Der var en mand, som lå syg, han hed Lazarus og var fra Betania, den landsby, hvor Maria og hendes søster Martha boede. Det var Maria, som salvede Herren med vellugtende olie og tørrede hans fødder med sit hår, og det var hendes bror Lazarus, der var syg. Søstrene sendte nu den besked til Jesus: ”Herre, den, du elsker, er syg.” Da Jesus hørte det, sagde han: ”Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: ”Lad os tage tilbage til Judæa.” Disciplene sagde til ham: ”Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?” Jesus svarede: ”Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham.”
Sådan sagde han, og derefter siger han til dem: ”Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.” Disciplene sagde til ham: ”Herre, hvis han sover, kommer han sig.” Jesus havde talt om hans død, men de andre mente, at han talte om almindelig søvn. Da sagde Jesus ligeud til dem: ”Lazarus er død. Og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, for at I må komme til tro. Men lad os gå hen til ham.” Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: ”Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham.”
Da Jesus kom, fik han at vide, at Lazarus allerede havde ligget fire dage i graven. Betania lå i nærheden af Jerusalem, femten stadier derfra, og mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.” Jesus sagde til hende: ”Din bror skal opstå.” Martha sagde til ham: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?” Hun svarede: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.”
Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: ”Mesteren er her og kalder på dig.” Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: ”Hvor har I lagt ham?” ”Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: ”Se, hvor han elskede ham.” Men nogle af dem sagde: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”
Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: ”Tag stenen væk!” Martha, den dødes søster, sagde til ham: ”Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.” Jesus sagde til hende: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: ”Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.” Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: ”Lazarus, kom herud!” Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: ”Løs ham og lad ham gå.”
Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham (Joh 19,1-45).
Havde du været her …
Der er en sætning, som Martha og Maria nok har sagt til hinanden mange gange i løbet af de dage, deres bror Lazarus har ligget i graven. Det er det første, de begge siger til Jesus, da de møder ham på hvert deres tidspunkt: Herre, havde du været her, så var min bror ikke død.
Mon ikke det er en sætning, der kan vække genklang hos flere af os?
Hvis du havde været her, Jesus – hvis du havde været nær ved mig i mit liv – hvordan kunne det så ske?
Vi kan også råbe det på andres vegne: Hvorfor, Jesus? Hvorfor skal lige netop den familie være udsat for så store prøvelser? Vi synes, de har været igennem rigeligt.
Hvis vi kunne se en mening; se, hvordan det skulle være et led i Guds plan, der skal tjene til noget godt, så ville det være nemmere at bære. Meget ofte er det bare ikke tilfældet.
Nøjagtig sådan var det for Martha og Maria. Og her i Johannesevangeliet kapitel 11 får vi en usædvanligt lang og detaljeret beretning – ikke med henblik på, at vi skal vide en masse om Martha, Maria og Lazarus; men fordi du og jeg skal få et møde med Jesus gennem det, der står.
Johannes siger om de undergerninger, Jesus gør, at de er tegn. De er ikke bare historiske beretninger om noget, der foregik for 2000 år siden. Det er de også. Men beretningerne er først og fremmest skrevet ned og bevaret for eftertiden for at være tegn for os på, hvem Gud er, også i dag.
Som der står hen mod slutningen af evangeliet: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,30-31).
Det er evangelieskriftets formål. Og det er hele Bibelens formål.
Beretningen om Lazarus er altså skrevet, for at du skal tro, og for at du skal have fællesskab med Jesus og have liv i hans navn. Det lyder som store ord. Men troen på Jesus er ikke nogen mening eller livsstil eller dogmatisk læresætning – tro i bibelsk forstand er et forhold til en person: til Jesus.
Og her er det så vidunderligt med en beretning som denne. For her møder vi ikke bare nogle abstrakte ord om, at Gud er kærlig, og at Gud er almægtig. Det kan være fint at høre de ord. Men her ser du det. Du ser det i en person, hvem Gud er, også over for dig.
Så kan vi sige som Martha og Maria: ”Havde du været her …” Men han er her! Og han vil møde os gennem Bibelens ord.
Send bud til ham
Det første, vi kan stoppe op for, er, at der står, at Martha og Maria sender bud til Jesus.
Det er vigtigt. Det må vi også gøre, når vi rammes af noget svært i livet.
”Send bud til ham, hvis navn er Jesus Krist (…) Send bud til ham, når sorgen trykker dig, alt håbløst er, og du ser ingen vej. Når tro på alle ting du mistet har, send bud til ham og vent, til du får svar” (LT 358).
Det gentages flere steder i Bibelen, at vi har lov til at ”udøse vores hjerter som vand for Herrens ansigt” (Klages 2,19, jf. 1 Sam 1,15; Sl 62,9; 142,3).
”Du må komme til Jesus med alt, hvad du har. Med din synd og alt det, der er hårdt. Og vær sikker på det: Kom du blot, som du er, han vil aldrig ku støde dig bort” (LT 272).
Mange gode sange opmuntrer os til at komme til Jesus med det svære – og det gør de på Ordets grund: ”Herre, hos dig må jeg lægge alt, hvad der tynger min sjæl. Du har lovet at bære min byrde, ja, lovet selv at gå med” (LT 369).
De løfter må vi tage til os.
Men for nogle af os kan det være svært at gribe om de stærke løfter, når alt er mørkt. For spørgsmålet melder sig så let: Hjælper det? Hjælper det at komme til Jesus?
Og så kan vi jo kigge os omkring og se: Ja, for nogle ser det ud til at hjælpe. Der gives mange vidnesbyrd om, at Gud har grebet ind. At Gud har helbredt, at Gud har hjulpet, at Gud har lagt tingene til rette. Og det er fantastisk at høre de vidnesbyrd om, at Gud griber ind – også i dag. Det må være opmuntrende for os!
Men hvad så, hvis du har det sådan, at du ikke kan vidne om det? Hvad hvis det eneste, du synes, du har at vidne om, er skuffelser? Skuffelser over, at Gud virker så fjern; skuffelser over, at du gennem lang tid har bedt og bedt, men ikke har mødt noget svar.
En gåde
Vi læser: Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus. Da han nu hørte, at Lazarus var syg, blev han endnu to dage dér, hvor han var; først derefter sagde han til disciplene: ”Lad os tage tilbage til Judæa.”
Det er underligt at læse. Og der er ikke nogen tvivl om, at det er meningen, vi skal se det underlige. Johannes pointerer igen og igen, hvor stærkt Jesus elsker Martha og hendes søster og Lazarus. Men da Jesus så hører om, hvor svær en situation de står i, så bliver han endnu to dage der, hvor han er – først derefter siger han: Lad os nu tage af sted til Judæa.
Vi må undre os. Og vi skal undre os.
Der ligger en verden gemt i de to små ord, Johannes skriver: ”Først derefter”. Det er en gåde, hvordan Jesus, hvis han virkelig elsker dem, kan få sig selv til at vente to dage.
Hvis jeg hører en, jeg elsker, råbe om hjælp, så smider jeg alt, hvad jeg har i hænderne og kommer med det samme. Jesus venter to dage.
Det er den gåde, teksten giver os.
Og nu giver vi os selvfølgelig straks til at lede efter svaret på gåden! Det får vi også i teksten. Men det er vigtigt, at vi ikke går for hurtigt videre, men at vi stopper op for, at der kan ske noget gådefuldt i vores liv. Der kan ske det, at Jesus tilsyneladende ikke svarer på en bøn. Og der kan ske det i en kristens liv, at en svær situation udvikler sig til noget, der ligner en håbløs situation – også selvom du har sendt bud til Jesus. Der kan ske det, at du føler, at Himlen er tavs, og det føles som om, Gud ikke har hørt din bøn. Det er langt fra en ukendt situation i Bibelen. Lange passager i Bibelen handler om netop det.
Men midt i det gådefulde vil Bibelen fortælle os noget vigtigt: Jesus har hørt din bøn.
Der står jo om Jesus: ”Da han nu hørte, at Lazarus var syg” – ja, så blev han, hvor han var! Men det var ikke, fordi han ikke havde hørt det. Faktisk kan man se, at Jesus vidste det, allerede før han fik bud om det. Han bliver ikke overrasket, men ved, hvad sagen drejer sig om, da buddet kommer til ham.
Bibelen vil altså sige til dig: Det kan godt ske, du føler, at Gud ikke hører din bøn. Og det kan godt ske, du synes, Gud er forfærdeligt tavs. Sådan må Lazarus og Martha og Maria have haft det, da Jesus ikke kom og ikke greb ind. Da Jesus tilsyneladende kom for sent.
Men Jesus hørte deres bøn. Og på samme måde er det med dig. Jesus hører altid din bøn – endda før du beder!
Vi kan sige en ting mere ud fra teksten. Og det er, at forklaringen på Guds tavshed ikke er, at du har bedt til en Gud, der er ligeglad. Når du beder til Jesus, sender du bud til en, der elsker dig. Det gælder ikke kun Lazarus og Martha og Maria. Når Johannes skriver det her og pointerer det så stærkt, at Jesus elskede dem, så er det ikke, fordi vi skal tænke om det som en forskelsbehandling: at Jesus havde en særlig forkærlighed for lige præcis de mennesker. Nej, det er skrevet med adresse til dig. Du må vide, siger Bibelen, at selvom alting kan se uforståeligt ud, og selvom Gud kan virke fjern og ligeglad med dig og dit liv – så er det ikke rigtigt: Gud elsker dig, og Gud hører din bøn.
Vi kan altså sige følgende om, hvad det svære ikke betyder:
1) Det betyder ikke, at Jesus ikke elsker dig.
2) Det betyder ikke, at Gud ikke har hørt din bøn.
3) Det betyder ikke, at du ikke kan regne med Bibelen. For Bibelen taler netop gentagne gange om, at det er en situation, der kan opstå for Guds børn.
De tre ting er vigtige at vide!
Men samtidig er det også vigtigt at vide, hvorfor Jesus handler, som han gør. Hvordan kan Jesus tillade det? Hvad er hans mening med det?
Og det får vi et svar på her i teksten. Vi får ikke et svar, der forklarer detaljerne i dit liv og det, du ikke kan forstå meningen med. Men vi får for det første et overordnet svar, og dernæst får vi beretningen om Lazarus som et eksempel på, hvad der kan ligge bag, at Gud handler, som han gør.
Det overordnede svar
Det overordnede svar er det, Jesus udtrykker, da buddet når ham:
Da Jesus hørte det, sagde han: ”Den sygdom er ikke til døden, men tjener til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved den.”
Jesu ord fortæller os for det første, at Jesus ikke bliver overrasket, da han får beskeden. Han ved, hvad der er sket. Og endnu mere end det: Han ved, hvad der vil ske. Han kender fremtiden.
Det gælder også din situation. Gud har kontrol over alt, hvad der møder dig. Det uforståelige, der har ramt dig, er ikke uden for Guds kontrol. Og det er ikke bare sådan, at Gud tillader, at det sker, nej, han har en hensigt med det. Alt, hvad der rammer dig, har Gud et formål med.
Det er vigtigt at vide! Ikke mindst i den usikre tid, vi lever i nu, hvor der er så mange ting, der kan ramme os. Hvordan skulle vi egentlig turde leve vores liv, hvis vi ikke vidste det?
Men nu ved jeg det ud fra Guds ord: Der sker ikke noget tilfældigt i mit liv! Der sker ikke noget, som er uden for Guds ledelse af mig. Og Guds formål med det, der sker, er altid godt.
Hvad er så Guds formål? Hvordan leder Gud dig gennem de ting, der møder dig – hvad enten det er gode eller dårlige ting?
Jo, alt hvad der sker i den her verden, også i dit liv, skal tjene til Guds herlighed, for at Guds søn skal herliggøres ved det, der sker.
Det lyder måske som et lidt abstrakt og teologisk svar. Men hvad betyder det? Jo, der er kun én måde, Guds søn kan blive herliggjort på: ved at mennesker kommer til tro på ham eller bliver styrket og bevaret i troen, så de bliver frelst. Det er det, der menes med, at Guds søn skal herliggøres, og det er det, der er Guds hensigt med prøvelserne. Han vil, at du skal frelses.
Som Lina Sandell udtrykker det: ”Gud vælger de midler, det må du forstå, som medvirker til, at du målet kan nå: saligheden” (LT 326).
Når vi hører det, tror jeg, nogle af os kan have en tendens til at tænke: Okay. Det er åbenbart det eneste, Gud er interesseret i – at jeg skal blive frelst – og så er han ligeglad med alt det andet, jeg skal gå igennem, mens jeg er her på jorden.
Men det er ikke rigtigt at tænke sådan. For det første er det ikke rigtigt, at Gud er ligeglad med den lidelse, du møder nu på jorden. Det får vi et meget stærkt eksempel på i den beretning, vi vender tilbage til om lidt.
For det andet viser den tankegang, at det er et eller andet, vi slet ikke har forstået om, hvad det egentlig vil sige, at Gud har frelst os.
At blive ”frelst” i bibelsk betydning, det er netop at blive reddet. Reddet fra synden og døden og deres frygtelige konsekvenser. Ikke bare midlertidigt, men for altid!
Tænk hvis vi havde en Gud, der ikke havde dét som sit altoverskyggende mål. Tænk hvis vi havde en Gud, der som i alle mulige menneskeskabte religioner, bare skulle hjælpe os midlertidigt til at komme godt igennem livet.
Så ville livet være tomhed, endeløs tomhed, som Prædikeren siger.
For om du så får det bedste job og den dejligste familie, og om du så bliver helbredt fra din sygdom, så står du jo alligevel til at skulle miste det hele igen. Det er et spørgsmål om tid, før alting bliver taget fra dig. Og det er et spørgsmål om kort tid …
Du kan prøve at bilde dig selv noget andet ind. Og du kan prøve at underholde dig selv væk fra virkeligheden. Men ”tåbens latter er som kvasets knitren under gryden. Også det er tomhed!” (Præd 7,6).
Det eneste, der kan give mening til det liv, du lever – det eneste, der kan give dig en sand og holdbar glæde – er, hvis du har livet i Jesus.
Betyder det ikke noget, at Gud vil frelse dig – at Gud vil have dig frelst hjem? Jo, hvis du har øjne i hovedet, så betyder det noget. Hvis verdens fyrste og rigdommens blændværk ikke har gjort dig blind, så er du Gud evigt taknemmelig for, at han vil have dig hjem.
Og det er Guds formål med de prøvelser, der rammer dig. Gud vil føre dig hjem.
Gud vil ikke nøjes med at se dig glad og lykkelig her i livet på jorden. Det vil han også gerne. Han vil gerne give dig en forsmag på livet i Paradis. Men mere end noget andet vil Gud give dig selve Paradis og befri dig fra al angst og smerte og synd og pine i al evighed.
Det er altid Guds formål – med alt, hvad der sker med dig.
Her har du Guds formål med de prøvelser, der rammer dig. Også når du ikke kan se det. Også når du ikke kan forstå det. Og som regel fører det slet ikke noget med sig at prøve at forstå. Men du må vide ud fra Guds ord: Det er altid Guds formål med det, der møder dig, at du skal nå hjem til ham.
”For at de må tro”
At det er dét, der er Guds fokus, får vi et meget klart eksempel på i beretningen om Lazarus, hvor vi hører om mennesker, der kommer til tro, og mennesker, der bliver styrket i troen. For det er sådan, Guds søn bliver herliggjort, og det var det, Lazarus’ død skulle tjene til.
Vi hører om disciplene. Jesus siger, at han for disciplenes skyld er glad for, at han ikke var der ved Lazarus’ død, for at de må komme til tro! Eller bedre oversat: ”for at de må tro” – altså blive styrket i troen.
Og vi hører om jøderne, der var søgt ud for at græde sammen med Martha og Maria. Hvorfor skal vi høre så meget om de jøder, der græder med Maria? Det kan vi se til allersidst: Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.
Og så hører vi om Martha og Maria og Lazarus selv. Måske var det ikke åbenlyst, hverken for dem selv eller andre – men den prøvelse, de blev udsat for, tjente til, at de blev styrket i deres tro.
At det er det, Jesus har villet for dem, ser vi meget klart af den samtale, han har med Martha.
Her møder vi Marthas kæmpende tro.
”Selv nu ved jeg …”
Herre, havde du været her, var min bror ikke død.
Hvorfor kom du ikke, Jesus? Hvorfor hørte du ikke min bøn? Min bror er død nu! Du kunne have reddet ham, det ved jeg. Men du valgte ikke at redde ham. Hvordan skal jeg kunne forstå det?
Men så fortsætter Martha: Selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.
For alle, der kender lidt til Marthas situation, er det nogle meget stærke ord. ”Selv nu ved jeg …” Og vi skal lægge nøje mærke til ordvalget: Selv nu ved jeg …
Martha siger ikke: Selv nu føler jeg, at du hele tiden har haft kontrol over begivenhederne. Eller: Selv nu forstår jeg, at du er en almægtig Gud.
Nej, det forstår hun ikke, og det føler hun da slet ikke – men hun ved det alligevel. Og det holder hun sig selv fast på, og det bekender hun for Jesus.
Hvor ved hun det fra? Hun ved det ikke fra sine sanser. Hun ved det ikke fra det, hun selv kan tænke sig til og slutte sig til ud fra det, hun oplever. Men hun ved det fra Ordet. Hun ved det fra Jesu egne ord. Og de ord har hun tillid til – eller kæmper for at have tillid til.
”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet.” Det ved vi – for det står i vores Bibel: Romerbrevet 8,28.
”Tror du det?”
Så siger Jesus til Martha: Din bror skal opstå. Og Martha svarer: Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.
Læg mærke til, at Martha igen bruger udtrykket ”ved”. Det er noget, hun skal holde sig selv fast på ud fra Guds ord – ikke ud fra følelsen og forstanden. Martha har sikkert ikke set særligt glad ud, da hun bekendte troen på, at Lazarus engang skal opstå. For hendes følelse og forstand er bundet af det, hun har set. Hun har set livet forlade sin kære brors øjne, og nu ligger han inde i graven og rådner op med naturens ubarmhjertige kræfter.
Jesus ved, hvordan Martha har det. Men nu skal vi lægge mærke til noget meget vigtigt. Man skulle jo tro, at Jesus ville sige til Martha: ”Nej, nu misforstår du mig, Martha. Da jeg sagde, at din bror skal opstå, så tænkte jeg ikke på opstandelsen på den yderste dag. Jeg er kommet for at opvække din bror fra døden nu! Med det samme! Du skal ikke græde mere! Kom, vi går hen til graven og vækker ham op!”
Sådan siger Jesus ikke. Nej, han bekræfter Marthas ord. Og så giver han hende endnu et ord – et af de mest fantastiske ord, der står i vores bibel: Jesus sagde til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.”
Det er det centrale ord, Jesus vil give til Martha i den situation, hun står i. Jesus vil styrke Marthas tro og hjælpe hende på vejen hjem ved at knytte hende tættere til håbet. Han vil, at hendes liv skal have rødder i evigheden! For Martha vil komme ud for flere svære ting i sit liv. Det er syndens og dødens verden, hun lever i – endnu. Men Jesus vil, at hun skal have sin skat i Himlen.
Da han har givet Martha dette vidunderlige ord, spørger han: Tror du det?
Tror du det, Martha?
Og det er et spørgsmål, der rækker videre ud til os, der læser beretningen i vores bibler: Tror du det? Har du tillid til det, Jesus siger? Lever du i håbet?
Jesus vil knytte dig til de ord, han i første omgang sagde til Martha. For der er én ting, der kan bære os som kristne i syndens og dødens verden. Og det er håbet om det evige liv hjemme hos Jesus. Vi er genfødt til et levende håb. Det er det, der først og fremmest adskiller os kristne fra verden. Vi har vores borgerskab i Himlen. Vi har en uforgængelig, ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til os.
Jesus har medlidenhed
Jesus vil knytte os til håbet. Betyder det så, at Jesus er ligeglad med livet her og nu? Er han ligeglad med, at du lider nu, og at dine kære lider nu, fordi det kun er noget midlertidigt? Nej, sådan tænker kærligheden aldrig.
Vi er en del fædre, der har prøvet at være med til fødsler. I gamle dage var det ikke tilladt, og først i 1980’erne blev det normalt. Nu er mange moderne mænd endda med til fødselsforberedelser og lærer lige så meget som kvinderne om amning, smertelindring og vejrtrækning under fødslen!
Når man så sidder der som vordende far og holder sin hustru i hånden og henter saftevand til hende, eller hvad man nu ellers kan gøre uden at gå for meget i vejen, så er man velforberedt og veludrustet til at forstå, hvad der sker under fødslen. Man er klar over, at plukveer bliver til presseveer osv. Man ved udmærket, at veerne er midlertidige og har et godt formål: Barnet skal ud! Jordemoderen kan desuden forsikre, at alt er under kontrol, og at det er en helt almindelig fødsel.
Men betyder det så, at man som mand er fuldstændigt upåvirket af fødslen?
Nej! Det er jo ens kære hustru, der ligger i smerter, og det gør ondt at se på.
På samme måde med Jesus. Jesus ved, at de smerter, du går igennem, er midlertidige og tjener et godt formål. Men det betyder ikke, at han sidder på sidelinjen og ser upåvirket på det, du går igennem.
Det får vi et utroligt stærkt eksempel på i det, der følger nu.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: ”Hvor har I lagt ham?” ”Herre, kom og se!” svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: ”Se, hvor han elskede ham.”
Er det ikke underligt? Jesus ved, hvad der skal ske. Jesus ved, hvad det er, han i gang med at gøre. Han skal til at vække Lazarus til live igen.
Men da han ser Maria græde, så bliver han stærkt opbragt og kommer i oprør. Og så står der i v. 35: ”Jesus brast i gråd.”
Når du føler, at Gud er ligeglad med dig og med dine tårer, så er det ikke sandt. Det er Satan, der prøver at bilde dig det ind. Det er ikke den Gud, vi møder i Bibelen.
Der står i Sl 56, vers 9: ”Du fører bog over min elendighed, mine tårer er samlet i din lædersæk, de står i din bog.”
Gud glemmer ikke dine tårer. Han holder ligefrem regnskab med dem, han fører bog over dem! Måske med tanke på de glæder, du til gengæld skal møde i den evige herlighed.
Jesus selv græder i mødet med døden og i mødet med Marias tårer, for han ser, hvor ondt det gør. Alligevel har han ladet det ske.
Det er den samme Gud, der lader det ske, og som samtidig græder over det – ja, ikke bare græder over det, men går i døden for at befri os fra det i evighed! Jesus gik selv ind i dødsangstens mørke. Han græd tårer af blod, for at vi skulle blive fri. For at vi skulle have liv i hans navn. Evigt liv.
Det må mere end noget andet vise os, at Gud er kærlighed, og at Gud har et formål med det, der rammer dig. Og det formål er godt for dig!
Jesus har al magt
Så er vi nået til slutningen på beretningen. Jesus råber med høj røst: Lazarus, kom herud!
Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet.
Det under, Jesus gør her, gør Jesus selvfølgelig for at komme Martha og Maria til hjælp. Men han gør det også, fordi det skal være et tegn for os. Et tegn for os på, at Gud ikke bare er en med-lidende Gud, men at Gud er en almægtig Gud. Jesus har al magt til at gribe ind i dit liv – og hvis han ser, at det er godt for dig, så gør han det altså! Lige meget hvor håbløs situationen ser ud. Lige meget om alt håb er dødt.
Det må du stole på i dit liv, også når du ikke forstår Guds veje. Med Lina Sandells ord: ”De torne, som sårer og stikker din fod, kan snart tages bort af din drot; de oprørte bølger, som nedslår dit mod, han dæmper, når det er dig godt” (LT 326).
Det er trygheden ved at være Guds barn. Og det viser Jesus her. Det kan menneskeligt set blive så ”for sent”, som man overhovedet kan forestille sig – men ingenting er umuligt for ham. Det vidner opvækkelsen af Lazarus om til trøst for os.
Opstandelsen
Samtidig er underet også et tegn på, hvad vi har i vente på den yderste dag.
Det, vi ser her til sidst i beretningen, er en miniatureform af det, vi engang skal se med vores egne øjne, når alle døde skal stå op fra deres grave.
Og det med kødets opstandelse er jo noget, vi godt kan bekende. Ligesom Martha kunne bekende det. Det var jo et korrekt svar, Martha gav: Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.
Alligevel sker der det, at da Jesus så rent faktisk vil oprejse Lazarus fra de døde, så bliver Martha hylet helt ud af den: Herre, han stinker allerede!
Altså: Han har ligget der i fire dage! Du kan da ikke bare sige, at vi skal tage stenen væk! Forstyrre gravfreden.
Lad os prøve at forestille os det, som det ville tage sig ud for os i dag. Jesus går sammen med os ud på en kirkegård for at sørge sammen med os, og så siger han pludselig: ”Grav kisten op igen!”
Jeg tror, de fleste af os vil kunne mærke den protest, der også kommer til udtryk i Marthas ord: ”Herre, han stinker allerede!”
Vi er så bundet af det, vi har set og erfaret. De døde rådner jo op!
Men en dag vil vores lidettroende sind blive gjort til skamme. En dag skal vi høre basunklang for vores ører. En meget virkelig basunklang. Det bliver lidt ligesom den sirene, vi hører hvert år den første onsdag i maj – bare meget tydeligere; meget mere påtrængende og nærværende. Og når de basuner lyder, skal alle mennesker stå op af deres grave igen. Så forrådnede de end er, står de op og bliver levende igen!
”Herre, han stinker allerede!” – Vi kan godt bekende det i trosbekendelsen, men det er ikke let for os fatte med hjertet, hvad kødets opstandelse egentlig er.
Men Jesus må sige til Martha: Martha, hvad var det, jeg sagde til dig lige før? Hvad var det, du selv bekendte lige før? Tror du det, eller hvad? Men nu skal du få lov til at se Guds herlighed i et glimt allerede nu. Og så skal du huske det, og du skal vidne om det: at du tror på en Gud, der har magt til at oprejse fra de døde. Så bogstaveligt og fysisk, så det er helt utroligt. Lazarus, kom herud!
En dag skal dit navn lyde. Hvis du altså når at dø, inden Jesus kommer igen. Så skal du blive kaldt op af graven og møde Gud ansigt til ansigt.
Og hvad vil der så ske?
Hvad vil der ske?
Det er livets allermest centrale spørgsmål.
I Johannes’ Åbenbaring kapitel 7 møder vi det samme spørgsmål: ”De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” (Åb 7,13).
Hvem er det, der bliver frelst? Hvem er det, der bærer de hvide klæder?
Svaret lyder: ”Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”
Her har du frelsens vej. Det er Lammets blod, der frelser. Intet andet.
Gud prøver sit folk og fører sit folk gennem den store trængsel med det ene formål, at vi skal blive holdt fast ved håbet i Lammets blod, som er det eneste, der er frelse i.
Bliver vi holdt fast i det håb, så vil vi være at finde i den flok, vi kan læse om i fortsættelsen: Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2024. Hele bladet kan læses her.