En ny kraft
Disciplene er ikke til at kende igen efter pinsedag. Det er ikke åbenbaringen af Jesus i dagene mellem påske og pinse, som bliver det store vendepunkt i deres kristenliv. Hvor betydningsfuldt det end har været for dem at mødes med deres opstandne Herre, og hvor meget dette møde end har fyldt dem med glæde, så er det Åndens udgydelse på pinsedagen, der er altafgørende.
Før pinsedagen er de prægede af frygt, rådvildhed, og de er alle forsagte, men modtagelsen af Helligånden ændrer dem totalt. Tænk bare på Peter i ypperstepræstens gård og hans myndige fremtræden pinsedag. Han er nu præget af det, som folkeskarerne ikke kunne lade være med at undre sig over hos Jesus: Han underviste dem som en, der havde myndighed.
Før pinse lignede disciplene, hvad dette angår, farisæerne og de skriftkloge, men udgydelsen af Helligånden over dem giver dem den myndighed, der kommer til udtryk gennem Peters ord til rådet: ”Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt” (ApG 4,19-20).
Samtidig er der en forunderlig dynamisk kraft i deres budskab. Det når ikke alene til tilhørernes øren, men går dem til hjertet i en sådan grad, at det føles som pile, der borer sig ind. Mennesker kommer i syndenød, spørger efter frelse og finder hvile ved det uforskyldte evangelium.
Endnu en ting må nævnes. Efter pinsedag er menigheden ét legeme, hvor hver enkelt lem tjener de øvrige med de gaver, som Gud har skænket til sit folk. Det er helt tydeligt, at de hellige nu lever i nådegavernes tid. Og Gud har givet rigeligt. De er prægede af den indbyrdes kærlighed, og de elsker ikke alene i ord. Kærligheden giver sig udslag i livet. De lukker op for næstens nød, de lider med den nødstedte, og de handler for at hjælpe.
Helligåndens gerninger blandt os
Lever vi før eller efter pinse? Er vi ikke prægede af netop det, der karakteriserede disciplene før pinsedagen? Er vi ikke forsagte og rådvilde? Mangler vi ikke troens myndighed? Hvorfor er der så lidt gennemslagskraft i vores vidnesbyrd og forkyndelse? Er hemmeligheden ikke den, at vi mangler Helligånden?
Disse spørgsmål har du sikkert mødt før. Mange af dem, der er grebet af den karismatiske bevægelse, stiller dem nemlig, og spørgsmålene lægger en svarene i munden: ”Jo, jeg kender det. Ængstelsen over for de andre. Mit vidnesbyrd er mat og forsagt, og jeg mangler sand kærlighed til brødrene og dem, der står udenfor.”
Er disse svar udtryk for en sand bedømmelse af situationen, eller kan de være dikteret af Satan?
Der står i 2 Tim 1,7, at Gud ikke har givet os en fej ånd, og der er ingen tvivl om, at Satan med alle til rådighed stående midler søger at sprede modløshed blandt kristne. Det gør han blandt andet ved uafladeligt at pege på en del af sandheden, men han undgår altid hele sandheden.
Du, som kender Kristus, har så sandelig erfaret, at Ordet ikke har mistet sin gennemslagskraft. Kristus har frelst dig og mange med dig. Gud føjer stadig nogle til, som lader sig frelse. Det er også sket i dette år, og det sker både hos os og ud over jorden. Det enkle ord om Jesu gerning for syndere frelser stadig fortabte. Gud gør igen og igen dem til skamme, som mener, at det gamle evangelium er forældet. Gud lader undere ske.
Der kan også fortælles om mange eksempler på trosfrihed og troslydighed. Under de største vanskeligheder giver Gud frimodighed i tjenesten. Vel må der ofte sås med gråd, men i tillid til Herren er der mange, som har strøet sæden ud, selvom de ikke har set resultater. Det er også sandt, at der mange steder endnu ikke er noget at se, men der sker noget under jorden. Sæden spirer, og enkelte har den glæde at høste med frydesang.
Vi kender også til kærlighedens omsorg, nøden for de ufrelste og hjælpsomheden over for dem, der er i nød.
Det kunne tyde på, at du er rig og har vundet rigdom og intet trænger til, er der sikkert en og anden, der vil sige. Alt står så velsignet godt til. Det hele går, som det skal. Nej, det være langt fra! Men Helligåndens gerninger midt i en menighed af syndere hverken vil eller kan vi fornægte. På trods af os lader Gud undere ske og lader os se, at Han står ved sit ord. Løfterne kan ikke svige, nej, de står evigt fast.
Det levende ord
Vi lever efter pinse. Guds ånd, Talsmanden er hos os. Det er ikke vores fortjeneste, men nåden i Kristus, der er grunden til det. På baggrund af denne virkelighed vil vi høre formaningerne: ”Gør ikke Helligånden bedrøvet” og ”lad jer fylde af Ånden”. Gud giver nemlig ikke Ånden efter mål. Han giver rigeligt, og han ønsker at komme til med sine gaver.
Der er noget i Guds børn, der kan hindre hans værk. Det er syndens gamle surdej, der skal renses ud, dvs. alt syndens væsen hos dig må ind under Lammets rensende blod. Bekend din synd for Herren og for mennesker, så du får renset ud. Uopgjort og undskyldt synd hindrer og dræber Ånden. Det sker også, når du ikke er lydig over for det, som Ånden minder dig om. Hvor er der mange, som ikke søger næring for deres åndelige liv. De fører en hensygnende tilværelse, fordi de ikke tager næring til sig. De er som mennesker, der sulter, fordi de ikke spiser den mad, de har.
Lad jer fylde af Ånden. Hver eneste kristne, der læser disse linjer, skal tage denne formaning til sig. Gud vil skænke dig mere af Ham, som lærer, minder, vidner og overbeviser.
Den første pinse betød en ting: Ordet om Jesus var levende. Mens mængden endnu var optaget af tegnet, havde de et helt usædvanligt diskussionsemne, men da Helligåndens forkyndelse lød gennem Peters mund, førtes forsamlingen frem mod centrum: Jesus Kristus. De enkle, klare, evigtgyldige frelseskendsgerninger om Jesu offer til frelse for syndere blev prædiket. Der er en nøje sammenhæng mellem dette budskab og Helligånden.
I Korinth havde Paulus besluttet sig for kun at ville vide af Jesus Kristus og det som korsfæstet. En stor mængde blev frelst, fordi netop dette budskab virkede ved Ånds og krafts bevis.
I tillid til dette evangelium vil vi virke i vores hjemlige sammenhæng og på missionsmarken i andre lande. Vi ved, at Herren stadfæster gerningen. Han har gjort det siden pinsedag, og han vil gøre det, så længe det endnu er dag.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.
