Det er omvendt hos Gud

Sådan kom jeg til tro

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Tipoldemor

Bo Berentsen er vokset op i Farum nord for København i et hjem og en familie, hvor man ikke talte meget om den kristne tro. Han lærte at bede Fadervor, men han fik indtryk af, at det var omtrent den eneste bøn, man måtte og kunne bede til Gud. Ingen i familien gik i kirke, da han var barn, og der blev ikke talt om den kristne tro. Men sådan havde det ikke altid været.

Bos tipoldeforældre på morens side var missionske kristne. I en tidlig alder mistede Bos tipoldemor sin mand. Alt gik i sort for hende. Hun stod alene med ansvaret for hjem og børn, og hun kunne ikke se en vej frem. Hun vidste ikke, hvordan de skulle få til det daglige brød. Sorgen knugede hende dybt, men den fik hende også til at vende sig til Gud i bøn og til at gribe fat i Guds løfter.

”Det satte gang i en åndelig vækkelse i min tipoldemors liv. Hun blev dybt afhængig af de gode og rige salmer i salmebogen. Aften efter aften sad hun på sit værelse og sang salmer for sig selv. Efter aftensmaden gik hun ind på sit værelse, og så sang hun salmer. De salmer bar hende igennem, og de gav hende tro og åndeligt liv. Hun blev vækkelseskristen, og hun fik en dyb åndelig omsorg for sine børn. Jeg ved, at hun har bedt for sine børn og for slægten.

Efter at jeg blev kristen, begyndte jeg at læse de breve, som min tipoldemor og min oldefar skrev til hinanden. De er præget af dyb kærlighed og omsorg og fællesskab i den kristne tro. På det tidspunkt var mine forældre ikke begejstrede for, at jeg læste brevene. De var bange for, at jeg blev lidt for inspireret af dem. Og det var faktisk enormt opmuntrende for mig at læse brevene. Jeg forstod, at der er en åndelig arv i familien, som nu er blevet min i troen på Jesus. Jeg er ikke den første, og jeg er ikke den eneste. Jeg spejler mig meget i min tipoldemor. Der er meget i hendes liv, jeg kan se mig selv i.”

En af lighederne mellem Bos liv og tipoldemorens liv, er, at en stor tragedie førte til en stor velsignelse. En dyb smerte og sorg drev Bos tipoldemor til at gribe ud efter og gribe fat i Guds løfter. Det samme kom Bo til at opleve.

Mobbeoffer

Bo er 26 år. Når han ser tilbage på sit liv, ser han Guds hånd og ledelse, længe før han selv kom på den tanke at søge Gud. ”Der går en rød tråd i mit liv gennem al smerten og sorgen i min barndom frem til min omvendelse.”

Smerten og sorgen hang sammen med, at Bo i hele sin skoletid til og med 8. klasse var udsat for seriøs mobning. Han blev mobbet både psykisk og fysisk. ”Det var bagtalelse, tilsvining, vold og tæsk, og det var så omfattende og vedvarende, at det var det eneste, der fyldte for mig”.

I 5. klasse fik Bo lov til at flytte til en ny skole for at få en ny begyndelse. Men på den nye skole blev det kun værre. Mobningen satte sig i sindet hos Bo med sorg, smerte, bitterhed og vrede og en oplevelse af at være dybt ensom. Ingen hjalp ham. Han måtte passe på sig selv, så godt han kunne. ”Da jeg blev konfirmeret, havde jeg klippet mig karse for ikke at blive revet i håret. Men på det tidspunkt havde jeg egentlig givet op. Jeg tænkte, at det var min skæbne at blive mobbet resten af mit liv.”

Men netop tiden op til konfirmationen bragte et lyspunkt med sig. Den præst, som underviste Bo til konfirmationsforberedelse, lagde mærke til ham og så, at han var ensom og blev dårligt behandlet af de andre børn. ”Han havde syn og hjerte for mig, og han så, at jeg blev mobbet. Han kunne se, at jeg havde det svært og viste mig en særlig opmærksomhed. Han var virkelig en god person, et stort menneske. Der var ikke noget evangelium i det, han lærte os. Hans kristendom var moral – at vi skulle være gode ved andre. Men det betød rigtig meget for mig at opleve, at der var en, som bemærkede mig og viste omsorg for mig. Han hilste altid personligt på mig, og jeg begyndte at tage til gudstjeneste bare for at tale med ham bagefter.”

Bos ensomhed blev også i nogen grad brudt ved, at han fandt sammen med en anden dreng, som også var et mobbeoffer. De to blev bedste venner.

I 9. klasse kom Bo på efterskole, og der stoppede mobningen. Det var en stor befrielse. En bemærkning fra skolens mest populære dreng gik dybt ind hos Bo: ”Jeg kan ikke forstå, hvorfor en god dreng som dig skulle blive mobbet.” Det var til dels opmuntrende for Bo at høre. ”Det sagde mig, at det måske alligevel ikke var mig, der var mærkelig. Men det forløste mig ikke, snarere tværtimod. For første gang forstod jeg, at det ikke bare var min skæbne at leve som mobbeoffer. Det var noget, mobberne havde gjort mig til. Det skabte en dyb bitterhed i mig og en hævngerrig vrede.”

Soldat

Efter gymnasiet var Bo afklaret om, at han ville være soldat og ikke bare almindelig soldat. Han ville i Livgarden og blive befalingsmand. Ønsket var motiveret af den mobning, han havde været udsat for. ”Jeg var bitter og vred og ville hævne mig. Jeg ville blive en stor, styg og stærk sergent, så jeg kunne hævne mig på mine mobbere.”

De viste sig dog hurtigt, at hæren var et rigtig dårligt sted for Bo. ”Det var en enormt negativ oplevelse at være der, fordi jeg var sammen med så mange, der var ligesom mig selv. Det var unge mænd, som havde rigtig meget at bevise. De ville hævde sig og være hårde og slog gerne fra sig. Når vi var i byen, endte det tit i vold. Det var ikke godt for noget og slet ikke for mig.

Det blev ikke bedre af, at det viste sig, at jeg var en rigtig dårlig soldat. Jeg følte mig ikke hjemme i hæren og oplevede, at jeg faldt igennem. De andre var bedre. Så det var nederlag igen.”

Det, som skulle være begyndelsen til en genoprejsning for Bo, bevægede sig i retning af det modsatte. Efter to måneder gik det helt galt. Inden for få dage oplevede Bo tre ting, der tilsammen gav ham en oplevelse af det totale sammenbrud, tab og nederlag.

”Jeg mistede min nærmeste og bedste ven. Vi havde fundet sammen som to mobbeofre. Men min vens erfaringer med mobning drev ham i retning af at ville redde verden og gøre den til et godt sted. Så først engagerede han sig i en revolutionær kommunistisk gruppe, og derefter blev han opslugt af Jehovas Vidner. Da han forsøgte at få mig med i Jehovas Vidner, endte det galt. Jeg oplevede det som om, han havde mistet forstanden, og det sagde jeg, og så endte det i en slåskamp, som jeg den dag i dag er dybt ulykkelig over. Min ven meldte mig til politiet. Det var enden på det venskab.

Så fik jeg at vide, at min konfirmationspræst havde begået selvmord. Jeg vidste, at han var blevet ramt af en meget alvorlig sygdom i ryggen. Den gav ham stærke smerter og gjorde det umuligt for ham, at leve et normalt liv. Han vekslede mellem to dage på stærk morfin og så en dag uden morfin, hvor han måtte ligge i sengen. Han havde været enormt sporty og et supermenneske med en masse energi og overskud. Nu var det helt slut. Efter et års sygdom mistede han livsglæden. Han havde kone og tre børn. Men han tog sit eget liv. Jeg talte med ham en måned, før det skete. Da jeg hørte om selvmordet, slog det mig fuldstændig ud.

Og så endte min karriere som befalingsmand, før den kom i gang. Under en øvelse tabte jeg mit basisgrej. Det bestod af 40 dele. For hver enkelt del skulle jeg skrive en tabserklæring og aflevere den til min sergent. Så jeg kom med 40 dokumenter til ham. Da jeg gjorde det, spurgte han mig, om jeg havde tanker om at gøre karriere i hæren. Han forklarede så, at han havde et princip om, at hvis en menig nåede op på tre tabserklæringer, så ville han personligt sørge for at stoppe hans karriere. ’Du har afleveret 40!’ Så vidste jeg, det var slut. Det var det totale nederlag. Fra samtalen med sergenten gik jeg ned på soldaterhjemmet i Høvelte.”

Aldrig før havde Bo gået en tur med så tunge skridt. Han følte sig mere mislykket, modløs og håbløs end nogensinde før. Mørket var totalt.

Når Bo nu ser tilbage, står den dag ikke desto mindre som det positive vendepunkt i hans liv. Her, på den absolutte bund, kom Gud til ham.

Felttestamentet

På Soldaterhjemmet faldt Bo i snak med en af de unge medarbejdere. Han var kristen, og det talte de om, og så gav han Bo et felttestamente. Det var et Ny Testamente trykt på tyndt papir, så det kunne ligge i soldatens lomme og tages med overalt. Medarbejderen anbefalede Bo at læse i det. Han understregede, at Bibelen er Guds ord. Det er sandt hele vejen igennem. Bo sagde tak for testamentet og lagde det i sin i lomme.

Kort efter skulle Bo og hans kompagni på øvelsestur. Bo fik nattevagt i en base, hvor han var alene. Han fik vagten mellem klokken 4 og 6 om morgenen. Det var dæmringsvagten. I løbet af vagten tog lyset til. Bo havde sit felttestamente med. Da der var lys nok til det, begyndte han at læse. Hvor skulle han begynde? Han begyndte med begyndelsen – Matthæusevangeliets første kapitler.

”Det begyndte med Jesu slægtstavle, og jeg tænkte: ’Nå ja, jeg har også en slægtstavle.’ Så kom Jesu dåb. ’Nå ja, jeg er også døbt.’ Men så kom jeg til Bjergprædikenen, og i Bjergprædikenen kom jeg til Jesu første saligprisning: ’Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres’ (Matt 5,3). Det ramte mig med en ubeskrivelig kraft. Jeg oplevede, at det var talt direkte til mig. Det var et ord fra Gud, som gik helt på tværs af alt det, jeg havde tænkt: Gud lovede mig salighed, han lovede mig himmeriget, selvom jeg var fattig, mislykket, færdig, på bunden, ja, måske endda fordi jeg var det! Det var fuldstændig modsat alt det, jeg selv havde tænkt. Det var helt omvendt.

Der var meget, som jeg ikke forstod, og det var først senere, jeg kom til tro på evangeliet om Jesu frelse. Men det var mit første glimt af Guds nåde, og det havde en klarhed og en kraft, som jeg ikke kan beskrive – som et spark af en hest lige i brystet. Jeg forstod, at over for Gud kunne jeg være ærlig. Jeg behøvede ikke at skjule og dække over mine nederlag. Jeg kunne sige det hele, som det var – og så ville Gud være god mod mig og give mig salighed og himmerig. Ja, det var mørkt i mit liv. Alt var tabt. Jeg var ulykkelig. Men jeg forstod på en underlig måde, at der var en mening med det hele, en tråd i det. At Gud havde ført mig derhen, fordi han ville give mig alt for intet.”

Efter øvelsen talte Bo igen med den unge medarbejder på soldaterhjemmet. Han anbefalede Bo at opsøge et kristent fællesskab og fortalte, at han selv kom i Luthersk Missions Ungdom. Men før Bo fik gjort noget ved det, var rekruttiden forbi, og han blev flyttet til København for at gøre vagttjeneste som livgardesoldat.

I København blev meget af fritiden brugt på at gå i byen. Det fyldte for Bo. Allerede i gymnasietiden havde han fundet ud af, at der var én ting, han var god til: at snøre og score piger. Det gav en forbigående glæde og selvtillid. Nu kom det til at fylde igen. Tankerne om Gud gled i baggrunden.

Højskole

Efter tiden i Livgarden tilmeldte Bo sig i foråret 2016 som elev på en højskole i Hillerød, Grundtvigs Højskole. Det var en lettelse for Bo at komme ud af hæren. Den indre smerte fortog sig. Han nød at være på højskolen i et godt menneskeligt fællesskab. Men samvittigheden var urolig. Han var blevet bevidst om Gud i sit liv. Nu kunne han ikke finde ro uden et godt forhold til Gud.

”Jeg så på mig selv og tænkte: Hvor er det lavt, at du kunne have brug for Gud, da du havde det dårligt. Og nu, når du har det bedre, så er han lige meget. Du har brugt Gud som en sutteklud. Men det holder ikke. Gud er ikke en sutteklud. Han er Gud!”

Bo fandt sit felttestamente frem igen og læste videre i Matthæusevangeliet. ”Jeg kom til kapitel 10,37, og så blev jeg stoppet igen: ’Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd.’ Jeg tænkte: Hjælp, jeg holder så utroligt meget af mine forældre! Kan jeg ikke gøre det og være kristen? Hvordan skal jeg forstå det her? Jeg tænkte, at jeg måtte snakke med nogle kristne om det.

Så mens jeg var på højskolen, begyndte jeg at gå i kirke. Når gudstjenesten var forbi, gik jeg hen til præsten og spurgte, hvordan det her vers skulle forstås. Men jeg fik ingen hjælp. Den ene præst efter den anden snakkede uden om. Jeg gik fra kirke til kirke og fra præst til præst. Ingen tog verset alvorligt. Der var endda en, der sagde lige ud: ’Det her skal du ikke tro på’.

Jeg var dybt skuffet. Jeg havde en overbevisning om, at man ikke kunne være uenig med Bibelen. Det var Guds ord. Det var det, medarbejderen på soldaterhjemmet havde sagt. Men så kom jeg i tanke om, at han også havde sagt noget andet. Han havde sagt, at han selv kom i ’Luthersk Missions Ungdom’. Måske kunne jeg få hjælp der.”

I april 2016 satte Bo sig en aften til sin PC og googlede ”Luthersk Missions Ungdom” (LMU). Han ville se, om der var et fællesskab i nærheden, som han kunne opsøge. Han var 21 år og håbede, at det var en OK alder. Det viste sig, at der var et LMU-fællesskab kun en kilometer fra højskolen. På nettet var der et kontakttelefonnummer til formanden. Bo ringede.

”Jeg spurgte, om det var i orden, at jeg kom en aften. Det var 100% i orden. Der var faktisk møde samme aften, sagde han, om under en time. Jeg tog en Bibel under armen og gik til missionshuset.”

Ungdomskredsen

Det var Bos første møde med et bibeltroende kristent fællesskab.

”Det var overvældende. De unge tog fantastisk godt imod mig. Noget af det, som gjorde stærkest indtryk på mig, var deres bedemøde. Jeg oplevede det som et chok, da folk begyndte at tale helt frit og naturligt med Gud, som om han var til stede. Der var også en, der bad for mig, og det varmede mig meget. Jeg tænkte, at den tro, som de har, den vil jeg også have.

Men hvordan skulle jeg komme derhen? Jeg havde masser af spørgsmål, men det vigtigste spørgsmål handlede om bibelverset om at elske far og mor mere end Jesus.

Der var en prædikant til ungdomsmødet den aften. Det var Birger Reuss Schmidt. Jeg gik hen til ham og viste ham verset og spurgte ham: ’Tror du på det?’ Han svarede uden tøven: ’Ja!’ Og så fik vi en rigtig god snak om det. Birger talte om, at Jesus skulle have førstepladsen i mit liv. Hvis jeg fulgte andre mennesker mere end Jesus, så blev de afguder. Og så talte han om, at når jeg kom til at elske Jesus på den rigtige måde, så ville jeg også blive i stand til at elske andre bedre, også min far og mor. Så gav han mig sin adresse og inviterede mig hjem til sig selv og sin kone. Den invitation benyttede jeg mig af. Birger fik en afgørende rolle i den fase af mit liv.”

Ved ungdomsmødet havde Bo en umiddelbar oplevelse af, at det budskab og den tro, han mødte her, det var sandheden. ”Jeg tænkte: Hvor har I været hele mit liv? Det var det her, jeg ønskede at tro på. Det er sandheden. Jeg var så forløst. Det, jeg havde brug for, var en håndfast kristendom, og det mødte jeg endelig her. Så jeg var vildt opsat på at komme igen. ’Må jeg komme igen?’, spurgte jeg. ’Er I sikre på, at jeg må komme igen?’.”

Efter den aften var der nogle gamle venner, Bo måtte ringe til. Han var klar over, at livet som kristen indebar et opgør med det verdslige liv. Men det var et opgør, han var villig til at tage. Han ønskede af hele sit hjerte at leve et nyt liv med Jesus.

Teologistudiet

I en af de første samtaler med Birger Reuss Schmidt gav Bo udtryk for, at han kunne have lyst til at læse teologi. ”Jeg spurgte Birger, om han mente, at jeg kunne blive præst. Det mente han. ’OK’, sagde jeg, ’så skal jeg søge ind på universitetet i København.’ Det var Birger så ikke helt overbevist om. Han nævnte, at der var en anden mulighed: Dansk Bibel-Institut (DBI). Der kunne man også tage en teologisk uddannelse. Og på DBI troede man på Bibelen som Guds sande ord. Så det mente Birger, ville være bedre for mig. Det kunne jeg godt forstå. ’Så er der lige en enkelt ting, du skal vide,’ sagde Birger. ’På DBI får man ikke SU. Så du må selv skaffe de penge, du skal leve af.’ ’Chok!’ tænkte jeg. Hvordan skulle jeg klare det?

Ikke længe efter var jeg hjemme hos min mor og far. På det tidspunkt havde de intet hørt om hverken min bibellæsning, ungdomskredsen, missionsforeningen eller mit ønske om at leve som en kristen og læse teologi. Men den aften fortalte jeg det hele. De tog det med missionsforeningen meget pænt. Jeg tror, det hang sammen med, at de ikke vidste så eget om, hvad en missionsforening er og står for. Så kom jeg til det med at læse teologi. Til sidst nævnte jeg det med at tage en uddannelse på DBI uden SU.

Så blev de negative! Min mor mest. Min far trak lidt mere på det. Stemningen blev ikke bedre, da jeg spurgte, om de ville hjælpe mig økonomisk. ’Bo!’ – sagde min mor. ’Nu går du ind på dit værelse og spiller computerspil!’ Og det gjorde jeg så. Mens jeg sad der, kunne jeg høre, at de hviskede intenst med hinanden. Da de var færdige, åbnede min mor døren til mit værelse: ’Far og jeg er blevet enige om, at vi gerne vil støtte dig i at begynde og læse på DBI. Og det første år kan du regne med penge fra os.’ Jeg var utroligt lettet og taknemlig.”

I brand

Sommeren 2016 begyndte Bo at læse teologi på DBI i København. Han havde en stor åndelig appetit og brændte efter at lære mere. Men han brændte også efter at vidne for andre om Jesus og tjene Jesus og leve et nyt og helligt liv. Han meldte sig til mange opgaver i forskelligt kristent arbejde og engagerede sig blandt andet i et kristent arbejde blandt teenagere på Vestsjælland. Det var en lang tur frem og tilbage, men han oplevede det dybt meningsfuldt. Han havde nød for de unges frelse. Der manglede medarbejdere i teenarbejdet, og hvis han ikke tog sig af teenagerne, hvem skulle så gøre det? Hvordan skulle det gå dem, hvis ingen vidnede for dem om Jesus?

Der blev meget lidt tid til andet end studiet og kristent arbejde og så at lytte til kristen forkyndelse. Det sidste var Bo bevidst om, at han havde brug for. Han fandt ud af, at det, som talte stærkest til ham, var nogle engelsksprogede forkyndere, som talte meget klart og radikalt om at bryde med al synd og al verdslighed og leve helligt, helhjertet og brændende for Jesus. Jo mere hidsig og hård forkyndelsen var i sin dom over al verdslighed, jo bedre var det.

”Jeg tror, jeg foretrak den forkyndelse, fordi jeg var bange for at glide tilbage i mit gamle liv. Jeg mærkede jo, at det trak i mig, og jeg blev ved med at falde i synd. Jeg oplevede det utroligt svært at gøre mig fri af synden. Så jeg tænkte, at jeg havde godt af at høre forkyndelse, som malede syndelivet rigtigt sort op, så jeg kunne blive opflammet i at vende mig fra det og leve et nyt og helligt liv. Men det var en hård kamp. Det værste var måske, at jeg ikke havde nogen vished om frelse. For jeg så mere synd i mit liv end hellighed. Det syndige begær var stadig i mig, og fortidens synder forfulgte og anklagede mig. Men når jeg faldt i synd og blev anklaget af synden, bed jeg tænderne så meget hårdere sammen og knoklede så meget mere intenst i det kristne arbejde. Al min fritid gik med kristen tjeneste. Jeg havde aldrig et ledigt øjeblik til mig selv. Sådan levede jeg frem til efteråret 2019.”

Sammenbrud

”En aften i oktober 2019 brød jeg sammen. Jeg kastede op, ukontrolleret, og mistede fra da af al madlyst. I løbet af kort tid tabte jeg 13 kg. Det var ikke godt. Jeg oplevede anfald af galopperende hjertebanken og åndenød, hvor jeg styrtede ud på vejen uden for min lejlighed, fordi jeg ønskede at falde om et sted, hvor folk kunne finde mig. Jeg tænkte, at jeg skulle tage mig sammen. Men jeg kunne ikke. Når jeg så tilbage, kunne jeg se, at der havde været nogle røde lys – blandt andet i form af søvnløshed – som jeg bare var kørt forbi. Men nu sagde kroppen stop. Den kunne ikke mere. Jeg var brændt ud. Men det betød ikke, at jeg begyndte at tænke kritisk om den måde, jeg havde levet på, eller om den forkyndelse, jeg havde lyttet til, tværtimod. Jeg tænkte: Hvis mit liv brænder ud nu, så er det brændt ud for dig, Gud!”

Men gradvist begyndte tanken at melde sig, at der kunne være noget, som Bo ikke havde forstået ret i forhold til den kristne tro og det kristne evangelium. Når han tænkte på de kristne, som han kendte og havde tillid til, var der mange af dem, som bar en frimodighed og frihed med sig, som han ikke kendte fra sig selv. Han havde fornemmelse af, at det havde noget at gøre med evangeliet. Hvad var deres hemmelighed? En af dem, han havde mødt dette hos, var lærer på DBI, Peter Olsen. Der var også en anden ting, han havde mødt hos Peter: Han sagde sandheden, som den var. Måske kunne Bo få hjælp hos ham. En dag i januar 2020 bankede han på Peters dør.

Bo husker ikke samtalen for det, Peter sagde, men for det, han gav Bo med. Peter gav ham tre bøger af lutherske forfattere, som han anbefalede ham at læse.

Første bog

Den første bog hed Christian og var skrevet af den tidligere forstander på Luthersk Missions Højskole, Hans Erik Nissen. ⁱ Den handler om en ung gymnasieelev, Christian, som bliver omvendt fra en ikke-kristen baggrund. Bogen følger ham i hans første år som kristen.

Et af kapitlerne hedder ”Radikalt discipelliv”. Her følger man Christian i en periode, hvor hans mål og lidenskab er at tjene Jesus helhjertet, brændende, radikalt, på fuld tid. Det kapitel var et spejl af det liv, som Bo havde forsøgt at leve de sidste tre år. Det næste kapitel hed ”Men synden er der stadig”. Her blev der sat præcise ord på de erfaringer, Bo havde gjort med den vedvarende synd i hans sind og liv. Hvad var hjælpen i forhold til den synd? Svaret blev givet i det efterfølgende kapitel, som havde en meget enkel titel: ”Jesus”.

I det kapitel blev det forklaret, at Gud faktisk ønsker, at vi som kristne skal se og erfare vores synd. Det er det, Gud bruger loven til. Med loven viser Gud os synden i al sin forfærdelighed og dybde for at nedbryde vores tro på os selv og i stedet give os tro på Jesus. Målet er, at Jesus bliver vores kristendom, vores alt. Lov og evangelium, det var det, kapitlet handlede om. Med loven afslører Gud synden, for at vi skal få brug for at høre evangeliet: at Jesus har sonet og fjernet al vor synd, og at vi ved tro på ham er iklædt hans fuldkomne retfærdighed som en dragt. I bogen bliver det forkyndt på denne måde:

”Den dragt ejer enhver, som tror på Jesus, men det er uendeligt få, der ser det. De fleste er langt mere optaget af, hvad de selv er eller ikke er. De lever ikke i kraft af evangeliet. Det hænger sammen med, at de endnu tror på sig selv og deres muligheder. Kun den, der er fortvivlet over sig selv, kan have sin fulde og hele glæde i Jesus. Det er først, når du slipper alt dit eget i erkendelse af, at det i dén grad ikke er værd at samle på – så kan Jesus blive alt for dig!”ⁱⁱ

Bo lappede ordene i sig. ”Jeg følte mig så beskrevet. Bogen hed ’Christian’, men jeg kunne ønske, den hed ’Bo’. Det kunne den ligeså godt. Jeg er blevet så utroligt glad for den lutherske lære om lov og evangelium. Den rummer en kæmpe trøst. Det er godt, når loven viser mig, at mit eget ikke duer. Så kan Jesu blive stor. Det er det, der er Guds mål.

Martin Luther siger det utrolig godt et sted: ’Hvad er det ved dine gode gerninger, som er så godt, at det er mere tilfredsstillende for Guds vrede end hans egen søns død?’

Det er jo den allerstørste synd – at jeg regner med mig selv og mit eget i stedet for Jesus. At jeg tror, at jeg kan gøre noget, som er bedre, end det, som Jesus gjorde for mig på korset.”

Anden bog

Den anden bog var engelsk og hed Sanctification: Christ in Action, oversat: ’Helliggørelse: Kristi gerning’.ⁱⁱⁱ I den bog behandler forfatteren netop den form for forkyndelse, som Bo havde lyttet til.

”I den kristendom, jeg var gledet ind i, var der ingen plads til en syndig kristen. Derfor var der heller ingen vished om frelse. Nu så jeg, at jeg som kristen får lov at være samtidig synder i mig selv og retfærdig i Jesus. Kun sådan kan jeg have vished om frelse.

Problemet i den forkyndelse, jeg havde lyttet til, var, at retfærdiggørelse og helliggørelse var blevet blandet sammen. Retfærdiggørelsen er den retfærdighed, jeg har i Jesus, og helliggørelsen er det liv, jeg lever som kristen. Jeg troede, at mit eget livs hellighed havde noget at sige om, hvordan jeg har det med Gud. Når det gik godt med mit liv, så havde jeg det godt med Gud, og omvendt. Nu forstod jeg, at jeg har det godt med Gud på grund af Jesus og den retfærdighed, jeg har i ham. Det er den retfærdighed alene, som afgør min frelse.

Og det fantastiske er, at jeg bliver helliggjort netop ved at tage imod evangeliet om min retfærdighed i Jesus. Der er ingen bedre kristen end den, som ser sin synd og bliver ved at gribe ud efter tilgivelsen i Jesus. Det er der, det store sker! Når vi tager imod evangeliet, virker Jesus et nyt liv i os indefra. Tilgivelsen overvinder synden. Jeg ser det ikke, og jeg skal heller ikke se det. Men jeg ved, at det er sådan, det er: Jeg helliggøres ved at tage imod evangeliet.

Der er et luthersk mundheld, som jeg har fået meget kært: ”Loven dræber synderen. Evangeliet dræber synden. Bliv derfor i bekendelsen: Jeg er en tilgivet synder!”

Fo Bo er det at synge salmer blevet en måde at modtage evangeliet på. Han går rundt med Den Danske Salmebog i lommen. Den er slidt og fyldt med understregninger. ”De her salmer gav min tipoldemor tro og liv, og nu giver de mig tro og liv. Er det ikke fantastisk, at jeg kan få tro og åndeligt liv ved at synge salmer?”

Som eksempel trækker Bo denne salme frem:

Gud, efter dig jeg længes,
når jeg af synden trænges,
til dig står al min lid.
Jeg på dit ord, o Fader,
på nåden mig forlader,
o Herre, vær mig mild og blid!

Mit hjerte gøres bange
for mine synder mange,
dog Jesus er min trøst:
Jeg tror ham vel for alle,
han vil mig ej undfalde
han har mig med sit blod forløst.

(H.C. Sthen, DDS 498)

Tredje bog

Den tredje bog var også engelsk og hed Grace upon Grace, oversat: Nåde over nåde.^iv Forfatteren tager udgangspunkt i, at vi som kristne tror, at vi er frelst af nåde alene, for Jesu skyld alene, ved tro på Jesus alene. Men så snart vi vender opmærksomheden mod vores eget kristenliv, så er vi tilbøjelige til at glemme nåden og regne med os selv og vores præstation. Netop derfor arbejder Gud med os for igen og igen at føre os tilbage til at være nåde-tiggere.

Her var noget, Bo kunne genkende. Den første gang, Gud talte til ham i morgenlyset på hans vagtpost, var det netop budskabet om nåde og salighed for fattige, som ramte Bo. Siden havde han fjernet sig stadigt mere fra dette budskab og var blevet intenst optaget af sin egen præstation. Men i sin store nåde havde Gud gjort ham til tigger igen.

I denne tredje bog blev det understreget, at Gud gør os til tiggere for at lede os til nådemidlerne, ordet og sakramenterne, som vidner for os om og giver os nåden i Jesus. Når Bo i dag er så taknemlig for den lutherske teologi, er det ikke mindst, fordi den har ledt ham til nådemidlerne som kilden til tro og åndeligt liv:

”Jeg har brug for at komme til gudstjeneste hver søndag for at høre ordet forkyndt og for at modtage Jesus i nadveren. Det er afgørende for min tro. Jeg kan græde af glæde, når jeg får evangeliet forkyndt. Min tro er ustabil, og mine følelser går op og ned. Men det, Gud siger i sine løfter, det står fast og gælder, uanset hvad jeg føler og oplever. I den kristendom, som førte til mit sammenbrud, handlede det om at gøre en masse. Nu har jeg lært, at mit vigtigste kald er at høre.

Jeg glæder mig, når der bliver kaldt til nadver. For det er synderne, de fattige og mislykkede, der kaldes frem. Det er det fantastiske. Netop fordi jeg ikke er værdig, er jeg værdig til at gå til nadver. I nadveren får jeg nåden i Jesus så håndgribeligt, at jeg kan mærke den og smage den, og når jeg har indtaget nadverens brød og vin, så er den i min mave, og ingen kan tage den fra mig. Jeg har nåden i Jesus så konkret og virkeligt hos mig og i mig.

Jeg er også blevet utroligt glad for skriftemålet. Det kan være hårdt at bekende sine synder for et andet menneske. Men det er ubeskriveligt befriende at høre disse ord: ’På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Gå i fred og tjen Herren med glæde!’^v Jeg er glad for de sidste ord. Jeg er ikke længere under loven, men under nåden. Min frelse afhænger ikke af min tjeneste, men af Jesus. Derfor kan jeg tjene Gud og min næste i frihed og med glæde.”

Korsteologi

Den tredje bog sætter fokus på endnu en ting, som er blevet en dyrebar sandhed for Bo: at Gud bruger kors, smerter og prøvelser i livet for at føre os til den tiggerplads, hvor vi får brug for og griber om nåden i Jesus. Det er korsteologi. At Gud gør det omvendte af det, vi ønsker og forventer. Gud gør os hjælpeløse i os selv, for at han kan blive vores hjælp; han gør os fattige i os selv, for at vi kan finde vores rigdom i ham; han gør os syndige i os selv, for at vi kan finde vores retfærdighed i Jesus; han giver os lidelser i livet her på jorden, for at vi kan finde vores herlighed i himlen.

”Det er det, jeg gerne vil skrive opgave om i det her semester: korsteologien. Jeg har erfaret det så stærkt i mit eget liv. At Gud førte mig igennem smerte og mørke for at føre mig til Jesus. Han gjorde mig til en fortabt synder, for at jeg kunne få min trøst i Jesus. Det har været den røde tråd i mit liv, og den tråd går jo helt tilbage til min tipoldemor. Netop at livet gik i stykker for hende, brugte Gud til at føre hende ind i et dybere fællesskab med ham.

Hos Gud er det omvendt. Der, hvor vi føler, at Gud er allerlængst væk, der er han allernærmest og gør sin gerning. Han lader synden blive stor hos os, for at nåden kan blive stor. Han fører os ind i mørke, for at han kan blive vores lys. Det er i smerten og sorgen, vi griber ud efter Guds løfter, og det er kun der, vi forstår løfterne, og erfarer rigdommen i dem og oplever, at de løfter os til Himlen og giver os vished om, at vi har fred med Gud i Jesus. Når man har erfaret noget af det her, så kan man på en mærkelig måde finde ro i sin lidelse, for jeg ved: Jeg er leret i Guds hænder. Jeg er i dette, indtil han har fuldført sin gerning. Han former mig, som han ser, det tjener mig bedst. Gennem det hele knytter han mig til nåden og Jesus og fører mig til himlen. Og så kan man på en uforklarlig måde blive taknemlig for korset og favne det. Det er rigtigt, at der altid vil være en protest i os mod korset. Men troen tager imod det og favner det, fordi troen har erfaret, hvad korset gør ved os. Det giver os behov for og får os til at gribe ud efter Guds løfter.”

Det er på baggrund af disse tanker og erfaringer, at salme 629 i Den Danske Salmebog er blevet Bos yndlingssalme:

Vort kors gør sure miner,
når det os sendes til,
man ved da tit for piner
ej, hvor man være vil;
men lærer man at kende,
hvad korset gør for gavn,
og ser den sag til ende,
da tages det i favn.

Det fører os ved smerte
fra verdens dårlighed
og slår det stolte hjerte
i støv og aske ned;
i ydmyghed er hvile
og meget godt at bo,
så jager korsets pile
os ind med magt til ro.

Det lærer os at klage
i bønnen dag og nat;
beklemte sukke tage
Gud ret om hjertet fat.
Da vil vi have nåde,
går ikke før derfra,
og når vor tro vil råde,
må Jesus sige ja.

(H.A. Brorson)

Lovisk vranglære

Da Bo fik anbefalet de tre bøger af Peter Olsen, satte han alt til side for at læse dem. Det fik skelsættende åndelig betydning for ham. Han blev sat fri ved evangeliet. Han er dybt taknemlig over det klare bibelske og evangeliske budskab, han mødte. Men han er også blevet bevidst om, hvor åndeligt farlig den loviske vranglære er.

”Jeg troede virkelig, at det var sket med mig som kristen. At det var slut med min tro. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Det er dér, den loviske vranglære fører os hen, hvis vi tager den alvorligt: Til sidst tror jeg ikke, jeg kan være kristen.

Så længe, jeg syntes, at jeg kunne leve op til kravene, pustede jeg mig op. Jeg blev selvretfærdig og så ned på og fordømte andre kristne som apatiske og selviske og sløve. Det er det, selvretfærdigheden fører med sig. Jeg glider selv væk fra nåden, og jeg trækker andre med mig i faldet. Djævelen er godt nok utroligt snu, når han fører os ind på den vej.

Det forfærdelige er, at der er noget i os, som er meget tiltalt af den vej. I de prædikener, jeg lyttede til, var min egen fromhed i fokus. Der blev udtalt en hård dom over alle synder, fald og fejl. På en måde var det hårdt at høre på. Men samtidig bekræftede det for mig, at det hele afhang af mig. Jeg både skulle og kunne gøre noget ved det. Og det gav mening.

Hvor er jeg taknemlig for, at jeg fik lov at møde en luthersk forkyndelse, hvor der bliver fældet dom over alt mit eget, og hvor jeg får alt i Jesus.”

Mor

Igennem de sidste fem år har Bos familie fulgt hans nye liv som bekendende kristen. Det har uundgåeligt ført til både forundring, spørgsmål, kritik og diskussion. I foråret 2020 var der en diskussion i familien om Bos tro. Nogle familiemedlemmer var mere kritiske end andre. Mod afslutningen af diskussionen kom Bos mor med en udmelding, som både overraskede og glædede ham: ”Jeg har den samme tro som Bo.”

Efter diskussionen tog Bo en samtale med sin mor. Han sagde, at hvis hun havde den samme tro, så var det også vigtigt for hende at komme et sted, hvor troen kunne blive opbygget. Hun måtte høre Guds ord forkyndt. Samtalen fandt sted om lørdagen, og Bo mindede sin mor om, at søndagen var en god anledning til at komme med i en kristen menighed og høre Guds ord forkyndt. Det var Bos mor indforstået med: ”Men du ved, at jeg skal ind til din søster i København i aften og passe din niece og overnatte der. Så det kan dårligt blive i morgen.” Det kunne Bo godt forstå.

Dagen efter ringede hans mor: ”Jeg har alligevel været til gudstjeneste. Jeg valgte at gå til gudstjeneste inde i København. Der ligger en kirke lige ved siden af din søster. Den hedder Nazareth Kirke. Jeg tror, det er en missionsk menighed, for de gik alle sammen til nadver, og de hilste alle sammen på mig bagefter. Bo kendte udmærket både menighed og præst. Præsten var Jens Ole Christensen, tidligere generalsekretær i Luthersk Mission. Havde hans mor ikke skullet passe sit barnebarn den pågældende lørdag, var det svært at se for sig, hvordan hun skulle være endt i netop den menighed. Men det gjorde hun. Hun blev trofast kirkegænger, sammen med Bo. Søndag efter søndag sad de sammen og hørte Guds ord forkyndt. Bo jublede i sit indre over, at de her fik lov at lytte til netop denne forkyndelse.

I marts måned 2021 var der konfirmation i Nazareth Kirke. Det var Bos mor, der blev konfirmeret. Hun sagde ikke bare ja til den kristne tro, men til Jesus som sin frelser.

Præst

Bo har knapt to år tilbage af sit teologistudium. Derefter håber han at blive præst i folkekirken. Han ved, at det kan blive svært. Han ønsker at være tro mod Bibelen i både ord og gerning. Og så er der en anden ting, som også kan gøre det svært.

”Jeg tror, de færreste menighedsråd vil have en præst, som peger på Jesus som frelser. Uanset om de er bevidste om det eller ej, vil de hellere have en præst, som selv er frelser. En præst, som kan hjælpe mennesker og støtte dem og være god mod dem. Jeg har jo selv erfaret, at det kan have stor værdi at have sådan en præst. Min konfirmationspræst havde utroligt stor positiv betydning for mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke, at en af grundene til, at han knækkede og gav op til sidst, var, at han netop ikke havde en frelser at pege hen på og komme til. Han var selv den, der skulle bære det hele. Da han ikke kunne det mere, var det slut.

Da jeg lyttede til lovisk forkyndelse, var jeg i virkeligheden inde i samme spor. Jeg troede, at jeg skulle bære Guds riges arbejde på mine skuldre. Det hele afhang af mig. Men det gælder også her, at det hele hviler på Jesus. Han har ansvaret, og jeg får lov at være en præst og en tjener, som bare skal pege på og vidne om ham.

Det er det, jeg ønsker at gøre, hvis jeg en dag bliver præst. Jeg vil pege på og vidne om Jesu kors. Hos Jesus er der håb og frelse for alle. Når han har været så god mod en synder som mig, så kan og vil han også være det mod alle andre.”

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.