I denne artikel vil jeg gerne sige lidt om loven og dens brug. Det er et emne, der kan skrives meget mere om, end jeg formår at gøre her. Men det har fyldt en del i mine tanker, og jeg forsøger her at sige lidt om, hvor vigtig loven er for os, og nogle af de indvendinger eller misforståelser, som jeg kender fra mig selv eller har mødt, som kommer mod loven. Om det lige følger en rød tråd er ikke sikkert, men jeg håber, det kan være til hjælp og nogen afklaring.
Er loven virkelig god?
Lad os bare få det sat på plads med det samme: Ja, loven er god. Bibelen siger, at loven er god, når den bruges, som lov skal bruges (1 Tim 1,8). Alligevel er det som om, mange kristne har et anstrengt forhold til loven, som om den er ond eller farlig.
Loven er god, siger Paulus. Som kristne ved vi, at hele Guds ord er godt og gavnligt for os til at nå målet, vores sjæles frelse. Der er dybest set kun givet én vej til frelse for mennesker, og det er, at loven bliver holdt, af hele din sjæl og af hele dit sind. Den, der ikke holder hele loven, er faldet i synd, og ingen synder kan være i Guds nærvær. For Gud er hellig og tåler ikke synd.
Måske tænker du: Er det ikke evangeliet som er frelsens vej for os mennesker? Og jo, det er det. Det vender jeg lige tilbage til.
Lovens røntgenapparat
Først skal vi se lidt på det med lovens brug. Loven er god, men den skal bruges, som lov skal bruges. Hvordan er det, loven skal bruges? Loven skal holdes, så enkelt er det. Det er sådan, du og jeg skal bruge Guds lov i vores liv. Vi skal holde loven. Paulus siger, at loven kom til for, at faldet skulle blive større. Men hvordan bliver faldet så større?
Alle mennesker er faldet i synd, og en del af syndens væsen er, at vi ikke selv ser dybden og alvoren af synden i vores eget liv. Fordi vi selv er onde, kan vi ikke selv se vores egen ondskab. Vi ved godt, vi ikke er perfekte eller uden fejl, det ved alle mennesker. Men vi ser ikke, hvor dybt ondskaben stikker i vores hjerter, og ser vi ikke det, så indser vi heller ikke vores alvorlige situation, hvor vi står over for Gud med vores liv, vores tanker, og alt hvad vi er. Den indsigt ligger skjult for et menneske. Derfor har Gud givet os sin lov, for at give os en erkendelse af vores egen synd. Denne erkendelse virker Helligånden ved loven.
Mange kristne ved godt, at ved loven kommer syndserkendelsen. Loven kom til, for at faldet skulle blive større, siger Paulus. Så kan man godt fristes til at tænke: ”Ok, jeg ved, jeg er en synder. Jeg ved, at lovens mål er at vise, at jeg er en synder. Så nu hvor jeg ved det, behøver jeg vel ikke tage loven så superalvorligt? Nu har jeg jo forstået det og indset, at jeg har brug for Jesus, og så er loven vel lidt mere sekundær. Det vigtige er jo Jesus.”
Måske tænker du ikke sådan, men det har jeg ofte gjort, eller i hvert fald endt med at leve sådan. Men det er en stor misforståelse og kødets uvilje mod Guds ord. Lad mig prøve at forklare det. Hvis man har et røntgenapparat, og man ikke ved, hvad sådan et apparat kan gøre, så kan man spørge og få forklaret, at et røntgenapparat kan vise dig et billede af noget, som ellers er skjult for øjet. Et røntgenapparat kan se ind i ting. Man kan tage et røntgenbillede af en krop, og så kan man se, hvordan det ser ud inde i kroppen.
Jeg er uddannet smed, og der bruger man også røntgen til at tage billede af for eksempel en svejsning for at se, om der er fejl inde i svejsningen. På overfladen kan det se fint ud, men røntgen viser, hvad der er under overfladen. Nu har du fået forklaret hvad et røntgenapparat kan gøre, så nu ved du det. Men det betyder jo ikke, at du har prøvet at få taget et røntgenbillede af dig selv endnu. Sådan er det også med loven. Bare fordi vi ved, hvad dens formål er, betyder det ikke, at loven har gjort sin gerning i os, og det er heller ikke noget, som kun gøres en gang, nej vi må dagligt have taget et røntgenbillede af os selv og dagligt få afsløret, hvad der er inde i os. Derfor skal loven bruges, eller rettere: Den skal holdes. Det er derfor, der i udgangsbønnen i kirkerne takkes for, at ”du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre”. Der er nemlig noget, der skal gøres.
Hvad vi skal gøre
Hvad er så det, der skal gøres?
Jesus taler om det i sin bjergprædiken. Her understreger han, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den. Jesus vil ikke nedbryde loven, for loven er god, og han vil ikke nedbryde noget, som er godt. Loven står fast.
Og Jesus taler så blandt andet om vrede og siger, at hvis du bliver vred på din bror og kalder ham ”raka” eller ”tåbe”, skal du dømmes til helvedes ild. Mister du besindelsen i din vrede og kalder din broder noget grimt, så bliver du dømt.
Og så fortsætter Jesus; Når du går til alteret og dér kommer i tanke om, at der er én, som har noget imod dig, så lad din gave ligge, og gå først hen og forlig dig med din broder. Hvad skal en kristen gøre? Han skal gøre dette. Jeg kan ikke gå til alteret og vide, at der er en broder, som har noget imod mig, fordi jeg har talt grimt. Jeg må forlige mig med ham, og det kan ikke vente, det må ske først.
Jesus taler også om gengældelse og siger her, at vi ikke må sætte os til modværge mod den, som vil gøre os ondt. Men slår nogen dig på den ene kind, så skal du vende den anden kind til. Vil nogen med rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få din kappe. Vil nogen tvinge dig til at følge ham en mil, så gå to med ham. Giv den, som beder om det, og vend ikke ryggen til den, som låner af dig. Hvad skal en kristen gøre? Det her skal du gøre.
Hvis vi lige lader det synke ind. Der er en, som ved rettens hjælp tager noget fra mig. Et menneske, som er så lusket, så han bruger retten til at tage det, som er mit. Hvad skal jeg så? Skal jeg bære over med det? Nej, jeg skal give mere! Min næste skal mærke min godhed, selv der hvor jeg bliver forurettet. Vil han have mig til at gå en mil, så skal jeg gå to. Igen min næste, som bare ikke kan finde ud af få styr på tingene selv, så nu beder han om min hjælp, og jeg har også andet at give mig til. Ja det har jeg, for jeg skal ikke bare gøre det, han spørger om hjælp til, nej, jeg skal tilbyde en mil mere!
Hvad så hvis det er en af mine fjender, som ikke har fortjent noget godt fra mig? Jesus siger: ”Du skal elske din fjende, du skal bede for dem, som forfølger dig.” Jesus understreger, at hvis vi kun elsker dem, som elsker os, hvad løn kan vi så vente, og hvis vi kun hilser på vores brødre, hvad særligt gør vi så? Nej, det er der intet særligt ved, for det gør hedningerne også. Men de kristne er noget særligt og skal derfor også leve på en måde, så deres liv vækker forundring hos andre, fordi det er så markant anderledes.
Jesus taler også om ikke at samle sig skatte her på jorden, hvor møl og rust fortærer, eller hvor tyve bryder ind og stjæler. I Lukasevangeliet står der om, at vi skal låne ud uden at håbe på at få noget igen, og Paulus siger, at hvis vi har mad og tøj, så skal vi lade os nøje med det.
Altså: Herrens velsignelser kommer til os på mange måder, men der er en fare for, at det bliver vores skat. En skat, som vi ikke vil slippe, og som vi handler med ud fra verdens fornuftige tankegang. Ifølge den tankegang skal man ikke låne ud til en, som man ved, ikke betaler tilbage. Så er man i hvert fald selv ude om det.
Guds ord går i en radikalt anden retning. Du skal dele ud, og du skal gøre det uden at spørge efter, om din næste har fortjent det. Gud selv lader også sin sol stå op over både onde og gode. Sådan skal hans børn også være.
Bibelen taler om to forhold: nøjsomhed og gavmildhed. I forhold til os selv skal vi leve nøjsomt. I forhold til vores næste skal vi være gavmilde. Men det bliver utrolig nemt modsat, så vi er gavmilde over for os selv og nøjsomme over for vores næste. Det er en alvorlig ting, for det kalder bibelen griskhed, og ingen griske skal arve Guds rige, siger Paulus. Så alvorligt er det. Der vil ikke være et eneste grisk menneske i Guds rige, for griske skal ikke arve Guds rige.
Må jeg så ikke eje stor rigdom? Jo, men se til at det ikke er din skat. Bibelen siger: ”Det er Herrens velsignelse som gør rig, slid føjer intet til.” Selvfølgelig skal vi passe vores arbejde, og vi må få vores løn, det siger Paulus også. Enhver skal sørge for sig selv, så vidt det er muligt. Men hvad stræber du efter? Hvad er din skat?
Hvordan ved jeg hvad der er min skat? Det, der er din skat, er det, du ikke vil slippe. Er Herrens ord din skat, så er det dét, du ikke slipper. Er materiel rigdom din skat, jamen så er det dét, du ikke kan slippe, selv der hvor nogen spøger efter den. Vi står i meget stor fare i den vestlige verden, hvor vi har stor rigdom. Stor fare for at lade det materielle styre vores liv og være dér, vi henter vores sikkerhed og ro, i stedet for at stole på Herren. Han siger jo klart, at vi ikke skal bekymre os. Vi bekymrer os måske ikke så meget, lige indtil der er uro omkring vores økonomi, så er det en helt anden sag. Så ser vi mere klart, hvad det er, vi virkelig sætter vores lid til.
Når jeg læser disse ord af Jesus, så oplever jeg, at min retfærdighedssans krænkes. Det råber inde i mig, at det er uretfærdigt. Hvorfor skal jeg bøvle med og belastes af andre mennesker, der ligger, som de selv har redt. De kan da bare …
Hvorfor skal jeg finde mig i uretten? Det er da ikke rimeligt. Vi kan godt leve med, at vores liv bliver styret af Guds ord, men vi kan ikke leve med det, som er uretfærdigt. Det stikker så dybt i os.
Men vi skal finde os i det. En kristen glæder sig ikke over uretten, når han ser, at den rammer hans næste, men han skal selv finde sig i den.
Hvad vil Gud, du skal gøre? Han vil, du skal gøre præcis det her. Jesus tager det nøje med det. Da Jesus udtaler sine veråb over farisæerne for at forsømme det, som vejer tungere i loven, som barmhjertighed – farisæerne har nemlig betalt tiende af dild og kommen, dvs. helt ned til de små krydderier har de betalt tiende – så siger Jesus: : ”Det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes”. Jesus siger ikke, at det med krydderierne er lige meget. Han siger, at begge dele skal gøres. Vi ser, at Jesus ikke nedbryder loven, heller ikke på de mindste punkter.
Jesus siger et andet sted: ”Ve den, som bringer en af disse små til fald.” Du tænker måske, at du ikke er den, som opfordrer andre til at handle ondt. Men har du tænkt over, hvor meget din vejledning er præget af verdens retfærdighedsbillede eller din egen fornuft?
Hvis en kristen bror eller søster kommer til dig og spørger, hvad han/hun skal gøre i en sag, hvor han/hun tydeligvis er blevet uretfærdigt behandlet, hvad siger du så? Hvilken vejledning giver du, når du snakker med dine kristne brødre og søstre om de her ting, som vi har læst om? Kan du sige med sikkerhed, at du ikke lærer andre at gøre det, som er forkert? Jeg kender godt svaret fra mig selv. Med skam må jeg bøje hovedet og erkende, at jeg ofte har gjort netop det.
Kommer loven ind i vores liv, så bliver synden stor. Men er loven så god? Er den ikke dårlig, når den fremkalder alt det onde i mig? Nej, loven er god, men kødet er ikke godt – det er ondt. Men det er ikke lovens fejl eller skyld, det er min skyld. Det er mig, der har synden i mig. Det gør ikke loven dårlig. Jeg skal holde loven, for det er sådan, loven skal bruges.
Et liv i frihed – men ikke for kødet
Måske tænker du: ”Jamen er vi ikke købt til et liv i frihed? Hvad bliver der af denne frihed, hvis vi lader loven binde os på den måde? Er det ikke trældom?”
Svaret er både ja og nej. Luther skriver i et skrift, han kalder ”Om et kristent menneskes frihed”, at vi som kristne har to naturer, en kødelig og en åndelig. Han siger, at vi som kristne er bundet i alt uden at kunne gøre, som vi vil, og samtidig er vi frie i alt. Den frihed, som en kristen har, er en glad og fri samvittighed over for Gud (1 Pet 2,16; 1 Pet 3,21).
Måske tænker du: Det kan da ikke forenes, hvis loven ligger med så tung en alvor ind over en kristen?
Jo, det kan det, for det er nemlig, som vi læste tidligere i Jesu bjergprædiken: Jesus kom ikke for at nedbryde loven, men for at opfylde den. Og nu er vi så tilbage ved evangeliet. Hvad er din trøst og frihed inde i samvittigheden? Er det, at du har fortrængt lovens bud og krav for på en desperat måde at fastholde en følelse af frihed?
Nej, loven er god, og den skal ikke forkastes nogensinde. Men Jesus kom jo netop for at opfylde den lov! Så hvordan kan jeg se frit op mod Gud med en glad samvittighed? Det kan jeg, fordi Jesus har opfyldt loven for mig. Jeg har ikke opfyldt loven, og jeg kan heller ikke. Jeg skal gøre det, det er sikkert, men jeg kan ikke; men det kunne Jesus, og det gjorde Jesus. Ja, det var faktisk derfor, Jesus kom. Fordi der kun er én vej til frelse for alle, og det er lovens opfyldelse. Derfor måtte Jesus opfylde loven for dig og mig, for at vi kunne frelses. Det var præcis det, Jesus gjorde. Han nedbrød den ikke, men opfyldte den for dig. Derfor kan du have en fri og glad samvittighed uanset, fordi Jesus opfyldte loven for dig.
Men når jeg nu ikke opfyldte loven, så er jeg jo skyldig til Helvedes ild, som Jesus sagde det? Ja. Du og jeg er skyldige til evig dom og straf. Men Jesus opfyldte ikke kun loven for dig, han tog også din skyld og straf. Den sætning tog mig fem sekunder at skrive, men det kommer til at tage mere end hele mit liv at forstå. Jo flere røntgenbilleder loven tager, jo mere ufatteligt er det for mig. Det er den frihed, en kristen ejer inde i samvittigheden. Så svaret på, hvordan vi bliver frelst, er, at Jesus har opfyldt loven for os og taget vores synd og straf på sig, og vi frelses ved ham.
Men en kristen er også bundet, siger Luther. Det skyldes, at vores gamle natur, det, som er født af kød, stadig er kød, stadig er ondt, og det kan ikke ændres. Ondskaben bliver i os, og derfor kan kødet ikke positivt motiveres til at gøre det gode, men må tvinges og holdes i trældom under loven. For nok er mit kød ikke godt, men det skal sandelig ikke styre mit liv. Det skal tvinges ind under loven og leve sit liv der. Her kan man ikke vente på den rette følelse eller motivering, det skal gøres med tvang.
”Er det så ikke et liv i lovtrældom?” kunne man spørge. Jo, for kødet bliver livet en trældom under loven. Men det er en god og nødvendig trældom. Lovtrældom, som ikke er godt for et menneske, det er den trældom, hvor min samvittighed over for Gud er bundet under loven eller under, hvor godt det lykkes for mig at opfylde loven. Det er lovtrældom, som ender i fortabelsen. For hvis jeg vil holde loven op som bevis på min retfærdighed, så må hele loven være holdt, som Paulus siger. Derfor holder vi Jesus op som vores retfærdighed, for han opfyldte hele loven. En kristen, som glæder sig i hjertet over, at Jesus har opfyldt loven, men tvinger sit kød til lydighed mod den samme lov, han lever ikke i lovtrældom. Han døder kødets lyster, for som vi har set tidligere; loven er god og derfor er det godt at holde den.
Kødets udveje og indvendinger
Paulus er ikke mindre optaget af at holde loven, efter han er blevet en kristen. Han siger selv, at han er hård mod sit legeme, og hans begrundelse er vigtig at få med. Han er hård, for at han ikke selv skal ende med at gå fortabt.
Det er vigtigt at forstå. Men lad os lige starte et andet sted. Jeg kender ikke dig, men jeg kender mig selv og ved, at mit kød kan komme med mange indvendinger. En af dem er, at Jesus jo er død for al synd, også den, jeg er uvidende om. Så tænker fornuften: ”Var det så ikke nemmere at leve med en stor grad af uvidenhed? Det virker mere overkommeligt – så er der mindre kamp; jeg kan slappe af og tænke: Jesu offer gælder jo også for uvidenhedssynder, og så går det vel alligevel?”
Det er rigtigt, at Jesus er død, også for de synder, som vi ikke selv er bevidste om, men selvom vi ikke er bevidste om synden, så er synden ikke neutral. Det ser vi i begrundelsen, Paulus giver. Hvorfor er han hård ved sit legeme? For at han ikke skal gå fortabt. Ja, det er faktisk det, Paulus siger. Jamen lever han da ikke i troen? Jo, men kødet vil og elsker synden. Synden er en stærk magt i os, og vi kan blive trætte i kampen mod synden. Så trætte at vi giver op og slutter fred med den. Sker det, så går vi fortabt. For vel er Jesus død for uvidenhedssynder, men synd, som vi er bevidste om, men ikke vil bekende som synd mere, det er Jesus ikke død for: ”Kære hjerte, et af to, syndens vej at fly og hade eller lide sjæleskade.” Sådan synger vi. Synden må bekendes for Gud. Og når det ikke er en fordel at leve i stor uvidenhed, så er det, fordi syndens konsekvenser i vores liv ikke udebliver, bare fordi vi er uvidende om synden. Vi kan som kristne ende i mange farer og fristelser, som kan føre til frafald, hvis vi søger at leve i stor uvidenhed om synden, fordi det er mere komfortabelt for kødet. Men det er, som prædikeren siger: ”Megen viden, megen smerte” (Præd 1,18). Det gælder også her. Derfor kan vi også fristes til at være uvidende, men det skal vi ikke. Vi skal leve med smerten.
I tvang og sang
Nu tænker du måske: ”Bliver kristenlivet da ikke meget lov og meget trældom”? Jo, det gør det. Jesus sagde, at det, som er født af kød, er kød. Hvis du tænker over, hvem du er, din personlighed og tanker – alt det er født af kød, og alt det skal leve i tvang. Eftersom alt hvad vi er, på nær troens nye liv, er født af kød, så vil vi også i meget høj grad have en følelse af et liv i tvang.
”Altid er jeg udi tvang, altid er jeg fuld af sang,” synger Kingo i sangen ”Aldrig er jeg uden våde”. En kristen lever sit liv i tvang, men jubler hele vejen hjem over, at ”Gud er god! Se hvor er Guds nåde stor! Gud er god! (…) Mod os uretfærdige: Gud er god! Mod de mest uværdige: Gud er god! Højt som himlen hvælver sig, nåden er i Kristus rig. Kom, han vil forbarme sig. Gud er god!”
Det er, hvad Bibelen selv lærer. Vi er endnu ikke kommet frem til hvilen. Derfor skal du ikke hvile nu. Men bare rolig! En dag så skal du få lov at hvile i al evighed, og der skal intet af det, du måtte ofre her, være spildt.
En kristen længes efter hvilen, og vi ser det også i mange gamle sange og salmer. Sukket og længslen efter hjemmet, efter at blive fri, som Paulus siger det. Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?
Al den suk og længsel skyldes, at kødet må dødes, synden afsløres og bekendes. Det er et liv, som altid er udi tvang, og det er hårdt. Vi skal ikke tale anderledes om det eller om kristenlivet, for det er ikke ret. Det er en kamp, det er en strid. Men det er en god strid! Bliv ved at stride!
Lys og salt
Jesus taler om, at vi er lys og salt i verden. Lige efter taler han så om, hvordan vi skal leve som kristne, som vi også var inde på det. Det skal med i forståelsen at de kristnes liv i verden. Når Jesus siger, at vi ikke bare skal være flinke og gode ved dem, der er flinke og gode ved os, så begrunder han det med, at sådan er hedningerne jo også. Altså hvis vi lever som hedningerne så er vores liv ikke noget lys for verden, hvor de kan se, at vi ikke er af denne verden.
Peter er også inde på det, når han taler om, at en kvinde ikke skal lade sig skille fra sin ikke-kristne mand, hvis manden ikke ønsker det. I stedet skal hun med sine gerninger søge at vinde sin mand for evigheden. En stor del af kristen mission starter ved vores liv og den måde, vi lever på.
Jeg har en kollega, som jeg havde tilbudt noget træ, han kunne købe af mig. Da han så spurgte mig, hvad jeg skulle have for det, tilføjede han: ”De kristne går jo altid meget op i, hvad ting er værd.”
En anden gang hørte jeg en håndværker sige, at de værste at arbejde for, det var de kristne, for de var aldrig tilfredse. Der var altid noget i vejen, eller prisen blev så presset.
Hvis det er sådan et aftryk, vi som kristne sætter i verden, så er vi ikke lys længere, hvor andre kan se, at vi ikke er af denne verden; at vi har en anden skat.
De kristne er et lys, som lyser ud af godhed og mildhed, barmhjertighed og overbærenhed. Alt det gode kan vi frit gøre, det er loven jo ikke imod, som Paulus siger det.
Paulus understreger med al tydelighed, hvor meget det betyder for al kristen mission og evangelisation, når han siger: ”Hvis ikke jeg har kærlighed, så er jeg en rungende bjælde.” Al tale, jeg kommer med, alt det, jeg ønsker at få sagt til mine nærmeste, til mine naboer, ja alle jeg møder, det runger hult, hvis ikke jeg har kærlighed. En kristen uden kærlighed er tom.
Troens frugt
Hvad så med troens frugt? Det er en frugt, som vokser frem fra troen, og den frugt er, at du indefra oplever en ny vilje og lyst til at gøre det, som er godt. Du ser at loven er god, og nu vokser der en lyst til at gøre det gode frem. Du har fået så meget tilgivet af Jesus, du har fået alt for intet. Du kan leve dit liv uden at bekymre dig om det, som hører dagliglivet til, for din himmelske far ved, hvad du trænger til. Så nu skal min næste mærke kærligheden. Det vokser frem indefra i takt med, at jeg selv knyttes til Jesus.
Der er bare det, at kristenlivet veksler. Ikke alle dage er lige, som der står i en sang. Der er dage, hvor jeg ikke mærker glæde og lyst vokse frem indefra. Skal jeg så ikke gøre det gode alligevel? Jo, fordi en kristen både er kød og ånd må du regne med, at kødet tit og ofte stikker hovedet frem og vil bestemme. Derfor er en kristen altid udi tvang med sig selv.
Troen bærer frugt i vores liv. Du ser den måske slet ikke selv, men det må ikke være en sovepude for kødet, så jeg tøver med at gøre det, som Gud vil, jeg skal gøre.
Forkyndelse af loven
Når nu loven er god og helt nødvendig for min frelse og min bevarelse, hvorfor prædiker vi så ikke lovens bud og krav for fuld hals? Hvorfor hører vi så sjældent en prædikant holde lovens ord frem, uden at han straks føler, at nu leder han tilhørerne ud i lovtrældom og må trække lidt fra buddet, så det ikke bliver for voldsomt? Hvorfor er lovens ord vanskelige at prædike?
Jeg kender ikke alle svar på det, men en ting vil jeg pege på, som jeg tror, kan være en årsag ind i vores tid. Søren Kirkegaard siger, at mennesker ikke skal komme i kirken for at få alle deres problemer løst – nej, de skal komme i kirken og få et nyt problem, som overstiger alle andre problemer, og så få det løst. Det lyder måske enkelt og helt logisk, men det er ikke så nemt.
Prøv og tænk på alle de mennesker, som kæmper i deres liv i dag. Alle dem, der mistrives. Så mange mennesker er i nød og har det svært på den ene eller anden måde. Nu skal du prædike et ord, som giver dem et problem, der er langt større end det, de allerede oplever. Det er ikke nemt.
Vi fristes til at lade lovens ord stå, lade dommen ligge, for det virker ukærligt i situationen. Selv fra talerstolen virker det ukærligt, og så tier vi med det. Vi fristes til at hoppe over problemet og bare gå til løsningen, og så taler vi Kristus ud alle vegne, for han er jo frelseren.
Vi mangler at se nødvendigheden af lovens gerning: Synden skal blive stor i os. Alle har brug for at høre om det, som vælder imod dem med al kraft: Guds frygtindgydende dag, som snart kommer.
Hvad vil alle mennesker bebrejde os, hvis de når frem til fortabelsen i uvidenhed?
Hvorfor advarede I os ikke? Hvorfor advarede I os ikke?
Det er det budskab, vi kan gå med til verden. Vi må være et varsel om det, som kommer, ligesom Noa var det i sin tid. Verden må advares mod det, som kommer, og høre, at der findes en vej til frelse. Alle har brug for at få synden som deres absolut største problem, for den store dag kommer.
Forkyndelse af fortabelsen
Og her skal vi nok have med, at Guds store og frygtelige dag er en dag, som for mange vil ende med straf. Jeg tror, vi bliver mere og mere fremmede for det med straffen; tanken om, at vi bliver straffet, taler vi ikke meget om mere. Faktisk vil jeg mene, vi er godt i gang med at fortrænge det.
Vi er så præget af tanken om positiv motivering. Det møder vi alle steder, i opdragelse, i skolen og børnehaven og på arbejdspladsen: positiv motivering.
Bibelen kalder os ind i lyset. ”Kom til mig,” siger Jesus. Men Bibelen taler også meget klart og advarende om den evige straf, om Helvedes ild, om det frygtelige at falde i den levende Guds hænder. Helvedes evige ild er tænkt til Djævelen og de onde ånder, men har vi ikke fundet ind til Gud i lyset, så siger Jesus, at vi har Djævelen til far, og så vil vi komme til at dele straf med Djævelen. En straf, der består i evighed.
Det, som Djævelen har gjort, er ondt, og vi kan godt se det rimelige i, at han skal og må straffes i en evig fortabelse, for han er ond. Han er løgnens far. Det, vi må huske på, er, at vi uden troen på Jesus kommer til at dele straf med Djævelen, fordi vi enten har Gud til far eller Djævelen. Vi må ikke stoppe med at advare os selv og andre om fortabelsens mulighed og frygtelige straf i al evighed i Helvede.
Prædiker vi de her ting, møder vi modstand. De omvendte sig ikke på Noas tid, Israels folk slog flere af profeterne ihjel, og Jesus blev korsfæstet. Men vi prædiker og vidner ikke for dem, som fortabes, men for dem, som tager imod Guds ord. Dem, som omvender sig. Vi ved bare ikke, hvem der vil høre og tage imod. Derfor må vi vidne og prædike for alle. Men det ved vi: Prædiker vi ikke Guds ord i lov og evangelium, så bliver ingen frelst. For kun Guds ord kan nå et menneske, og kun ved Guds ord kan Helligånden skabe troen på Jesus.
Vores egen version af loven
Hvad med farisæerne? Farisæerne er de her mennesker, som i Bibelen står som advarende eksempler. Er det ikke farisæisk at tage loven så alvorligt? Jesus revser jo farisæerne?
Det er rigtigt, at Jesus revser farisæerne, men det skyldes ikke, at de tog loven for alvorligt, det skyldes, at de ikke tog den alvorligt nok – eller rettere: De brugte den ikke, som lov skal bruges. For de holdt den ikke. Det vil sige: De havde selv en oplevelse af, at de overholdt loven, men det var, fordi de lagde deres vægt og fokus på det, de kunne overholde i loven, som bl.a. tiende af dild og kommen. Det var ikke nemt, men det kunne lykkes for dem at opnå en form for retfærdighed ved at leve efter loven. Derfor havde de ikke brug for Jesus og ventede heller ikke på Israels trøst, for de manglede ikke nogen trøst.
Men vi skal passe på med at se ned på farisæerne. Gør vi det, så risikerer vi at blive hovmodige og ikke se farisæeren i os selv. For det der med at fokusere på enkelte dele af loven er slet ikke så fjernt fra os. Faktisk er det det, vi automatisk gør. For vi kan ikke leve under nogen krav, vi ikke kan opfylde – så reagerer vi.
Det sker hele tiden helt automatisk. Møder vi et krav, som er for stort, så synes vi, det er urimeligt, og så finder vi vores egen vej i det.
Igen er det vores egen retfærdighedssans, som bliver udfordret. Hvis du oplever din næste urimelig over for dig, så er du hurtig til at konkludere, at han selv er ude om det. Du forsvarer din handling. Eller hvis du møder krav, som er urimelige eller helt ufornuftige, så får din lydighed også en grænse, fordi det simpelthen er for dumt eller urimeligt.
Den slags situationer møder vi igen og igen på forskellig vis, og vi har forskellige områder, hvor vi udfordres. Men Guds lov siger, at vi skal finde os i uretten. Det får vi nemt justeret på. Det betyder ikke, at vi mener, at vi frelst ved vores gerninger, men det betyder, at synden i os ikke bliver kendt, når vi ikke vil bøje os under Guds bud. Vi ender utrolig nemt med at få vores egen version af loven, sådan at vi også lægger vores vægt på enkelte dele af loven, ligesom farisæerne gjorde. Vores vægt er måske et andet sted, men det vigtige i loven, som Jesus nævner – ret, barmhjertighed og troskab – det forskyder sig også nemt i vores liv. Derfor må Helligånden igen og igen styrke troens liv, for kun troen ser det gode i hele loven og vil ingen overspringshandlinger godtage. For loven er god.
Lader vi lovens ord ligge, så synden ikke fortsat bliver stor, så sker det over tid, at vi ikke kan skelne den ene Jesus fra den anden, den sande fra den falske. Det sker, fordi det kun er dem, der virkelig lever af evangeliet som opdager, når det ikke er der. Uden loven, eller med vores tilpassede lov, så bliver vi selvsikre.
Tænk på, at Jesu frelse er en redning. Hvis du er ude på det åbne hav og er faldet i vandet, og der så bliver smidt en redningskrans ud til dig, så vil du gribe fat i den med al din kraft, for den er din redning fra druknedøden. Hvis du derimod er inde i svømmehallen, så tager du det noget mere afslappet. Her kan du nå bunden. En redningskrans er fin nok, den er god at have, men du kan også klare det meste selv.
Det er forskellen på, om loven bruges ret, eller om der bliver lavet små justeringer. For den, som ser sin synd og erfarer den, bliver frelsen det hele, og man vil ikke vide af noget andet end min korsfæstede Herre Jesus. For den, hvor loven rettes lidt til, da er det med korset fint nok, men der er også andre ting. Og Jesus bliver jo også nævnt, og det går nok det hele. Vi skal heller ikke skabe splid! Nu må vi lige give plads, og vi forstår det jo lidt forskelligt, og sådan kan man blive ved. Sanserne sløves. Ørene sløves. Man er godt nok i vandet, men det er bare en svømmehal.
Gør det så meget?
Vi står alle i fare for at sløves. Hans Erik Nissen skrev engang en leder, som hed ”Gør det så meget?”
Denne tankegang kender de fleste nok. Vi sløves og tænker: ”Gør det så meget, gør det så meget?”
Hans Erik skriver: ”Ja, det gør det, for denne tanke udvikler sig til ’det gør ikke noget’, og så er der sluttet fred med synden, og et menneske er fortabt. Det sker langsomt og umærkeligt. Man giver plads for synden, hører ikke lovens bud, siger til selv ’vi kan jo ikke opfylde loven, det kan jo ikke lade sig gøre, så hvad nytter det, vi er jo alle syndere, vi frelses jo af nåde.’ Stille og roligt får synden plads. Vi sløves, vægten i loven forskydes. Pludselig, uden vi begriber det, står vi blandt de mange, som kaldte sig kristne, som Bibelen taler om, står uden for Himlens port og ikke begriber, hvorfor vi ikke er indenfor. Har vi ikke været med, har vi ikke gjort det ene og det andet, har vi ikke? Men Jesus kender os ikke. Har du lagt mærke til, hvad der ikke bliver sagt om de mennesker, som står udenfor? Ingen siger ’Har jeg ikke bøjet mig og bedt om forladelse for min synd?’ Det er der ingen, der siger. Hvorfor ikke? Fordi ingen, som har levet sådan, står udenfor. De er alle sammen indenfor. Hvorfor endte de udenfor? Synden var ikke blevet deres største og dybeste problem. Derfor havde deres kristenliv haft et andet fokus end frelsen.”
Gud taler ikke til de andre
Loven skal holdes, som den er. Den skal ikke justeres ned. Der er forskel på buddene, men Jesus siger, at det ene skal gøres, og det andet ikke forsømmes. Derfor må vi høre Guds lov og tage den til os. Luther sagde buddene højt for sig selv hver dag for at minde sig selv om dem. Jeg tror, det ville være godt for os også. Vi må minde os selv om, hvad Guds lov siger, så vi ikke ender med vores egen tilpassede version. Derfor er det vigtigt, at vi hører den igen og igen.
Her oplever jeg, at kødet prøver at snige sig udenom. jeg kender ikke dig, men jeg kender mig selv. Jeg har en tendens til, når jeg hører Guds ord, og især loven, at sidde og tænke på, at det kunne han eller hun godt trænge til at høre. Så kører mine tanker rundt til dem, som jeg mener, kunne trænge til at høre det og det. Ja, der er ikke megen fromhed over det. Men det skal vi huske hinanden på. Når Gud taler, så taler han altid til dig. Han taler ikke til de andre. Når du hører hans røst, hans ord, så taler han til dig og kun til dig. Skulle dine tanke gå til din næste, så husk Jesu ord: Din næste har kun splinter. Det er splinter det hele. Bjælken, den sidder i dit eget øje.
Det er hårdt for kødet, når det ikke kan slippe udenom. Det er langt nemmere at klare næstens synder.
Omvendt så er det den rigeste trøst for troen, for det gælder også, når evangeliet lyder. Gud taler til dig! Det er dig, han vil tale til. Det er dig, som får lov at høre hans røst, der siger: ”Jeg har opfyldt loven for dig – det er ikke for din næste, det er for dig.”
Vi må ikke vige udenom lovens gerning i vores liv. I lignelsen om sædemanden hører vi om ordet, som bliver sået over det hele og falder i forskellige jordtyper. Der er en del såsæd som ikke vokser op og giver udbytte. Når Jesus så giver forklaringerne på, at noget såsæd dør, så er det tankevækkende, at alle årsager til, at kornet dør, i overført betydning er, at lovens gerning ikke var sket i hjertets jord. Der var nemlig alt muligt andet, der fyldte i hjerterne. Synden var ikke det store problem.
Nu siger lignelsen ikke noget om lov og evangelium. Den siger bare ”ordet”. Men for mig har det alligevel været med til at understrege lovens betydning i forkyndelsen. Synden må blive dit og mit største problem.
Har dine grænser rykket sig?
Hvis vi lige vender tilbage til Jesu bjergprædiken, så taler Jesus om ægteskabsbrud og siger, at den, som ser med et lystent blik på en anden mands kone, har begået ægteskabsbrud med hende i hjertet. Et lystent blik. Tænker du og jeg på det, når vi tænder for fjernsynet eller internettet? Hvor meget har din grænse rykket sig i forhold til, hvad du mener, er forkert at se?
Nogle kristne har det sådan, at det med fjernsyn og internet, det skal andre ikke blande sig i. Det er en sag mellem dem og Gud. På den måde mener de, at der kan være forskellige grænser her. Sådan kan nogen også have det med fartgrænser eller skattesystemet eller sladder og bagtalelse. Vi siger til os selv, at det er noget, jeg selv styrer. Det skal andre ikke blande sig i. Vi kan se og opleve det lidt forskelligt!
Det er rigtigt. Andre kommer ikke til at blande sig i det, og det er også det, loven forsøger at vise dig. Det er og bliver Gud, du skal stå til regnskab overfor, som der står i Hebræerbrevet: ”Ingen skabning kan være usynlig for ham, alt ligger blottet og åbent for hans øjne, og ham står vi til regnskab for.”
Har du tilladt synden i dit liv med indvendingen, at ”det er jo helt umuligt ikke at falde i synd på de her punkter”?
Ja, det er umuligt at blive syndfri. Men kære ven, slut ikke fred med synden! Overtrædelse af disse bud kan blive så almindelige, at vi ikke regner det for synd mere. Bringer din hånd dig til fald, så hug den af, bringer dit øje dig til fald, så riv det ud, siger Jesus. Vær årvågne og på vagt: Djævelen går rundt som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.
Bekend synden for Jesus som det, den er. Giv Guds ord ret, når det dømmer dig. Det, som Bibelen kalder for synd, er synd. Om så alle andre lever, som om det ikke er synd.
Vi synger i en sang: ”Du må komme til Jesus for tusinde gang”. Det er en ufattelig nåde, at vi må det. Og det er en lige så ufattelig smerte, at vi ender med at skulle gøre det. Derfor fristes vi til at give op og give plads til synden. Djævelen hvisker, at loven er ond og uudholdelig når det bliver tungt. Men det er ikke loven, der er ond, det er mig. Smerten, jeg har, er alene min egen skyld, fordi jeg er en synder.
Troens gode strid
En kristen er kaldet til et liv i kærlighed. Kødet er ikke kærligt, men ondt og selvoptaget. Derfor vil kødet ikke af sig selv udvise kærlighed. Allerhøjest en god opdragelse. Men en kristen er kaldet til at elske, og det kan kødet ikke.
Kan kødet ikke elske næsten af en god og fri vilje, så må det gøre det under tvang. Næsten og Gud skal elskes. Der, hvor en kristen gør det, vil der altid være en skærende kontrast indeni. Det gode, som jeg gerne vil, det kan jeg slet ikke, og selv med tvang mislykkes det ofte. Det betyder, at synden bliver kæmpestor. Alt håb forsvinder. Men så kommer Helligånden igen og minder om, at der, hvor synden er stor, der er nåden langt større. Loven er opfyldt for dig. Livet igennem oplever vi det, og lovens mål er, at vi står som dem, der har fået tilgivet meget. For dem, som har fået meget tilgivet, elsker meget, siger Jesus og det er din kærlighed til Jesus, som må vokse og blive stor, sådan at du ikke siger ham farvel, når det koster.
Jesus siger, at mange vil falde fra, når der kommer trængsler. Fordi synden var lille, så var kærligheden lille, og så blev prisen for at være en kristen for stor, når der kom trængsler.
Loven er god og helt umistelig for os. Den tjener til din frelse, den tjener til din bevarelse, og den tjener din næste. Uden loven forsvinder værdien af Jesu fuldbragte værk på Golgata.
En kristen har to naturer, som ligger i strid med hinanden, og den strid, den kamp, ophører en dag. Da bliver det den evige hvile.
Indtil da: Bliv ved at stride. Kære ven, strid troens gode strid, stå synden imod, lad Guds ord lyse ind i dit liv. Tag det til dig, bøj dig under det. Tro på, at Jesus har opfyldt loven for dig. Bliv ved med at håbe på den dag, som snart skal komme, hvor alt bliver hvile. Elsk din næste i alt, indtil du er fremme.
”Begyndt er ikke endt, det må du vide, som har din Jesus kendt, bliv ved at stride! Alt, hvad dit hjerte vil fra himlen vende, skal overvindes til den sidste ende. At stå med magt imod på alle sider, den sag er ret og god for den, der strider, men der vil mere til sin krans at finde, bestandigheden vil alene vinde.”
Og midt i al kamp og tvang og nød, glæd dig da og syng:
Hvo vil mig anklage
og for dommen drage
hen på Sinai?
Synden jeg bekender,
men til Jesus render,
dermed er jeg fri.
Mød mig da
på Golgata,
Jesus skal min sag antage,
hvo vil mig anklage?
Intet kan varme hjertet op som Jesus. Hans åg er let. Og så kan det nok være, at lysten til at elske Gud og næsten vælder frem indefra, og vi må tvinge kødet ind under loven igen som Guds trælle.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.
