Før genfødelsen

Første Petersbrev IX

Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Pet 1,3).

Den foregående artikel i denne serie tog udgangspunkt i det samme vers, som indleder denne artikel. Den foregående artikel fokuserede på, at vi som kristne er genfødt til et evigt liv, som er vundet til os ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Denne artikel vil fokusere på den tilstand, vi mennesker er i før genfødelsen. Hvor underfuld og nådefuld genfødelsen er, forstår vi kun i lyset af det fortabte menneskes tilstand.

Adams efterkommere

Gud forudsagde, at hvis Adam spiste af kundskabens træ, ville han dø samme dag: ”Den dag, du spiser af det, skal du dø” (1 Mos 2,17). Det ord gik i opfyldelse ved syndefaldet. Adam døde ikke fysisk samme dag, men han døde åndeligt. Han mistede den indre lighed med Gud i sit væsen, og han blev skilt fra det paradisiske fællesskab med Gud. I stedet fik han en indre lighed med Djævelen og blev knyttet til ham i et forbandet fællesskab under Guds vrede.

Den ulykke, Adam endte i, er gået i arv til alle, som undfanges og fødes i hans slægt. Brorson formulerer det på denne måde:

Et syndigt ord i Adam for,
det lagde verden øde.
Det har gjort det sjælemord,
hvorved alle døde.

Det er et stort og vidunderligt under, når et nyt menneskeliv bliver til. Men efter Adams fald er vi åndeligt døde fra det øjeblik, vi får fysisk liv. Vi er adskilt fra Gud, med en syndig natur og derfor under Guds vrede.

At vi er syndere fra undfangelsen, sætter David klare ord på: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig” (Sl 51,7). ”De ugudelige er frafaldne fra fødslen. Løgnerne er vildfarne fra moders liv” (Sl 58,4).

Paulus tydeliggør, at det er Adams fald, som har gjort os til syndere: ”Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker (…) en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker” (Rom 5,12,18). 

At synden ikke først kom til os, da vi i en bevidst alder valgte at synde, fremgår af det, som Paulus skriver om den tilstand, alle vi, som er kristne var i, da vi blev til: ”Vi var af natur vredens børn ligesom de andre” (Ef 2,3).

Vi har vores natur fra undfangelsen, og den er fælles for alle mennesker. Hvad Paulus fortæller os, er, at vi er syndere fra det øjeblik, hvor sædcelle og ægcelle finder sammen. Vi har en indre lighed med Djævelen, og derfor er vi i vores inderste, som Jesus selv siger det: onde (Matt 7,11).

Som vores fysiske hjerte konstant pumper en god og livgivende strøm af blod ud i vores krop, sådan pumper vores syndige hjerte konstant en ond og destruktiv strøm af synd ud i vores sind og tanker: ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser” (Matt 15,19).

Hvor alvorligt dette er, fremgår af Jesu udlægning af Guds bud i Bjergprædikenen (Matt 5,21ff.). Som Jesus udlægger buddene, har vi brudt dem blot ved tanken om, tilskyndelsen til, begæret efter at bryde dem. Døgnet rundt og livet igennem synder og synder og synder vi og nedkalder derved Guds vrede og dom over os.

Det er på den baggrund, Paulus fastslår, at vi som mennesker af natur er vredens børn (Ef 2,3). Den hellige Gud kan og vil ikke se med mildhed og overbærenhed på ondskab. Al ondskab vækker Guds vrede og nedkalder hans dom. Som mennesker i Adams slægt er vi onde af natur og gør uophørligt ondt.

Hvad kan vi mennesker gøre ved dette? Hvad kan vi gøre for at redde og frelse os selv? Bibelens svar er lige så rystende, som det er klart: Vi kan intet gøre. Lige så lidt som en fysisk død kan ændre ved sin tilstand, lige så lidt kan en åndeligt død gøre det. Vi er i os selv helt, håbløst og hjælpeløst fortabte. Vi kan intet gøre for at frelse os selv.

At det er virkeligheden, bliver klart, når vi ser nærmere på tre ting, der gælder for os mennesker, som vi er af naturen.

1) Vi er fanget i Djævelens rige og er tvunget til at gøre hans vilje

Ved syndefaldet kom et nyt åndeligt rige ind i denne verden: Djævelens, syndens og fortabelsens rige. Den forfærdelige konsekvens af Adams fald er, at vi alle begynder vores liv i dette rige. Vi tilhører fra begyndelsen ham, som hader os og kun vil os ondt. Vi er hans børn, under hans herredømme, i hans rige, og i dette rige er vi tvunget til at gøre hans vilje.

Paulus skriver om vantro mennesker, at de befinder sig i en ”fælde, hvor de holdes fangne af Djævelen, så de må gøre hans vilje” (2 Tim 2,26).

Det betyder ikke, at det faldne menneske ikke kan gøre meget godt på det vandrette plan over for andre mennesker. Det kan gå op i at være moralsk. Det kan vælge at blive munk, og det kan sætte hele sit liv ind på at være god og from og hjælpe andre. Men længst inde vedbliver det at ligne Djævelen og følge hans vilje. Djævelen er intenst selvcentreret. Han er inkarnationen af selviskhed, selvophøjelse, selvrådighed. Sådan er han selv, og sådan driver han os til at være. Munkekutten kan skjule det, men ikke ændre ved det. I hjertet søger vi altid os selv. Vi kan ikke andet. Vi må gøre Djævelens vilje.

Det var det, Luther erfarede, da han blev munk. Synden var med i alt i hans liv, selv i det som så frommest ud. Fromheden var bare en skal, et bedrag. Jo pænere skallen var, jo større var bedraget. Det var på den baggrund, Luther kunne sige: ”Mennesket er værst, når det er bedst.” For da er det længst fra sandheden.

Djævelen har intet imod, at vi udvikler en religiøsitet, som gør os stolte af os selv, vores moral og godhed. Djævelen forstår sig på stolthed. Det er i hans natur. Når vi drives af ønsket om at blive stolte af os selv, og når vi finder vores stolthed i os selv, så lever vi i pagt med Djævelens natur og gør hans vilje.

”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster” (Joh 8,44). Det sagde Jesus til nogle jøder, der var kommet til tro på, at Jesus var udsendt af Gud. Det var jøder, som var stolte af at være Abrahams efterkommere med en fri vilje til at tro på og lyde Gud: ”Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen” (v.33). De var stolte af deres jødiske afstamning. De var stolte af ikke at være hedninger. De var stolte af deres frie vilje. De var stolte af sig selv – og derved gjorde de Djævelens vilje.

På baggrund af sine erfaringer som munk udtalte Luther, at mennesket i sit hjerte er ”indkroget i sig selv”. I hjertet søger vi altid os selv. Selv når vi gør noget, som virkelig kan være til gavn for andre, så søger vi i hjertet os selv. Det var på den baggrund, Luther kunne sige: ”Enhver god gerning er synd.” Sådan tager gerningen sig ud i Guds perspektiv. For Gud ser bag den ydre handling til hjertet.

Luther kom ikke til kort som munk, så længe det bare handlede om at gøre det gode i det ydre. Men da han indså, at han måtte være god, uselvisk, ydmyg, hellig og kærlig i hjertet, da gik det galt. Da oplevede han, at han var fanget i en fælde, hvor han var bundet af Djævelen og måtte gøre hans vilje. Han kunne ikke andet end at synde, synde, synde. Siden satte han i en salme ord på denne oplevelse:

Jeg altid dybere sank ned,
der var ej vej til salighed,
i synden var jeg fangen.

Men netop da Luther erfarede dette, var han i en bedre tilstand, end han nogensinde havde været før. For det er en del af det vantro menneskes ulykke, at det overladt til sig selv netop ikke føler sig bundet og bestemt af Djævelen, men fri.

2) Vi oplever os frie hos Djævelen og vil ikke befries af Jesus

Jeg tror, vi er mange, som har mødt det, når vi har talt med ikke-kristne: Deres største bekymring i forhold til at blive kristne er, at de vil miste deres frihed. De ser for sig, at de skal underlægge sig Gud og Bibelen, som vil sætte grænser for deres liv, og det virker skræmmende. For de oplever sig frie. De gør, hvad de selv vil, og de er glade for at have det sådan. Derfor er de bange for at blive kristne.

Hvorfor oplever de det sådan?

Bibelen giver os svaret. Til de jøder, der var stolte af at være Abrahams efterkommere, sagde Jesus: ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster.” Djævelen ville, at de skulle være selviske og selvcentrerede i deres religiøsitet; at de skulle jage efter en fromhed, som de kunne være stolte af. Det var Djævelens vilje. Men det var samtidig deres egen vilje. Det var netop det, de længtes og stræbte efter. Det var ikke en plage for dem at være selvoptagede, selvophøjende og selvkredsende. De følte det ikke som noget, de blev presset og tvunget til udefra. Det kom helt naturligt til dem indefra – fra deres eget hjerte. Det var det, de følte sig allermest frie ved at gøre.

Så alvorligt og dybt er vores fald i synd, at når vantro mennesker drives og tvinges af Djævelen til at gøre hans vilje, så oplever de sig frie. På grund af den lighed, de har med Djævelen i deres natur, er det, som han vil, også det, som de vil.

Paulus sætter ord på den samme virkelighed, når han skriver til efeserne om det liv, de levede, før de kom til tro på Jesus. Dengang lod i jer bestemme, siger Paulus, ”af ham, som hersker over luftens rige”, Djævelen (2,1). Men samtidig gjorde de, ”hvad kødet og sindet ville” (2,3). Der var en indre overensstemmelse mellem det, som de lod sig bestemme til af Djævelen, og det, som de selv ville indefra. Sådan er det for alle vantro mennesker helt uafhængigt af, om de lever moralsk eller amoralsk, fromt eller ugudeligt.

Dette sidste ser vi tydeligt illustreret hos galaterne. Da Paulus kom til dem, tilbad de hedenske afguder, og levede givetvis et hedensk liv med alt, hvad det indebar af ydre synd (Gal 4,8,13ff.). Ved forkyndelsen af evangeliet blev de født på ny, de blev sat fri fra Djævelen og blev Guds børn (3,1ff.; 4,21ff.). Men så kom der vranglærere, som overbeviste galaterne om, at deres frelse afhang af deres lydighed mod Guds bud. Ved den forkyndelse blev de intenst optaget af sig selv og deres egen fromhed (4,13ff.). I den situation skriver Paulus til dem og tydeliggør, at de nu er ved at vende tilbage til at trælle under de samme onde åndsmagter, som de trællede under, da de var hedninger (Gal 4,8-10).

Den ugudelige hedning, der selvisk kaster sig ud i grov synd, og den fromme munk, der selvisk arbejder på sin fromhed, tjener begge den samme herre. Begge drives af Djævelen til at gøre det, som han vil. Men begge kan samtidig opleve sig frie, fordi de gør det, som de selv gerne vil. Derfor oplever de det skræmmende, hvis de møder en forkyndelse, som fælder dom over deres liv og byder dem at forkaste og forlade det. Det vil de ikke! De vil leve, som de gør, og de vil blive, hvor de er.

Det vantro menneskes ønske om at blive hos Djævelen er blevet betegnet som ”et åndeligt stockholmsyndrom”. Det er en rammende betegnelse. Begrebet stockholmsyndrom opstod i forlængelse af en gidseltagning i Stockholm i 1973, hvor to bankrøvere tog fire unge bankansatte som gidsler. Gennem gidseltagningen udviklede flere af de ansatte sympati og positive følelser over for gidseltagerne. De følte, at de havde det godt hos dem, de fik et positivt syn på dem, og de fik et tilsvarende negativt syn på politiet, der ville befri dem. De så gidseltagerne som deres venner og politiet som deres fjender.

Netop sådan har vi mennesker det af naturen hos Djævelen. Vi føler os hjemme i hans rige, vi oplever os frie her, og vi vil ikke forlade hans rige. Men sammenligningen mellem gidslerne i Stockholm og vantro mennesker har en alvorlig svaghed. Vi mennesker er ikke uskyldige ofre, der er blevet forført. Vi er medskyldige. Vi deltager i forbrydelsen, og vi elsker det. Vi vil forbrydelsen fra dybet af vores natur. Vi er én natur med ham, som vi er fanget hos, og fra bunden af vores hjerter hader vi ham, som vil befri os – Jesus.

Så alvorligt fremstiller Bibelen syndefaldet. Jesus siger om den vantro verden: ”Mig hader den, fordi jeg vidner om den, at dens gerninger er onde” (Joh 7,7). Netop fordi Jesus kommer med et ord, der afslører verdens synd og fælder dom over den, netop derfor hader verden ham. Men af samme grund hader verden også dem, der kommer i Jesu navn og forkynder hans budskab. Kort før sin død siger Jesus til sine disciple: ”Når verden hader jer skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; men nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer” (Joh 15,18-19).

Verden kan godt elske en Jesus, og den kan godt elske kristne, som forkynder et budskab, som lader verden leve videre, som den selv vil – amoralsk eller moralsk. Men verden kan ikke udholde et budskab, der fælder dom over dens gerninger – de onde gerninger og de gode. Det budskab hader verden. Det budskab kan og vil den ikke lytte til. Netop derved viser det sig, hvem der er sande forkyndere, og hvem der er falske.

I et afsnit om falske profeter skriver Johannes: ”De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd” (1 Joh 4,5-6).

Forkyndelse, som ikke-kristne kan lytte til og blive ved at lytte til med glæde uden at omvende sig, det er ifølge Johannes en falsk forkyndelse. For den sande forkyndelse er kendetegnet ved, at den fælder dom over de vantro og kalder dem til frelse ved Jesus alene. Den forkyndelse vil altid være hadet i verden. Så alvorligt og forfærdeligt er syndefaldet, at det vantro menneske af natur reagerer med had og fjendskab mod det ord og evangelium, som er dets eneste håb.

Som Bibelen fremstiller det for os, ulmer hadet og fjendskaben mod Guds ord i hjertet hos alle vantro, også dem, som har de mest sympatiske personligheder, gør mest godt mod andre og er mest positive over for kirke og kristendom. Der er ét ord, de ikke vil høre. Det er det ord, der afslører syndens dybde og alvor i dem, fælder dom over dem og stiller dem på linje med de værste forbrydere under Guds vrede. Det ord kan og vil de ikke lytte til. Når det forkyndes, så kommer reaktionen fra dybet af hjertet med had mod det ord og had mod dem, som forkynder det.

I Jesu liv kom hadet til udtryk i vold:

”Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri (…) De sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned” (Luk 4,28f.)

”Da tog de sten op for at kaste dem på ham” (Joh 8,59).

”Atter samlede jøderne sten op for at stene ham” (Joh 10,31).

”Men farisæerne gik ud og traf beslutning om at få ham slået ihjel” (Matt 12,14).

”Da råbte hele mængden: ’Bort med ham (…) Korsfæst ham, korsfæst ham!” (Luk 23,18.21).

Apostlene mødte det samme had, når de forkyndte Guds ord:

”Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham” (ApG 7,57f.).

”Efter lang tids forløb traf jøderne i fællesskab den beslutning at slå ham ihjel (ApG 9,23).

”Både hedninger og jøder samt deres ledere havde i sinde at mishandle og stene dem” (ApG 14,5).

”Da kom der nogle jøder (…) som fik folk overtalt, så de stenede Paulus” (ApG 14,19).

”Hele byen kom i bevægelse, folk stimlede sammen, greb fat i Paulus og slæbte ham bort (…) De ville slå ham ihjel” (ApG 21,30f.).

Den afgørende grund til dette had var apostlenes budskab om frelse for syndere ved Jesus alene. Det budskab hader Djævelen, og det budskab hader alle de, som hører ham til. Det vantro menneske nægter at høre, at det er dømt og fortabt i sig selv, og at det må frelses ved Jesus alene. Men netop det budskab er de vantros eneste håb om frelse. Derfor blev apostlene ved at forkynde det. Selvom de bogstaveligt talt blev banket, pisket og stenet fra by til by, så stillede de sig troligt op i den næste by og forkyndte præcis det samme budskab. For de vidste, at frelseskraften er knyttet til dette ene ord. De kunne alle sige og bekende med Paulus: ”Jeg skammer mig ikke ved evangeliet, for det er Guds kraft til frelse” (Rom 1,16).

3) Vi er selvretfærdige

Det er et kæmpe paradoks. Da menneskene ved syndefaldet mistede deres indre lighed med Gud og i stedet fik en indre lighed med Djævelen; da de faldt i synd på en sådan måde, at de blev onde og herefter hadede deres frelser og frelsens ord, da blev de samtidig – selvretfærdige.

Hjertes dybe syndighed blev ledsaget af et kolossalt selvbedrag. Menneskene så sig selv som nogle, der kunne bestå over for Gud som deres dommer. Da Gud i Edens have kom og konfronterede Adam og Eva med deres synd, var deres spontane reaktion ikke anger og bekendelse, men benægtelse og bortforklaring (1 Mos 3,8ff.). Sådan har mennesket været og handlet lige siden.

Gud har givet alle mennesker en samvittighed, og han har indskrevet sin lov i vores hjerter (Rom 2,14-15). Han har også givet os en viden om, at vi står til ansvar over for ham med vores liv, og at han vil straffe os for vores synd (Rom 1,18-32). På den baggrund kender vi alle til at få dårlig samvittighed over noget, vi har gjort galt, og vi kender til at gøre os tanker om dommen efter døden. Men det ligger i vores natur at tro, at vi må og skal og kan bestå i dommen ved vores egen retfærdighed.

Troen på, at vi kan retfærdiggøre os selv, er den inderste kerne og den drivende kraft i al menneskelig religiøsitet. Om sin samtids jøder siger Paulus: ”De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen” (Rom 10,3). Det samme kan siges om alle mennesker. Al menneskelig religiøsitet tager sigte på at hjælpe os til at blive gode og retfærdige i os selv – så vi kan bestå i dommen.

Den mest besøgte seværdighed i Cambodia er det imponerende tempelkompleks Angkor Wat. Det blev bygget i begyndelsen af 1100-tallet, 400 år før der kom kristne missionærer til landet. Templet er et udtryk for den religion, som folket udviklede af sig selv. Man tilbad en gud, som var ophav til og opretholder af alt det skabte, og som vågede over menneskers liv. Og man var overbevist om, at der efter døden ventede menneskene en dom, hvor de enten ville blive belønnet eller straffet. I den østlige fløj af templet finder man relieffer, der illustrerer dommedag og livet efter døden. Øverst er der relieffer, som viser himlens herlighed. Nederst er der relieffer, der illustrerer helvedes gru. Dommedag, himmel og helvede – alt dette vidste de om i Cambodia, længe før de kom i kontakt med Bibelen. Hvad brugte de denne viden til? De udviklede en religion, som lærte menneskene, at de på dommens dag havde én ting at håbe på og frelses ved: dem selv.¹

Sådan blev det i Cambodia, og sådan er det blevet alle steder, hvor mennesker selv har udviklet deres egen religion.

Martin Luther så det i sin egen samtid: ”Tanken om, at Gud vil vise mig nåde og give mig evigt liv for mine gode gerningers skyld, den tanke bærer alle religioner, og den tanke er alle mennesker af natur enige om: katolikker, jøder, muslimer, kættere. Derfor er der ingen forskel på disse folk. Javel, deres ydre religiøse ceremonier er forskellige, men de har alle det samme hjerte og den samme tanke. Muslimen og munken tænker begge: Hvis jeg gør det gode, får jeg en nådig Gud. Hvis jeg ikke gør det, er Gud vred på mig. Der er kun ét folk, der skiller sig ud: de, der tror på Kristus.”²

Monier Monier-Williams var professor i sanskrit ved universitetet i Oxford i slutningen af 1800-tallet. Han underviste i asiatiske sprog, kulturer og religioner. Han var også kristen. Ved afslutningen af sin akademiske karriere udtalte han: ”I de fyrre år, jeg har været professor i sanskrit ved universitetet i Oxford, har jeg brugt så meget tid som vel næppe noget andet nulevende menneske på at studere Østens hellige bøger. Og jeg har fundet en grundtone i alle disse såkaldt hellige bøger, et omkvæd, som går igen overalt: frelse ved gerninger. De siger alle, at frelsen må købes, købes for en bestemt pris, og prisen må være vores egne gerninger og vores egen fortjeneste. Vores hellige bibel er fra første til sidste blad en protest mod denne lære. Det er den hellige bog, som indeholder det sande og troværdige ord, at Jesus Kristus kom til verden for at frelse syndere.”³

Ja, Gud ske tak og lov, at han har givet os Bibelens ord om frelsen i Jesus! Der er ét håb om frelse for alle verdens fortabte mennesker: De må møde Bibelens ord. ”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger” (Hebr 4,12).

Hvad er den dybeste tanke i menneskehjertet? I forhold til frelsen er vores egen dybeste tanke denne: Frelsen beror på mig. Den afhænger af mig, den hviler på mig. Min frelse afhænger af mig.

Her kommer Guds ord med en velsignet dom: Nej, det er løgn! Din frelse beror ikke på dig. Den beror på Jesus – alene! Det er dette vidunderlige budskab, Gud vil forkynde til alle menneskers hjerter.

Der er underfuld kraft i Guds ord. Det kan vække anger over synden i de hjerter, der ikke vil bøje sig for Guds dom. Det kan vække tro på Jesus i de hjerter, som ikke vil have med Jesus at gøre. Det kan få døve til at høre, blinde til at se og gøre åndeligt døde levende. Jesus siger det selv: ”Den tid kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve” (Joh 5,25).

Hele verden er af natur åndeligt død. Det var jeg engang, og det var du. Er du kommet til tro på Jesus som din frelser? Så er der sket et mægtigt under i dit liv, det største under af alle. Gud har genfødt dig ved sit levende ord. I den næste artikel skal vi se nærmere på Guds frelsende gerning gennem sit ord. Denne artikel skal afsluttes med en tak og lovprisning til Gud for hans vidunderlige gerning i vores hjerter til genfødelse og tro på Jesus:

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde!

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.