Herlighedsteologiens udfordring (Del 1)
Tro dem ikke!
Philip Melanchton var Martin Luthers gode ven og medarbejder. I en periode måtte Luther skjule sig på en borg i Wartburg, og Melanchton var efterladt alene i Wittenberg. Her oplevede han noget, som slog benene væk under ham.
Der kom tre mænd til byen og præsenterede sig som ”profeter”. De kunne fortælle om et kristenliv på et helt andet niveau end det, som Melanchton kendte til hos sig selv. De fik direkte budskaber og åbenbaringer fra Gud, de oplevede sejr, hellighed og kraft på en måde, som Melanchton kun kunne drømme om. De havde sågar været bortrykket ind i den tredje himmel.
Der var noget ved deres ord, som virkede utroligt fascinerende og tillokkende. Samtidig blev Melanchton urolig. For han oplevede, at det var en helt anden slags kristenliv, han mødte her, end det han selv kendte til. Var det samme ånd, der virkede i disse folk som i ham selv? Hvordan skulle han forholde sig til dem?
Melanchton valgte at skive til Luther.
Luthers svar har været til hjælp for mange andre end Melanchton. Han skriver blandt andet:
”Kort sagt, jeg er helt og holdent imod, at man tror på dem, når de så ivrigt forsikrer, at de er kaldet ved direkte åbenbaring. Videre må du skaffe dig klarhed over, hvordan denne ånd ytrer sig hos dem selv personligt. Spørg i den forbindelse, om de har nogen erfaring af åndelige anfægtelser og guddommelige fødselsveer, om de kan gribes af pludselig angst for død og helvede. For hvis du hører, at det hele går glat, gudhengivent (som de kalder det) og fromt, skal du ikke vise dem tiltro. Ikke engang om de påstår at være bortrykket ind i den tredje himmeli.”
I hver ny generation
Hvorfor har dette svar været til hjælp for så mange? De tre mænd, der kom til Wittenberg, er for længst døde og er ingen udfordring for os i dag. De har ingen skrifter efterladt sig. Alligevel har det samme vidnesbyrd, som de kom med, lydt igen og igen op gennem kirkens historie.
I hver ny generation er der folk, som træder frem og vidner om dette enestående kristenliv, hvor alt går på sejrstonen, hvor Gud altid opleves nær, hvor man oplever sig selv hellig, herlig, glad og stærk i troen, og hvor hverdagen er fyldt med rige åndelige erfaringer af undere, åbenbaringer og bønhørelser. Det er folk, som ifølge deres eget vidnesbyrd aldrig oplever anfægtelser og tvivl, som aldrig bedrøves over deres egne hjerters kulde, hårdhed, vantro og selviskhed. De er kommet ud over alt det modsætningsfulde og spændingsfulde i kristenlivet. De ser og oplever ikke længere sig selv som syndere.
Derfor har de heller ikke længere behov for evangeliet om syndernes forladelse i Jesus. De havde brug for det engang, da de begyndte troens liv. Da var nåden vigtig. Men nu er de kommet så langt, at det centrale i deres kristendom og vidnesbyrd ikke længere er Jesus Kristus som synderes ven og synderes frelser, men derimod – dem selv.
”Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus” (2 Kor 4,5). Det var Paulus’ vidnesbyrd. Hos disse folk er det vendt om. Det er ikke længere nåden og frelsen i Jesus Kristus, de taler om og har deres glæde og stolthed i, men derimod dem selv og deres egen kristendom.
”Gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors” (Gal 6,14). Paulus vidste, at han kunne komme bort fra at have sin eneste stolthed i Jesus og i hans fuldbragte frelse. Aldrig måtte det ske! Men hos disse folk er det sket.
Vi kalder denne teologi for ”herlighedsteologi”. Den hævder, at troen må medføre, at vi ser og erfarer herlighed hos os selv og i os selv og ikke mindst i vort eget kristenliv.
I denne artikel skal vi se på, hvorfor herlighedsteologien har så stærk en påvirkningskraft, og hvordan Gud løser os fra den og fører os ind i en evangelisk, fri tro. I den næste artikel skal vi se på den vejledning, Guds ord giver os, i forhold til fire af herlighedsteologiens grundtanker. Og i den tredje og sidste artikel skal vi se på et konkret og aktuelt eksempel på herlighedsteologisk forkyndelse, nemlig den danske evangelist Torben Søndergaard.
Stemmen i det indre
Hvorfor er vi så påvirkelige i mødet med den herlighedsteologiske forkyndelse? Hvorfor kan vi – som Melanchton – bringes ud af balance og tænke, om vi selv er helt uden erfaring af det sande kristenliv og den sande åndskraft? Hvorfor virker vidnesbyrdene fra herlighedsteologiens repræsentanter så udfordrende, anfægtende og samtidig dragende på os?
Svaret er, at disse vidnesbyrd møder genklang dybt i vort eget sind og hjerte. Det kristenliv, som disse vidnesbyrd fortæller om, er det kristenliv, som vi alle ud fra vores naturlige religiøsitet drømmer om, længes efter og tror er Guds mål for os: et kristenliv, som lykkes! En erfaring af os selv som brændende, helhjertede, radikalt selvopofrende og radikalt gudhengivne kristne. Er det ikke det, som Gud vil, at vi skal nå frem til?
Der er en stemme i os, som altid vil svare ja til det spørgsmål: ”Ja, det er sandt, målet er, at vi lykkes!”
Den stemme, som taler sådan i os, kalder Paulus for ”det sjælelige menneske” (1 Kor 2,14). Det sjælelige menneske er vor egen naturlige religiøsitet, og den er helt igennem lovisk. Den vil livet igennem hviske det samme til os i vort indre: ”Dit kristenliv skal lykkes! Dit forhold til Gud beror på, at du klarer at tro, tænke, tale, føle og leve ret! Du har det med Gud, som du har det med dit kristenliv!”
Det er dette, vi tror – dybest i vor egen natur.
Derfor slår det benene væk under os, når vi møder nogen, som kan fortælle, at de har opnået dette. De er nået frem et kristenliv, som virkelig lykkes! De er hellige, glade, helhjertede og hengivne – altid! Og hvis vi vil, kan vi få det som dem!
Det går ind hos os. For det taler til det dybeste i vor egen religiøse natur.
Guds mål
Paulus fortæller os, at det sjælelige menneske ikke fatter det, som kommer fra Guds Ånd: ”Det er dårskab for sådan et menneske” (1 Kor 2,14). Det, som Ånden vil føre os ind i, give os og gøre os glade for, det er noget, som det sjælelige menneske ikke kan se noget som helst stort og herligt i. Det regnes for ingenting af det sjælelige menneske.
Hvad er det, som er stort, herligt og rigt i Guds perspektiv?
Det er ifølge Paulus: ”Hvad intet menneske har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, som elsker ham” (1 Kor 2,9).
Det store, rige og herlige er den frelse i Jesus Kristus, som Gud ”allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed” (1 Kor 2,7).
Frelsen i Jesus kan intet menneske se nogen herlighed i uden ved Guds Ånd. Den vantro verden er blind for herligheden i Jesus. Det er dette, som gør, at Guds børn adskiller sig radikalt fra verdens børn. Guds børns store og vidunderlige privilegium er, at vi har fået Ånden fra Gud, så at det, som er herligt for Gud, også er blevet herligt for os: ”Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os” (1 Kor 2,12).
Den kristne menigheds herlighed er det, som Gud i sin nåde har givet os i sin elskede søn Jesus Kristus: syndernes forladelse, barnekår hos Gud, fuld retfærdighed, fri adgang til Gud som vor far, englevagt, velsignelse, et liv i denne verden i Guds almægtige faderhånd, et evigt liv i døden, løfte om kødets opstandelse og en evig herlighed på den nye jord i fællesskab med alle troende og i lovprisning af Jesus, der som Guds lam har købt os til Gud med sit blod.
Alt dette ejer vi nu, ikke i kraft af os og vort vellykkede kristenliv, men i kraft af Jesus og hans fuldbragte frelse alene!
Det er dette, Ånden vil gøre stort og herligt for vore hjerter.
Når det sker, og først når det sker, bliver vi i stand til at bedømme de åndelige stemmer, der møder os. Er de sande eller falske, leder de os til åndelig frihed og liv eller til åndelig trældom og død?
Det bedømmer vi ikke ud fra, om stemmerne virker tillokkende, fascinerende og stimulerende. Vi bedømmer dem på én ting: Leder de os til Jesus som vores frelser, og gør de herligheden i ham stor for vore hjerter, eller leder de væk herfra?
Vi har lært Guds Ånd at kende som en Ånd, der herliggør Jesus (Joh 16,14), og som vil åbenbare for os, hvad Gud i sin nåde har givet os i ham (1 Kor 2,12).
Er målet, at Jesus skal blive stor, eller er det, at jeg skal blive stor? Det er prøvestenen.
Hvor Guds Ånd arbejder, opfyldes Johannes Døbers ønske: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre” (Joh 3,30).
Når Guds Ånd gør Jesus stor for vore hjerter, så virker han tro på Jesus og åndeligt liv i os indefra. Da bliver vi med Paulus’ ord ”åndelige mennesker”, som har vores trøst, rigdom og stolthed i Jesus, og som bedømmer alt ud fra, om det gør Jesus stor for os og knytter os til ham (1 Kor 2,13).
Samtidig bliver vi en gåde for alle andre omkring os. Vi er rettet mod en usynlig herlighed og finder vores frimodighed og glæde i den – uanset, hvordan vi har det, og hvad vi erfarer i vort ydre liv. Vi kan være glade midt i sorgen, takke for livet midt i døden, synge sejrssange midt i nederlag, se os retfærdige midt i erfaringen af synd, se os herlige midt i ydre ynkelighed, være dem, der intet har og dog ejer alt – i Jesus (2 Kor 6,10).
Vi er en gåde for alle dem, som står uden for troen på Jesus. Ingen kan forstå os, og ingen kan bedømme os: ”Det åndelige menneske (…) bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen” (1 Kor 2,15).
Lovens dom
Hvordan fører Guds Ånd os til tro på Jesus, så vi bliver åndelige mennesker? Det får vi svaret på i Hebr 4,12: ”Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem og skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.”
Hebræerbrevet har det som sit centrale mål at åbenbare den vidunderlige, én gang for alle fuldbragte frelse i Jesus. Nåden i Jesus skinner med utrolig styrke i dette brev. Det understreges med kraft og klarhed, at Jesu soning af vor synd på korset én gang for alle har gjort alt vel for os og har åbnet en vej for os alle til fred med Gud, barnekår og evigt liv. Det er et evangelisk trøstende brev.
Samtidig er det et brev med en meget stærk forkyndelse af syndens alvor og Guds vrede og dom.
Står det i modsætning til hinanden? På ingen måde! Lovens åbenbaring af synden, vreden og dommen er en forudsætning for, at vi kan forstå og trøste os ved evangeliet. Det ser vi også i det vers, som er citeret ovenfor.
Guds ord dømmer os, står der. Når Guds ord fælder dom ind i vore liv, så bliver ordet ikke stående ved vore ydre liv. Nej, det dømmer ”hjertets tanker og meninger”.
Når nogen kan hævde, at de er nået frem til ikke at synde mere, så er det ikke utænkeligt, at de selv tror på det. Men selvbedraget kan kun opretholdes, så længe de ikke tillader Guds ord at trænge ind og afsløre, hvad der bor af tanker, meninger og følelser i deres indre.
I vores indre bærer vi alle på den samme menneskenatur, som er selvisk, hovmodig, æresyg, fuld af mistillid til Gud og fuld af syndige tanker og begær. Arvesynden er vores fælles virkelighed i hjertet.
I udgangspunktet er det nærliggende for os at nedtone alvoren af de ting, som rører sig i vort indre, og at forsvare os med, at alt det, som sker i sindet, er naturligt og menneskeligt. Alle har det sådan! Alle tænker, reagerer og føler sådan!
At alle har det ens i det indre, vil Guds ord ikke benægte. Tværtimod: Guds ord bekræfter, at vi på hjerteplanet er ens. Her er der ingen forskel. Men det er, fordi vi alle bærer på et hjerte, som er ødelagt af synden, og som gør, at vi livet igennem rummer en dyb trods, vantro og modvilje mod Gud og et ønske om at søge os selv, tjene os selv og ophøje os selv (Jer 17,9; Matt 15,19-20; Rom 3,9-20.23).
Denne indre synd er i Guds øjne lige så alvorlig som den ydre synd og vil blive behandlet lige så alvorligt i Guds dom (Matt 23,25-28; Rom 2,14). At vi alle bærer på den samme synd i det indre, trækker ikke det mindste fra alvoren. Det betyder blot, at vi alle uden forskel på grund af vor natur er under Guds vrede og dom (Ef 2,3).
Dette havde Paulus ikke erkendt, før Guds Ånd kom til ham og kastede lovens lys ind i hans indre. Da så han, at han midt i sin ydre fromhed havde dybtgående og forfærdelig synd i sit liv, som han ikke kunne gøre sig fri af: ”Synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret viste jeg ikke af, før loven sagde: ’Du må ikke begære!’ (Rom 7,7).
Bemærk, at Paulus gør det tindrende klart, at begæret virkelig er synd. Paulus bliver ikke først skyldig i synd, når han giver efter for begæret og lader det forme sine tanker og handlinger. Han er skyldig i synd ved at have begæret i sig. Han er skyldig i synd ved at være sådan, som han er. Han er en synder, før han gør synd.
Da dette går op for Paulus, dør han! ”Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde” (Rom 7,9-10).
Paulus døde ikke i fysisk forstand under loven. Men hans åndelige ego, hans åndelige selvsikkerhed og selvtillid døde. Han så, at han midt i sin ydre fromhed stod på linje med alle andre mennesker under Guds vrede og dom. Han så, at han var fortabt.
Hvad kunne redde Paulus i denne situation? Det kunne kun Guds ords mest dybtgående dom.
Evangeliets dom
Guds ord fælder dom over ”hjertets tanker og meninger”. Det gør lovens ord, men det gør i virkeligheden også evangeliets ord.
Hvad er den dybeste tanke i vort hjerte? Det har vi set på ovenfor. Den dybeste tanke i vort hjerte er denne: ”Mit forhold til Gud beror på mig. Jeg skal lykkes. Jeg skal slå til. Jeg skal tænke, mene, føle, tale og leve ret, og mit forhold til Gud beror på, om det lykkes for mig.”
Det er tanken fra vores medfødte og naturlige religiøsitet. Vi er af natur selvretfærdige og tænker, at skal vi bestå for Gud, så skal det ske ved en godhed og retfærdighed hos os selv. Den tanke følger os fra vugge til grav. Den kommer fra det dybeste i vor natur: Jeg skal lykkes! Det beror på mig!
Men her kommer evangeliet med en ubeskriveligt velsignet og befriende dom. Evangeliet kommer og fælder dom over denne tanke og siger: ”Nej, det passer ikke! Din frelse beror ikke på dig selv og ikke på, at du lykkes. Den beror på Jesus! Dit forhold til Gud og din frelse beror på Jesus Kristus alene. Han har gjort alle ting vel for dig. Han har én gang for alle båret, sonet og fjernet al din synd – fortidig, nutidig og fremtidig. Han har én gang for alle opfyldt alle lovens krav og bud for dig, og hans liv tilregnes dig nu som dit liv over for Gud.
Mellem dig og Gud er der ikke længere én synd eller ét bud, som skiller. I dit forhold til Gud gælder kun ét: Jesus alene! Hvordan du har det med Gud, beror på ham, Jesus! Og han er en samme i går, i dag og til evig tid. Du har det lige så godt med Gud, som Jesus har gjort det for dig!
Det er evangeliets dom ind i mit hjerte. Denne dom forkaster og fordømmer alle mine egne loviske, selvretfærdige og selvkredsende tanker. Evangeliet fortæller mig, at intet af mit eget nogensinde har betydet noget, og at intet af mit eget nogensinde kommer til at betyde noget i forhold til Gud og min frelse. Her gælder Jesus alene: ”Selv er jeg intet, Jesus mit alt!”
Når evangeliet gør dette klart for mig, virker det tro i mit hjerte på Jesus og gør mig til et åndeligt menneske, som finder hele min glæde, trøst og rigdom i Jesus alene.
Hvad var det, vi læste om Guds ords gerning i Hebr 4,12? Vi læste, at ”det skiller sjæl fra ånd”. Netop det gør Guds ord. Det fælder dom over alle mine egne sjælelige tanker, og så gør det mig til et åndeligt menneske, som ser mig fri og frelst og evigt rig i Jesus alene.
Gå videre med artikel 2: Grundtanker
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2016. Hele bladet kan læses her.
i Sjaastad, Egil 1981, Når troen prøves, Dansk Luthersk Forlag, 5-6.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.