Genfødt ved Ordet

Første Petersbrev X

Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.

Når Gud vil føre os til frelsende tro på Jesus, lader han os møde sit ord i lov og evangelium. Vi skal først standse for den gerning, Gud gør gennem loven.

Lovens mål

Da Moses var nået til afslutningen af sit liv, overdrog han Guds lov til Israels folk med disse ord: ”Tag denne lovbog, og læg den ved siden af Herren jeres Guds pagts ark! Der skal den ligge som et vidne imod dig. For jeg kender din genstridighed og din stive nakke. Se, endnu i dag, mens jeg lever og er iblandt jer, har I været genstridige mod Herren. Hvor meget mere da efter min død! (…) Men ulykken skal komme over jer i de sidste dage, fordi I gør det, som er ondt i Herrens øjne, og vækker hans vrede ved det, jeres hænder gør” (5 Mos 31,26-27.29, tilpasset ordlyden i den norske oversættelse).

Lovens mål er at vidne mod os, afsløre, hvor ufatteligt langt vi er fra at opfylde Guds krav, og vise os, at vi er under Guds vrede og på vej mod hans straf. Det gør loven ved at stille krav, som intet menneske kan leve op til. ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig” (3 Mos 19,2). Det er lovens krav: Den lighed med Gud i vores væsen, som vi mistede ved syndefaldet, den skal vi have.

Paulus havde høje tanker om sin egen retfærdighed, indtil han mødte loven som et ord, der rettede sig mod hans hjerte, krævede fuldkommenhed der og forbød ethvert syndigt begær. Da erfarede han synden som aldrig før. ”Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: ’Du må ikke begære!” Men med budet fik synden et påskud og vakte alt slags begær i mig” (Rom 7,7b-8).

Paulus troede, at han havde en fri vilje til at vælge at adlyde Gud. Men da han satte sig for ikke at have nogen syndelyst i hjertet, erfarede han, at han ikke var fri. Hjertet gik sin egen vej. Han kunne ikke styre det. Hjertet begærede, og Paulus erkendte: Det, som dette hjerte gør, det gør jeg. Jeg synder og synder og synder, og derved nedkalder jeg Guds dom og straf over mig selv. Jeg har ingen retfærdighed, som jeg kan bestå ved over for Gud. Jeg er strafskyldig.

Netop det var og er lovens mål: at åbenbare denne sandhed for alle mennesker. Alle dem, som er i Djævelens rige og føler, at de har det godt der, og at der ikke er noget at bekymre sig om i forhold til Gud, død og dommedag, hvordan kan de vækkes? Hvordan kan de indse deres forfærdelige situation? Hvordan kan de erkende, at de er i mørkets rige, bundet af Djævelen, under Guds vrede og på vej mod Guds dom og evige straf?

Det kan de ved loven. Netop derfor blev loven givet, og derfor skal vi forkynde den – også i dag.

Vi skal forkynde om Gud, som han er i sin forfærdende hellighed, strenghed, retfærdighed. Det er ikke et gudsbillede, som vi former af pædagogiske hensyn. Det er sådan, Gud er. Vi har ikke talt sandt om Gud, hvis en vantro kan høre og forstå alt, hvad vi siger om Gud, og være rolig. I sin store kærlighed og frelsesvilje vil Gud, at vi skal tale sådan om ham, at den vantro vækkes og forfærdes ved at se sig selv som strafskyldig over for Gud.

Derfor gav Gud os loven: ”Vi ved, at alt hvad loven siger, taler den til dem, som er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud” (Rom 3,19).

At loven har kraft i sig til at gøre denne gerning, det får vi bekræftet ved et vidnesbyrd, som blev skrevet af en for os navnløs jøde på NT’s tid:

”Dette bliver mine første og sidste ord. Det havde været bedre, hvis jorden aldrig havde frembragt Adam, eller hvis den, efter at han var frembragt, havde holdt ham fra at synde. For hvad gavner det, at vi lever vores liv i sorg nu og efter døden bare har straf i vente? Åh, Adam, hvad har du gjort? For selvom det var dig, der syndede, så var faldet ikke dit alene, men også vores, vi, som er dine efterkommere. For hvad hjælper det os, at en evig tidsalder er blevet lovet os, når vi har gjort gerninger, som bringer os død? Hvad hjælper det, at vi har fået et evigt håb, når vi har fejlet så fuldstændigt? Eller at sikre og sunde boliger er blevet beredt til os, når vi har levet helt igennem ondt? Eller at den Højestes herlighed vil forsvare dem, der har ført et rent liv, når vi har vandret på de mest urene stier? Eller at der skal åbenbares et paradis, hvis frugter er fuldkomne, og i hvilket der er overflod og lægedom, når vi ikke skal få lov at gå derind, fordi vi har opholdt os på usle steder? Eller at deres ansigter, som har behersket sig selv, skal skinne klarere end stjernerne, når vores ansigter skal blive sortere end sort? For mens vi levede og syndede, tænkte vi ikke på, hvad vi ville lide efter døden.”¹

Her har loven gjort sin gerning og nået sit mål. Mennesket er kommet til vejs ende med sin egen retfærdighed. Det har intet håb om frelse ved sig selv. Derved har loven banet vej for den anden side af Guds ord: evangeliet om frelse ved Jesus.

Nikodemus

Hvordan loven baner vej for evangeliet, får vi illustreret i Jesu samtale med Nikodemus.

Nikodemus var jøde, farisæer, lovkyndig og medlem af jødernes råd. Ifølge den almindelige jødiske tankegang på Jesu tid havde Nikodemus meget, han kunne rose sig af og trøste sig ved både over for mennesker og over for Gud. Men når Johannes skriver om ham, begynder han med disse ord: ”Der var et menneske” (Joh 3,1). Nikodemus var et menneske, i Adams slægt, fortabt i sig selv.

Nikodemus tiltaler Jesus som rabbi og tilkendegiver en tro på, at Jesus kommer fra Gud: ”Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud” (v.2). Nikodemus lægger op til en teologisk samtale om loven. Men Jesus vil noget andet. Han er ikke kommet til verden for at være en rabbiner og lærer, der giver et bidrag til forståelsen af loven. Han vil udlægge og bruge loven efter dens rette hensigt, så den baner vej for evangeliet om Jesu frelse. Jesus er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.

Derfor placerer Jesus fra begyndelsen Nikodemus blandt de fortabte: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (v.3). Nikodemus’ reaktion viser, at han forstår budskabet. Jesus placerer Nikodemus uden for Guds rige, blandt de fortabte.

Da Nikodemus spørger Jesus, hvordan man kan blive født på ny, svarer Jesus ved at gøre dommen over ham tungere og hårdere: ”Du er lærer i Israel og forstår ikke det?” (v.10). Nikodemus har uden tvivl set sin lærerrolle som et stort plus – også i forhold til Gud. Men Jesus vender det på hovedet. Det bliver en dom over Nikodemus, at han er kyndig i Skriften, men ikke forstår det mest basale i forhold til, hvordan man bliver født på ny og frelst.

Men hvordan kan man da blive født på ny? Jesus lader ikke Nikodemus uden et svar. Han giver ham hele tre svar.

Jesu første svar er dette: ”Det, der er født af kødet er kød, og det, der er født af Ånden er ånd” (v.6): Vi er alle lige fortabte, og vi må alle fødes på ny ved Åndens gerning. Det er ikke noget, vi mennesker selv kan gøre. Ånden må gøre det.

Jesu andet svar er dette: ”Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, der er født af Ånden” (v.8). Ånden føder os på ny, når og hvor han vil det. Han råder over det. Han gør det i sin time.

Og så kommer Jesu tredje svar. Efter at Jesus har åbenbaret for Nikodemus, at han er fortabt, og at han må fødes på ny ved Ånden i den time, Ånden vil det, så gør Jesus noget fantastisk. Han holder en prædiken for Nikodemus om sig selv og sin frelse. Det er en enestående klar og velsignet forkyndelse af evangeliet. Jesus rækker Nikodemus det ord, ved hvilket Ånden gør sin gerning og føder os på ny: evangeliet om frelse ved Jesus alene:

”Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (v.15-17).

Evangeliets gerning

Der er intet menneske, som er blevet født på ny på nogen anden måde end ved at høre evangeliet om, hvad Jesus har gjort for os til vores frelse.

Gennem evangeliets ord om Jesus kommer Ånden til os og gør en vidunderlig gerning. Han åbenbarer for vores hjerter, at Jesus én gang for alle har gjort alt til vores frelse. Hvem vi end er, og hvordan vi end har det. Om vi sidder på den nederste plads som den ringeste og værste af alle syndere. Om vi ikke kan finde nogen tro eller kærlighed, alvor eller anger i os selv: Jesus har gjort alt til vores frelse. Vi er frelst ved ham alene – præcis som vi er og har det.

Når Jesu frelse åbenbares for vores hjerte, da fødes vi på ny. Da føres vi ind i Guds rige, og det er et forunderligt rige. Alle, som er i dette rige, regner med og trøster sig ved, at de er frelst ved Jesus alene. De giver al ære og al tak til Jesus, som har købt os til Gud med sit blod.

Genfødelsen og troen på Jesus er uløseligt forbundne. Når vi genfødes, kommer vi til tro på Jesus. Indtil genfødelsen tror vi, at frelsen afhænger af os selv, noget i os, noget ved os. Ved genfødelsen erstattes denne tro af en helt ny tro – på Jesus.

Det giver mening at tænke om troen som en pegefinger, der peger mod det, som vi ønsker at frelses ved. Hos det naturlige menneske peger troens finger altid indad – mod en selv. Ved genfødelsen sker der et under. Ånden kommer til os og giver os en helt ny tro, som ikke i mindste grad handler om os, men kun om Jesus. Troen har kun én finger. Den kan kun være rettet mod én. Fra genfødelsens øjeblik er troens finger rettet mod en anden end os, Jesus alene.

Hvilke ord skal vi lægge særlig tryk på, når vi læser Joh 3,16? I denne sammenhæng vil jeg anbefale at lægge tryk på de to ord, som jeg har markeret med kursiv: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.

Kristne er et enestående folk. De tror på Jesus.

Altid ved evangeliet

Hvis du er født på ny, hvordan gik det da til? Hvordan kom du til tro på Jesus?

Hver eneste kristen har sin egen særlige historie. Men dette er fælles for alle: Genfødelsen skete, og troen blev til ved Guds ord, ved evangeliet om Jesu frelse. Det er Bibelens entydige vidnesbyrd:

”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord” (1 Pet 1,23).

”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegræde af hans skabninger” (Jak 1,18).

”Troen kommer altså af det, som høres” (Rom 10,17)

”Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet” (ApG 10,43).

Til bekræftelse og illustration af denne sandhed, skal vi standse for nogle kirkehistoriske eksempler på, hvordan kristne er kommet til personlig tro på Jesus.

Martin Luther (1483-1546)

var på sammenbruddets rand af frygt for Guds vrede og dom, da han læste Rom 1,16-17: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse (…) for i det åbenbares Guds retfærdighed af tro.”

Ved første læsning blev Luther som så ofte før skræmt ved ordene om Guds retfærdighed. Fra de katolske teologer havde han lært, at Guds retfærdighed i dette vers betyder Guds vrede over den uretfærdige synder. Men nu kom Helligånden til Luther og kastede lys over evangeliet i verset: Her tales der om Guds retfærdighed af tro. Verset taler om en retfærdighed, som Gud giver til den, som tror – på Jesus. Blot ved tro på Jesus står synderen retfærdig over for Gud ved en givet, passiv, tilregnet retfærdighed.

Det evangelium virkede tro i Luthers hjerte og vished om frelse ved Jesu tilregnede retfærdighed: ”Jeg følte mig født på ny, og jeg gik som gennem åbne døre ind i Paradis!”

John Berridge (1716-1793)

blev i en sen alder et enestående redskab til vækkelse og frelse.

I sine første mange år som præst var han åndeligt overfladisk og ubekymret. Så blev han vakt over for alvoren af at have med Gud at gøre. Han ændrede sit ydre liv og prædikede med stor alvor om vigtigheden af at blive genfødt og leve et helligt liv.

Ingen tilhørere fik hjælp af den forkyndelse.

Efter otte år i dette spor voksede uroen i ham. Var der noget, han ikke havde forstået? Han begyndte at bede til Gud: ”Hvis jeg tager fejl, så hjælp mig!” En morgen, da han sad og læste i Bibelen, kom disse ord til ham: ”Hold inde med dine gerninger, blot tro.” Han forstod ikke meningen. Men han greb Bibelen for at se, hvad den sagde om tro. Her mødte han evangeliet om Jesu fuldbragte frelse og om troen på ham.

Ved det evangelium forvandledes alt. Fra da af var der ét centrum i Berridges forkyndelse: Jesus Kristus og hans frelsergerning som det eneste grundlag for vores frelse.²

Charles Spurgeon (1834-1892)

oplevede som ung fem år i dyb frygt for Guds vrede og dom. ”Hvis nogen har frygtet Guds lov mere end mig, har jeg virkelig ondt af den person.”

En vintersøndag var han på vej til et kristent møde i en snestorm. Da han ikke magtede at gå længere, søgte han ind i et lille kapel. Der var 10-15 personer. Præsten var ikke kommet, så en fattig håndværker holdt en uforberedt prædiken. Teksten handlede om at se på Jesus og blive frelst. Prædikanten kunne ikke udtale ordene rigtigt, men han fik sagt dette:

”Mange af jer vil se på jer selv. Det nytter ikke noget at se der. Du finder aldrig trøst i dig selv. Nej, se på Kristus.”

Og så forkyndte han, hvad Kristus ved sin død på korset har gjort til frelse for alle. Han sluttede med disse ord: ”Se på Jesus Kristus.”

Spurgeon beretter: ”I det øjeblik var skyen borte, mørket var væk. Jeg kunne have rejst mig og sunget af fuld kraft om Kristi dyrebare blod og om den tro, som ikke gør andet end at se på ham.”³

Axel B. Svensson (1879-1967)

voksede op i et kristent hjem, men vendte sig i sin ungdom fra den kristne tro. Han hengav sig i både tanke og handling til et ugudeligt liv. Men der blev bedt for ham, og han kom i dyb syndenød.

Under et besøg i hjemmet kom han med til et møde med højtlæsning af opbyggelige bøger. Læsningen gik på omgang, og det blev hans tur. Han skulle læse en andagt af C.O. Rosenius, hvor disse ord blev udlagt: ”Det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser.”

Axel læste: ”Vi bliver forligt med Gud ved hans søns død; ikke ved vores anger, omvendelse, alvor bøn og tro. Hvordan du end er, så er dine synder sonede i Jesu dødstime. Her er ingen undtagelse. For al skyld er betalt, og hele verden er forligt med Gud.”

Da skete underet. Axel havde altid troet, at han selv skulle virke troen i sit hjerte. Nu havde Gud gjort det ved evangeliet om Jesu fuldbragte frelse: ”Da strømmede freden ind i min sjæl.”⁴

Hans Erik Nissen (1938-2016)

mødte Guds ord i sit hjem, og han tog villigt imod det. Men i sin ungdom oplevede han en indre modvilje mod Guds ord. Ordet var ikke hans lyst og glæde, som det burde være det.

En aften bøjede han knæ ved sin seng og gav sit liv til Jesus. Næste morgen sagde han det til sin mor: ”Jeg har taget en beslutning. Nu vil jeg være en oprigtig kristen!”

Fra den dag blev synden kun stærkere i ham. Han gjorde ikke det gode, som han ville, men det onde, som han ikke ville. Det blev ikke bedre, men værre.

En aften betroede han sig til sin ven Frank Jacobsen. Så satte de sig sammen, og Frank læste Es 53,5: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred.”

Ud fra de ord vidnede Frank om den frelse, som er vundet for alle og står fast for alle i Jesus alene. Da så Hans Erik det: ”Jeg har alt det i Jesus, som jeg aldrig finder i mig selv – alt hans er mit.” Et nyt liv begyndte i tro på Jesus.⁵

Forskellige erfaringer

De fem vidnesbyrd ovenfor illustrerer både, hvordan loven baner vej for evangeliet, og hvordan troen bliver til ved evangeliets ord om frelsen i Jesus. Men det betyder ikke, at de fem vidnesbyrd kan tages som en skabelon for, hvordan alle kristne oplever eller bør opleve genfødelsen.

Fælles for de fem vidnesbyrd er, at troen kom på et tidspunkt, der kunne identificeres, og på en måde, som satte skel mellem før og nu. Sådan oplever nogle kristne det. Men andre kristne oplever det anderledes. De kan ikke sige, hvornår troen blev til i deres hjerter. Det skete umærkeligt og stille. Men det skete ved evangeliets ord, og det endte med en evangelisk tro på Jesus.

Grev Nicolai Ludwig von Zinzendorf var en af kirkehistoriens mest evangeliske vækkelsesprædikanter. Han levede i en tid, hvor mange pietistiske præster og forkyndere havde gjort det til et ideal eller ligefrem til et krav, at man skulle kunne tidsfæste sin omvendelse og genfødelse. Det kunne Zinzendorf ikke. Så langt tilbage, han kunne huske, havde han levet i en evangelisk tro på Jesus. Han vidste, at han var født som vantro, og at han ved evangeliets ord var kommet til tro på Jesus. Men hvornår det skete, vidste han ikke. Havde han fået troen i dåben og aldrig mistet den siden? Eller var den blevet til ved hans mormors evangeliske bibelundervisning?

Det spørgsmål kunne han ikke svare på. Men han mente heller ikke, at svaret var afgørende. Det afgørende var, at hans naturlige tro på sig selv var blevet afløst af troen på Jesus.⁶ Få har vidnet så klart om frelsen i Jesus alene som Zinzendorf. Hør disse sangstrofer:

Jeg tror, at Jesus ved sit blod
har gjort for alle synder bod,
at dette blod evindelig
fra al min synd kan rense mig.

Hans blod og hans retfærdighed
er alt, hvad jeg vil smykkes med.
Dermed kan jeg for Gud bestå,
når jeg i himlen skal indgå.

Så længe jeg på jorden er,
det bliver ene mit begær
at vidne højt med trøstigt mod
om nåden udi Jesu blod.

Når man som kristen læser disse ord, kan man ikke være i tvivl: Her taler den sande og levende tro på Jesus. Hvornår denne tro blev til, under hvilke omstændigheder, og om det skete på en følbar måde, det er ikke vigtigt. At det er en tro på Jesus, det er vigtigt.

Barnedåben

Det har ikke været let for mig at vente med at skrive om barnedåben til nu. Intet er mere nærliggende og naturligt, når vi taler om menneskets fortabte tilstand fra undfangelsen, end at tale om barnedåbens ubeskriveligt store gave og velsignelse. Nu kommer det!

Hvad er den frelsende kraft i dåben? Det er hverken præsten, dåbshandlingen eller vandet. Det er evangeliets ord. I Den Lille Katekismus tydeliggør Luther først, hvad der er dåbens gave og virkning: ”Den virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, som tror det, den evige salighed.” Derefter spørger han: ”Hvorledes kan vand virke så store ting?” Og han svarer selv: ”Det er så vist ikke vand, der virker det, men Guds ord, som er med og ved vandet”.

Det trosskabende og åndeligt livgivende evangelium, som vi ovenfor har beskæftiget os med, det lyder ved dåben, også når det er en barnedåb. Her tilsiges barnet med navns nævnelse hele den frelse, som Jesus har vundet til os. Her forkyndes evangeliet om Jesus til barnet til genfødelse, tro og frelse. Hvem vil benægte, at dåben kan frelse, når evangeliets ord lyder her? Hvem vil benægte det, når apostlen Peter taler om ”den dåb, som nu frelser jer”? (1 Pet 3,21). Hvem vil benægte, at barnet kan få troen her, når Johannes Døber kunne få troen i sin moders liv? (Luk 1,15; 2,39-44). Hvem vil benægte, at børn kan tro, når Jesus taler om ”disse små, som tror på mig”? (Matt 18,6).

I Det Gamle Testamente blev jøderne pålagt at omskære drengebørnene på den ottende dag (1 Mos 17,10). I Det Nye Testamente får vi at vide, at omskærelsen er blevet afløst af dåben (Kol 2,11-12). Nu er det ikke længere i omskærelsen, men i dåben, at vore børn får tilsagt frelsen og bliver optaget i menigheden.

Vi bringer vores børn til dåben med jubel, tak og glæde. Tænk en gave, at Gud her gennem evangeliets ord og ved sin Ånd vil virke til genfødelse og tro i deres hjerter! Netop derfor har Gud givet os dåben. Paulus siger, at Gud i sin store barmhjertighed og for Jesu skyld frelser os ”ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden” (Tit 3,4-7).

Paulus skriver, at dåben både ”genføder” og ”fornyer”. I dem, som bringes til dåben uden tro, vil Gud virke genfødelse. I dem, der kommer til dåben som troende, vil Gud virke fornyelse i troen. Det er netop den gerning, evangeliet altid gør. Det virker genfødelse, hvor der ikke er tro, og fornyelse, hvor der er tro.

I den lutherske kirke i Danmark er der et bibelvers, som bliver læst forud for hver barnedåb. Det er 1 Pet 1,3: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Med de ord giver de troende i menigheden udtryk for deres tak for og lovprisning til Gud for, at han i sin store barmhjertighed har genfødt dem til tro på Jesus. Samtidig udtrykker de deres glæde over, tak for og tro på, at Gud nu ved evangeliet i dåben vil gøre den samme gerning i hjertet på det barn, der skal døbes.

For troende forældre er barnedåben en gave og en velsignelse, som ikke kan overvurderes, og som vi ikke bliver færdige med at prise og takke Gud for.

”Lad de små børn komme til mig”, siger Jesus, ”det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det” (Mark 10,14-15). En vidunderlig invitation. Men også en tydeliggørelse af, at de små børn har brug for at ”tage imod” og ”komme ind i” hans rige. De begynder udenfor. Men Jesus vil føre dem ind. Han kan og vil gøre det. Derfor bringer vi børnene til ham i dåben. Da giver han dem sin velsignelse (v.16). Det er den velsignelse, som blev lovet til Abraham og til alle hans troende efterkommere: frelsen og det evige liv i Jesus. Tak og lov!

Et nyt liv indefra

Genfødelsen bringer et nyt liv med sig inde i den kristne. Der er tale om en radikal og gennemgribende forandring af den kristne i det inderste af personligheden. Alt det, som i den foregående artikel blev sagt om det faldne menneskes syndige væsen og natur, har den kristne fortsat i sig. Men sammen med, ved siden af og i modsætning til den gamle, syndige natur er der nu et nyt liv, et nyt væsen, en ny natur. Det kan meget vel være, at det nye liv kun viser sig svagt og glimtvis i det ydre. Men når troen er i hjertet, er et nyt liv blevet til i den kristne. Bibelen bruger stærke ord om dette nye liv, og de ord må vi hverken undvige eller svække.

”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!” (2 Kor 5,17).

”Guds Ånd bor i jer” (Rom 8,9).

”Alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn” (Rom 8,14).

”Jeres legemer er et tempel for Helligånden, som bor i jer” (1 Kor 6,19).

”Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer?” (2 Kor 13,5).

Ved genfødelsen sker det modsatte af det, som skete, da Adam faldt i synd. Ved syndefaldet mistede vi mennesker vores indre lighed med Gud. Ved genfødelsen får vi den igen. Den treenige Gud tager bolig i vores hjerter og giver os et nyt sind, en ny natur, Guds egen natur. Peter fortæller os med rene ord, at vi ved troen har fået ”del i guddommelig natur” (2 Pet 1,4).

Sammen med vores gamle syndige natur har vi nu en ny natur, som vil det, Gud vil; hader det, Gud hader; elsker det, som Gud elsker; er hellig og ren, som Gud er hellig og ren. Intet mindre.

Fordi vi nu har to naturer i os, så er der i alle kristne en indre strid og kamp mellem det gamle og det nye, mellem Adam og Kristus, mellem kødet og Ånden: ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil” (Gal 5,17).

Ingen erfarer, og ingen lider under deres indre synd som genfødte kristne. I den foregående artikel pegede jeg på et paradoks. Da mennesket faldt i synd og mistede den indre lighed med Gud, da blev det samtidig dybt selvretfærdigt. Ved genfødelsen vendes paradokset om. De kristne får del i guddommelig natur, men ingen er så lidt selvretfærdige som de. Kristne er forfærdede ved tanken om, at deres egen godhed og retfærdighed skulle have betydning for frelsen. De vil kun vide af én retfærdighed: den retfærdighed, de har i Kristus. Fordi lyset er kommet ind i dem, ser og erfarer de deres indre mørke, ondskab og fordærv som ingen andre. Fordi de har en ny natur i sig, lider de som ingen andre under den gamle. Fordi de har smagt det nye liv i sin renhed, er det en anfægtelse for dem, at det gamle liv fortsat er og virker i dem med al sin urenhed. Derfor reagerer de som på elektrisk stød, hvis det antydes, at noget af deres eget skal tælle og gælde i frelsen. Nej: ”Hans blod og hans retfærdighed er alt, hvad jeg vil smykkes med!” Sådan taler den genfødte, og netop dette er den genfødtes fundamentale kendetegn. Troens finger peger på Jesus.

Men det nye liv giver sig også til kende på andre måder. Genfødte kristne har andre kendetegn. Jeg vil slutte med at skrive lidt om det.

Genfødelsens kendetegn

”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Kristus er i jer? Ellers står I ikke prøve” (2 Kor 13,5). Sådan taler Guds ord, og sådan må vi tale.

Jesus siger, at der vil være ”mange”, som først på dommens dag erkender, at de levede på et bedrag (Matt 7,22). De troede, at de var kristne, men de var det ikke. De havde en kristen bekendelse, de var med i den kristne menighed, og de troede, at de var frelst. Men det var et bedrag. Når Guds ord kalder os til at ransage og prøve os selv, er det for at redde os fra dette selvbedrag. Det er et centralt bibelsk anliggende, og det må være et centralt anliggende i vores forkyndelse og sjælesorg.

Den pietistiske vækkelse begyndte med Philip Jacob Speners skrift ”Pia Desideria” – ”Fromme ønsker”. En betydelig del af dette skrift var en gennemgang af de bibelske kendetegn på det genfødte liv. Mange læste det og erkendte: Dette liv har jeg ikke! Og der blev vækkelse.

Som stor dreng læste C.O. Rosenius bogen ”Troens spejl” af den pietistiske præst Erik Pontoppidan. Som titlen antyder, tegner bogen et billede af den sande tro og dens kendetegn. Rosenius spejlede sig og erkendte: Den tro har jeg ikke! Det førte til hans vækkelse og til evangelisk tro på Jesus.

Efter en hjerneblødning, som pegede mod en snarlig død, skrev Rosenius et afskedsbrev, et åndeligt ”testamente” til sine troende venner. Det betonede trøsten i Jesu forsoning. Men han kom også med en formaning til forkynderne om fortsat ”at prædike om kendetegnene på den sande tro”.⁷

Jeg tror, det er vigtigt at tale om dette. Men hvad er da kendetegnene på den sande tro? Der kan nævnes mange. Jeg vil nævne fire kendetegn, som er indbyrdes forbundne.

1) Villighed til at lade sig ransage

Her står vi igen over for noget paradoksalt. Det er den genfødte, som gerne lader sig ransage af Gud. Det er den genfødte, der indefra frygter selvbedraget. Det er den troende David, som beder: ”Ransag mig Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evighedsvej!” (Sl 139,23-24).

Den troende har erfaret, at friheden er i lyset, hvor alt mit eget afsløres og afdækkes, så grumt og grimt det end måtte være. Ja, om det så er min egen fortabte tilstand, der kommer for en dag, så er det her, jeg vil være. For her kommer Jesus mig i møde med det blod, som renser for al synd (1 Joh 1,6-9; Joh 3,21). Vel kender den troende til en indre modvilje og modstand mod Guds afslørende lys, for sådan har kødet det. Men den troende kender også til en anden kraft og vilje indefra: Jeg vil vandre i lyset, ligesom han er i lyset, for jeg vil være hos ham og under hans rensende blod.

Kender du dette, eller er der kun ét ønske indefra i dit sind: at undgå ransagelsen?

2) Lidelse ved at leve i synd

Hvis vi oversætter 1 Joh 3,9 med en tydelig gengivelse af grundteksten, får vi en ordlyd som denne: ”Enhver, som er født af Gud, gør ikke vedblivende synd, for Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke blive ved at synde.”⁸ En kristen kan ikke leve i synd. Der står ikke, at en kristen ikke ”må” leve i synd. Han ”kan” ikke, fordi han er født af Gud. Der er skabt et nyt liv i ham, som ikke kan holde ud at være i synden, hvor han må undgå Guds ansigt, undgå ransagelsen, undgå lyset.

Rosenius siger det på denne måde: ”Når en kristen falder i synd, så falder han som i ild og vand.” Hvis vi placeres på et bål, som antændes, så drives vi ved en kraft indefra til at kæmpe os ud af det. Det samme sker, hvis vi trækkes ned under vandet: Vi må op. Vi mærker indefra, at her kan vi ikke blive, og vi mærker: Det er et spørgsmål om liv og død. Sådan har en kristen det i synden.

Det er ikke det eneste, vi mærker indefra. Fordi vi har kødet i os, nyder vi synden. Derfor er vi tilbøjelige til at undskylde synden og udskyde opgøret. Men i den genfødte er der en natur og vilje, som trækker den anden vej – mod opgør og bekendelse. En kristen har behov for at kunne se Jesus i øjnene. Der må ikke være noget, der skiller i forhold til ham. Derfor drives den troende indefra til at komme til Jesus og tale ud med ham om synden. Kun i et opgjort forhold til Jesus kan troen ånde frit.

Kender du dette, eller er din eneste bekymring i forhold til synden, at andre ikke skal opdage den?

3) Kærlighed til de medkristne

”Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene” (1 Joh 3,14). Genfødelsen betyder ikke, at vi bliver blinde for de kristnes fejl eller får det lige godt på det menneskelige plan med dem alle. Men som en frugt af genfødelsen sker der noget forunderligt. Det går op for os, at vi er sat ind i et fællesskab af brødre og søstre, der indefra har det som os selv. De har fundet deres trøst og glæde i Jesus alene. De mærker synden i sig selv, og netop derfor glæder de sig over den retfærdighed, de har i Jesus. De finder hjælp og trøst i at høre, tale og synge om Jesus, og hvad de er og har i ham. Den, som er født på ny, erfarer, at her, i dette fællesskab, har jeg hjemme.

En ung pige var blevet omvendt fra et verdsligt liv til tro på Jesus. ”Det er underligt,” sagde hun til mig. ”Nu har jeg mere fællesskab med de gamle koner i kirken end med mine jævnaldrende ikke-kristne veninder.”

Glæden over det kristne fællesskab er ikke altid lige følelsesmæssigt stærk i den genfødte. Men den genfødte kender til at kende sig hjemme i det fællesskab, hvor alt samler sig om Jesus og vores rigdom i ham.

Kender du det, eller har du altid følt dig fremmed blandt dem, for hvem Jesus er alt?

4) Anfægtelse og fred hos Jesus

”Jeg elendige menneske, hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?” (Rom 7,24). Det er den genfødte Paulus, som siger dette. Ånden har afsløret Paulus og mindet ham om, hvad der bor i ham, og da må han erkende og bekende: ”I mig, altså i mit kød, bor der intet godt” (v.18). Sådan erfarer en kristen det i anfægtelsen.

Det er forskelligt, hvor meget og hvor dybt vi anfægtes som kristne. Men ingen kristen kan leve med en åben Bibel og møde den hellige Gud i hans ord uden at få afsløret sin synd i dens dybde og alvor. Da kan alt blive mørkt for den kristne, og da kan man opleve, at troens kendetegn bliver væk for en. Rosenius siger det på denne måde: ”Du må ikke vente, at du midt i anfægtelsens mørke skal kunne se disse kendetegn på den nye fødsel. I mørke ser man intet.”

Hvad hjælper den kristne i den situation? At tage sig sammen? At sætte sin vilje ind på at gøre godt? At optræde og handle som en afgjort kristen?

Per Nordsletten giver os svaret. I en af sine salmer beskriver han netop den situation, hvor man som kristen oplever, at ens liv ikke svarer til det, som ifølge Guds ord kendetegner det genfødte hjerte. Hvad hjælper i den situation? Hør:

Jeg ofte er i frygt og fare
og tænker, alt er selvbedrag.
Jeg synes, livet ej vil svare
til det, jeg ser som hjertets sag.
Hvor skal jeg hen med denne nød?
Jo, ile til min frelsers skød.

Når en kristen ikke finder nogen tegn på levende tro og åndeligt liv hos sig selv, så findes hjælpen ikke i at få det bedre, men i at flygte til Jesus og gemme sig i ham under hans rensende blod.

Kender du til dette at finde din trøst med al din elendighed i Jesus, eller er du fremmed for det?

Hvis du står fremmed over for det genfødte livs kendetegn, hvad er da vejen frem for dig? Vejen er præcis den samme som den, Per Nordsletten vidner om: Kom til Jesus!

Kom, som du er, til din frelser
smittet af vantroens dynd!
Blodet, som flød fra hans vunder,
renser din sjæl for al synd.

Vores frelse afgøres ikke af, hvordan vi er, men hvor vi er. Kommer du til Jesus, så er du hos Jesus, under hans blod, som renser dig for al synd. Han har sagt: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37).

Kom til Jesus med alt, hvad du har, alt, hvad du mangler. Tal ud med ham om din synd, din vantro, din tomhed, din ligegyldighed – alt. Da gælder Guds ord og løfte for dig: ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Der er ingen synd, Jesu blod ikke renser for. Personligt fryder jeg mig over, at Jesu blod også renser for vantroens synd. For i anfægtelsen kan jeg ikke mærke og se nogen tro hos mig selv. Jeg erfarer til gengæld den vantro, som altid er en del af min gamle natur. Da må jeg komme til Jesus og sige det, som det er, bekende det alt sammen for ham, og takke for hans blod, som renser for al synd.

Det samme må du gøre. Da kan du og jeg bekende sammen med tak og vished om frelse:

”Jesu, Guds søns, blod renser os for al synd” (1 Joh 1,7).

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.