”Over hele verden synger man nu i kirkerne nye, udtryksfulde, kristusophøjende sange. Mange kristne er for første gang i deres liv begyndt at opfatte sig selv som tilbedere.”
Sådan skriver Bob Kauflin i bogen Liv & Lovsang, der udkom på Credo Forlag i 2012.
Det er ord, som sammenfatter, at der er sket noget afgørende i den kristne menighed på verdensplan i løbet af de seneste årtier. En forandring på et plan, som af mange blot er blevet betragtet som ”praktisk” eller måske ”liturgisk”, og derfor har en del ledere skubbet det til side som mindre væsentligt.
Men det er en forandring, der har haft stor betydning for menighedens gudsbillede og forståelse af, hvad det vil sige at være kristen.
Der er derfor al mulig grund til bibelsk vejledning i menighedens sang, og det forsøger bogen Liv & Lovsang at give. Bob Kauflin er som erfaren lovsangsleder og præst en mand, der i høj grad præger den moderne lovsangsteologi, og hans vejledning vil være repræsentativ for mange af vores tids mest bibelsk funderede lovsangsledere.
Bogens mange bibelske og evangeliske formuleringer overskygges dog af en gennemgående lovisk tankegang. Og en lovsang, der har loven som fortegn, kan aldrig gribe det vidunderlige i lovsangens virkelige væsen. Tværtimod fører den til trældom og hykleri. Dette vil jeg uddybe i de to artikler, der følger efter denne.
Mens bogens overordnede vejledning ikke er god, er derimod dens beskrivelse af den moderne lovsangskultur utroligt skarp og baseret på et bredt kendskab til lovsangsledere over hele verden. I denne første artikel vil jeg standse op for nogle af de gennemgående tendenser i lovsangskulturen, som Bob Kauflin har set og gennemskuet som gamle Adams værk, og som han gennem bogen med bibelske formaninger advarer stærkt imod.
Før vi går til denne beskrivelse, er det nødvendigt at standse op for den åndelige kamp, der ligger bag det hele. Debatten om sang og musik i kristen sammenhæng er et område, som er viklet ind i mange menneskelige følelser og mange menneskelige misforståelser. Men som alt hvad der foregår af splid i menigheden, er den først og fremmest en åndskamp.
Åndskampen
I den åndelige verden er der en lov, der altid gælder med usvigelig sikkerhed: Djævelen sætter de fleste kræfter ind på at søge at fordreje og forvride de skønneste og vigtigste af Guds gaver.
De åbenlyse angreb mod ægteskabet og hele vores forståelse af kærligheden mellem mand og kvinde, som vi i disse år er vidner til, er et af de modbydeligste eksempler på, hvordan den djævelske ondskab kan vinde indpas og gennemsyre en Guds gave, som skulle være så god og velsignet.
Basalt set retter alle Djævelens angreb sig mod det, som for en kristen må være den største skat og gave fra Gud: evangeliet om retfærdiggørelsen af tro. Men han har mange indfaldsveje mod denne skat – lige så mange, som Gud har nådegaver, ordninger og midler, der skal holde os ved skatten.
Den kristne sangskat er en af de store gaver, Gud har velsignet os med. En skat er sangene, fordi de øser af evangeliets rigdom og vidner om frelsen i Jesus. Man kan næppe overvurdere den rolle, de evangeliske salmebøger og sangbøger gennem kirkens historie har spillet som en kilde til hjælp, trøst, glæde og frimodighed i troen.
Ved reformationen blev det genopdagede evangelium i stort omfang sunget ind i menneskers hjerter. Og vi har skønne salmer, der går helt tilbage til de første kristnes tid; salmer, som vi stadig kan synge med på af hele hjertet, fordi vi lever og ånder for nøjagtigt det samme frigørende evangelium som vores forfædre, der gik på troens vej før os.
Der er ikke noget, der piner Djævelen som at overvære en forsamling, der hører Guds ord forkyndt og synger evangeliet ud fra og ind i hjerterne. Derfor skal vi heller ikke over-raskes over, at Djævelen sætter så meget ind på at forpurre netop forkyndelsen og den kristne sang.
Men som oftest prøver Djævelen ikke at forpurre noget ved at bringe det til ophør, men ved at fordreje det. Forkyndelsen og sangen må for Djævelens skyld gerne være centrale elementer i den kristne menighed og må gerne bevare og tiltage i den ydre kraft. Men den indre kraft – den genfødende og trosstyrkende kraft, som forkyndelsen og sangen får fra evangeliet – den må dø hen i ubemærkethed.
Lovsangskrig
På engelsk bruger man udtrykket ”worship wars” (lovsangskrige) om det, vi herhjemme vel mest taler om som ”musikdebatten”.
Selvom ”lovsangskrig” er et forfærdeligt udtryk, er det egentlig en meget mere rammende betegnelse. For i en krig er der store kræfter på spil. Og i en krig er der ofre. Der er ingen, der har tal på, hvor mange menneskelige og åndelige omkostninger ”musikdebatten” har haft herhjemme i form af splid i menigheder og familier og i form af åndelig forførelse og frafald. Men der er grund til at tro, at det tal er stort.
Der er ikke noget at sige til, at der i løbet af de sidste 10-20 år er blevet forsøgt lagt et låg på det, som så mange har erfaret som en koldhjertet og destruktiv debat. Det er en frygtelig tilstand for den kristne menighed at være i splid om det, der skulle være en stærk og velsignet kilde til opbyggelse i troen.
Og hvis det ikke er en frygtelig tilstand – hvis man inderst inde nyder striden og nyder at fremføre sine egne kæpheste mod de andres – så er der endnu mere grund til frygt! For så er det kødeligheden og den rethaveriske debattone, der har taget over. Den tone må vi vogte os for og bekende som en stor synd, for hvor den trives og plejes i hjertet, er kærligheden blevet kold.
Musiksmag og generationskonflikt
Musikdebatten præsenteres i dag for det meste som en generationskonflikt og et spørgsmål om smag og vane. Konflikten bliver da i al enkelhed: De ældre kan bedst lide stille sange – de unge vil have mere gang i den. De ældre vil synge de melodier, som de lærte i deres ungdom – de unge vil have lov til at synge sange på deres eget musikalske sprog.
Hvis dette var konflikten, eller krigen, så ville problemet og den åndelige kamp være selve det, at Djævelen har gjort sindene så stejle og kompromisløse. Og da ville konflikten være løst, hvis de unge og de ældre gav hinanden plads til at udtrykke sig på forskellig vis om det samme evangelium.
Dette element af generationskonflikt har helt sikkert spillet med i ”lovsangskrigen”. Den har med andre ord også handlet om smag og vane. For nogle har det måske været hovedsagen. Enhver må ransage sig selv for motiverne for det, der er sagt og gjort.
For så vidt der ikke er andet på spil end smag og behag, så må vi i kærlighed bøje os mod hinanden, og i så fald gælder princippet fra 1 Kor 6,7 om retssagerne i menigheden: ”Hvorfor finder I jer ikke hellere i uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab? I stedet for begår I uret og påfører andre tab, og det endda brødre!”
Det kan være et tab at give afkald på at synge efter sin egen musiksmag og poetiske stilart. Og det kan være en uret, hvis man tvinges til helt at lade den anden parts præferencer blive styrende. Men: Hvorfor ikke finde sig i det? Sådan handler kærligheden. Når man har mulighed for at give afkald på sin ret for at glæde den anden, så tøver man ikke med det.
Hvor kærligheden ved evangeliets kraft hersker i menigheden, kan et spørgsmål om smag og vane aldrig blive et problem, for begge parter vil kæmpe for sin modpart og være medarbejdere på hinandens glæde. Og så bliver løsningen en praksis, som tager hensyn til og giver plads for begge parter. Fronten i den åndelige kamp må da være rettet mod de stejle og ubøjelige meninger.
Men lovsangskrigen er langt mere end det. Og jeg er bange for, at det er Djævelens største triumf, at ”musikdebatten” så ofte er blevet vurderet blot som en strid om smag og behag.
Kernen i problemet er langt mere alvorlig: Vi står over for en moderne lovsangskultur, der i form og indhold har fordrejet det bibelske evangelium. Og i kærlighedens og åbenhedens navn og i et velment ønske om ikke at tage frimodigheden fra nogen har vi accepteret denne lovsangskultur langt ind i de bibeltro kredse.
Men dersom vi vil være sandheden tro i kærlighed, kan vi ikke lukke øjnene for den massive forførelse, der i disse år sker gennem den nye lovsangstradition – lige så lidt som vi kan lukke vores hjerter for de mange, som i den nye lovsang enten tror, at de har fået, eller også virkelig har fået et møde med Jesus og derfor blot ønsker at udbrede deres erfaring til hele verden.
Endelig må vi være opmærksomme på, at ”den nye lovsang” langt fra er noget enkelt begreb. Per automatik at skære alt nyt over én kam som overfladisk og forførende er slet og ret menneskelig konservatisme, og at lade dén være herskende i menighedens forhold er lige så ubibelsk, ukærligt og overfladisk som per automatik at afvise alt gammelt som kedeligt og intetsigende.
En erfaren forfatter
Liv & lovsang er en oversættelse af bogen Worship Matters, som amerikaneren Bob Kauflin (BK) skrev i 2008. BK har som lovsangsleder siden midt i 70‘erne, som præst og som underviser, gjort sig flere refleksioner om lovsangens betydning end de fleste. Hans erfaringer med forskellige lovsangs- og gudstjenestekulturer er utroligt bred.
I perioden 1976-1984 rejste BK rundt i hele USA med musikgruppen GLAD til alle tænkelige typer af kristne menigheder. Efter en årrække som præst, blev han i 1997 leder af Sovereign Grace Music, hvor han bl.a. har arrangeret lovsangskonferencer og har stået for udvikling og indspilning af nye lovsange. Samtidig blev han lovsangsleder for Cove-nant Life Church – en menighed med mere end 3.000 medlemmer, hvor BK var ansat indtil 2012 og bl.a. skrev sin bog, som har vundet stor udbredelse sammen med bloggen worshipmatters.com.
Gennem bogen tegner BK er skarpt billede af nogle tendenser i den moderne lovsangskultur, som han gør op med og afslører som kødelighed. I kraft af sin betydelige erfaring med lovsangskulturen er BK ikke en mand, der kommer med karikaturtegninger. På den baggrund er det dybt foruroligende, at den skyggeside ved den nye lovsang, som BK har blik for, trods alle forbehold præsenteres som en alt for generel og udbredt realitet.
I det følgende vil jeg give en kort sammenfatning af det, der gennem bogen beskrives som de største problemer i lovsangskulturen. Det vil være overflødigt undervejs at referere til, hvor stor en triumf disse tendenser må være for verdens fyrste, som står bag den kødelige lovsang.
To afdelinger i gudstjenesten
Først noget rent strukturelt og prioriterings-mæssigt, som imidlertid har stor betydning: Gudstjenesten er i dag mange steder blevet splittet op i ”præstens afdeling” og ”lovsangs-lederens afdeling”.
Betegnelsen ”lovsangsleder” er ny i kirkens historie. Den blev opfundet i USA i begyndelsen af 70‘erne. 40 år efter er lovsangslederen globalt set blevet en selvfølgelighed i langt de fleste kirker, og lovsangens betydning er vokset, så den nu i mange kirker fylder mere end halvdelen af gudstjenesten (s. 300).
Som en følge af denne udvikling er lovsangs-lederens betydning nu på linje med præstens, og mange unge vælger kirke efter lovsangs-lederen i stedet for præsten (s. 62).
Ofte betragtes gudstjenestens to halvdele som hørende under henholdsvis det ”musikalske/tilbedende” og det ”forkyndende”, og an-svarsfordelingen er sådan, at lovsangslederen styrer lovsangen, og præsten tager sig af at prædike og forvalte sakramenterne (s. 303).
Naturligvis er der et samarbejde mellem præst og lovsangsleder om gudstjenesten, men tit er planlægningsfællesskabet holdt på et minimum, så der er et skarpt skel mellem de to dele af gudstjenesten: Præsten føler sig ikke kompetent til at rådgive på det musikalske område, og lovsangslederen vil helst betakke sig for, at præsten laver om i hans ”afdeling”: Præsten har jo ikke nogen idé om, hvor stort et arbejde det kan være at få den musikalske overgang på plads mellem to sange – og så virker det urimeligt, hvis han lige pludselig kommer og siger, at den ene sang skal fjernes! (s. 292).
Lovsangsindustrien
Der er megen faglig stolthed involveret i forholdet mellem præst og lovsangsleder, og lovsangslederen er ofte ambitiøs. Succesrige ”lovsangskunstnere” bliver kendte navne i vide kredse. De indspiller måske cd’er og forstår at markedsføre dem. Disse bestsellere inden for lovsangsgenren har ifølge BK ”medført væsentlige forandringer i, hvad vi synger i kirken, og hvordan vi tænker om tilbedelse” (s. 67).
Berømmelse og succes i ”lovsangsindustrien” er et mål for mange, og bl.a. derfor holder en lønnet lovsangsleder gennemsnitligt kun to til tre år i samme stilling, før der bliver problemer med præsten eller bandet, og lederen søger nye græsgange (s. 256).
En anden konsekvens er, at det er fristende at måle sig på statistikker og altid indrette musikken efter, hvad der er populært. Lovsangen bliver så svær at skelne fra almindelig koncertvirksomhed, at det er nærliggende for mange at overtage mønstre fra den verdslige musikscene og føre dem over i lovsangskulturen. BK refererer en kvinde for at udtale, at Bono og rockgruppen U2 har lært hende mere om tilbedelse, end nogen lov-sangsleder har gjort nogen søndag (s. 69).
Med tilslutning citerer BK en analyse af Harold Best: ”Der er efterhånden sat så stort lighedstegn mellem tjeneste og berømmelse, at det næsten er umuligt at tænke på andet end berømmelse, hvis man overvejer en tjeneste inden for musikken” (s. 68).
Åndelig umodenhed
Fordi lovsangsdelen i praksis ofte har sit eget liv adskilt fra den ”åndelige” eller ”teologiske” del i gudstjenesten, stilles der sjældent store krav til lovsangslederens åndelige modenhed. Det er de musikalske evner, der er i fokus.
Gennem årtiers samtaler med lovsangsledere og kristne musikere har BK måttet konstatere, at en fordybelse i opbyggelig litteratur hører til sjældenhederne: ”Når jeg spørger lovsangsledere, hvad de læser, viser det sig som regel, at de læser bøger om virksomhedsledelse, romaner, musikblade, biografier eller bøger om historie og sport” (s. 31).
Teologi har generelt ingen interesse, for den skaber jo bare splittelser. ”Jesus er min teologi”, lyder det karakteristiske, forsimplede udtryk (s. 33).
Som musiker kan man have det sådan, at musik er det primære middel til at kommunikere med andre mennesker, og hvis man prøver at knytte nogle ord til en sang, bliver det let snublende og usikkert. Derfor nøjes man med ”kristne fraser, der lyder fromme og rigtige, som ‘ære være Gud‘ eller ‘pris Herren‘” – eller undlader simpelthen at sige noget (s. 46).
BK giver et eksempel på ordlyden i en sådan overfladisk bøn, der kan lyde mellem sangene: ”Kære Herre, i dag kommer vi ind for at takke dig, Far, fordi du er her sammen med os, Jesus, og fordi du har samlet os, Herre, for at tilbede dig. Du er fantastisk, og nu ønsker vi bare at træde frem for din trone, Jesus, og tilbede dig, som vi aldrig før har tilbedt dig, Herre, det er, hvad vi er samlet for at give, Herre, i Jesu Kristi navn …” (s. 111).
Op til gudstjenesten har bønnen til gengæld almindeligvis ikke en fremtrædende plads. ”Vi stoler på vores egen visdom, planlægning, kreativitet og færdigheder” (s. 95).
BK sætter rammende ord på den utålmodighed, der ligger i vores tid, og som i høj grad sætter sit præg på lovsangen: ”Vi lever i en tidsalder, hvor alt helst skal være her og nu. Vi vil gerne have en andagt, der kan forvandle vores liv på højst femten minutter. Og hvorfor skulle Gud ikke kunne klare det på den tid, vi kan afse til ham? Han er jo da Gud, og han ved vel, hvor hårdt pressede vi er tidsmæssigt! Vi åbner vores bibler og begynder straks at kede os, hvis de to første vers ikke lige siger os noget. Vi vil have alting forkortet og forenklet og formuleret i et moderne sprog, så vi ikke behøver tænke for meget eller gå i dybden med vores liv” (s. 32).
Den samme overfladiskhed præger sangvalget, som det er meget fristende at foretage ud fra melodi frem for indhold (s. 107). Især yngre lovsangsledere kan have som eneste kriterium for udvælgelsen af en sang, at ”der er gang i den”, og at den har et virkeligt fængende omkvæd (s. 305).
Et verdsligt liv
Ligesom den åndelige fordybelse ligger fjernt for mange lovsangsledere, har BK erfaret, at den kristne livsførelse ”ikke er noget, lov-sangsledere normalt tillægger den store vægt. Et godt eksempel i livsførelse bliver alt for ofte taget for givet eller ignoreret, mens en god ‘forestilling‘ bliver bemærket og lov-prist” (s. 50).
Lovsangsledernes sprog bliver i tiltagende grad profant og grænsesøgende, og lovsangs-lederes blog-poster på internettet kan være sladderagtige og provokerende i et forsøg på at være smarte og vedkommende (s. 51).
Den samme verdslighed gør sig gældende i påklædningen: ”Mange musikere i lovsangsbands ifører sig tøj, der er for stramt eller afslører for meget. Lovsangsledere tillader tonefald eller stemmeføringer, der virker forførende eller sensuelle. Nogle lovsange beskrives ligefrem som ‚sexede‘. Annoncer for kristne bands og solister kan være lige så visuelt forførende som annoncer for deres verdslige kolleger. Musikalske medarbejdere dyrker sex uden for ægteskabet, men får lov at fortsætte i menighederne” (s. 55).
Naturligvis er der menigheder, der vil skride ind i sådanne tilfælde, og ikke blot ansætte musikere og ledere på grund af den musikalske dygtighed. Men: ”Når menigheden vokser, fristes man til at slække på kravene til åndelig modenhed for at opnå et højere musikalsk niveau” (s. 276).
Lovsangens indhold og funktion
En konsekvens af denne overfladiskhed og verdslighed hos lovsangslederne er, at det evangeliske indhold ikke bliver så betydningsfuldt i lovsangen. ”Man kan ofte komme igennem en hel gudstjeneste, hvor der kun i forbifarten refereres til, hvad Jesus udrettede med sit liv, sin død og sin opstandelse. Når vi endelig nævner ham i vores sange og bønner, glemmer vi ofte at tale om, hvad han egentlig gjorde” (s. 91).
Lovsangen er ofte det, som kirkefremmede gribes mest af, og derfor er det nærliggende at lade sine sangvalg diktere af, at lovsangen skal være ”spiselig” for ikke-kristne (s. 238). Vi lever i en kultur, der ”generelt er dybt fascineret af musikalske oplevelser og udtryksformer”, og derfor ”kan der let opstå en fejlagtig forventning om, at lovsangsledere skal bringe os nær til Gud, proklamere hans nærvær eller ligefrem hidkalde ham” (s. 63).
Musikken er blevet det nye sakramente (s. 300), og fokus i menigheden bliver på den følelsesmæssige oplevelse, som musikken giver (s. 197).
Lovsangen har da først og sidst mennesket selv som mål og indhold, og dens funktion er at give et følelsesmæssigt kick. Lovsangskulturen er blevet afgørende inficeret af vores egen egocentriske natur. Vi er blevet forbrugere af tilbedelse (s. 148).
Denne generelle beskrivelse af lovsangskulturen lyder meget voldsom. Og det må huskes, at her kun tales om kødelige tendenser i den nye lovsang. Men netop som en tendens i tiden er denne udvikling en fare for os alle.
For det er den samme kødelige natur, der bor i hver eneste af os. Gamle Adam søger ros og menneskers ære. Gamle Adam ønsker dybest set kun at tilbede sig selv og sine egne religiøse følelser.
Vi har alle brug for at kæmpe mod Gamle Adams lovsang i vores eget liv. Det har BK set. Og i sin afsløring af dette problem er Liv & Lovsang både rystende, skarp og ransagende.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2014. Hele bladet kan læses her.
