Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud (Åb 8,4).
For noget tid siden læste jeg et vidnesbyrd om en læge fra Skotland, der hed William Paton Mackay (1839-1885). Han havde en mor, der frygtede Gud og troede på Jesus. Og hun ønskede sådan, at Jesus også skulle blive Williams frelser. Så hun læste trofast i Bibelen og bad for ham. Men allerede mens William var en dreng, fornemmede hun, at alt det, hun fortalte om Jesus, ikke rigtig sagde William noget. William overhørte nogle gange, hvordan hans mor kæmpede med Gud i sine bønner og bad om, at William måtte blive frelst. Men han havde lukket sit hjerte for Jesus, så det gjorde ikke rigtig indtryk på ham.
Jo ældre han blev, desto mere gik han sin egen vej væk fra Jesus. Da han som 17-årig flyttede hjemmefra, gav hans mor ham en Bibel i håb om, at han ville læse i den og lære Jesus at kende. Men i stedet for at læse i den, solgte han den, fordi han havde brug for nogle penge.
Som voksen blev William læge. En dag kom der en patient ind, som havde været udsat for en alvorlig ulykke. Det var kun et spørgsmål om tid, før han ville dø. William spurgte ham, om han havde noget familie eller nogle venner, de kunne kontakte. Men han rystede på hovedet. Hans eneste ønske var at se den kvinde, som ejede den lejlighed, han boede i, fordi han skyldte hende lidt penge, og fordi han gerne ville sige farvel til hende. Og så ville han gerne, hvis hun kunne tage en bog med til ham.
Den bog var Bibelen. Og så længe han havde kræfter til det, lå den fattige mand nu i sin sygeseng og læste i sin Bibel. Da han ikke længere magtede det, lå han med Bibelen under sin dyne.
Hver dag kom William forbi for at se til ham. Og William undrede sig over, at han altid lå helt fredfyldt og med et glad udtryk i sit ansigt. Årsagen, som William ikke kendte, var, at manden vidste, at Jesus med sit offer på korset havde udslettet alle hans synder, og at han nu snart skulle hjem til Jesus og være sammen med ham for altid!
Til sidst døde den ensomme mand. Og da de skulle rydde op i hans ting, fandt de hans Bibel, som var det mest værdifulde, han ejede. Sygeplejersken spurgte William, hvad de skulle gøre med den, for han havde jo hverken familie eller venner, de kunne give den til. William tog Bibelen i hånden og åbnede den – og han kunne næsten ikke tro sine egne øjne: Dér på den første side stod Williams navn skrevet med hans mors håndskrift. Det var den Bibel, hun havde givet ham, da han flyttede hjemmefra – og det var den sidste gave, han havde fået fra sin mor, før hun døde.
William fik helt ondt indeni. Tænk, at han havde givet sin mors dyrebare gave væk for lidt småpenge. Men fordi William havde set, hvordan Bibelen havde givet denne mand fred og glæde i hjertet, selvom han helt ensom lå for døden, begyndte William nu selv at læse i Bibelen og kom til tro på Jesus.
Hans mor havde bedt mange bønner for William, men hun nåede ikke selv at se den fantastiske måde, Gud svarede hendes bønner på. Men bønnerne var samlet i guldskåle foran Guds trone. Gud havde hørt hver eneste bøn, hun havde bedt for sin søn. Ligesom Gud – for Jesu skyld – også hører hver eneste bøn, du, der tror på Jesus, beder for dine kære! Uanset hvor fattig og adspredt din bøn er. For Gud hører dig ikke for din skyld, men for Jesu skyld!
Der er magt i de foldede hænder,
i sig selv er de svage og små;
men mod almagtens Gud du dem vender,
han har lovet, at svar skal du få.
Der er svar undervejs, engle kommer med bud,
om det tøver, det frem dog skal nå.
For det lover jo løfternes trofaste Gud:
Kald på mig, og du hjælpen skal få.
Du, som ber for dit barn, dine kære,
er i forbøn fra år og til år,
om du tålmodets lektie må lære,
engang svaret fra Himlen dig når.
Der er magt i de foldede hænder,
når du beder i Frelserens navn.
Og engang, når du livsløbet ender,
vil du se, det var altid til gavn.
– Trygve Bjerkrheim 1955
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Martin Haahr
Martin Haahr
Martin Haahr, Herning, lagermand og ansat i Nyt Liv