at købe for. Her er tale om vores sjæls og hjertes behov – at vi ikke selv kan skaffe os det liv og den åndelige føde, som er nødvendig til evig salighed.
Guds første opgave med os er at få os bragt til erkendelse af, at vi er åndeligt ´pengeløse´ og ikke har værdier, der gælder for Gud.
Hvor er det dog vanskeligt for os mennesker at være ´gratister´ hos Gud!
Ofte må Gud arbejde med os gennem lang tid for at få os åndeligt sultne. Først da er vi villige til at tage imod nåden uden betaling.
Når det gælder mange jordiske ting, stiller vi os gerne i kø med en lang ventetid for at få noget gratis. Men når det gælder den uforskyldte nåde, som Jesus betalte en høj pris for at kunne tilbyde os, reagerer den gamle natur i os. Her gælder vel ´noget for noget´. De gode gerninger, som vores næste har brug for, bliver til trældom i stedet for de frugter, som vi ikke selv behøver at kigge efter, men som kun Gud skal have æren for.
Evangeliet er gratis – forstået på den måde, at vi må komme som sultne, tørstige syndere, helt uden modydelse!
For Gud var det en dyr pris at betale! Han måtte ofre alt, sig selv, da han gav os Jesus som betaling for hele verdens syndefordærv. KOM! Modtag alt for intet! Gratis!
Lad os takke Gud for vores åndelige vejledere og daglig bede for dem og deres familier, at de må blive bevaret i ydmyghed og frimodighed i tjenesten.
Udgivet af
Gunver Kjøller-Hansen
Gunver Kjøller-Hansen, Skjern, lærer/hjemmegående husmor, nu pensionist.