”Hvad ved De om nerver? De har ingen anelse om den slags! Ved De måske, hvordan det er, når man slet ikke kan falde i søvn om natten? Nå, men jeg tager en sovepille. Men efterhånden virker de heller ikke mere. Så ryger jeg den ene cigaret efter den anden. Det beroliger en smule. Men i det lange løb… Åh nej, undskyld mig. Jeg må ud i forretningen et øjeblik – ekspedienterne, kunderne, bare et øjeblik.“
Den elegante kvindelige ejer af forretningen for damehatte forsvandt. Jeg så mig om i det lille, luksuriøse kontor. Det var gennemført fornemt og smagfuldt indrettet. Der var bare det med kvindens nerver. De syntes virkelig at give hende problemer. Var hun overanstrengt?
Hun kom tilbage igen:
”Altså, som sagt, så kan De jo slet ikke snakke med, når det drejer sig om nerver. Jeg kan snart ikke holde det ud mere”. Hendes stemme skælvede.
Nu brød jeg ind:
”Jo, det kan jeg godt tale med om. Lad mig fortælle Dem om det. De er nervøs og nedkørt, fordi De har for meget at gøre. Med mig var det lige omvendt. Jeg sad dag efter dag i en fangecelle – det var i det tredje riges tid – og jeg var ved at blive vanvittig, fordi der intet skete. Jeg havde tigget fængselsbetjenten om, at jeg måtte få lov til at hjælpe ham med at bære koks. Men han havde sagt med et grin, at jeg lignende en af den slags, som bagefter kunne finde på at skrive en bog om mit fængselsophold. Derfor ville han hellere gøre alt efter reglementet. Så sad jeg der og grublede og spekulerede. Intet skete der. Ingen forhør, ingen afbrydelser, intet havde jeg at se frem til.
En dag var jeg færdig, nerverne var slidt i bund. Jeg tænkte, at hvis jeg gav efter nu, så ville jeg forsvinde ind i det mentale mørkes nat, hvorfra man ikke vender tilbage.”
”Netop sådan er det,“ udbrød kvinden bevæget, ”fortæl videre!”
”Jeg havde også rent fysisk nået bunden. Maden var så afskyelig, at jeg kun kunne få nogle mundfulde ned af den. Dertil kom manglen på frisk luft. Kort sagt: Jeg var nået til det punkt, hvor man begynder at ødelægge cellen og bliver lagt i spændetrøje.
Pludselig kom jeg i tanke om et ord fra Bibelen. Det var, som om nogen havde hvisket mig det i øret: ’Sig altid Gud Fader tak for alt.” Det var som en befaling. Jeg knælede ned og begyndte at takke Gud.”
”Takke – for hvad?” spurgte kvinden.
”Jo, jeg takkede Gud for, at han er der. Fordi han havde givet mig så rigt et liv. Og fordi han ikke havde glemt mig. Fordi jeg trods alt var ganske sund og rask. Fordi han den foregående nat havde givet mig et par timers søvn. Jeg takkede ham, fordi jeg havde sådan en kærlig kone og nogle dejlige børn – og, ja, jeg fandt en hel masse at takke Gud for. Frem for alt takkede jeg ham for, at han havde givet mig sin søn Jesus, at Jesus gik så meget igennem for min skyld, og at han bar og fjernede alle mine synder.
Da jeg var færdig med at takke Gud, var der gået en times tid. Senere på dagen gjorde jeg det samme igen, og jeg sang stille et par lovsange. Jeg så for mig, hvordan de himmelske hærskarer stod foran den treenige Guds trone og tilbad, og i tankerne stillede jeg mig mellem dem og bad med.”
”Og hvad skete der så?” spurgte kvinden.
”Ja, så kom der orden i tingene. Hver dag brugte jeg to timer på at lovprise Gud. Og så kom der orden og ro over alt andet. Panikken forsvandt. Jeg blev glad. Fængselsbetjentene blev venligere. En dag fik min kone lov til at besøge mig. Hun mente, der var grund til at være bekymret for mig, fordi jeg var blevet så tynd og sikkert ikke fik nok at spise. Men jeg svarede, at mig skulle man ikke være bekymret for. For nu havde jeg endelig fået tid til at lovprise Gud. Man skulle snarere være bekymret for alle de mennesker uden for fængslet, som havde så travlt med uvæsentlige ting, at de hverken havde tid til at høre Guds ord eller til at bede til ham og takke ham.”
”Og Deres nerver?“
„Ja, De kan jo selv se. Mine nerver er kommet så meget i orden, at De selv mente, at jeg slet ikke kunne tale med om dårlige nerver.”
”Forunderligt,” sagde kvinden eftertænksomt.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2022. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Wilhelm Busch
Wilhelm Busch (1897-1966) var ungdomspræst i Essen under 2. Verdenskrig. Trods flere arrestationer og langvarige fængslinger i nazi-tiden samlede han frimodigt mennesker omkring sig og fortalte om Jesus. 9 af hans foredrag, som blev kendt over store dele af Europa, er samlet i bogen "Hvad skal jeg med Jesus?".