I finder jer jo kønt i, at der kommer nogen og prædiker en anden Jesus, end ham, vi prædikede, og at I får en anden ånd end den, I fik, og et andet evangelium end det, I tog imod (2 Kor 11,4).
Paulus er bange for, at korintherne er ved at blive forledt. Hvad det præcise indhold í de fremmedes forkynderes budskab er, står ikke helt klart. At dømme ud fra de ting, der betones i de omgivende kapitler, drejer det sig formentlig om en eller anden form for judaisering. De gjorde meget ud af deres jødiske arv og føjede hertil en række dyder, som de følte, gjorde dem til kristne, der var i en klasse over alle andre; eller måske hævdede de ligefrem, at disse fordele var nødvendige for sand kristendom.
I en vis forstand prædikede de naturligvis den samme Jesus. Også de troede uden tvivl, at han var den forjættede Messias, at han gjorde undere og forkyndte Guds rige, at han døde, stod op af graven og fór til himmels og sidder ved Faderens højre hånd. Men så snart Jesus Kristus ikke er det eneste grundlag for vor frelse, så snart vort barnekår hos Gud beror på noget mere end hans offer på korset, har vi fornægtet tilstrækkeligheden af hans person og gerning, og så er den Jesus, der bliver prædiket, ikke længere den bibelske Jesus.
Når Paulus kritiserer korintherne for at bøje sig for ”en anden Jesus end ham, vi prædikede”, eller for at acceptere ”et andet evangelium end det, I tog imod,” påstår han ikke, at sandheden afhænger af ham. Han er langt fra at sige: ”Hvad jeg prædiker er rigtigt og sandt – fordi jeg siger det. Tag mit ord for det og bøj jer for min myndighed, så vil alt blive godt.” Det er ikke sin egen myndighed, Paulus er optaget af, men sandheden i det evangelium, som han prædiker. Det er grunden til, at han et andet sted kan sige: ”Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han” (Gal 1,8). Paulus er i den grad overbevist om evangeliets sandhed, dets eksklusive sandhed, at hvis han selv skulle komme til at ændre indholdet i sin forkyndelse, nedkalder han en forbandelse over sig selv.
Her har vi ikke en selvcentreret despot, men et menneske, som ydmygt giver sig ind under det åbenbarede evangelium, og som er lidenskabeligt engageret i dets forkyndelse, fordi han forstår, at et alternativt evangelium i virkeligheden ikke er noget evangelium.
Den kristne menighed har brug for mere af Paulus’ dømmekraft, men også af hans intolerance. Ligesom korintherne bliver vi også undertiden vildledt. Når bare der tales meget og flydende om Jesus, evangeliet, sandhed, kristen livsform og åndelige erfaringer – kombineret med effektivt, selvsikkert lederskab – spørger vi sjældent, om det er den samme Jesus, som ham, der præsenteres i Skriften, eller om det evangelium, vi præsenteres for, harmonerer med det apostolske evangelium
Er det en bibelsk Jesus, der ikke lover andet end sundhed, velstand, visdom og glæde? Er det en bibelsk Jesus, der garanterer mennesker himlen, men ikke siger noget om helvede? Er det en bibelsk Jesus, der lover evigt liv, men ikke siger noget om det retfærdige liv, der skulle følge? Er det en bibelsk Jesus, der skal have sin frelsergerning suppleret med vore fortjenester, ceremonier og ofre, hvis vi skal blive frelst?
Hvis korintherne i det første århundrede kunne narres til at overføre deres troskab til en Jesus, der ikke virkelig eksisterede, hvad får så os til at tro, at vi altid vil være i sikkerhed for lignende farer og bedrag? Vores eneste sikkerhed er igen og igen ydmygt at vende tilbage til det apostolske evangelium, den bibelske Jesus, som vi finder på Bibelens sider.
Fra vanvid til sund tro, LogosMedia, 2006, s. 104-106. Teksten er forkortet, men ellers ikke ændret.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
D.A. Carson
Donald Arthur Carson, professor emeritus i Det Nye Testamente fra Trinity Evangelical Divinity School.