Forførelsens ja

”Kan man være praktiserende homoseksuel og samtidig følge Jesus?”

Det var en ældre mand, som stillede spørgsmålet. Han var kristen og far til en søn, der havde en homoseksuel orientering. Manden ønskede, at sønnen skulle tro på og følge Jesus. Men kunne sønnen gøre det, hvis han samtidig levede som praktiserende homoseksuel? Kan man forene de to ting?

Spørgsmålet var rettet til Mikael Wandt Laursen, generalsekretær for Frikirkenet. Hans svar var klart:

”Ja, det mener jeg godt, at man kan. Vi kan aldrig vide, hvilke dele af vores brudte liv og faldne eksistens, som Gud tager fat i og arbejder med først, og hvad der siden vil ske på vores vandring med Jesus.”ⁱ

Et nyt syn

Mikael Wandt Laursen (MWL) er banebryder og talsmand for et nyt syn på homoseksualitet blandt erklæret bibeltro kristne i Danmark: Det er muligt at leve i et homoseksuelt parforhold og samtidig være en sand kristen og tjene som kristen i bibeltro menigheder.

MWL fremlægger og begrunder sit syn i bogen Tro, kirke og homoseksualitet, som udkom i 2022. Bogen har fået en entydigt positiv præsentation og omtale i kristne medier som Udfordringenⁱⁱ og Eftertryk.ⁱⁱⁱ På de første sider i bogen anbefales den ureserveret af ledende repræsentanter for både Apostolsk Kirke, pinsekirkerne i Danmark og Indre Mission.^iv

MWL har en fremtrædende rolle i dansk kirkeliv. Som generalsekretær for Frikirkenet er han daglig leder for et netværk af over 100 menigheder, der betegner sig som bibeltro frikirker. Det er menigheder fra Apostolsk Kirke, Baptistkirken, Missionsforbundet^v, de danske pinsekirker, Vineyard, Hillsong m.fl. Når MWL formulerer og udbreder et nyt teologisk syn på homoseksuel praksis, bliver der lyttet. Når formanden for Frikirkenet i indledningen til bogen bakker op om det nye syn, får det yderligere troværdighed.^vi Bogen har været ude i et år. Mange i frikirkemiljøet har rost og anbefalet den. Ingen har offentligt kritiseret dens teologi. I det lys må det forventes, at flertallet af erklæret bibeltro frikirker i Danmark har tilsluttet sig eller vil tilslutte sig det nye syn: Man kan være praktiserende homoseksuel og sand kristen på samme tid.

Hvad med de lutherske missionsforeninger? Side 3 i bogen er sat af til en udførlig og entydigt positiv anbefaling af bogen formuleret af Indre Missions kommunikationschef og chefredaktør for Indre Missions Tidende.^vii Den samme anbefaling er trykt i uddrag på bogens bagside. Det er forventeligt, at en anbefaling fra så fremtrædende en leder i missionsforeningerne vil skabe åbenhed over for og tillid til bogen hos mange missionsfolk. MWL lægger ikke skjul på, at hans bog og budskab har adresse både til de evangeliske frikirker og de lutherske missionsforeninger.^viii

Derfor er det værd at bruge tid på at vurdere bogens budskab.

Omsorg, kærlighed, indlevelse

Der er meget i bogen, man kun kan have respekt for.

MWL har brugt meget tid på at engagere sig i, føre samtaler med, læse om og forsøge at nå til en bedre forståelse af dem, som har en homoseksuel orientering, deres tanker og følelser, udfordringer og ønsker – ikke-kristne såvel som kristne.

En særlig rolle i bogen og i hans personlige afklaringsproces spiller venskabet med Susanne Branner Jespersen, som er sekretariatschef i LGBT+ Danmark og erklæret lesbisk. De to mødtes i 2019 på Folkemødet på Bornholm, hvor de deltog i en debat om køn. Efter debatten inviterede MWL Susanne på frokost. Det blev til et godt samvær, en gensidigt udbytterig samtale og begyndelsen på et venskab: ”Siden har Susanne og jeg mødt hinanden regelmæssigt, hvor vi stiller spørgsmål og lærer hinanden at kende. Tilliden er bærende, og vi deler åbenhjertigt, hvad vi synes, er svært hos den anden, men også hvad vi selv ser af udfordringer i vores egen position. Jeg var nok aldrig gået i gang med at skrive denne bog, havde det ikke været for samtalerne med Susanne.”^ix

Gennem hele bogen trækker MWL på de indsigter, han har fået gennem sine relationer til og samtaler med mennesker med en homoseksuel orientering og gennem den litteratur, han har læst om emnet. Man efterlades med indtrykket af en mand, som har en dybtgående og nuanceret forståelse af dem, som har en homoseksuel orientering, og en oprigtig omsorg for, kærlighed til og indlevelse i dem.

MWL skriver godt, og han er i stand til at formidle vigtige indsigter vedrørende mennesker med en homoseksuel orientering i almindelighed og mennesker med denne orientering i de kristne menigheder i særdeleshed. Jeg har lært noget af at læse hans bog.

Konsekvenser af tavshed

På bogens første sider skriver MWL om den tavshedskultur i forhold til homoseksualitet, som han mener, har kendetegnet de erklæret bibeltro menigheder: ”I den del af kirken, som jeg vil kalde evangelikal, har vi været stille i lang tid om emnet (…) Vi ønskede på ingen måde at sende et misvisende signal om, at vi ikke kan lide den homoseksuelle, men samtidig er vi bange for at signalere, at vi går på kompromis med Bibelen. Kunsten at navigere mellem de to yderpunkter har været så svær, at vi hellere forblev tavse.” ^x

MWL har et skarpt syn for, hvilke konsekvenser en sådan tavshed kan have for den opvoksende generation:

”Vores tavshed har haft tydelige konsekvenser: Den unge generation er vokset op med en meget ensidig påvirkning fra populærkulturen og samtidig med en fornemmelse af, at det vist ikke er helt ok med homoseksualitet, uden dog at vide hvorfor og uden et nuanceret syn på, hvad kirken egentlig mener om emnet.” ^xi

I forhold til de homoseksuelle i de kristne menigheder har tavsheden også haft omkostninger:

”Unge, som er vokset op i en frikirkelig kontekst, og som har erkendt en homo- eller biseksuel orientering, har mødt en ret forskellig håndtering af deres situation fra kirkens side.”^xii

De her nævnte skadevirkninger af tavsheden kan jeg fuldt ud følge MWL i. Det er imidlertid ikke det eneste, MWL siger om tavshedens konsekvenser. Gradvist glider han over i en sprogbrug, som indirekte kritiserer en klassisk kristen etik og umærkeligt leder i retning af en anden etik.

”Tavsheden har ligeledes betydet, at nok er LGBT+-personer måske blevet budt velkommen i kirkerne, men i nogle tilfælde har de oplevet, at velkomsten i længden var betinget af en seksualforståelse, der var dem fremmed.”^xiii

Hvad mener MWL her? Vil han sige, at vi kun i en begrænset tid vil tillade, at mennesker med et ubibelsk syn på seksualitet kommer til vore møder og gudstjenester? Eller kritiserer han, at fuldgyldigt medlemskab af en bibeltro menighed er betinget af, at man siger ja til alt, hvad Gud siger i sit ord – også om seksualitet?

Om mennesker med en homoseksuel orientering, som er vokset op i en kristen menighed, skriver MWL videre:

”Nogle steder formåede dygtige ledere at møde den unge først med kærlighed og lytten og senere med gode råd. Andre steder oplevede den unge et pres i forhold til enten at rette ind eller forlade kirken.”^xiv

Kærlighed og lytten er ubetinget et gode, og gode råd kan helt sikkert være det. Men hvad er det, MWL omtaler som ”…et pres i forhold til enten at rette ind eller forlade kirken”? Kritiserer han den bibelske praksis, hvor man formaner dem, som lever i åbenlys synd i menigheden, og i yderste instans udelukker dem af menigheden?

Læser man videre i bogen, får man svarene. MWL vil gøre op med den klassisk kristne teologi, der gør en bestemt seksualetisk holdning og livsførelse til en betingelse for optagelse og medlemskab i en kristen menighed. Vi skal lære, at man kan være, leve og tjene som en sand kristen, selvom man forsvarer og udlever en homoseksuel praksis.

Bogen har en undertitel: ”Hvordan kan kirken blive et hjem for alle uanset seksuel orientering?” Spørgsmålet er udtryk for en central målsætning for bogen. MWL ønsker at gøre op med de ting i de kristne menigheder, som gør det svært for homoseksuelle at være og trives der.

Når jeg har valgt at citere MWL’s udsagn om tavshedskulturen, er det for at illustrere, hvordan han formidler og fremmer sit syn. Han betjener sig af en sprogbrug, som umærkeligt skaber antipati mod det klassisk kristne syn og sympati for det nye syn, som MWL formidler. Det sker blandt andet ved, at MWL i høj grad betoner de idealer, som har medvind i vor tid.

I pagt med tiden

Hver tid har sine idealer. For 50 år siden var det et ideal at have et klart begreb om sandheden, formulere den tydeligt, forsvare den urokkeligt og afgrænse den i forhold til løgnen. Nuancer var ikke i høj kurs, og der var ikke meget plads til at være tvivlende, undervejs og uafklaret. Det var i orden at fremstille virkeligheden sort-hvid og at inddele mennesker i dem/os. Klarhed, konfrontation, konsekvens – det var alt sammen godt.

Sådan er det ikke længere. Nu er det et ideal at være lydhør, rummelig, finde konsensus, bygge bro, være i proces, vise forståelse, være åben, tvivle, favne.

Afhængigt af tidsånden er det forskellige dele af det bibelske budskab, som den kristne menighed i særlig grad fristes til at nedtone, fortie og forkaste. Til enhver tid må vi være vågne over for dem, som ved at betone tidens idealer forleder os til at reagere imod Bibelens ord.

MWL bekender sig som bibeltro, evangelikal. Jeg vil ikke så tvivl om hans oprigtighed. Jeg tror, at han selv er overbevist om, at hans vejledning er bibelsk. Men at vi ønsker at være bibeltro er ingen garanti for, at vi er det – for nogen af os.

Når MWL forkaster den klassisk kristne etik i forhold til homoseksualitet, er det Bibelens egen lære, han forkaster. Det vil jeg uddybe længere fremme i artiklen. Her vil jeg gøre opmærksom på, at MWL fremmer sit eget syn og skaber en umiddelbar modvilje mod Bibelens lære ved at betone idealer, der er i pagt med tiden:

”Jeg må blankt erkende, at jeg hørte til dem, der havde generaliserende holdninger til LGBT+-personer. Det er et dejligt let sted at befinde sig, for alting er enkelt, og du er sikker på, at du står på den ’rigtige’ side.”^xv

”Jeg fik fortalt mit bagland, at vi bare skal stå fast, men folks positioner forblev uændrede. De, der holdt med mig i forvejen, syntes, at jeg var god, og de, der var imod mig fra starten, blev ikke mere overbevist om min vinkling af emnet. Konfrontation overbeviser sjældent.”^xvi

”I årenes løb har jeg fået mange LGBT+-venner. Det har udvidet min horisont. Jeg har indset, at verden ikke er sort-hvid.”^xvii

”Det kalder på lyttende ører snarere end på færdige svar.”^xviii

”Det ville være så let, hvis vi bare kunne slå op i Bibelen og finde det klare og enkle svar på, hvordan en given situation skal håndteres. At det hele er én til én. Så havde vi ikke behøvet at være bange for at gøre noget forkert.”^xix

”Kirken er ofte blevet fristet til blot at fastholde sine positioner, så ingen kunne beskylde den for at gå på kompromis. Så var kirken på den sikre side. I iver efter at stå på sikker grund endte vi desværre i enten-eller-positioner, der ikke er gavnlige for nogen.” ^xx

”Jeg kender selv til behovet for at kridte banen op, når jeg møder noget, jeg bliver usikker på. Så er det rart lige at gøre klart, hvor jeg står. Altså, det er rart for mig…”^xxi

”Er vi som dem, der bare kommer med ’de rigtige svar’ frem for Guds nåde og visdom?”^xxii

”Vi er ikke de første, der har fundet en tryghed i at gøre andre til større syndere end os selv – for at fremstå mere fromme.”^xxiii

”Måske er menneskets største fare ikke moralsk eftergivelse, men derimod hovmod og fordømmelse af andre?”^xxiv

”Jeg forstår fuldt ud, at frygten for at gå på kompromis kan rumstere i baghovedet. Vi er bange for, om vi risikerer at sende et signal om manglende bibeltroskab.”^xxv

Jeg er ikke blind for, at der kan være gode pointer og stof til selvransagelse i det, jeg her har citeret MWL for. Det mener jeg, at der er, og jeg tror, at det er en af grundene til, at udsagnene går ind hos os og påvirker os. En anden grund er, at de i så høj grad er udtryk for tidens tankegang og idealer.

Den samlede virkning er en ensidig mistænkeliggørelse af de kristne, der vil holde fast ved Bibelens ord om og sjælesorg over for mennesker med en homoseksuel orientering. De tillægges generelt de mest selviske, selvretfærdige og uempatiske motiver. Der åbnes ikke for nogen reel overvejelse om, hvorvidt sådanne kristne kan være drevet af sand ydmyghed over for og en ret forståelse af Guds ord, ægte omsorg for menneskers frelse og et oprigtigt ønske om som syndere at lede andre syndere til nåden i Jesus.

I pagt med følelserne

MWL har brugt mere tid på samvær og samtale med mennesker med en homoseksuel orientering, end jeg formentlig nogensinde kommer til i mit liv. Derfor forstår han dem bedre end jeg. Det har jeg som tidligere nævnt stor respekt for. MWL har lyttet til mange med homoseksuelle følelser, som har fortalt om, hvordan de selv har oplevet den kristne forkyndelse, etik og det kristne fællesskab. Mange har fortalt om sårede følelser, skuffelser, frustration, frygt, sorg og skam. MWL har lyttet, og han har taget ved lære. Det nye syn på homoseksualitet, som han formidler, tager i høj grad sigte på at undgå at vække negative følelser hos de homoseksuelle og i stedet tale om dem og til dem og møde dem på en måde, som de oplever positiv.

Det betyder blandt andet, at de ikke skal mødes med et kald til at omvendelse fra homoseksuel praksis. Det er ikke, fordi MWL benægter, at det er synd. Men lovens dom over synden og kaldet til at bekende synden og modtage tilgivelse for den hos Jesus gavner ikke – ifølge MWL. Det skaber kun blokeringer og dårlige følelser. I stedet skal vi prædike Guds kærlighed og nåde til de homoseksuelle – uanset deres livsførelse. Vi må ikke lægge tunge byrder på deres skuldre i form af krav til en ændret seksuel adfærd. Tværtimod må vi i ord og handling vise dem, at vi anerkender dem som kristne, der har det godt med Gud og kan have gode åndelige oplevelser i deres liv med Gud. Er det sådan, vi møder dem, vil de få en meget mere positiv oplevelse af den kristne forkyndelse og af den kristne menighed.

Som et konkret eksempel fortæller MWL om præsten Peter, der nåede frem til, at det var rigtigt af ham at døbe et lesbisk par:

”’Må vi blive døbt?’ Det spørgsmål havde Peter (…) nok fornemmet var på vej, men han var alligevel ikke forberedt på, hvad han skulle svare. Foran ham stod Pia, en af de nye kristne i kirken (…) Pia var kommet i kirken inden for det sidste års tid sammen med sin kone, Gitte. De havde begge haft en stærk gudsoplevelse ved en af kirkens gudstjenester og var kommet trofast siden (…) Stille og roligt var de vokset i deres kristne tro, og nu kom spørgsmålet. Det spørgsmål, som på den ene side var forventeligt og naturligt, når et menneske er kommet til tro i en frikirke, men som alligevel absolut ikke var enkelt denne gang (…) Kunne man døbe nogen, der lever i et aktivt homoseksuelt forhold? Også selvom de er nye i troen? Og sendte han et forkert signal ved at anbefale dåben? Ville lederskabet og menigheden overhovedet bakke op? Han var nødt til at give et svar. Han kunne ikke få sig selv til at give hende et nej, selvom det på en måde var det letteste. Så var han på sikker grund. Men han vidste, at det ville blive oplevet som endnu en forkastelse af de to kvinder. Og det ville han virkelig gerne undgå. Dem havde de oplevet så rigeligt af tidligere (…)

På deres bekendelse af tro på Jesus Kristus som deres Herre blev Pia og Gitte døbt (…) Frygten var der naturligvis for at gøre noget forkert, men frygten for at svigte formidlingen af evangeliet til Gitte og Pia var større (…) Hvis nogen havde spurgt Peter, før han mødte Pia og Gitte, om han ville døbe et lesbisk par, ville han nok have sagt nej. Det tror jeg, flere af os ville gøre. Men da han traf dem, mødte han to elskelige mennesker, der havde fået en stærk Jesus-oplevelse, og som var sultne efter at opleve mere af troen. Men også to mennesker, hvor han let kunne komme til at lægge en byrde på deres skuldre, som de ikke selv magtede at bære.”^xxvi

Senere blev Pias og Gittes barn velsignet i den samme kirke. Det var en dag med stor glæde:

”Det blev en festgudstjeneste. Over 40 gæster, der aldrig havde været i en frikirke før, var med. Normalt oplevede Peter, at der ’blev skruet lidt ned’ for det åndelige, når der var mange gæster udefra til en gudstjeneste, men denne søndag var det modsat. Menigheden fornemmede Guds nærvær på en måde, som de ikke havde oplevet i lang tid. Der var en sitren og tro i luften. Helligånden var til stede, og det faldt helt naturligt at bede for syge. Også blandt gæsterne. Flere blev helbredt på stedet. ’Det føltes som en rygdækning fra himlen’, sagde Peter bagefter.”^xxvii

MWL er overbevist om, at denne tilgang er den bibelsk og evangelisk rette:

”I vores iver efter enten-eller-svar kan vi blokere for, at evangeliet kan udfolde sig i alle dets facetter (…) Mon ikke Paulus ville have opmuntret os til at finde en (…) vej til at forkynde evangeliet for LGBT+-personen, så han eller hun ikke risikerer først at blive mødt med krav, bud og regler, men i stedet møder den opstandne Kristus, der betingelsesløst kommer os i møde og kalder os til at følge ham fra netop vores udgangspunkt?”^xxviii

MWL nævner Henriette som et eksempel på en kristen, som havde en homoseksuel orientering, og som ikke kunne komme til rette med at leve seksuelt afholdende. Det blev for vanskeligt for hende følelsesmæssigt. Derfor måtte hun vælge en anden vej:

”For hende blev cølibatet en religiøst påtvunget indkapsling af følelser, der ikke kunne holde i længden. Hun har nu en kæreste, og de skal snart giftes (…) Jeg har ikke ret til at dømme Henriette. Hun agerer ud fra, hvad hun oplever som naturligt. Det er vigtigt ikke at lægge byrder på folks skuldre, der kan opleves som påbud (…) Henriette bærer på en stæk tro på Kristus, og hun elsker kirken (…) Valg af cølibat må aldrig være et krav eller en forventning fra omgivelserne.”^xxix

I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt homoseksuelt praktiserende kan varetage tjenester i den kristne menighed, er det ifølge MWL også vigtigt at tænke på den følelsesmæssige side:

”Vi er bange for, om vi risikerer at sende et signal om manglende bibeltroskab ved at lade en person, der står i et forhold til en af samme køn have en tjeneste i kirken. Men risikerer vi ikke også at sende et signal om at være uønsket, hvis vi er for restriktive i vores krav om, hvem der må tjene i kirken? (…) Vi må turde løbe risikoen for at blive misforstået – og ikke gardere os, så vi derved skubber LGBT+-personen væk. Også når det drejer sig om tjeneste i kirken.”^xxx

MWL fortæller, at han i sine samtaler med LGBT+-personer oplever ”stor sorg over følelsen og erfaringen af at blive lukket ude, anset for frafalden eller en, som bare trænger til forbøn. Mange giver udtryk for, at de bare gerne vil have lov at høre til; bidrage med deres gaver; blive set som værende værdifulde; kunne stå sammen med menigheden i udbredelsen af evangeliet og kæmpe for nåde og sandhed i vores samfund.”^xxxi

Det er meget let at følge MWL’s tankegang. Lovens krav og dom og kaldet til omvendelse har til alle tider skabt modvilje og modstand. Det er den røde tråd gennem hele Bibelen. Der var en grund til, at profeterne og apostlene, Johannes Døber og Jesus blev hadet og dræbt. Det var netop denne del af deres forkyndelse, som skabte vrede, frustration og had.

MWL vil gøre op med den lov- og omvendelsesforkyndelse, som siger til dem, som har en homoseksuel orientering, at de må gøre op med deres homoseksuelle livsførelse, hvis de vil være, leve og tjene som kristne. Han påpeger, at en sådan forkyndelse skaber unødvendig og urimelig frustration hos modtagerne. Vi kan og bør forkynde på en anden måde, som udtrykker ubetinget inklusion, anerkendelse og accept. Det fremstilles af MWL som et udtryk for kærlighed til dem, som har en homoseksuel orientering. Men i bibelsk og evigt perspektiv er det udtryk for et radikalt svigt med evige konsekvenser.

En helt ny teologi

Hvis jeg afsluttede min artikel her, ville jeg gøre MWL stor uret. Jeg har endnu ikke berørt hans teologiske argumentation, og den er bærende i bogen.

MWL har en kandidatgrad i teologi fra Fuller Seminary, og i bogen fremtræder han fagteologisk dygtig. Han har mange gode teologiske pointer, og der er afsnit, hvor han åbner for vigtige bibelteologiske perspektiver. Det gælder for eksempel, når han udfolder, hvordan Guds enhed afspejles i forholdet mellem mand og kvinde, når de i ægteskabet bliver ét kød.^xxxii Og når han viser, hvordan vores historie er spændt ud mellem to ægteskaber: Adams og Evas ægteskab i det første paradis Lammets og brudens ægteskab i det nye paradis.^xxxiii

Her møder man noget virkelig godt, og det bliver ikke mindre godt af, at MWL på grundlag af disse afsnit når frem til, at ægteskabet ifølge Bibelen kun kan være mellem en mand og en kvinde: ”Ægteskab er ikke en menneskeskabt institution, men er gudgiven. Det hæver sig op over tid og rum og strækker sig fra skabelsen af Adam og Eva til brylluppet mellem Kristus og bruden (…) Jeg tør ganske enkelt ikke røre ved det, som er givet os, og jeg vil heller ikke røre ved det.”^xxxiv

En del af de bibeltroende læsere, som er tøvende over for MWL’s vejledning, vil givetvis glæde sig, når de læser dette. MWL holder fast ved og værner om det gudgivne, heteroseksuelle ægteskab mellem mand og kvinde.

Men de samme læsere vil nok undre sig, når de læser videre. Her bliver det nemlig klart, at MWL mener, at borgerlig vielse og registreret partnerskab kan være en god løsning for kristne med en homoseksuel orientering. MWL begrunder det med, at det er et skridt på vejen mod den enhed, som vi mennesker er skabt til: ”Vil jeg så foretrække, at et homoseksuelt par lader deres ’partnerskab registrere’, frem for at de bor papirløst sammen? Ja, for det registrerede partnerskab er også udtryk for respekt, forpligtelse og troskab over for et andet menneske. Alt sammen noget, der peger i retning af den enhed, vi alle er skabt til at have som mål. Skabelsen er vores forbillede og fyrtårn, men jeg erkender, at vores veje i den retning er forskellige.”^xxxv

De sidste to sætninger er vigtige. MWL taler om, at et registreret homoseksuelt partnerskab kan være en god løsning for kristne som et skridt på vejen mod målet. Det er ikke idealet, men det kan være et skridt i retning af idealet.

For mange kristne vil dette fremstå som en ny måde at tænke på. De har været vant til at spørge, om noget er synd eller ikke er synd. Hvis det er synd, kan en kristen ikke leve i det. Det dør troen af, og det bringer mennesket ind under Guds dom.

Netop her bringer MWL en helt ny teologi på banen. MWL siger ikke, at homoseksuel praksis ikke er synd. Det mener han, at det er. Det er imod Bibelens vejledning. Det er synd. Men det er forsvarligt at leve i det, når blot man er i en god proces mod målet.

Med andre ord: Vi kan leve i synd og være frelst.

Hvordan når MWL frem til det? Det gør han ved at fastslå nogle centrale bibelske sandheder. Derefter bruger han disse centrale sandheder på en måde, som er helt fremmed for Bibelen. Han gør det utroligt besnærende og forførende.

1) Vi må alle frelses af nåde alene

MWL bruger et helt kapitel på de tre tekster i Paulus’ breve, hvor han taler om homoseksuel praksis.^xxxvi MWL anerkender, at teksterne definerer homoseksuel praksis som synd, og han er enig: at indgå i et homoseksuelt forhold, at praktisere homoseksualitet, er synd.

Den mest udførlige tekst er Rom 1,26-27: ”Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinder og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.”

MWL gør opmærksom på, at disse vers indgår i en sammenhæng, hvor Paulus opregner en lang række synder i den hedenske kultur. Det var synder, som jøder i almindelighed så ned på med foragt. Paulus’ opregning af hedningernes synder er i virkeligheden – ifølge MWL – en retorisk fælde. Paulus skriver sit brev til jødekristne, som kunne være fristet til at føle sig moralsk højt hævet over hedningerne. Paulus taler først om hedningerne og deres synder på en måde, som kan bekræfte de jødekristnes selvretfærdighed. Men netop da Paulus har fuldendt opregningen af hedningernes synder, vender han sig mod den jødekristne modtager, retter pegefingeren mod ham og siger: Du er under den samme dom! ”…du menneske, som dømmer, hvem du så er. For med din dom over andre, fordømmer du dig selv” (Rom 2,1).

MWL påpeger, at Paulus’ endemål ikke er at vise de jødekristne læsere, hvad der er galt med hedningerne. Endemålet er at vise dem, at de selv er lige så store syndere som hedningerne, og at alle må frelses af nåde alene.

Herfra går MWL videre til de to andre tekster om homoseksuel praksis i Paulus’ skrifter: 1 Kor 6,9-11 og 1 Tim 1,8-11. MWL påviser en lignende struktur i disse tekster. Den homoseksuelle synd nævnes som en af mange synder i en lang opregning, og det hele leder frem mod at forkynde frelsen af nåde alene for alle mennesker.

På denne baggrund rejser MWL spørgsmålet, om vi, som ønsker at være bibeltro, har været alt for fokuserede på den homoseksuelle synd og derved har overset det vigtigste budskab hos Paulus:

”Spørgsmålet er, om evangelikale kristne med den store tyngde, der blev lagt ind i argumenterne om homoseksualitet, reelt har ladet spørgsmålet om homoseksualitet overskygge Paulus’ hovedærinde i disse afsnit? Har det været bekvemt at pege på de ’værste’ syndere, så man selv fremstod retfærdig? Har den selvsikre fordømmelse af homoseksuelle i virkeligheden afsløret os, så vi ligesom de jødekristne i Rom ser splinten i vores broders øje, men ikke bjælken i vores eget?”^xxxvii

Jeg mener, at MWL har fat i et vigtigt anliggende, når han peger på, at Paulus’ opregning af synder vil afsløre synden hos os alle og lede os frem til evangeliet om, at vi alle må frelses af nåde alene. Oprigtige kristne, som læser MWL’s bog, må nikke bekræftende til denne pointe: Vi er alle under den samme dom, og vi må alle frelses af nåde alene.

2) Vi må komme til Jesus med synd, som vi er bundet af

Et andet kapitel bruger MWL på at tale om synden i den kristnes liv. Han understreger, at vi som kristne fortsat er syndere, og at synden er et vilkår, som vi ufrivilligt er underlagt. I en luthersk sammenhæng ved vi, at dette er en virkelighed i kraft af arvesynden, som vi alle har i os. I de ikke-lutherske frikirker i Danmark taler og lærer man anderledes om synden. Her er der sjældent blevet talt om synd som noget, vi er underlagt og bundet af. Det erkender MWL selv: ”I min tradition er vi ikke vant til at tale om, at synden kan være et vilkår, som jeg ufrivilligt er underlagt. Som jeg ikke har valgt til. Og som jeg måske ikke uden videre kan komme fri af.”^xxxviii

MWL understreger, at der er synder, som man kan vælge ikke at begå. Men der er andre synder, ”som jeg er ramt af.”^xxxix Det handler om synder, som er blevet en del af et menneskes sind, personlighed og væsen på grund af omstændigheder, det ikke selv har været herre over:

”Fædrenes synder nedarves til børnene, nævnes det flere steder i Det Gamle Testamente. En far, der opdrager sit barn til at hade og se ned på andre, overfører sin synd til næste generation. Barnet er ansvarlig for dets handlinger, men har et vanskeligere udgangspunkt end det barn, som er vokset op i en familie, hvor næstekærligheden står i centrum.”^xl

Hvis vi er opmærksomme på disse forskelle, vil vi være varsomme med at stille urimelige etiske krav til dem, som har de dårligste forudsætninger. MWL mener, at han selv er faldet i den grøft: ”Med mit smalle fokus på, hvad der er det rigtige at gøre, overså jeg de forskellige vilkår, mennesker er underlagt.”^xli

Som mennesker har vi forskellige forudsætninger for at bryde med forskellige synder. Det er MWL’s pointe, og den pointe overfører han så på de homoseksuelle:

”Mon ikke også vi til tider er faldet i den samme grøft i vores møde med den homoseksuelle og har forlangt noget, som han eller hun slet ikke kunne eller skulle præstere? Nogle gange har vi gjort spørgsmålet om homoseksualitet til en ’indgangsdør’ til troen på Kristus. ’Hvis du gerne vil komme til tro på Jesus, må du omvende dig. Stop med din homoseksuelle livsstil!’ En sådan tilgang blokerer vejen til Kristus. Vi forlanger noget af mennesker, som kun et møde med Kristus kan give dem. Kristus stiller ikke forudgående krav til dem, der kommer til ham. Alle er velkomne, præcis som de faldne mennesker, vi er.”

Ved første gennemlæsning kan man støde sig på, at MWL kritiserer en forkyndelse og sjælesorg, som umiddelbart lyder bibeltro. Men læst med eftertanke, sætning for sætning, må vi da ikke give MWL ret? At tro er at komme til Jesus med sin synd. Synderinden i Simons hus kom til Jesus som en kvinde, der levede i synd (Luk 7,36-50). Hun blev modtaget og tilgivet af Jesus. For Jesus han er syndres ven.

Og så den kursiverede sætning: Vi forlanger noget af mennesker, som kun et møde med Kristus kan give dem. Den sætning er kursiveret af MWL. Den er vigtig for ham. Den er udgangspunkt for hans tredje og sidste centrale pointe.

3) Vi forandres indefra og gradvist ved nådens evangelium

MWL påpeger, at Jesus ikke var bange for at tage imod syndere og vise dem nåde på en måde, som kunne få omgivelserne til at tro, at han ikke tog synden alvorligt. Men det gjorde han. Jesus var imidlertid overbevist om, at det var nåden, som skulle forandre mennesker: ”Han var optaget af at vise mennesker Guds kærlighed og nåde og havde tillid til, at nåden og kærligheden ville skabe den nødvendige forandring.”^xlii

MWL påpeger, at vi møder det samme hos Paulus: ”Paulus havde en ualmindeligt stor tillid til, hvad budskabet om Kristus kunne gøre i menneskers liv, når først de havde taget imod det.”^xliii Paulus troede ikke på, at ”krav, bud og regler” kunne forandre mennesker, men det kunne livet i fællesskab med Kristus.^xliv ”Det må være født indefra og ikke et pres udefra.”^xlv

I alle kristnes liv arbejder Gud på at genoprette det, som er ødelagt af synden. ”Vi er alle på rejse mod helhed. Ingen er undtaget.”^xlvi ”Vi er alle skabt i Guds billede, vi er alle faldet, og vi er alle inviteret med på en vandring mod genoprettelse gennem troen på Kristus.”^xlvii ”Vi er skabt godt, skadet dybt, elsket højt. Og på grund af Skaberens fortsatte og uforbeholdne kærlighed på vej mod genoprettelse.”^xlviii

”Genoprettelse sker ofte gradvis.”^xlix Ind i den sammenhæng er det godt at vide: ”Gud (…) har ikke travlt.”^l Det kan være en langsom og langvarig proces for et menneske at blive løst fra bestemte synder. Det må vi have forståelse for. Vi kan ikke vide, hvilke synder Gud først vil løse en anden kristen fra. Det må vi overlade til ham.^li Der er ingen kristne, som er blevet endegyldigt løst fra alle synder og er fuldt genoprettet.^lii Vi er ”et skadet og faldet folk, der er underlagt syndens konsekvenser”.^liii ”Vi er på vej mod genoprettelse.”^liv ”Vi er på vej sammen.”^lv Men vi får lov være kristne og tjene som kristne, selvom alt endnu ikke er på plads i vore liv, for: ”Hvem kan prale af det? Er det en betingelse for at tjene Kristus?”^lvi

Er der noget af det, som MWL her fremfører, som ikke er sandt, bibelsk og evangelisk? Nogle formuleringer er tvetydige og åbne for fortolkning. Mange formuleringer savner bibelsk klarhed, dybde og alvor. Og så er der alt det, som ikke siges. Men læst med den største velvilje kan jeg sætning for sætning følge MWL i det, som han siger. Ja, helliggørelsen virkes i os af nådens evangelium, det er en proces, og vi er alle kun på vej.

Følgeslutning

Har vi fulgt MWL i hans formulering og formidling af disse tre centrale, bibelske sandheder, kan det virke logisk og selvfølgeligt at følge ham også i den følgeslutning, som han drager af dem.

Vi frelses alle af nåde alene. Vi må komme til Jesus med den synd, som vi er bundet af. Vi forandres indefra og gradvist ved nådens evangelium.

Hvis det er sandt, så må det også være muligt at være en kristen, som har en homoseksuel orientering, og som kun er på vej til at blive løst fra sin homoseksuelle praksis. Det må være muligt at være praktiserende homoseksuel og kristen. Vi er jo alle kun på vej. Vi har alle synd i vore liv, som vi ikke er blevet helt løst fra endnu. Skulle det ikke også kunne gælde for homoseksuel synd?

MWL er forberedt på, at mange kristne vil anse det for naturligt, at når en homoseksuelt praktiserende bliver kristen, så må omvendelsen ledsages og efterfølges af et opgør med og et ophør af den homoseksuelle praksis.

Men det er netop den tankegang, MWL vil udfordre: ”Hvordan kan vi vide, om det lige er homoseksualiteten, Gud vil tage fat på først? Hvad ved vi om, hvad Gud arbejder med i vores kristne bror eller søster? (…) De jødekristne i Rom var lynhurtige til at zoome ind på ’kendte’ og ’synlige’ synder. På mange måder ligner vi dem i vores syn på homoseksualiteten (…) Jeg tror, vi har brug for en meget mere nådefuld tilgang til hinanden.”^lvii

Det kan også være, at den nyomvendte kristne med en homoseksuel orientering og levevis ikke er i stand til at bryde med den homoseksuelle synd i kraft af sin egen vilje. Så kommer der intet godt ud af at stille umulige krav om omvendelse fra og ophør med synden. Da må fokus rettes væk fra den kristne mod Kristus, som alene kan og vil løse fra synden:

”Når synd defineres som selvforskyldte synder, jeg skal omvende mig fra, kan vi opleve det som at være efterladt alene i en kamp, vi ikke kan vinde (…) Men hvis vi erkender, at vi alle er ramt af resultatet af syndefaldet, forstår vi, at opgøret med syndens vilkår ikke handler om min omvendelse fra den, men om Kristi overvindelse af dens magt over os. Fokus rettes væk fra mig og over på Kristi sejr over syndens konsekvenser, der har forvrænget så meget af vores fælles liv her på jorden.”^lviii

Hvordan og i hvilket tempo Kristus vil løse den enkelte kristne fra den homoseksuelle synd, kan og må vi ikke gøre os kloge på. Det kan være et led i processen, at den kristne bevæger sig fra et løssluppent liv i homoseksuel synd til at indgå registreret partnerskab med en bestemt homoseksuel partner. Det må vi i så fald glæde os over og støtte – som et positivt skridt på vejen mod genoprettelse.^lix Kristne, der lever i homoseksuelle forhold, åbne eller forpligtede, må anerkendes som kristne og have lov at tjene i den kristne menighed. Det må ikke være et krav for at anerkendes som kristen og tjene i menigheden, at man har styr på sit liv. ”Det afgørende er hjertets overgivelse til Kristus og viljen til at følge ham.”^lx

Frafaldet

Det har været vigtigt for mig at gengive MWL’s tanker og argumenter sobert og dækkende. Det har taget tid både for mig som skribent og for dig som læser. Men grundigheden fra min side afspejler den alvor, som jeg tillægger den bog og det budskab, som jeg behandler.

Bogens budskab angår ikke kun homoseksuel praksis og kristne med en homoseksuel orientering. Budskabet angår os alle. Det er til os alle, MWL forkynder, at vi som kristne kan leve i bevidst synd og alligevel være og blive frelst. Jeg gentager: Vi kan som kristne leve i bevidst synd og alligevel være og blive frelst. Den vej, som bibeltro forkyndere i alle tidligere generationer har sagt, fører os til Helvede, den siger MWL nu, fører os til Himlen. Bogens budskab angår os alle, og den angår vores evige frelse eller evige fortabelse. Mere alvorligt bliver det ikke.

Vi lever helt åbenlyst i en åndelig frafaldstid. De ydre tal taler for sig selv. I de lutherske missionsforeninger er vi reduceret til en femtedel af dem, vi var for tre generationer siden. Alle de evangeliske frikirker i Danmark har oplevet tilbagegang i de sidste 50 år. Og så er der det indre og usynlige frafald. I vækkelsestider skærpes synet for syndens alvor, og der kaldes med kærlighed og alvor til omvendelse fra al erkendt synd. I frafaldstider sker det modsatte. Evangeliet forkyndes til beroligelse og trøst for alle. Synden omtales i almene kategorier som noget, der er en del af livet, og som vi ikke skal bekymre os om på grund af nåden. Konsekvensen bliver at synden i dens mange konkrete former glider ind og får plads i de kristnes liv. Det kvæler troens liv i hjertet. Dette er vores konstante fare som kristne. Jo mindre, der tales i forkyndelsen om denne fare, jo større er den. Når vi længe nok har fortiet faren, er vi klar til at lytte til en forkynder, som træder frem med et budskab om, at der slet ikke er nogen fare. Vi kan leve i synd og blive frelst. Men hvilken ånd er det, der taler igennem en sådan forkynder og med hvilket mål?

De sande profeter i Det Gamle Testamente

Den røde tråd gennem de profetiske skrifter i Det Gamle Testamente er kaldet til omvendelse. Profeterne afdækker syndefordærvet i hjertet. Men de sætter også lys og ord på den konkrete synd i tilhørernes liv. Profeterne fælder dom over synden og kalder til omvendelse fra den. Omvendelsen indebærer tre ting: 1) Anger over og bekendelse af synden, 2) Tro på og modtagelse af Guds tilgivelse, 3) Opgør og brud med synden.

Esajas:

”Når I rækker hænderne frem imod mig, lukker jeg øjnene; hvor meget I end beder, hører jeg det ikke. Jeres hænder er fulde af blod, vask jer, rens jer! Fjern jeres onde gerninger fra mine øjne, hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag! Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld” (Es 1,15-18).

Det er et vidunderligt løfte, vi møder til sidst i citatet. Der er tilgivelse og renselse for al synd hos Gud. Men vi må komme til Gud og gå i rette med ham – på hans præmisser. Det vil sige, at synden må erkendes og bekendes, og at vi må ophøre med at praktisere den: Fjern jeres onde gerninger fra mine øjne, hold op med at handle ondt, lær at handle godt!

Er profeten ikke klar over, at hans tilhørere kan have svært ved at bryde med synden? Det er han uden tvivl. De, som har været vant til at tage imod bestikkelse i retssager mod faderløse og enker, vil have svært ved at holde op med det. Men det er kaldet og pligten. Profeten retter sine ord til samvittigheden og viljen, og de er alvorligt ment. De, som før har handlet ondt, må holde op med det. Er der tilgivelse, hvis de falder? Ja, det er der. Men et nyt liv er begyndt. Når samvittigheden ved, hvad der er ret at gøre, kan ingen oprigtigt troende fortsætte uanfægtet med at synde. Synden må bekendes, og viljen må sættes ind på at leve et nyt liv. De, der uanfægtet lever videre i synden, er ikke omvendt og troende. De er under dom.

Jeremias:

”Dette siger Herren: Stil dig i forgården til Herrens tempel; til alle dem fra Judas byer, som kommer for at tilbede i Herrens tempel, skal du sige alt det, jeg har befalet dig, uden at trække noget fra. Måske vil de høre og vende om fra deres onde vej; så vil jeg fortryde den ulykke, jeg har planlagt mod dem på grund af deres onde gerninger. Du skal sige til dem: Dette siger Herren: Hvis ikke I adlyder mig og følger den lov, jeg gav jer, og hører mine tjenere, profeterne, som jeg igen og igen har sendt til jer, men som I ikke ville høre, så vil jeg gøre med dette tempel som med Shilo, og jeg vil gøre denne by til en forbandelse for alle jordens folk” (Jer 26,6).

Gud ønsker inderligt, at folket skal fritages fra dom. Han vil tilgive og vise nåde. Men det kommer ikke til at ske, hvis folket ikke vender om fra deres onde gerninger. De kommer til Herrens tempel, ofrer til Gud og priser Gud, men de er under hans dom, fordi de samtidig trodser Gud. Deres reelle forhold til Gud afspejles i deres forhold til hans ord. De vil ikke lytte til de profeter, Gud sender til dem. De vil ikke adlyde Guds lov.

Gud siger det så klart, som det kan siges: Dommen vil komme, hvis ikke I adlyder mig og følger den lov, jeg gav jer. Er folket oprigtigt over for Gud, så lytter de til, hvad Gud byder dem, og så er det deres ønske og vilje at adlyde Gud. Kan de gøre det fuldkomment? Det kan ingen. Det er ikke det, det handler om. Det er aldrig det, det handler om for Det Gamle Testamentes profeter. Det handler om hjertets oprigtige forhold til Gud og hans ord. Hvor hjertet er oprigtigt, kan man ikke uanfægtet fortsætte i synden. De, som gør det, er under dom.

De falske profeter i Det Gamle Testamente

Til enhver tid er Guds folk truet af falske profeter, som forsikrer, at man kan leve i synd og samtidig have det godt med Gud og være frelst. Det forfærdelige er, at de, som kalder sig Guds folk, ofte ønsker og hylder den slags profeter. De ønsker profeter, der forfører dem og bedrager dem, og som fortier sandheden om syndens alvor, omvendelsens nødvendighed og Guds hellighed:

”De siger til seerne: I må ikke se syner om sandheden! Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os! Vig bort fra vejen, bøj af fra stien, skaf os af med Israels Hellige!” (Es 30,10-11).

”Grufulde og gyselige ting sker i landet; profeterne profeterer løgn, præsterne rager til sig, og mit folk elsker det sådan!” (Jer 5,30-31).

”De fører mit folk vild og siger, at der er fred, skønt der ikke er fred” (Ez 13,10; jf. Jer 6,14; 8,11).

De falske profeter kan føre vild på forskellig måde. Men den grundlæggende og tilbagevendende forførelse i Det Gamle Testamente er forsikringen om, at folket er under Guds nåde, selvom de lever i synd. Der er ingen grund til frygt og anfægtelse. Der er ingen vrede hos Gud. Der kommer ingen straf fra Gud. De falske profeter gentager slangens løgn fra paradis: Vist skal I ikke dø! Vist skal I ikke dø! Vist skal I ikke dø! (1 Mos 3,4).

Men det er løgn. Herren er retfærdig og hellig. Han lader sig ikke spotte. Hvem vi end er, hvor frimodigt vi end priser Gud i menigheden, hvor sikre vi end er på vore frelse: Den synd, vi lever i og holder hånden over, den gengælder og straffer Gud i sin vrede – i evighed:

”Sæt ikke jeres lid til de løgneord: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel (…) I sætter jeres lid til løgneord, der intet gavner. Kan I stjæle, begå drab eller bryde et ægteskab, kan I sværge falsk eller tænde offerild for Baal, kan Ifølge andre guder, som I ikke før har kendt, og så komme og træde frem for mit ansigt i dette hus, som mit navn er udråbt over, og sige: ’ Vi er reddet!’ – når I begår alle disse afskyelige handlinger? Er dette hus, som mit navn er udråbt over, en røverkule? Også jeg kan se! siger Herren (…) Derfor siger Gud Herren: Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted, mod mennesker og dyr, mod markens træer og jordens frugt; den skal brænde og ikke slukkes ” (Jer 7,4ff.; jf. Es 2,6ff.; 13,9ff.; 22,28ff.; Amos 5,18ff.; Joel 1,15ff.; 2,1ff.; Mal 3,19).

Jesus og apostlene i Det Nye Testamente

Jesus og apostlene viderefører de sande profeters forkyndelse. De afdækker syndefordærvet i hjertet, som vi aldrig bliver fri for (Matt 12,13ff.; 15,18ff.; 23,25ff.; Rom 3,12; 7,14ff.; Gal 5,16 ff.). De forkynder, at der er nåde og tilgivelse for al synd, som vi falder i, og som vi bekender for Gud (Matt 6,12 ff.; Mark 11,25; Mark 3,28; 1 Joh 1,5ff.; 2,1f.). Uanset hvor mange gange vi falder i en synd, er der nåde hos Gud, når vi angrer og bekender synden for ham (Matt 18,21ff.; Luk 17,3f.; Ef 4,32; Kol 3,13). Det handler ikke om antallet af fald. Det handler om, hvorvidt vi er bodfærdige, så vi angrer synden og oprigtigt ønsker at blive løst fra den, eller vi er ubodfærdige, så vi undskylder synden og er besluttede på at fortsætte i den. Det er den oprigtige, der finder nåde hos Gud (2 Kor 11,3; 1 Tim 1,5; Hebr 10,22).

På denne baggrund taler Det Nye Testamente utvetydigt klart om, at vi som troende ikke kan leve i bevidst synd.

”Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?” (Rom 6,2).

Bemærk formuleringen: Paulus siger ikke, at vi som kristne ikke må leve i synden, selvom det også ville være sandt. Han siger, at vi ikke kan leve i den. Den tro, vi har som kristne, kan ikke leve med, at vi fortsætter i og forsvarer noget, som vi ved, er synd. Troen er oprigtig over for Gud. Troen ønsker at kunne se Gud i øjnene med alt. Den kan ikke leve med, at jeg trodser Gud. Så kan jeg vælge at handle imod troen. Jeg kan elske synden så højt, at jeg vælger at modstå troens stemme og vilje i mig. Jeg undertrykker, trodser og kvæler troen i mit hjerter. Det dør troen af, og jeg falder fra. Den, som kalder sig kristen, og som lever i bevidst synd, er enten på vej mod frafald eller ikke troende.

”Enhver, som er født af Gud, gør ikke synd; for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud” (1 Joh 3,9).

Johannes har tidligere i sit brev tydeliggjort, at alle kristne har synd i sig, og at alle kristne falder i synd (1,8-2,2). Det er noget andet, han taler om i citatet. I Credo-kommentaren til Første Johannesbrev gengiver Kai Kjær-Hansen teksten på en måde, som ligger tæt på den græske grundtekst, og som med kursiveringer tydeliggør dens mening: ”Enhver, der er født af Gud, gør ikke vedblivende synd, for Guds sæd bliver i ham; ja, han kan ikke blive ved at synde, fordi han er født af Gud.”^lxi

En genfødt kristen har et nyt åndeligt liv i sig, som gør, at han ikke kan leve i fred med synd. Det er umuligt. At handle i modstrid med dette nye liv indefra er ensbetydende med at kvæle og dræbe livet.

Hvad Paulus og Johannes taler om i de ovennævnte citater, sammenfattes af C.O. Rosenius på denne måde: ”Når en kristen falder i synd, så falder han som i ild og vand.” Med dette billede tydeliggør Rosenius to ting:

1) En kristen kan ikke holde ud at være i synden. Hvis vi placeres på en brændestabel, som der sættes ild til, eller hvis vi trækkes ned under vandet, så vi ikke kan få luft, da beskæftiger vores tanker sig ikke med, hvad vi må og ikke må. Vi oplever en uimodståelig kraft indefra, som driver os til at komme fri. Vi må ud af bålet, op af vandet – så vi kan leve! Sådan har en kristen det i synden.

2) Hvis en kristen bliver i synden, så ender det uundgåeligt med død. Hvis jeg bliver i bålet eller bliver under vandet, så er det et spørgsmål om begrænset tid, før livet i mig dør.

Det er på baggrund af denne åndelige virkelighed, at den ene apostolske tekst efter den anden tydeliggør, at de, som lever i bevidst synd, ikke kan blive frelst:

”Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige” (1 Kor 6,9-11).

Som nævnt ovenfor, behandler MWL denne tekst. Men han nævner ikke Paulus’ hovedpointe med et ord: Far ikke vild! Der er en bestemt vildfarelse, som Paulus vil advare modtagerne imod. Nemlig den vildfarelse, at man kan leve i bevidst synd og blive frelst. Ikke nok med, at MWL ikke nævner denne vildfarelse: Han prædiker den selv. Netop den vildfarelse, som Paulus advarer imod, fordi den fører til åndelig og evig død, netop den vildfarelse er MWL’s budskab: Man kan leve i synd og blive frelst.

”For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem!” (Ef 5,5-7).

Der er nogle, som Paulus vil advare os imod. Det er forkyndere, som forfører os med tomme ord. De siger, at man kan leve i synd og stadig være med i Guds rige. Men det er en dødbringende løgn. De mennesker, som lever i og forsvarer synd, er ikke og kan ikke være i Guds rige. De er under Guds vrede og går mod Guds evige dom. Derfor skal vi ikke lytte til og ikke følge de forkyndere, som prædiker tomme ord. Med deres lære fører de mennesker i fortabelsen.

”Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige” (Gal 5,19-21).

Der er ingen kristen, som ikke kan genkende sig i de synder, som Paulus opregner. De er i vores sind og tanke, og vi falder i dem i ord og handling. De afgørende ord er giver sig af med. De ord står i den græske grundtekst i lang tillægsform, som betegner den vedvarende handling i nutiden. Der er nogle, som lever og bliver i disse synder. Ingen, som gør det, skal arve Guds rige. De kan være med i den ydre menighed, men de vil ikke gå ind til den evige salighed. I Credo-kommentaren til Galaterbrevet skriver Torben Kjær i tilknytning til dette vers: ”Livet i synd er uforeneligt med livet i troen.”^lxii Det er Paulus’ budskab.

”Deraf kan vi vide, at kender ham: at vi holder hans bud. Den, der siger: ’Jeg kender ham’, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham” (1 Joh 2,3-4).

Vores forhold til Gud viser sig i vores forhold til hans ord. Kristne kendetegnes ved, at de ærer Guds ord og holder Guds bud. De gør det ufuldkomment, ja. Men det er det, de vil: holde Guds bud. Derfor kan de ikke leve i fred med synd. De, som lever i fastholdt synd og samtidig kalder sig kristne, kan og må derfor ikke regnes for kristne. De lever i et selvbedrag, som vi i kærlighed og omsorg må hjælpe dem ud af.

”I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil” (Gal 5,16-17).

Som kristne har vi både kødet og Ånden i os. Kødet er vores syndige natur, som har lyst til og finder glæde og tilfredsstillelse ved synden. Ånden bringer en ny vilje med sig, som glæder sig ved at bryde med synden og gøre Guds vilje. Fordi vi har disse to stærke viljer i os, er der en stadig indre kamp i os livet igennem. Vi har lyst til synden og længes efter den glæde og tilfredsstillelse, som synden kan give os. Men Ånden i os gør, at vi ikke kan synde, som vi gerne ville det.

Den lutherske bibelfortolker R.C.H. Lenski påpeger, at formuleringen ”så I ikke kan gøre”, grammatisk dækkende kunne oversættes ”så I ikke kan blive ved at gøre”.

En kristen kan ikke vedvarende gøre, hvad han ud fra kødet gerne vil. Det er umuligt. For Ånden i den kristne gør, at han ikke vedvarende kan leve i synd. Hvilke følelser fører det med sig, når man ikke kan gøre det, som man gerne vil? Det giver sig selv. Man bliver frustreret. En levende kristen er kendetegnet ved en indre frustration. Jeg kan ikke synde, som jeg har lyst til det og kunne finde glæde og tilfredsstillelse ved det. Det frustreres jeg over – i kødet. Samtidig fryder jeg mig – i Ånden. For jeg står i et oprigtigt og opgjort forhold til Gud, jeg kan se Gud i øjnene med frimodighed, jeg er under nåden, jeg lever i Kristus, og Kristus lever i mig.

”Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det. Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø” (Rom 8,12-13).

Hvis en kristen alligevel vælger at følge kødet, da ender det uundgåeligt i åndelig og evig død.

Menighedstugt

Det Nye Testamentes tekster om menighedstugt er meningsløse, hvis man som kristen kan leve i synd og blive frelst. Præmissen for disse tekster er netop, at en kristen, som lever i synd, bevæger sig mod frafaldet og fortabelsen. Men han eller hun kan reddes, hvis andre kristne ser, hvad der er ved at ske, og formaner den pågældende til omvendelse. Hvis formaningen overhøres, må den pågældende udelukkes af menigheden og betragtes som en ikke-kristen. Denne udelukkelse sker i bøn og håb om, at den udelukkede må forstå alvoren af synden og vende om fra den.

Intet af dette giver imidlertid mening, hvis man kan leve i synd og blive frelst. Hvem har i så fald ret til at formane en medkristen til omvendelse, og med hvilket formål skulle man formane?

Det Nye Testamente er utvetydigt klar: Vi må hjælpe hinanden til Himlen ved at formane de brødre og søstre, som vi ser, lever i synd:

”Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet” (Gal 6,1).

”Mine brødre, hvis en af jer forvilder sig bort fra sandheden, og en anden får ham til at vende om, skal han vide, at den, som får en synder til at vende om fra den vildfarelse, han lever i, frelser hans sjæl fra døden og skjuler mange synder” (Jak 5,19-20).

”Se til brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, som hedder ’i dag’, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag” (Hebr 3,12-13).

Når Jesus underviser om menighedstugt i Matt 18, fortæller han umiddelbart forinden lignelsen om hyrden, der mister et af sine får, forlader de nioghalvfems andre, går ud efter det ene og glæder sig inderligt, når han finder det: ”Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt” (v.14). Derfor skal vi formane de medkristne, som vi ser, begynder at leve i synd. I sidste instans skal vi udelukke dem af menigheden, siger Jesus – for at de kan blive frelst (v.15-18).

Når Paulus taler om menighedstugt, siger han, at vi må overgive den kristne, som lever i synd, og som ikke vil omvende sig, ”til Satan” (1 Kor 5,5; 1 Tim 1,20). Det er ikke en fortalelse. Det er alvorligt ment og dækkende. Når vi praktiserer menighedstugt, siger og viser vi, at vi ikke længere betragter den udelukkede som kristen, men som fortabt. Han eller hun er ikke længere hos Jesus, men hos Satan. Det er forfærdeligt, men sandt, og vi ønsker, at den sandhed skal bliver klar for den udelukkede, og at den sandhed må tjene til omvendelse. Paulus pointerer, at netop dette er målet med menighedstugten – at den udelukkede vender om (1 Kor 5,5; 1 Tim 1,20).

Den mest udførlige tekst om menighedstugt i Det Nye Testamente er 1 Kor 5. Jeg vil ikke gennemgå teksten, men blot pege på to ting, som har særlig relevans i tilknytning til MWL’s bog:

1) Anledningen til, at Paulus skriver om menighedstugt, er, at korintermenigheden har en mand i deres midte, som lever seksuelt sammen med sin fars hustru. De kristne i menigheden siger ingenting til det. De er tværtimod stolte over, at de tillader synden i deres midte (v.6). Hvordan hænger det sammen?

Forud for kapitel 5 er gået fire kapitler, som har handlet om menighedens utilfredshed med Paulus’ forkyndelse. De kristne i Korinth er intenst optagede af, hvad ikke-kristne tænker om dem. De ønsker en forkyndelse, som kan virke sympatisk, intelligent og tiltrækkende på ikke-kristne. Sådan en forkyndelse vil menigheden være stolt af. Den kan vinde anerkendelse hos de ikke-kristne.^lxiii Paulus har det anderledes. Han er ikke interesseret i anerkendelse.. Han vil være et redskab til frelse. Derfor forkynder han evangeliet om Jesu kors, som er Guds kraft til frelse (1,18-24; 2,1-5; 4,1-13,19-20).

Efter at have talt om dette i fire kapitler går Paulus i kapitel 5 over til at tale om menighedens accept af synd i dens midte. Denne accept er ifølge Paulus udtryk for præcis det samme ønske om at fremstå positiv over for og vinde anerkendelse hos de ikke-kristne. De kristne vil vise, hvor åbne, rummelige og inklusive de er.^lxiv

I Credo-kommentaren til Første Korintherbrev skriver Erling Danbolt om korintherne: ”De er opblæste, når de beundrer sig selv for deres evne til at gå på akkord med omgivelserne. De praler af deres tolerance og frisind, for de griber ikke ind i andres privatliv, og de gør sig ikke upopulære (…) Sådan kan Paulus ikke se på sagen. Han mener, at de er opblæste og fulde af tom selvtilfredshed, når de bryster sig af deres frisindethed. De er så optaget af selv at slippe for vanskelighederne ved at stå fast i en kristen livsholdning og bære modstanden, at de glemmer at tage sig af en synder, som trænger til menighedens hjælp til at bryde med synden, så han kan blive frelst.”^lxv

Hvis en kristen menighed er drevet af ønsket om at gøre et godt indtryk på og vinde anerkendelse hos ikke-kristne, er det forventeligt, at det vil gå den som korintermenigheden. I første omgang vil det påvirke dens forkyndelse og i anden omgang dens menighedsliv. Først vil man søge at fjerne det anstødelige fra forkyndelsen og derefter fra menighedslivet. Det vil begynde med korinternes problem i 1 Kor 1-4, og det vil ende med korinternes problem i 1 Kor 5.

På den baggrund er der grund til at frygte, at der vil være en særlig modtagelighed for MWL’s bog og budskab i de menigheder, som er mest optaget af at gøre et godt indtryk på og vinde anerkendelse hos ikke-kristne.

2) Når Paulus formaner menigheden i Korinth til at udelukke den mand, som lever i synd, begrunder han det blandt andet med, at hvis de accepterer én synd i menigheden, så bliver det ikke ved denne ene synd: ”Ved I ikke, at den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen?” (v.6).

Hvis én synd accepteres, hvorfor så ikke en anden? Accepten af én form for synd er principielt en accept af alle former for synd. Synden vil med nødvendighed sprede sig og med tiden kvæle troens liv i menigheden.

MWL’s bog og budskab handler om homoseksuel praksis i den kristne menighed. MWL argumenterer for, at vi skal acceptere, at man i den kristne menighed kan leve i homoseksuel synd. Men det bliver ikke ved det. Hvis vi anerkender, at vi som kristne kan leve i denne synd og blive frelst, har vi anerkendt, at vi kan leve i en hvilken som helst synd og blive frelst.

Hvorfor vil accepten af den ene synd uundgåeligt føre til, at andre og flere synder accepteres? Fordi det er det, kødet i os længes efter. Kødet i os higer efter at få lov til at praktisere og nyde den synd eller de synder, som vi finder en særlig glæde og tilfredsstillelse ved. Det er forskellige synder for forskellige kristne, men driften, trangen og længslen er den samme.

Derfor længes vi efter en forkynder, som åbner døren på klem til det liv, hvor vi kan følge kødet. Vi længes efter en, som siger, at det går an at være kristen og leve i synd. Det kan godt være, at han i første omgang kun nævner én konkret synd, som man kan leve i. Men kødet i os forstår signalet. Når der åbnes for én synd, åbnes der for alle.

Giver vi plads for en sådan forkyndelse i vore bibeltroende menigheder i Danmark, vil konsekvensen være et åndeligt frafald af forfærdende omfang og ubeskrivelig evig alvor.

En anden Jesus

Paulus advarer os imod at lytte til forkyndere, som forkynder ”en anden Jesus” end ham, som vi møder i Guds ord: ”Jeg er bange for, at ligesom slangen forledte Eva ved sin snedighed, skal jeres tanker komme på afveje bort fra det oprigtige og rene forhold til Kristus. I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus” (2 Kor 11,4).

Den Jesus, som vi møder i Guds ord, tager imod mennesker, som lever i synd (Luk 7,36ff.;19,2ff.; Joh 4,16ff.). Når de kommer til ham i et ønske om at få tilgivelse for deres synd, så tilsiger han dem sin frelse (Luk 7,47f.; 19,9; Joh 4,26). På frelsens grund kalder Jesus dem så til at leve et nyt liv – i opgør med og kamp mod synden (Luk 19,8; Joh 5,14; 8,11).

En Jesus, som kun gør det første og ikke det sidste, er ikke Bibelens Jesus. De, som forkynder en sådan Jesus, forkynder en Jesus, som ikke findes, og som derfor ikke kan frelse os.

På reformationens tid blev denne falske Jesus forkyndt af en gruppe prædikanter, som Luther kaldte for antinomerne: anti betyder imod, og nomos betyder lov. Det var prædikanter, som gerne ville prædike om nåden, men ikke om kaldet til at gøre op med og kæmpe mod synden: ”De mener nemlig, at man ikke skal forskrække eller bedrøve folk, men stadig prædike trøsterigt om nåden og syndernes forladelse i Kristus og sandelig undgå disse eller lignende ord: ’Hører du! Du vil være kristen, men alligevel bryde ægteskabet, hore, drikke dig fuld, være hovmodig, gerrig, en udbytter, misundelig, hævngerrig, ondsindet osv.?’ De mener tværtimod, at dette er den rette måde at tale på: ’Hør: Er du ægteskabsbryder, horkarl, gerrig eller lever du i andre synder, så tro blot, og da er du frelst. Du skal ikke frygte loven. Kristus har opfyldt det alt sammen’. Sig mig, er dette ikke at bekræfte præmissen og benægte konsekvensen? Det er at tage Kristus bort og tilintetgøre ham i samme åndedrag, som man med store ord ophøjer ham. Man siger både ja og nej om samme sag. For den Kristus findes ikke, hvis død gælder for de syndere, som efter syndernes forladelse ikke afstår fra synderne og fører et nyt liv (…) Den, som nu ikke ophører med synderne, men bliver i sit forrige væsen, han må af antinomerne få en anden Kristus. Den sande Kristus er ikke dér, om så alle engle skreg: ’Kristus alene, Kristus alene!’ De må fordømmes med deres nye Kristus.”^lxvi

De ord har gyldighed for enhver tid.

Et andet evangelium

Når den sande Jesus udskiftes med en falsk Jesus, så ender man med et falsk evangelium. Gentagne gange advarer Paulus mod forkyndere, som fremstår og præsenterer sig som kristne, men som forfører os med et falsk evangelium (2 Kor 11,4; Gal 1,6ff.; 2 Thess 2,3ff.; 2 Tim 4,3).

Alvoren ved MWL’s bog er netop, at den forkynder et falsk evangelium. Det er et evangelium om, at vi ikke fordømmes af Gud for at leve i synd. Hvordan kan MWL ignorere Guds vrede og dom over synden? Det kan han, fordi han primært ser synden som et problem på det vandrette plan: Den er en ulykke og skade i vores liv, som Gud vil helbrede os for.

Når synden betragtes som en skade, som Gud vil helbrede os for, så forsvinder alvoren ved at leve i synd. Det er ikke mere alvorligt at leve i synd end at have en sygdom, hvis helbredelse trækker ud. Det har patienten som regel ingen skyld for. Når man ikke ser synden som noget, der vækker Guds vrede og dom, så forsvinder behovet for det sande evangelium om Jesu forsoning på korset. I stedet får man sympati for et evangelium, der taler om Guds helbredelse. Netop det møder vi hos MWL.

Det er ikke korset, der er centrum i det evangelium, MWL forkynder. Tværtimod gør han en selvstændig pointe ud af, at vi måske har talt for meget om korset og forsoningen med Gud på det lodrette plan, i forhold til det, som MWL gerne vil betone, forvandlingen på det vandrette plan: ”Hvis vi skal tegne et billede af frelse, tegner vi ofte billedet af et kors. Det var på korset, at vores synd blev sonet. Her blev prisen betalt for vores overtrædelser – af Jesus Kristus. Det er ikke forkert. Det er en vigtig sandhed. Men der findes også en anden side af Jesu sejr. I den ortodokse kirke lægges der vægt på, at Gud sendte sin søn, Jesus Kristus, til verden for at bringe helbredelse og genoprettelse til en verden ramt af syndens ødelæggelse. Synden handler ikke her kun om en krænkelse af Gud, men også om en krænkelse af livet. Adam og Evas synd åbnede ikke alene for døden, men for jalousi, had og mord imellem brødre. Livet blev forvrænget. Deres synd sygeliggjorde verden, så vi i dag døjer med konsekvenserne. Men Gud ønskede ikke, at syndens forvrængning skulle få det sidste ord. Han træder frem som helbrederen – og ikke som dommeren – der vil genoprette det, der bliver ødelagt.”^lxvii

Det er ensidigt på denne måde, MWL taler om frelsen. Han taler ikke om synden som en synd mod Gud, der nedkalder Guds dom og straf over os. Hvis MWL talte sådan om synden, så kunne der ikke være noget evangelium uden om Jesu kors og stedfortrædende forsoning. Men nu fremstiller MWL ensidigt synden som en skade, vi er ramt af og lider under, og som Gud i sin nåde gradvist helbreder os for. Evangeliet bliver Guds genoprettelse af vore skadede liv. Synden som et problem på det lodrette plan fortones, og der tales ensidigt om synden som et problem på det vandrette plan. Hvis vi lytter til og tilegner os dette evangelium, får det to konsekvenser, som er indbyrdes forbundne, og som i fællesskab fører os i frafald: Vi mister anfægtelsen over vores synd i forhold til Gud. Vi mister behovet for evangeliet om Jesu forsoning i forhold til Gud.

Når loven forvanskes, forvanskes også evangeliet. Når synden bliver til en skade, bliver frelsen en helbredelse.

Evangeliets vej

Hvem er det, der længes efter og suger til sig af evangeliet om Jesu kors og forsoning? Det er dem, som ved, at synden er et udtryk for trods og oprør imod Gud, og at den nedkalder Guds vrede og dom over os. Det er dem, som ved, at vi som kristne ikke kan leve i synd, og som netop derfor til stadighed forfærdes og bedrøves over, at synden er så stærk i dem og igen og igen sejrer.

”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme!” (Rom 7,24) Det er Paulus’ udbrud, efter at han i to kapitler har talt om, at vi ikke kan leve i synd som kristne, at vi må leve nye og hellige liv, og at loven er god og nødvendig som vejleder i dette liv. Men ak, netop når jeg tager dette til mig, netop når det bliver alvor for mig, at jeg ikke kan give synden mit tilsagn, at jeg må trodse den og ophøre med den, netop da oplever jeg, hvor meget jeg vil den, hvor stor dens magt er over mig, og hvor ofte jeg falder i den. Jeg elendige menneske! Hvad skal jeg gøre? Hvem skal fri mig fra den synd, som er så indgroet i mig, og som er så alvorlig, stærk og grum?

Det spørgsmål rejser sig kun fra hjertet hos de kristne, som har forstået og tager alvorligt, at de ikke kan leve og blive i synden.

Hvad er svaret? Hvem kan befri en kristen, der erfarer sig selv som en synder og anfægtes over det?

Paulus giver selv svaret. Den samme mand, som kommer med det desperate udbrud og spørgsmål, han jubler – allerede i det efterfølgende vers. Før han har fået det anderledes, og mens han lider under synden og anfægtes over den. Hvordan kan denne ene og samme mand nu pludselig – juble?

Det skyldes Jesus: ”Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vore Herre!” (v.25a).

Derefter udfolder Paulus tre ting, som gælder for ham på grund af Jesus – midt i hans erfaring af synd, fald og fordærv.

1) Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov” (v.25b).

Paulus lider under den indre kamp mellem sit nye sind og sit gamle kød. Det nye sind vil leve helligt og rent. Det gamle kød vil synde. Det er en lidelse at erfare denne indre kamp og de stadige fald i kampen. Men netop denne indre kamp mod synden og sorgen over synden, netop dette er Guds børns kendetegn.

Det er ved troen på Jesus, at Paulus har fået et nyt sind. Det er i kraft af den levende og frelsende tro på Jesus, at han oplever en indre splittelse og en smerte over syndens mørke og magt i ham. Hvor der er trosliv i hjertet, der og kun der er der kamp og anfægtelse.

Kampen og anfægtelsen vidner om, at Paulus er på frelsens vej – under Guds nåde.

2) ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (8,1).

For den kristne, som kæmper mod og anfægtes over synden, er der kun én ting, der kan give trøst: evangeliet om Jesu kors – at Jesus på korset var tilregnet al min synd og blev fordømt af Gud for mig: ”Kristus, på korset, du bar på dig, skabningens synd og ve! Kristus, på korset du bar for mig dom og forbandelse” (J. Santon). Jesu død på korset bekræfter til fulde syndens alvor. Han fordømmes, forkastes og forlades af Gud. Guds evige vrede, dom og straf rammer ham. Jesus lider og dør af én velsignet grund: fordi han bærer skylden og modtager straffen for al min synd. Bevidst og ubevidst, husket og glemt, skjult og åbenlys, engangssynder og gentagne synder, tankesynder og handlingssynder, lyst til det onde og ulyst til det gode, al synd i mit liv fra min første til min sidste dag. ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5,21). Han tog alt vort, og så gav han os alt sit. Vores synd blev hans, og hans retfærdighed blev vores. Når vi tror på Jesus, er vi gemt i ham og i hans retfærdighed. Hvad jeg end erfarer af synd i mit liv, af anfægtelse og sorg over synden og af fald i synd, så gælder det, og så kan jeg sige det: ”Midt under syndens daglige plage, dog jeg en evig retfærdighed har” (C.O. Rosenius).

Som kristen erfarer jeg dagligt min synd. Klarer jeg at sige nej til fristelsen, bliver det blot til en ydmygende erfaring af, at jeg virkelig har lyst til synden. Sådan er jeg. Men samtidig med, at jeg er en synder, der har lyst til synd, er jeg retfærdig i Jesus. Jeg er samtidig synder og retfærdig.

Netop i kampen mod synden erfarer jeg, at min grundlæggende tilstand er og forbliver den samme. Min gamle natur er og forbliver lige fordærvet. Er der sket nogen forandring over tid, er det i retning af en stadigt større forfærdelse over, at jeg virkelig er, som jeg er, og at jeg bliver ved at handle, som jeg gør. Men netop denne erfaring af den blivende synd i mig, netop den styrker min glæde og taknemlighed over, hvad jeg er og har i Jesus:

”I ham er jeg nu hvid og ren, hvor sort jeg selv end er. I ham jeg og er god og from, fuldkommen altid her. For hvad han er, er også jeg, og hvad han har, har jeg, fuldkommen hellighed for dig, din yndest på min vej” (C.O. Rosenius).

Den, som tror på Jesus, er gemt i Jesus, og her er der ingen fordømmelse for en synder. Lige så sikkert det er, at Jesus på korset blev tilregnet vor synd og blev behandlet af Gud derefter, lige så sikkert er det, at vi ved tro på Jesus tilregnes hans retfærdighed og bliver behandlet af Gud derefter. Gud ser på os med fryd og glæde og åbner himlens port for os: ”Her er Herrens port, her går de retfærdige ind!” (Sl 118,20).

Erfaringen af den blivende synd og de stadige fald i synd retter mig mod Jesus. Jeg suger til mig af evangeliet om, hvad han har fuldbragt for mig, og hvad jeg er og har i ham. Velsignelsen ved at leve i kamp mod synden er ikke, at vi til sidst når frem til at sejre over synden. Velsignelsen er, at vi til stadighed fornyes i tørsten og længslen efter at høre evangeliet om nåden i Jesus. Vi hører, læser, synger det og tager det til hjerte, og ved evangeliets ord om Jesus fornyes vi i troens liv, frimodighed og glæde. Vi vokser i glæde over Jesus, og hvad vi er og har i ham. Det er vejen til åndelig fornyelse, bevarelse og frimodighed som kristen – og evigt liv.

3) ”For livets ånds lov har i Kristus befriet mig fra syndens og dødens lov. Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud: Han sendte sin søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden” (8,2-4).

Hvad vil det sige det at leve i lydighed mod Ånden? Det er det modsatte af at leve i lydighed mod kødet. At leve i lydighed mod Ånden vil sige, at jeg lever i kamp mod synden. Jeg kan og vil ikke synde. Jeg ved, at jeg må sige nej til synden, og jeg vil i kraft af mit nye sind sige nej.

Men netop når jeg lever sådan, netop da vil jeg som ingen andre mennesker gøre erfaring af, at jeg er en synder. Den erfaring bruger Ånden. Han bruger den til at lede mig til Jesu kors. Ånden bruger min erfaring af synd til at lede mig til evangeliet om, hvad jeg er og har i Jesus.

Og ved det evangelium – netop ved det evangelium om Jesu fuldbragte og stadigt gældende frelse tager Ånden bolig i mig og virker et nyt liv i mig. Det var ved at høre om den én gang for alle fuldbragte frelse på korset, galaterne fik Ånden og Åndens nye liv (Gal 3,1-5). Og det er ved dette ene og samme evangelium, vi som kristne får Ånden og Åndens nye liv. Som kristne bliver vi aldrig færdige med evangeliet. Vi har brug for det igen og igen. Det er ved at høre og blive i dette evangelium, vi bliver i Jesus, og når vi bliver i Jesus, opfyldes løftet: ”Bliv i mig og jeg bliver i jer (…) Den, der bliver i mig og jeg i ham, han bærer megen frugt” (Joh 15,4-5). Når vi bliver i Jesus ved at leve i stadig modtagelse af evangeliet om hans frelse, da tager han bolig i os ved Ånden, og så virker han et nyt åndeligt liv i os med sande åndelige frugter: kærlighed, glæde, fred … (Gal 5,22). Dette kan loven ikke virke i os. Den kommer til kort på grund af kødet i os. Vores egen vilje kan heller ikke virke det. Vi kan ikke selv frembringe et nyt sind og sande åndelige frugter i vore hjerter. Men Jesus kan. Når vi bliver i ham ved at blive i evangeliet, så tager han bolig i os, og så virker han et nyt åndeligt liv i os. Når Jesus er stor for os, er han stærk i os. Det nye liv er hans gerning i os. Han kan løse os fra den synd, vi ikke selv kan gøre os fri af. Indtil han gør det, bruger han vores erfaring af synden til at drive os til nåden i ham, så vi finder vores trøst, frelse og frimodighed i ham og ham alene.

Dette er evangeliets vej til åndelig fornyelse, frimodighed, frugt og evig frelse.

Må Gud bevare os på den vej!

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.