Jesus sagde til dem: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.”
Jøderne sagde til ham: ”Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?”
Jesus svarede: ”Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden” (Joh 8,42-51).
Satans almindelige virke iblandt os
Havde Jesus holdt denne prædiken for et dansk menighedsråd, havde han ikke haft nogen jordisk chance for at få embedet. Det havde han for øvrigt heller ikke i synagogen. Aldrig nogensinde blev han bakket op af datidens biskopper og professorer – dem, vi kalder ypperstepræsterne og de skriftkloge. Det hændte nogle gange, at han fik lov til at prædike i synagogen. Men det resulterede altid i, at de blev vrede på ham og drev ham fra sig.
Hvorfor blev de vrede på ham? Det var der én grund til, og det er den, vi ser her. Nemlig at den virkelighed, som han talte om, var en anden end den, de ville høre. Det, de ville høre, kaldte Jesus for løgnen i modsætning til det, som han prøvede at afdække for dem – sandheden. Han taler virkeligheden, som den er. Ikke som den ser ud for os, heller ikke som vi ønsker, den skal være. Men som den er.
Skriften kalder den slags tale, som Jesus talte, for ”åbenbaring”. Dvs. afdækning af noget skjult, noget tildækket. Åbenbaring er et hovedord i kristentroen, netop fordi vi lever i en verden, hvor den dybeste virkelighed er skjult bag et falskt ydre; et skin, som bedrager os. Prøv f.eks. at forestille dig, at du for dine øjne ser en lysets engel. Han står for dig i al sin herlighed og glans. Ville du kunne forstå, at netop denne engel, denne pragtfulde skikkelse, er Satan selv? Men det kan den være. Skriften siger nemlig, at Satan selv påtager sig skikkelse af en lysets engel, og at hans tjenere vil fremtræde for os som retfærdigheds tjenere.
Du kan også prøve at forestille dig, at du ser Jesu skikkelse stå foran dig. Han står der lyslevende for dine sanser og taler så kærligt til dig og trøster dig med alle slags gode ord, som varmer dit hjerte. Kunne den tanke falde dig ind, at det er en bedrager, som Djævelen har sendt for at forføre dig og fange dig i den evige løgn? Næppe, men det kan det være. Jesus siger nemlig, at mange skal komme i hans navn, og de skal gøre tegn og undere, ligesom Han gjorde, for at føre endog Guds udvalgte vild. Det skal i den grad være en succes for dem, siger Jesus, at hvis Gud ikke greb ind og gjorde en ende på den tid, vi lever i, ville til sidst ikke ét menneske blive frelst.
Så det er ikke usædvanligt iblandt os. Det er nok det almindeligste, der sker i denne verden. Simpelthen fordi ham, Jesus kalder ”løgnens far,” kalder han også for ”denne verdens fyrste.” Det er ham, som menneskenaturen i os følger, hvis vi ikke i virkeligheden har Gud til far.
Det bedragne menneskes syn på Jesus
Det er derfor, Jesus taler, som han gør. Han er frelseren, som er kommet til verden. Han er Sandhedens ord, han er Sandhedens lys, som vil rive os ud af mørkets magt.
Men det er virkeligheden i verden, som vi ser her: at netop Han betragtes af dem, der er i løgnens magt, som besat af en ond ånd. Sådan er virkeligheden i verden. Han, der er lyset, som Gud har sendt, anses for mørket. Han, som i hele sit væsen er kærlighed og godhed, anses for hårdhjertet og ond. Sådan kendtes han, sådan føltes han, sådan oplevede mennesker ham, når han ville føre dem ind i det evige livs virkelighed.
Det er her som med en mand, der er faldet i en våge i isen og er kommet ned under isen. Skal han op til livet igen, op i friheden, skal han søge hen mod det sted, som synes sort for ham. For der, hvor han ser det sorte, er vågen, som fører op i lyset og livet. Hvis han derimod søger derhen, hvor han ser lyset, vil han aldrig komme tilbage til livet mere. For det lys, som han ser dernede, er isen, der skiller ham fra livet.
Det er sådan, Jesus og hans tale kendes af dem, som er i den evige løgns magt og mørke. Men det, som han taler og som virker så utroligt mørkt, ja ondt, taler han for at afdække sandheden. Så vi ikke skal holdes fanget af den evige løgn om livet; den løgn som betyder ethvert menneskes undergang, hvis han ikke bliver ført ud af dette bedrag.
Her må vi dog forstå, at når Jesus taler om den store løgn og den store sandhed, siger han ikke dermed, at alt, hvad de, der har Løgneren til far, siger, er løgn og ikke værd at tro i nogen sammenhæng. Han siger heller ikke, at de, der har Gud til far, taler sandhed og er værd at tro i enhver sammenhæng. Nej, når Jesus her taler om løgn og sandhed, taler han om det lys, som mennesker lever i – om deres eget liv. Han taler om den evige virkelighed, som vi faktisk hører til.
Hvad er sandheden om dig?
Lad mig spørge rent ud: Er dét virkeligt, at Gud er din far? Eller er dét virkeligt, at du er den evige løgns fange? Det er det, der er den store løgn og den store sandhed.
Det er her, Jesus vil åbne disse menneskers øjne for sandheden, når han siger: ”I har Djævelen til far.” Er det sandheden om dem, så er de netop et uhyggeligt eksempel på, hvor meget selv de ærligste og alvorligste mennesker kan bedrages af løgnen. For når de siger, at Jesus med sin tale afslører sig som besat af en ond ånd, er grunden jo den, at de mente, at deres eget liv var født af Gud.
De levede som sande Abrahams børn, de levede med Abrahams tro, de havde samme Gud som Abraham, Isak og Jakob. Hele deres liv havde de indrettet efter de bud, som Gud gav på Sinaj. Spørgsmålet for dem var: Er dette da ikke født af Gud? Kunne Løgneren finde på at gøre mennesker så fromme og alvorlige? At påstå at deres fromhed var et bedrag, som var født af Løgneren, måtte bero på en ond ånd. Det kunne ikke være andet. Det måtte være Jesus, der havde Løgneren til far. Så skarpt står sandheden og løgnen overfor hinanden i den verden, vi lever i. Så skarpt.
Til dig, der frygter bedraget
Nu er det imidlertid sådan, som også Luther siger, at når Helligånden taler for at afdække sandheden i denne dybt alvorlige sag, går det let sådan, at dem, der ikke har grund til at frygte, de frygter. Mens dem, der skulle vækkes til at frygte, sker der ingenting med – de lades uberørte. Simpelthen fordi de er så fanget i løgnen, at de ikke kan tro sandheden. De sidder uhjælpeligt fast og kan ikke forstå, at de nu hører sandheds ord.
Derfor vil jeg gerne, at vi lige lader dem, der ikke har øre for sandhed, være. Det er og bliver Den Hellige Ånds opgave at få dem vakt; det bliver ikke vores. Vi vil i stedet vende os til den, som har øre for sandheden. Den, som måske netop nu frygter, fordi han er bange for at være bedraget.
Sagen er jo den, at når han frygter denne tale, er grunden den, at han synes, det meste af hans liv er født af Djævelen. For det ser han kun alt for godt. Det er i hvert fald ikke Gud, der har født de tanker, som han så tit går med. Det er heller ikke født af Gud, det, han tit føler af lyst eller af ulyst. Når han ser på sit liv, har han utrolig ofte lyst til det, som er ondt. Men når han står overfor det, der er fra Gud, er det som om, lysten ikke rigtig kan følge med mere. Og det kan da ikke være født af Gud! Det er det heller ikke. Men det er født af Gud, når et menneske begynder at kende dette i sit liv. At du har øje for, at sådan er virkeligheden i dit liv. For det er sandhed.
At se hvordan meget i ens liv, der er født af Djævelen og ikke af Gud, kan ikke et eneste menneske, så længe han er fanget i løgnen. Dertil kræves én magt i verden; han hedder Sandhedens Hellige Ånd. Det er denne livssandhed, Jesus taler om, når han siger, at når Helligånden kommer ind i et menneskes liv, skal han som det første opleve, at han bliver overbevist om synd. Når han bliver fyldt af Helligånden, skal han føle det som om, han bliver fyldt af synd. Og han skal blive overbevist om synd.
Guds børns kendetegn
En sådan overbevisning om sandheden får ingen af sig selv, skønt det er alle menneskers virkelighed. At ”af natur er vi vredens børn,” som Skriften siger. At vi alle mangler herlighed hos Gud, fordi vi er under synd alle sammen. Det er virkelig ikke til at komme uden om.
Men dette var fuldstændig ukendt for de mennesker, Jesus talte med. Vi er under synd alle sammen. Det skulle ikke være til at komme uden om.
Alligevel sidder der massevis af mennesker, som det ikke berører en pind! Så mørkt er det. Så fangede er de. Så djævlebundne er de. Vi kan huske deres reaktion, da Jesus talte til dem samme sted om, at de var syndens trælle. Det afviste de med den dybeste forargelse, for de havde altid levet efter Guds bud, og derfor havde de aldrig trællet under synd. Det var deres overbevisning om sig selv.
Der var en af dem, som havde haft nøjagtig den samme overbevisning. Han fik senere Den Hellige Ånd, og da skrev han: ”Guds lov er åndelig, men jeg er kødelig, solgt som træl under synden. For det, jeg vil, det gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg… Jeg finder altså den lov hos mig, at det onde ligger mig nærmest.” Selv den mand, som Jesus kaldte ”sit udvalgte redskab,” kendte som du til, at hans liv meget mere bar tegn på, at han havde Djævelen til far, end at han havde Gud til far.
Det er derfor ikke underligt, at det ikke er gerninger, Jesus viser hen til, når han skal afdække, hvad der viser, om et menneske har Gud til far. Skulle det være kendetegnet, så var der ingen, der ville finde hos sig selv, at: Jeg har virkelig Gud til far. Men hvorpå kendes de så? Hvis også de i deres liv ser flere tegn på, at de mere er Djævelens børn end Guds børn – hvad er så kendetegnene på, at de virkelig er Guds børn?
Det siger Jesus her: ”Var Gud jeres far, så ville I elske mig.”
Nåde hos Gud
Sandheden er nemlig ikke udtømt med den dybt alvorlige virkelighed, at vi bærer så mange tegn på, at meget i vort liv er født af Djævelen. Der er en sandhed om Jesus, som hænger nøje sammen med den virkelighed. Nemlig: Det var derfor, Han kom! Hvad skulle han her på Jorden, hvis ikke det havde været vores situation? Havde jeg ikke været i lænker, hvad skulle Kristus så?
Jesus siger her: ”Jeg søger ikke min egen ære, der er én, som søger den, og som dømmer.” Jesus søgte ikke sin egen ære. Hvis ære søgte han da? Han søgte deres ære, som mangler ære hos Gud. Det var den, han søgte, da han stod for højalteret derude på Golgata og som vores ypperstepræst skulle frembære det store sonoffer. Da stod han i tjeneste for at søge vores ære hos Gud. Han bragte offeret og vandt os en evig forløsning.
Bibelen bruger det udtryk, at vi fik nåde hos Gud. Og nåde er et ord, jeg elsker. Det betyder nemlig meget mere end overbærenhed. Nåde betyder, at jeg har Guds velbehag. Nåde betyder ære, yndest hos Gud. Og det er ufatteligt. Jeg har fået yndest hos Gud. Spørger du hvorfor, jeg har fået yndest, har jeg ét eneste at pege på: På Golgatas kors hang min frelser, min genløser, mit sonoffer. Han vandt mig ære hos Gud. Dér har vi det.
Det er den ubegribeligt store forvandling, som er sket for os ved Jesu død. At vi, som er så mærkede af den Onde, for Jesu tjenestes skyld har Guds velbehag. Ja, vi har det i den grad, at da apostlen Paulus pintes over, at han blev ved med at mærke, hvordan Satan slog ham i ansigtet, og han forgæves bad om kraft til at stå det hele imod, da sagde Jesus til ham til sidst: ”Paulus, Satan slår dig i ansigtet, og nu har du bedt om at blive fri for ham; du slipper ikke for ham. Men jeg vil godt sige dig én ting: Min nåde er dig nok. Det velbehag jeg har i dig, det jeg har vundet dig, dét slår til.”
Så stor er den tjeneste, som Jesus fuldbragte som vor og den hele verdens præst, at den nåde, vi har deri, er nok; den slår til. Den er langt mere end alle de tegn i vores liv, som ellers siger os, at vi har Djævelen til far. Jesu kors er større for os end alle disse tegn. Det er sådan, Gud søger Jesu ære ved at gøre den nåde, han vandt os, overstrømmende rig. Der hvor synden ellers bliver større og ikke mindre, som Paulus siger: ”Hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig.”
Endnu et kendetegn
Det er denne virkelighed, som får Jesus til at pege på endnu en ting, der kendetegner den, som i virkelighedens verden har Gud til far. Ikke en, som bare selv kalder sig Guds barn, men en, som er det. Han har et kendetegn mere. Han elsker Jesus, som vi har talt om det her. Men netop derfor ”holder han fast ved mit ord,” siger Jesus.
Og hvorfor gør han det? Fordi det er der, den, som er af sandhed, har sin trøst og sin fred. Simpelthen fordi mit eget kød og mit eget liv ser ud, som om det er født af Djævelen. Jeg kan ikke gå og kigge på mit liv og finde trøst deri. Jeg kan det ikke. Hvis jeg prøver at tro, at jeg er født af Gud ved at kigge på mit eget liv, kan jeg ikke andet end sige, at så er jeg en bedrager.
Hvor skal jeg da hente lys? Hvor skal jeg hente trøst? Jeg må slå op i min Bibel og læse: ”Hvad var det, du gjorde for mig Herre Jesus?” Jeg må holde fast ved Hans Ord. Det er der, jeg har lyset; det er der, jeg har trøsten. Jeg har det aldrig i mit liv. Ordet må sige mig sandheden, ellers kan jeg ikke tro sandheden. Ellers vil jeg altid frygte, at jeg bedrager mig selv. Enhver, der kan tro uden at have Ordet at bygge på, er virkelig en løgner.
Men det er så også virkeligheden, som Jesus siger til sidst i denne tekst. At ”om nogen holder fast ved mit ord, skal han i al evighed ikke se døden.” Med denne tro, den virkelige tro, den sande tro, er der ingen død, der truer mere. Der er intet mørke, der truer mere. Der er ingen dom, der truer. Der er ingen fortabelse, der truer. Alt det har jeg at se frem til i troen på Jesus den dag, da forløsningen kommer til mig. Den dag, hvor dette syndens og dødens legeme skal tilintetgøres – enten det bliver i en grav, hvor jeg skal blive til muld – eller jeg skal forvandles, når Kristus kommer igen. Men en dag er det slut med denne krop, og så skal jeg opstå i uforkrænkelighed og evig herlighed. Det gør alene troen på Jesus.
Det er sandt, og det er stort,
det har Jesus Kristus gjort,
det har Herren som vor næste
kærligt gjort til fælles bedste,
evigt liv med salighed.
Sandheden er så vist fuld af alvor, men den er mest fuld af salighed, som Johannes siger det om Jesus: ”Vi så hans herlighed, fuld af nåde og sandhed.” Og har du set den, så er Gud virkelig din far. Amen.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2023. Hele bladet kan læses her.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.