Luthers brev til lutheranerne V
Vi er mange, der kalder os lutherske. Men vi er også mange, for hvem Luthers egne skrifter er lukket land. Denne serie er en fælles vandring ind i Luthers landskab ved en gennemgang af hans vigtigste skrifter. Formålet er ikke, at vi skal blive Luther-eksperter, men at vi skal lytte til det budskab, han fandt i Bibelen – til udfordring, anfægtelse, vækkelse, fornyelse?
Paulus beskriver udførligt, hvordan en kristen er, og hvordan det forholder sig med den frihed, som Kristus har vundet og skænket os. For at vi lettere kan forstå det, har jeg sat det op i to sætninger:
1) En kristen er en fri herre over alle ting og ikke underordnet nogen.
2) En kristen er en tjenende træl i alle ting og underordnet enhver.
Sådan lyder den berømte begyndelse på Luthers skrift Om et kristent menneskes frihed fra 1520.
Måske er det svært umiddelbart at følge Luther i, hvordan de to sætninger, som er logisk selvmodsigende, kan gøre noget som helst lettere at forstå!
Og dog er det sådan, at Luther med de to sætninger på en helt fantastisk kort og præcis måde udtrykker den dybeste sandhed om ethvert kristent menneskes liv. En sandhed som så langt fra bare er et teoretisk paradoks, som det kan være udfordrende og interessant for hjernen at tumle rundt med. Tværtimod udtrykker de to sætninger den livsnære spænding, som enhver kristen dagligt må kæmpe for at leve sit hverdagsliv i – i tanke, ord og handling.
En livslang kamp
Luther har fået givet en mission. Han må ved Guds nåde og med Skriften som våben hjælpe kirken ud af lovens og pavedømmets mørke fængselscelle og ud i lyset og friheden.
Luther har tro på, at det vil ske ved Ordets kraft, der hvor kirken bliver de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret.
I de to foregående artikler har vi set på, hvordan Luther lader Ordet kaste lys ind over dåben og nadveren for på den måde at sætte sakramenterne i frihed. Sakramenterne er jo i sig selv en stor og fantastisk forkyndelse af evangeliet, og de er Guds pagt og testamente, som må tilegnes ved troen.
Men hvordan skal vi som kristne leve i evangeliets frihed? Og hvordan skal det frie evangelium forkyndes?
Det er spørgsmål, som ikke kun hører til på Luthers tid. Før vi går til Luthers tekst, må vi standse op for den virkelighed, at vi også i dag time for time er udsat for et satanisk bombardement af tanker og indskydelser, der har det ene mål: at lede os væk fra evangeliet! Og vi er uendeligt tilbøjelige til at give efter for de tanker, for vores gamle natur kæmper aktivt på den ondes side.
Angrebene møder vi, når forkyndelsen om det kristne liv kommer til at overskygge og kvæle Ordet om frelsen ved Jesus alene. ”Du skal jo også …”, lyder det, og så sniger loven sig umærkeligt ind i samvittigheden og opløser evangeliet indefra. Den nedbryder troen på Jesu fuldbragte værk og får os til at tro, at vores frelse afhænger af, hvor godt det lykkes at leve det kristne liv.
Men det underlige er, at netop ved det fokus dør det kristne liv. For det kristne liv begynder altid indefra ved troen på Jesus alene. Det kristne liv udspringer af det frie evangelium. Når troen på Jesus dør, så dør livet.
Angreb på evangeliet
At kristenlivet udspringer af evangeliet, det ved Satan bedre end nogen. Netop derfor er frelsesvisheden og tilegnelsen af evangeliet det oplagte mål for Satans brændende pile.
Hvordan kan jeg vide, at jeg er frelst? Hvordan kan jeg fæste lid til, at jeg – jeg – vil høre til den frelste skare på dommens dag, som skal høre de forunderlige ord af Jesu mund: ”Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt”? (Matt 25,34).
Vil jeg ikke langt snarere høre til dem, der modtager den ubærlige dom: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle”? (Matt 25,41).
Når jeg kender min egen situation, virker det så billigt bare at bede om tilgivelse og så regne med, at sagen er i orden. Der må skulle noget mere til!
Nej, altså, jeg er vel klar over, at det ikke er mine gerninger, der frelser. Det er ikke så meget det. Men jeg ved jo alligevel, at der er en forskel. Forskellen mellem Guds børn og verdens børn.
Og jeg kan ikke komme ud over den fornemmelse, at jeg hører til på den forkerte side af skellet. Der er noget dybt inde i mit hjerte, der hvisker til mig: Du er fortabt! Du hører til de forhærdede.
Mit liv vidner jo om det: forhærdelsen. De samme synder igen og igen. Og igen. De bliver ved med at banke på og lure ved døren – ja, nogle gange føles det som om, de ikke engang behøver banke på, de er der bare indenfor konstant og gennemsyrer alt, hvad der er mig.
Jeg har prøvet så mange gange at forbedre mig, at jeg nu knapt nok kan se mig selv i øjnene længere – og langt forfærdeligere: komme frem for den hellige Gud med det, som jeg så mange gange har bedt og bedt om kraft til at blive fri af.
Nogle gange, når skyldfølelsen hviler for tyngende på mine skuldre, bliver jeg vred på den Gud, som ikke giver mig bedre betingelser. Hvis han virkelig ønsker, at jeg skal leve som hans barn, hvorfor hjælper han mig så ikke til det? Hvorfor skal han hele tiden ydmyge mig?
Men inderst inde ligger den frygtelige viden, at vreden er en flugt. Kravene til Gud er et oprør mod den Hellige. Jeg har ingen ret til at skælde ud på Gud. Og den erkendelse får mig bare til at synke endnu dybere ned i mudderet.
”Din synd er renset bort ved Jesu blod”, siger prædikanten. Men lige lidt hjælper det. Den indre vished er alt andet end en frelsesvished. Den er en vished om at gå mod Helvede. En fortabelsesvished. En vished om, at den hellige Gud og jeg – vi hører ikke sammen.
Det er så let – åh så let – at se de andre i menigheden som den store hvide flok. Som de sidder der under lovsangen med glæden og frimodigheden lysende ud gennem øjne, stemme og kropsholdning. Som de vidner om skriftsteder og sangvers, der betyder noget for dem. Som de lever et liv i tjeneste for Gud og efterfølgelse af Jesus.
De er sat fri. De er sande kristne. Men jeg?
Jeg kan prøve at efterligne dem. Jeg kan prøve på at give slip på min indre vished om fortabelse.
Og af og til kan jeg få nye kræfter, nyt mod. I glimt ser jeg, at jeg alligevel ikke er helt uimodtagelig over for Ordet, og at det får lov til at sætte nogle bittesmå frugter i mit liv. Jeg får også lettere ved at få øje på de andres fejl. Ja, selv prædikanten er en synder. Måske er der alligevel håb også for mig?
Jeg går ud med nye kræfter og forsøger igen at leve som et Guds barn – leve efter evangeliet. Men der går kortere og kortere tid, så må jeg resignere. Så må jeg se det i øjnene, som min samvittighed fortæller mig: Det bliver aldrig anderledes med dig! Du er ikke som de andre, der kan få et kristenliv til at fungere. Du er ugudelig! Vantroen vælder frem dybt indefra. Du er ikke skruet sammen til at være en kristen. Du er bundet på hænder og fødder. Parat til at blive kastet i Helvedes ild, når den dag kommer.
Og det vil være det eneste retfærdige.
Angreb på loven
Sådan har Satan i århundreder forsøgt at angribe evangeliet og frelsesvisheden. Og denne gamle taktik er han ikke veget fra. Men nu ved tidernes ende er det som om, angrebene oftere og oftere bliver sat ind på et niveau før den ”klassiske” anfægtelse over synden.
Sådan har Satan også gjort før i historien – men det er som om, at denne taktik på en særlig måde er knyttet til de sidste tider.
Jesus siger: ”Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12).
Lovløsheden breder sig i vores tid. Mange prædikanter vil ikke længere forkynde Guds lov, og derfor bliver de falske profeter, som leder vild.
Det får som konsekvens, at mange oplever, at de bliver ”bevaret” i trygheden fra evangeliet. Men det er ikke troens tryghed, de bliver bevaret i. Det bliver til en falsk tryghed. En overfladisk selvbevidst kristendom, som tænker ved sig selv, at ”hvis de andre i menigheden er kristne, så er jeg vel også”.
Ikke udtalt på den måde, selvfølgelig. Men visheden er der indeni. Visheden om at være på rette vej – for nok fejler man, men det er jo menneskeligt, og Gud er jo nådig, så han bærer over med mine fejl. Sådan som han også bærer over med de andres fejl.
Det er ikke så svært at forstå. Det er egentlig ret enkelt at være kristen. Det er ikke noget, der nødvendigvis behøver at ”fylde” så meget. Det er nok at samles en gang om ugen til prædiken og lovsang og så leve sit liv efter de vilkår, man nu engang er sat i, så godt som man nu kan.
Det er vanskeligt at begribe de konservative prædikanter, der insisterer på igen og igen at tale om synd og nåde, himmel og helvede, frafald og frelsesvished og Jesu blod og frelse. Nogle gange kan man tænke, at det er, som om det bare er en talertradition, der er blevet holdt ved lige siden Luthers tid, hvor det var nogle andre problemstillinger, der fyldte i folks hoveder.
Heldigvis er der ikke så mange af den slags prædikanter tilbage. Folk i vores tid oplever det mere og mere kunstigt at høre på denne lovens torden efterfulgt at det lægende evangelium. Det bliver et skuespil – en slags Morten Korch-plot, hvor man kan prøve at bilde sig selv ind, at ”det her ender da helt galt”, og så kan man prøve at bilde sig selv ind, at man bliver lettede, når det alligevel ender godt til sidst.
Det hele behøver ikke gøres så problematisk. Det bliver så ”indadvendt” med al den tale om synd, som vi kender den fra Luther og Rosenius.
De to havde vel også nogle kringlede personligheder, der gjorde sig alt for mange bekymringer om deres indre tilstand. Det blev usundt. De mistede det egentlige fokus.
I dag må vi genvinde fokus på det ”udadvendte” i kristendommen. Det vigtigste må være, at vi ikke bare klumper os sammen i kirkerne og missionshusene, men når ud til folk. Vi må være i mission. Vi må vise, at kirken ikke er stivnet, men levende og nutidig. Og vi må demonstrere, at vi som kristne er almindelige fejlende og tvivlende mennesker som alle andre, så det bliver tydeligt, at der er plads til alle og enhver i fællesskabet!
Der hvor Satan gennem sine falske profeter udbreder lovløsheden, bliver kærligheden kold. Og hvor kærligheden er kold, behøver Satan ikke så tvivl om nåden. Nåden bliver selvfølgelig. Nåden bliver en ret. Nåden bliver ikke længere en dyrebar skat og en redning, for synden er ikke længere en smerte. Loven afslører ikke længere hjertets dyb, så den bliver en tugtemester til Kristus.
Nok tales der om, hvordan vi som kristne skal leve livet. Nok tales der om, hvordan vi skal ”være kirke”. Nok synges der lovsange, nok gøres der et enormt stykke udadvendt arbejde for at tale tidens sprog og ”få flere med”.
Men hvor der ikke tales om andet end dette, eller hvor dette får hovedfokus og bliver identiteten og dna’et for den kristne forsamling – der tabes livet med Gud. For det er ikke den hellige Gud, man lever med. Og opgøret med den ”gammeldags” prædiken om synd og nåde er ikke andet end et opgør med Bibelens Gud og et oprør mod Helligånden, som er sendt til verden for at overbevise om synd og at lede os til Jesus og herliggøre ham for vores hjerter (jf. Joh 16,5-15).
Bedraget
Satans angreb mod troen er lige så snedige og så voldsomme i dag som i 1500-tallet, og Luthers forkyndelse i Om et kristens menneskes frihed er fuldt ud så aktuel og vækkende og trøsterig i dag, som da den oprindeligt blev til.
Det er nemlig en forkyndelse, som vil knytte os til Ordet og i Ordet knytte os til Jesus.
Satans angreb går basalt set ud på den ene ting: at løsrive os fra Guds ord; at angribe og fordreje Guds lov og Guds evangelium, så det svarer bedre til vores naturlige tankegang; så vi orienterer os efter andre mennesker og vores egne følelser og fornemmelser.
Vi kan blive modløse, når vi sammenligner os med andre, der kalder sig kristne – eller vi kan blive beroligede. Vi kan føle os fordømte, når vi betragter vores vaner og tankegange i dagliglivet – eller vi kan føle os godt tilfredse og sikre på at være Guds børn.
Intet af det kan vi bygge noget på. For Gud ser ikke, hvad mennesker ser, og Gud dømmer ikke, som mennesker dømmer. Som der står i Jer 17,9: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?”
Det er intet menneske i stand til. Men i det efterfølgende vers lyder det: ”Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne.”
Vil du vide sandheden om dig selv, må du altså ikke spørge efter din egen fornemmelse af, om du er frelst eller fortabt, som du baserer på en sammenligning med dine nære omgivelser. For dine egne fornemmelser er bedrageriske – hvad enten de så er positive eller negative; om du føler dig fri eller bundet, frelst eller fortabt.
Du må gå til Ordet.
Sjælen har intet andet, hverken i Himmelen eller på jorden, hvorved den kan leve, være gudfrygtig, fri og en kristen, end alene det hellige evangelium, Guds ord, forkyndt om Kristus.
At komme bort fra sig selv
Hvad er det for et Ord, som sjælen lever af? Hvad er det for et Ord, hvorved du lever, er gudfrygtig, fri og en kristen?
Svaret er: Det er intet andet end den forkyndelse, Kristus bragte, sådan som evangeliet indeholder den. Den forkyndelse skal være og er sådan, at du hører din Gud tale til dig om, hvordan hele dit liv og alt det, du gør, intet er for Gud. Du må evigt gå fortabt med alt, hvad der bor i dig.
Hvad siger du dog, Luther? Var det ikke evangeliet, du skulle komme til nu?
Jo – men Luther ved, fra Skriften og fra sin dyrekøbte erfaring, at evangeliet ikke kan lyde uden netop dette: at du hører din Gud fortælle dig, at alt det, du gør, intet er for Ham.
Har vi rigtigt fattet dette?
”Intet” er et enormt dækkende ord. Det er et absolut ord. Der kan per definition ikke føjes noget til ”intet”, uden at det bliver noget andet end ”intet”. Ikke en millimeter kan der føjes til.
Det vil sige: Når din indre fornemmelse ikke kan sige andet, end at du er fortabt; når dit hjerte og dine indvolde og alt, hvad der bor i dig, råber af al magt: ”Du går til Helvede, sådan som du er!” med en vished, der overdøver alle trøstende ord – så ser du netop dig selv der, hvor Gud ønsker at vise dig, at du er. Du må evigt gå fortabt med alt, hvad der bor i dig.
Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige bort fra din egen fordærvelse, så stiller han sin kære Søn, Jesus Kristus, foran dig. Ved sit levende, trøstefulde ord siger han til dig: Du skal med fast tillid overgive dig til ham og dristigt stole på ham. Så skal alle dine synder tilgives dig og al din fordærvelse være overvundet på grund af din tro. Du skal være retfærdig og sanddru, have fred, gudfrygtighed, opfyldelse af alle bud og frihed i enhver henseende. Som Paulus skriver i Rom 1,17: ”Den retfærdige skal leve af tro” og i Rom 10,4: ”Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.”
Ordet alene – Kristus alene
Dette er troens hovedstykke: at du kommer bort fra dig selv, fordi alt dit eget er fordærvelse og gudløshed, og fra dig selv kommer over til Kristus, så du dristigt stoler på ham.
Hvorfor er det så dristigt at stole på, at du har al retfærdighed og sanddruhed og fred og gudfrygtighed og opfyldelse af alle bud og frihed i enhver henseende i Kristus?
Det er dristigt, fordi hele dit hjerte jo råber det modsatte. Det råber om uretfærdighed, løgn og ufred og bespottelse og lovovertrædelse og bundethed til dit kød i enhver henseende!
Og sådan bliver hjertet ved og ved med at råbe også efter din omvendelse – hvis du ikke bedrager dig selv og flygter fra denne virkelighed.
Sådan er livsvilkårene for den kristne, som her på jorden lever med Gud i Ordets afslørende lys. Din hellighed får du aldrig at se, hvis du kigger på dit eget liv. Men Ånden kan give dig den dristige tro til at se dig selv, som du er i evangeliet, i Kristus:
Nu er disse og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredsstiftende, frie og fulde af alt godt. Derfor bliver den, der holder fast i dem med sand tillid, forenet med Ordet så helt og aldeles, at alle Ordets egenskaber også bliver sjælens egne. Således bliver sjælen også hellig, retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alt godt på grund af Guds ord ved troen.
I Ordet må du se dig ren. Du er forenet med det Ord, du læser!
For i Ordet møder du Kristus, og du ser, hvordan din salighed beror helt og aldeles på Ham alene. Luther forkynder dette så stærkt og godt, at det bliver nødvendigt med et længere citat:
Troen virker ikke blot, at sjælen bliver ligedannet med det guddommelige ord, fuld af nåde, fri og frelst. Troen forener også sjælen med Kristus som en brud med sin brudgom.
Ved dette ægteskab følger, at Kristus og sjælen bliver ét legeme, som Paulus udtrykker det. Således bliver også begges ejendom, lykke og ulykke og alle ting fælleseje. Hvad Kristus har, det er den troende sjæls ejendom, og hvad sjælen har, det bliver Kristi ejendom. Nu har Kristus alt godt og al frelse, som bliver sjælens ejendom. Og sjælen har al last og synd på sig, som bliver Kristi ejendom.
Her sker der nu et saligt bytte, en glædelig omveksling. Kristus er både Gud og menneske, han har aldrig syndet, og hans retfærdighed er uovervindelig, evig og almægtig. Ved troen, som er vielsesring, gør Kristus vores synd til sin egen og handler fuldstændig, som havde han selv begået den. Så må synden opsluges og tilintetgøres i ham, for hans uovervindelige retfærdighed er stærkere end alle synder.
Således bliver sjælen da løst og fri fra alle sine synder alene for vielsesringens skyld, det vil sige for troens skyld, og får skænket sin brudgoms evige retfærdighed.
Er det nu ikke et herligt bryllup, når den rige, ædle, retfærdige brudgom, tager den elendige, foragtede, onde prostituerede til ægte og befrier hende fra alt ondt og smykker hende med alt godt?
Så er det ikke længere muligt, at hendes synder fordømmer hende, for de ligger nu på Kristus, og i ham er de overvundet. Således har hun en overvældende retfærdighed i sin brudgom, så hun nu igen kan bestå mod al synd, selv om den stadig hænger fast ved hende.
Paulus siger derom i 1 Kor 15,57: ”Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!”
I denne sejr er døden opslugt sammen med synden.
At indprente sig Ordet
På denne måde er Guds ord det Åndens sværd, der skal redde os i kampen mod Djævelens snigløb, som Paulus advarer os om.
Og det er på denne måde, vi skal arbejde med frygt og bæven på vores frelse: Vi må blive ved Ordet! Og det er en stadig kamp.
Derfor burde alle kristne med rette arbejde med og øve sig i én ting, nemlig at indprente sig Ordet og Kristus i deres indre, så de til stadighed opøver og styrker en sådan tro. Intet andet kan gøre et menneske til en kristen.
Og man kunne tilføje: Intet andet kan bevare et menneske som en kristen. Så alvorligt er det, at vi må blive ved Ordet.
Men nu spørger den ængstede samvittighed: Afhænger da min frelse af, i hvor høj grad jeg ejer denne dristige tro? Hvad om jeg ikke tilstrækkeligt kan indprente mig Ordet?
Dette spørgsmål er noget, som Luther vil tage op og udfolde senere i sit liv, særligt i sin store Galaterbrevskommentar, men her skal det foregribes.
En kristens retfærdighed består af to dele:
1) Troen, som griber om Kristi gerning for mig.
2) Guds domfældelse, hvor han tilregner mig Kristi gerning som min retfærdighed.
Og om så troen er så forsvindende lille, at du knapt selv kan få øje på den – om den så knapt nok er bare en lille gnist af tro, så må du vide, at det ikke er styrken af din tillid til, hvad Jesus har gjort for dig, der frelser dig: Det er det, at Gud tilregner dig sin egen søns retfærdighed, som han vandt for dig på korset.
Dér har du troens genstand og retning. Troen frelser ikke på grund af tillidens kvalitet og overbevisningens styrke, men på grund af Jesus – Frelseren, som troen retter sig imod.
Midt i kampen for at holde fast ved Ordet og tilegne dig det, der står, som din virkelighed for Jesu skyld, må du altså vide, at din tvivl, usikkerhed og anfægtelse, som kommer af Satans brændende pile, der fænger så let i dit eget syndige kød, ikke har magten til at fordømme dig. For denne brand og disse vulkanudbrud i hjertet er oppe imod en domfældelse fra den almægtige Gud; en beslutning dybt inde i den treenige Guds væsen, som har stået fast fra før verden blev grundlagt.
Denne nåde og disse løfter må du også i anfægtelsens værste time gribe fat i din bibel for at se – for der har du dem på skrift, når alt andet bryder sammen.
Himmel og jord kan brænde,
bjerge og hav få ende;
men den, som tror, skal kende:
Løfterne rokkes ej.
Fuldstændigt fri – fuldstændigt bundet
En kristen er altså fri. Virkeligt fri. Fuldstændigt fri.
Men samtidig er han bundet. Det var det, Luther indledte med at skrive, og det bruger han også tid på at udfolde.
Nu kommer vi til den anden del, til det ydre menneske. Her skal vi give svar til alle dem, der har taget forargelse af den foregående tale og som plejer at sige: Ja så, når nu troen betyder alt og alene gælder for at være tilstrækkelig til at gøre retfærdig, hvorfor er da de gode gerninger påbudt? Så vil vi lade de gode gerninger ligge og intet gøre.
Nej, min gode mand, sådan er det ikke!
Luther har forkyndt evangeliet stærkt og klart. Men ved at forkynde evangeliet rent slækker han ikke dermed på budene. En kristens hverdagsliv må være et liv i lydighed mod Guds vilje:
Her kommer gerningerne ind. Her må man ikke gå ledig. Legemet må virkelig tvinges og opøves med faste, vågen, arbejde og al slags rimelig disciplin, så det bliver lydigt imod og ligedannet med det indre menneske og troen.
Denne ”anden streng” i kristenlivet er af overordentlig stor vigtighed. Det frie evangelium vil ikke føre os til lediggang og ligegyldighed med vores liv – tværtimod: Det frie evangelium vil binde os til loven!
Dette lyder underligt. Og det kan lyde anfægtende. Det kan lyde som om, der alligevel kommer et ”men” efter evangeliet – en negativ del 2 efter den gode første del af budskabet.
Men sådan er det ikke. Formaningen til at holde loven tager ikke det mindste fra evangeliet. De to sætninger, som Luther indledte med, er gældende for enhver kristen samtidig – uden at den ene del tager noget af den anden.
En kristen skal tænke som så: Nuvel, min Gud har i og med Kristus givet mig uværdige og fordømte menneske al fromheds og saligheds fulde rigdom, helt ufortjent, af ren og skær barmhjertighed. Fremover behøver jeg ikke andet end at tro, at sådan er det.
Så vil jeg da også fri, glad og for intet gøre, hvad der behager ham. Jeg vil være en Kristus mod min næste, som Kristus er blevet det for mig. Jeg vil ikke gøre andet, end hvad jeg ser, han trænger til, har gavn af og hvad der tjener ham til salighed. Dette vil jeg gøre, fordi jeg ved min tro har tilstrækkeligt af alting i Kristus.
Læg mærke til, hvad Luther siger her. Han siger ikke: ”Evangeliet betyder, at vi ikke længere skal leve fuldt ud op til loven.”
Det er sådan, loven og evangeliet ofte bliver forkyndt og hørt i dag: Som om Jesus har sonet for vores hullede og ufuldkomne hellighed, så vi nu kan leve et afbalanceret liv uden alt for høje og usunde idealer.
På den baggrund kan loven og formaningerne afkortes og gøres realistiske og praktisk mulige som leveregler for et sundt og harmonisk liv med Gud og min næste.
Missionsbefalingen bliver gjort til en venlig og sympatisk livsstil og en udfordrende og nytænkende måde at være kirke på. Kravet om syndfrihed bliver til et forsøg på at leve et pænt og beundringsværdigt liv med engagement i forskellige gode formål. Menigheds-arrangementerne får som hovedfokus at være nutidige og opløftende, og forkyndelsen bliver en feel good-oplevelse, som måske nok er udfordrende på den spændende og udviklende måde – men den dræber ikke, og den gør derfor heller ikke levende.
Kristi kærlighed tvinger
Det er livsvigtigt for Luther at holde både evangeliet og loven frem i al deres kompro-misløse radikalitet. En kristen er fuldstændigt fri og fuldstændigt bundet – på samme tid.
Lige så livsvigtigt for Luther er det at forklare, at den anden sætning om en kristens bundethed ikke er et tillæg til den første sætning om en kristens frihed; det er ikke to byggeklodser, der står oven på hinanden og tilsammen udgør en kristens liv. Der er kun én byggeklods i en kristens liv, kun én retfærdighed, og det er den, som den elendige, foragtede, onde prostituerede får i ægteskabet med sin rige, ædle, retfærdige brudgom.
Men hvor brylluppet og det herlige pladsbytte mellem synderen og Jesus finder sted, følger som det eneste naturlige, at synderen ønsker også at udleve den retfærdighed, som hun har fået i Jesus. Den, der ved vielsesringen (troen) er forenet med Jesus og derfor – ikke af nogen som helst andre grunde – ejer hans fulde retfærdighed, har en indre drift mod allerede nu at være den person, som Jesus har frikøbt hende til at være; den person, som hun kan se frem til af hele hjertet at være på den nye jord, hvor synden ikke længere hænger fast ved hende, men hvor Kristus, brudgommen, bliver alt i alle.
Det er denne drift, som binder den kristne: Kristi kærlighed tvinger, siger Paulus (2 Kor 5,14).
Kristi kærlighed tvinger dig ikke bare til at være lidt bedre ved dine medmennesker i hverdagen.
Den tvinger dig til for det første med al mulig disciplin at øve dig i at ”tøjle dit legeme”. Du kan ikke slå dig til ro med dine vanesynder og med, at de andre i din omgangskreds vel er lige så slemme. Hele det at gå imod Guds vilje må for en kristen være som at kaste sig i ild: Du kan ikke blive i det! Du må ud af det – omgående!
Og for det andet tvinges du til allerede nu at være en Kristus over for din næste, sådan som du skal være det på den nye jord i fuldkommenheden.
Jesus var den, der opfyldte hele loven i mit sted. Sådan må jeg også opfylde hele loven over for min næste: Jeg vil ikke gøre andet, end hvad jeg ser, han trænger til, har gavn af og hvad der tjener ham til salighed.
Du skylder din næste at ofre alt for hans skyld – selv dit eget liv.
Her må der kamp til. At være en Kristus for din næste – en tjenende træl, som er underlagt enhver – kan ikke være komfortabelt!
Så er det sandt, at vi alle sammen i hverdagen må tage højde for vores egne begrænsninger som mennesker. Og der kan siges mange vigtige og rigtige ting om det til mennesker, der risikerer at blive stressede og udbrændte.
Men det er ikke loven, der siger, at ”du må gøre det, du kan rumme lige pt., og så må andre tage sig af resten”. Og det er ikke sådan, du er en Kristus over for din næste. For Kristus gjorde langt mere, end han kunne ”rumme”; han satte alt sit eget til side og gav sig selv hen som et offer for vores skyld.
Kristi kærlighed tvinger. Og det mærkes i hverdagen for den, der lever i Kristi kærlighed og nåde. Men denne tvingende kærlighedens lov er nu ikke længere en udefrakommende lov. Den er skrevet på dit hjerte ved Ånden, sådan som Jeremias profeterer, at det vil være i den nye pagt (Jer 31,33).
Og selvom denne indre lov er kompromisløs og uoverkommelig, er det ikke fordømmelsens stemme, der lyder. Det er håbets og glædens stemme: Håbet og forventningen om en dag at kunne leve fuldt og helt, sådan som Gud har skabt dig til. Og lysten til på grundlaget af din fuldkomne frihed i Jesus at tage forskud på dette liv.
Når du lever sådan, ser du hele tiden din egen elendighed.
Men denne elendighed må aldrig få dig til at fortvivle og tvivle på din frelse. For det er en elendighed, som vil knytte dig til Jesu kors, så du kommer bort fra dig selv og knyttes til Ordet om korset.
Hvile og kamp
Fordi det er sådan, må en kristens liv være et liv i hvile og kamp.
Troens menneske, det genfødte, nye liv i os, ønsker intet andet end at tage forskud på livet på den nye jord.
Men så finder det i sit kød en modstræbende vilje, der vil tjene verden og gøre, hvad den har lyst til. Det vil troen ikke finde sig i, men kaster sig af alle kræfter over den syndige vilje, for at dæmpe og styre den.
Samtidig er det sådan, at resultatet af denne kamp og virkningerne af Åndens gerning i dit liv, ikke har nogen som helst indflydelse
på din retfærdighed for Guds ansigt. Den indre lov tager intet af evangeliet om den retfærdighed, du har i din brudgom og i hans død i dit sted. Tværtimod vil den knytte dig til evangeliet.
Disse gerninger må ikke ske med den hensigt, at mennesket derved skulle blive retfærdigt for Gud. For troen tåler ikke denne falske hensigt. Troen er og skal være den eneste retfærdighed for Gud.
Der gælder nemlig følgende regel: Gode, fromme gerninger gør aldrig nogen god og from, men et godt, fromt menneske gør gode, fromme gerninger (…) Men der er intet, som kan gøre personen god undtagen troen, og intet kan gøre personen ond undtagen vantroen.
Denne rækkefølge er livsvigtig. Det er ikke frugten, der bærer træet, men omvendt. Og det eneste gode træ er det, der er plantet ved den fuldkomne flod af frihed i Jesus.
Luther opsummerer det hele i en meget kompakt konklusion, som rummer hele den livgivende spænding i en kristens liv:
Af alt dette følger den konklusion, at en kristen ikke lever i sig selv, men i Kristus og i sin næste. I Kristus lever han ved troen, i næsten ved kærligheden. Ved troen føres han op over sig selv til Gud, fra Gud føres han igen ved kærligheden ned under sig selv, og dog bliver han altid i Gud og i den guddommelige kærlighed.
Det er altså hvilen i Kristi gerning, der er fundamentet for alt andet. Og denne hvile gælder alle, der tager deres tilflugt til Jesu kors.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2013. Hele bladet kan læses her.
