Lovsangstoner V
Udgivelsen af den nye Lovsangstoner i december 2020 er anledning til, at vi i denne serie går igennem sangene forfra, emne for emne. At læse eller synge sig igennem en sangbog er som en lang og opbyggelig vandretur med kristne brødre og søstre fra fortid og nutid. Alle styrker og hjælper de os med deres vidnesbyrd, deres sjælesorg og formaning, så vi ikke skal gå alene.
”Et eget væsen er vor tro, et meget mægtigt gode,” synger vi med Brorson (188).
Men synger vi det bare ”med Brorson”, eller synger vi det også med vores eget hjerte?
Troens kraft
I Bibelen bruges der store ord om troens kraft. Det, der sker, når et menneske begynder at tro, er ikke en dagligdags ting. Det er en genfødsel. Når du får troens gave, bliver du født igen! Et nyt væsen, et nyt menneske, er kommet til verden.
Og det er ikke teori og teologiske fraser. Det er virkelighed! En virkelighed, som vi må erfare hver eneste dag. Lever du i troen, lever du hver dag med dette nye i dig, som en levende del af dig. Det er et ”eget væsen”, som Brorson kalder det. Det er et menneske (Kol 3,9-10; Ef 4,22-24), der hader synden og dagligt vil forhindre dig i at gøre og tænke, hvad der er Gud imod. Det er Jesu Ånd i dig (Rom 8,9ff.; 2 Kor 15,5), der lever i en stadig kamp mod kødet og alt det, kødet vil.
Luther siger det sådan i sin fortale til Romerbrevet: ”Tro er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud (Joh 1,13). Den døder den gamle Adam og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Den bringer Helligånden med sig. Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt.”
Sådan taler Luther, og sådan taler Bibelen om alt det, troen nødvendigvis må bringe med sig, hvis det er en sand tro. ”I sig selv, uden gerninger, er troen død” (Jak 2,17).
Det er troen alene, der frelser; den modtagende tro, der griber om nåden i Jesus, uden nogen gerninger eller bidrag fra vores side; men den frelsende tro er aldrig alene. Med troen følger uundgåeligt et nyt liv, som giver sig konkrete udslag i vores liv og dagligdag.
”Et godt Pude”
Ved troen bor Jesus i vores hjerter (Ef 3,17). Der bor han ikke, uden at vi mærker det! Der bor han ikke, uden at det kommer til kamp!
Men er det også sådan, vi erfarer det?
Det er svært at høre kampe og slagudvekslinger med Djævelen i dag. Det er svært at høre Åndens sværd, som er Guds ord, blive svunget. Det er vanskeligt at høre bumpene fra, når Djævelens brændende pile rammer troens skjold og bliver tilintetgjort.
Ikke mindst bliver der måske stille på slagmarken, når man kigger indad. Det er så let at glide af på alvoren i Guds ord, når det vil tale med dig om din synd. Det er så let at slå sig til ro med egne begrænsninger og afvise alt, der koster bare en lille smule offer og afkald. Det er så let at finde på undskyldninger for at adlyde troens stemme og gå ind i kampen.
I sådan en stille fred erfares evangeliet ikke som en kraft og troen ikke som et levende væsen. Så trøster vi os med evangeliet som en forsvarsmekanisme mod at kæmpe. Men så kvæles også troens liv.
I en brevveksling1 skriver Brorson, at hvis forkyndere er meget hurtige til at forsikre tilhørerne om, at vi ikke kan holde loven – så får ”den sikre Verden et godt Pude at sove paa”. Jeg citerer det her på den måde, Brorson har skrevet det, fordi det er den formulering, der har sat sig fast hos mig, og som flere gange er vendt tilbage i mit sind, efter jeg læste brevet. Den ”sikre Verden” skal ikke have ”et godt Pude at sove paa”; og det får den – det får vi – når vi ”kommer for hurtigt” med evangeliet; når evangeliet bliver en forhåndstrøst mod lovens anfægtende røst, så lovens alvor og radikalitet bliver nedtonet og taget mindre seriøst. Lovens tale bliver opfattet som en slags ”gode råd”, som det ikke kommer sig så nøje med, nu hvor vi er frelst af nåde. Eller også er vi så teologisk bevidste om, at lovens primære mål er at drive os til Kristus, så vi helt kommer bort fra, at loven kun gør denne gerning, når vi i troen rent faktisk stræber efter at adlyde Guds vilje.
Men med det forhold til loven bliver forkyndelsen af evangeliet som at slå vand på en gås. Vandet lægger sig uden på gåsens fjerdragt og bliver hurtigt rystet af, når den rejser sig. Evangeliets vand når ikke indenfor i hjertet, det bliver ikke til trøst og liv. Vi smiler høfligt, siger tak for prædikenen og ryster det af os, så snart vi går ud af missionshuset og ind i hverdagen. For det kom aldrig indenfor.
Vi lægger os trygt til rette på den gode pude …
Død og intet
I omtrent 9 ud af de sidste 10 artikler, jeg har læst, og prædikener, jeg har hørt, hvor begrebet ”anfægtelse” har været brugt, har det været påfaldende undskyldende. ”Det er et gammelt ord,” lyder det. Det er ikke noget, vi bruger så meget mere. Det kræver en ordforklaring! Det er noget med at blive ”fægtet an” … Og så videre!
Jeg tror selv, jeg har stået på en prædikestol og sagt noget lignende. Og det kan være berettiget nok. Men egentlig er det uhyggeligt. Tænk at vi er nået dertil blandt kristne, hvor en så central ting i troens liv med Gud kræver en ordforklaring! Nærmest som om vi hiver et abstrakt begreb frem fra en museumsmontre, holder det ud i strakt arm og puster lidt støv af det – for efter en kort, forklarende omtale at lægge det ærbødigt tilbage igen og gå tilbage til nutiden og hverdagslivet.
Hvor er livet henne i det?
Ransag jer selv, om I er i troen, råber Paulus (2 Kor 13,5). Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve.
Gid han dog må kunne råbe os op! Gid Guds hellige Ånd må trænge igennem, ind bag alle vores vanetanker om os selv. Så vil Brorsons bøn blive født i hjertet som en påtrængende nutidig og meget lidt kirkehistorisk klingende bøn: ”O Jesus, troens dyre skat, begyndelse og ende, o søde Jesus, hjælp, at jeg troen ret kan kende; den tro, som har dig selv i favn, fra den, som vel har troens navn, men er dog død og intet!” (180).
Her beder vi ikke om at kunne gennemskue, om andre står i troen. Vi beder om, at vi selv må få klarhed over, om vi har den levende tro, eller om vi bare har en tro af navn. En ”tro”, hvor vi selv og alle andre regner os for at stå i troens rette forhold til Gud, mens vi i virkeligheden går rundt som ”død og intet” – for vi har ikke Jesus i favn; eller, som Paulus siger: Jesus Kristus er ikke i os! Vi sidder som skeletter i den kristne menighed, stiller os som skeletter op på en prædikestol, og ingen ser, at den er gal. For vi ved, hvad der skal siges, og hvordan vi skal opføre os. Vi kan vores ord og fagter. Det sidder på rygraden, hvordan vi skal udtrykke os og tage os ud, for at vi selv og andre skal mene, at vi er kristne. Men det er ben og knogler, der rasler; det er tomt og intet. Hjertet er holdt op med at drikke af livets kilde, det er sygnet hen, så der kun er et hylster tilbage, uden liv.
Brorsons bøn må vi gerne gøre til vores egen – og bede den ofte: ”O Jesus, troens dyre skat, begyndelse og ende, o søde Jesus, hjælp, at jeg troen ret kan kende; den tro, som har dig selv i favn, fra den, som vel har troens navn, men er dog død og intet!”
Sange på anfægtelsens baggrund
I sangbogen Lovsangstoner følger afsnittet om ”troens væsen” umiddelbart efter sangene om ”dommens dag”. Det er en naturlig rækkefølge. For det er netop, når vi har regnskabsdagens møde med den hellige Gud for øje, anfægtelsen melder sig, og spørgsmålet bliver alvorligt: Har jeg en sand tro? Har jeg den tro, som Bibelen taler om? Eller er det bare en del af selvopfattelsen fra min opvækst eller ugentlige gang i menigheden, at jeg er kristen?
En dag skal du møde Gud. I det sekund afgøres din evighed. Du har nu ikke længere muligheden for at vende om, hvis du har levet borte fra Gud.
Når det budskab trænger ind i hjertet, kan vi ikke undgå at stille os selv spørgsmålet, om vi lever i en sand tro, eller om vi bare har smykket os med kristennavnet som lånte fjer.
”Du hører måske Ordet, men har det truffet dig? Har du den nye fødsel selv erfaret? Fortæl, om det i ånd og i sandhed viser sig, at du nu har dit ja til Jesus svaret? Her hjælper ingen lærdom og ingen viden, nej, her fordres intet mindre end korsets trange vej. Du må genfødes for at se Guds rige” (174).
De fleste af sangene om troens væsen stiller ikke de anfægtende spørgsmål, som Lina Sandell gør her. De fleste af sangene ønsker at føre os ind i troens trøst og glæde. Men den trøst og glæde giver kun mening, når den høres på anfægtelsens baggrund – med dommens dag for øje.
Har du tænkt over: Hvad driver egentlig kristne kvinder og mænd til at skrive sange og salmer?
Er det måske et særligt poetisk talent? Er det en naturlig glæde ved at lege med ord og finde på gode rim?
Ja, det kan godt være, at nogle sangskrivere har det. Men hvis det er det, der driver dem til at skrive sange, så hører sangene ikke hjemme i den kristne menighed. For med den slags originale og gennemarbejdede sange kan vi nok føle os bevægede og påvirkede af det, vi synger, alene fordi sproget og sangens billeder er så udtryksfulde; men i virkeligheden er det et surrogat, en erstatning for det manglende indhold. Den slags sange er de farligste, fordi vi gennem dem bedrages til at tro, vi bliver fyldt på af Guds Ånd, men i virkeligheden er det bare menneskelige følelser.
Andre gange støder vi på sange i sangbogen, hvor vi måske tænker: Det er altså ikke særligt original og vellykket poesi, det her! Det havde ikke fået høje karakterer til en danskeksamen. Men så kommer vi til at se på indholdet, og så er der noget andet, der lyser: Her har vi en sang, der drives frem af vidnesbyrdets ånd. Her har vi en sang, der er født af Guds Ånd – ikke skabt af menneskeligt geni. Det er drevet af et indre ønske om at dele ”troens dyre skat”.
Det er ikke sådan at forstå, at det ”ægte” altid er lig med det enkle. Men det er en stor nåde og en stor gave til os i dag, at Gud har brugt både Brorson og den ukendte sangskriver, der ikke engang har villet lade sit navn stå i en sangbog – så de i hvert deres sprog og med hver deres erfaringer kan synge til lov og pris for Guds nådes herlighed.
I sangene om troen vidner sangskriverne om den trøst og glæde, som de har fundet, når Gud har stoppet dem op for evighedens alvor. Og fordi den trøst er blevet så dyrebar for dem, ønsker de at række den trøst til alle, der kender anfægtelsen på egen krop.
Sangene skrives, ”så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,4). Og derfor er det også kun dem, der selv kender længslen efter evangeliets trøst, der kan synge med.
Igen og igen kommer anfægtelsens baggrund frem i sangene – og den, der kender anfægtelsen glæder sig af hjertet over at få lov til at høre sine egne ord sunget af kristne brødre og søstre:
”Er det sandt, at Jesus er min broder? … Vil end tvivlen ofte ind sig snige … Skønt jeg ej kan tro det, som jeg ville …” (169).
”Hvorledes kan jeg vide, at jeg er født af Gud? … I følelsernes verden det veklser dagen lang fra sol til vintermørke, fra bitter gråd til sang … Når stormene de raser og slår mod skibet an, den Ondes stemme lyder: Det holder aldrig stand! … Når stundom mørkets fyrste mig ikke slippe vil, jeg ingen udvej øjner, hvad skal jeg gribe til? (170).
”I troens kamp jeg daglig står, det bruser i mit indre” (172).
”Ond, fordærvet, skyldbelastet, uden liv og fred i mig” (177).
”… aldeles tom, med hjertet koldt og dødt … Besværet, bange, uden tro, du finder ej på jorden ro!” (178).
”Om hjertet mig fordømmer, og fristelsen er svær” (179).
”Sjælen den trænger til hvile, hvad skal vel bringe den ro? Skal jeg kun frygte og tvivle?” (183).
”Den onde tvivl er værre, den spørger med foragt: Kan dette sandhed være? Har virkelig Gud sagt? … Men tvivlen troen følger, indtil den nye jord” (186).
”… når Satan stormer mod min tro med mange tvivlens tanker” (188).
”Så ond og så hård og så kold, som jeg er” (189).
At slippe sin egen herlighed
Det er den anfægtede tro, der kan gribe og glædes over den trøst, der rækkes i sangene. For den, der ikke kender til at kæmpe med sig selv, virker beskrivelserne af den indre nød og Satans angreb overdrevne og mærkelige – måske endda sekteriske. Og så går evangeliet ligeledes igennem hovedet og hen over hjertet.
For den kristne, der genkender anfægtelsen indefra, er der derimod nok for et helt menneskeliv at grunde over og tage til sig i sangene om troens dyre skat.
Det skal ikke forstås sådan, at den anfægtede er en særligt fin og ophøjet slags kristen – eller at der er en særligt from følelse forbundet med det at være anfægtet og få trøst af evangeliet. Vi skal ikke stræbe efter at være anfægtede, som om det var en kvalitet, man kan rose sig af. Tværtimod bliver det med følelserne og fornemmelsen af egen fromhed mere og mere skrællet af, efterhånden som vi kommer ind til benet – og det er ikke nogen rar proces, men det leder ind i troens sande og urokkelige glæde.
”Med smerte jeg så alt mit eget forgå, det var jo en bygning af hø og af strå, som ej kunne være en tilflugt i nøden og ej kunne give mig tryghed i døden” (189).
”Her hjælper ej vor fromhed og ej afholdenhed, nej, ingen dyd og gode vaner heller. Er ivrig du for loven, din lovretfærdighed en mønt dog er, som for din Gud ej gælder. Nej, vil du se Guds rige, det hjælper ikke her, men kom så helt elendig, som virkelig du er, og søg Guds nåde som en nådegave!” (174).
”Jeg ofte gik og vented på bedring, bøn og tro; men det ej hjertet skænked den sande fred og ro. Nu tænker jeg på Jesus, hvor ømt han elsked mig, da han i kærligheden på korset ofred sig” (179).
Trøsten for den anfægtede tro ligger netop i sangenes frigørende forkyndelse af, at vi må give slip på alt, der har vores eget navn på – inklusive den anfægtelse og anger, der på en bagvendt måde kan give os en følelse af at være ”rigtige” – og i stedet finde al vores glæde i den nåde og frelse, som ligger uden for os.
”At tro det er at slippe sin egen herlighed og fly til nådens klippe, til Jesu kærlighed” (166).
”Min frelsesgrund er ikke min tro, min kærlighed, omvendelse og bønner, ej livets hellighed. Nej, grundvolden er Kristus, Guds Søn urokkelig, og andre grunde frelser ej, det har jeg skrifteligt” (170).
”Før på følelser jeg bygged, nu jeg bygger på Guds ord. Byggegrund må være klippen, intet står på sand og jord” (175).
Læg mærke til det gennemgående billede: Der er en grundvold og en klippe, som står urokkeligt fast. Det er nådens klippe, det er Kristus, Guds Søn, det er Guds ord. Og så er der kontrasten: min egen ”herlighed”, mine følelser, min tro, min kærlighed, omvendelse og bønner og livets hellighed.
Hele det liv, som jeg gerne ville leve! I en varm og tillidsfuld tro på Gud, i selvopofrende kærlighed til dem, jeg er sat iblandt, i min anger og anfægtelse, mine bønner og andagter og et helligt hverdagsliv – alt det er usikker grund! Og Gud kan tage det alt sammen fra mig. Ikke for at plage mig, ikke for at tage troen fra mig, men netop for at give min tro fast grund under fødderne.
Vi oplever det forskelligt, og Gud prøver os forskelligt, alt efter hvad vi har behov for og kan bære, men for enhver kristen vil der alligevel være en fælles erfaring i det: at Gud i kortere eller længere perioder holder os i mørke og håbløshed – måske også i et omfang, hvor vores grundvold som kristne bliver rystet.
I den sammenhæng lyder vidnesbyrdet fra en bibelsk sang af David: ”Når grundvoldene vakler, hvad gør da den retfærdige? … Hos Herren søger jeg tilflugt” (Sl 11,3+1).
Når du er i ”dybet”, og Gud har vist dig en smule af din egen virkelige elendighed, så lader han dig ikke ligge der alene. Han sender Jesus til dig. Så han bliver din glæde. Så han bærer din tro og dit kristenliv – fuldstændigt.
Brorson bruger en fantastisk formulering om den virkelighed: Han står, når alting ligger (188).
”Stol på Jesus, det er alt. Tro det ord, som han har talt. Er din tro end ej så stor; stol på Jesus, tro hans ord. Stol på ham, som tiden går. Stol på ham, som alt formår. Stol på ham, om alting faldt. Stol på Jesus, det er alt” (184).
At slippe troen
En del af det at lære at slippe sin egen herlighed er at lære at slippe troen.
Ikke slippe troen som tillid til Jesus, men slippe troen på min egen tro.
Der er talrige eksempler på kristne, der har kæmpet med af finde deres tro. Jeg ved, at jeg frelses ved troen alene – men hvordan kan jeg nu være så sikker på, at jeg tror? Tro er tillid – men har jeg nu tillid nok? Hvad hvis jeg ikke tænker ret meget på Jesus til daglig? Hvad hvis jeg har svært ved at bede og læse i Bibelen – hvordan kan jeg så overhovedet vide, at der gemmer sig en levende tro derinde?
Til dig, der kender til at blive anfægtet af de tanker, er der en dyrebar sjælesorg i sangene om troens væsen. Den første og mest grundlæggende hjælp ligger i denne sætning: ”Du kan ikke tro, o, men kære, så hør!” (167).
Her er vi til sjælesorgssamtale med Rosenius. Du har netop fortalt ham det, der er den inderste nød i dit hjerte – ikke at du er en synder; ikke at du har svært ved at følge Guds vilje; det er meget mere grundlæggende: Du har så svært ved at tro – ja, du kan ikke tro!
”O, men kære,” siger Rosenius, og venter på, at du ser ham ind i øjnene. ”Så hør!”
Hør!
Hvad skal jeg høre?
”Gud har jo sin Søn for os givet!”
Og du skal til at sige: ”Jamen det ved jeg godt, Carl Olof, men det er jo ikke dét …”
Så stopper du dig selv. Og pludselig lægger du mærke til: Carl Olof Rosenius sagde ikke til dig: ”Nå, min kære, det var ikke så godt. Det må vi have gjort noget ved.”
Han sagde faktisk: Okay! Du kan ikke tro! Men … Så hør!
Stop med at lede efter troen. Stop med at kigge ind i dig selv for at finde troens varme og glød. Og hør så evangeliet: ”Gud har jo sin Søn for os givet! Kom hid, kom til korset, se Lammet, som dør, dets blod har erhvervet os livet og synden fra verden borttaget.”
Hvor rettes blikket nu hen? Ikke ind i mit eget hjerte. Jeg bliver taget ved hånden og ført med ud til korset. Der må jeg se Lammet, som dør. Jeg må høre om det blod, der har givet os livet og taget hele verdens synd bort. ”Og har det nu virket så kraftigt hos Gud, at han helt tilfreds kunne blive og blot for dets værd dig nu tage til brud og Himmelens skatte dig give, så lad du med dette dig nøje!”
Lad dig nøje med det! Du, der siger, at du ikke kan tro. Du, der leder febrilsk og frustreret efter det ”noget” inde i dig, som du synes, burde være der.
Der var noget, som gjorde Gud helt tilfreds. Der var noget, som gjorde, at du kunne blivet taget som brud og få Himmelens skatte i eje. Det ”noget” var ikke andet end, der skete på Golgata. Du har det alt sammen lige der! Det var nok for Gud! Så lad dig nu nøje med det!
Samme velsignede formulering har vi i Adolf Bjerkreims sang:
Du klager så ofte: Jeg kan ikke tro,
og Ordet, jeg læser, det gir ingen ro.
Hvor meget jeg kæmper og strider og ber,
min frelse i Jesus jeg dog ikke ser.
Din tro vil du føle og tro, at du tror,
og tør ikke hvile på løfternes ord.
Du ser på dig selv og på alt, som er galt,
og dermed du glemmer, hvad Herren har talt.
At tro, det er ikke at tro, at du tror,
men barnligt at klynge dig fast til Guds ord.
Det er i din afmagt at se på Guds Lam
og lade dig nøje med ordet om ham.
Da han for dig døde, han sonede alt.
Ja, Ordet forkynder: Din synd er betalt.
Derfor er du skyldfri, præcis som du er,
Og Gud har i Kristus dig hjertelig kær.
Den mikroskopiske tro
Hvad er det, der siges med de her sange? Er det, at der i virkeligheden ikke findes nogen tro, og at det er ligegyldigt, om man tror?
Nej. Men sangene tager vores mikroskopiske tro ved hånden og leder os hen til det, som er troens genstand. Så bliver det ligegyldigt med troens størrelse, og hvor meget jeg nu mærker til min tro. Kan du lade dig nøje med ordet om korset – som Gud?
En nyere sang, som også vil hjælpe os til at se dette klart, er Filip Kofods sang om blodet på dørstolperne, hvor første vers lyder: ”Om blodet var malet og strøget derpå, hvor dødsenglens øjne var rettet og så, hvad gjorde det da, om en mand bag en mur kun ét kunne føle: en tro på retur?” (181).
Her tages med et bibelsk billede hånd om den angst, vi kan gå med, når det gælder troen, og om vores tro nu er stærk nok og holder på dommens dag.
Når dødsenglen kommer; når jeg mærker, at det virkelig gælder – måske på mit dødsleje eller når jeg på en særlig måde har set alvoren i, at Jesus kan komme igen hvert øjeblik, det skal være – hvad gør det så, om jeg af hele hjertet kun føler ”en tro på retur”, et krampagtigt håb, som ikke kan berolige mig, men som dog er det eneste, jeg har; hvad gør det, at det ser sådan ud i mit hjerte, hvis blodet er på de dørstolper, som dødsenglen kigger efter?
Sangen fortsætter med at tage os med ind bag muren, ind til familien, der sidder stille og lytter på dødsenglens trin. Det bliver for meget for drengen, der ængsteligt udbryder: ”Den nærmer sig! Far, jeg er bange og trist!”
Men drengens far forklarer – sikkert lige så meget til sig selv som til sit barn – hvad det skulle til for med det slagtede lam og blodet på dørstolperne: ”Mit barn, det har Herren bestemt. Om Lammet slet intet har gjort, der er slemt – hvad Herren har talt, er den vej, som vi går, om intet vi fatter og intet forstår. Vi vandrer i tro på det ord, der er sagt. Vi klynger os ind til den Gud, der har magt. Vi kaster os ind i en faderlig favn. Vi bøjes os ned, og vi priser hans navn.”
Og så sidder de der sammen i familien bag blodet med al mulig ængstelse og anfægtelse – men troen ligger ikke i sikkerheden. Troen ligger slet ikke i nogen følelse eller fornemmelse hos dem. Troen ligger i det, at de følger Guds ord, stryger blodet på dørstolperne, og klynger sig til, at det er nok! For det er deres eneste mulighed og deres eneste håb om redning.
Dét er troen i sit inderste væsen!
Brorson, som skriver så store ord om det mægtige væsen, troen er, synger videre i den samme sang: ”Er troen ofte svag, især når jeg af korset trænges, så må dog troen være der, så længe sjælen længes at finde hjælp og mærke kan af håbet kun det mindste gran, så er der tro i hjertet” (188).
Troens håb og glæde kan være forsvindende lille, ”især når jeg af korset trænges”. Men du må stille dig selv spørgsmålet: Længes du efter at finde hjælp?
Længes du efter at finde hjælp for din synd? Længes du efter at finde hjælp for din manglende sorg over synden? Længes du efter at finde hjælp for din manglende kampgejst, din manglende lyst til at læse i Bibelen og komme i menighedens fællesskab?
Længes du … ”så er der tro i hjertet”.
Rosenius ville nok afslutte sjælesorgssamtalen med at understrege det så umisforståeligt klart, som han skriver i sin ”Vejledning til fred”: Ønsker du at blive frelst alene ved nåden i Kristus, da er du allerede frelst, hvad enten du tror det eller ej.2
”Jeg har båret tungt på troen, men nu bærer troen mig. Jesus gav mig sandhedsordet – først om mig og så om sig” (175).
Troens hemmelighed
Lyder det for godt til at være sandt?
Er det virkelig på bibelsk grund, Rosenius og de andre giver denne sjælesorg? Hvad med alle de steder i Bibelen, der taler om, hvad den sande tro gør og udretter? Hvis det er sandt, at den sande tro i sit væsen er så mikroskopisk, ja ingenting i sig selv, hvordan kan den så samtidig være så mægtig og kraftfuld, at det er ”umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt” (Luther)?
Her er vi inde ved den dybeste hemmelighed, når det gælder det at leve som kristen. Det er den hemmelighed, som vores natur og fornuft har så svært ved at tage imod og holde fast i. Hele tiden forsøger vi af natur at misbruge det ene og det andet udsagn, sådan at vi enten siger: Jeg kan ikke tro og være kristen, når jeg er så svag og modvillig til at følge troens stemme! – eller: Når det ikke kommer an på noget i mig, så behøver jeg ikke gøre op med den synd, jeg går og gemmer på!
Men begge udsagn bliver mødt af nogle særdeles kraftfulde udtryk fra Paulus.
Til den, der vil blande vores gerninger ind i troens frimodighed: ”Forbandet være han!” (Gal 1,9).
Og til den, der mener, han kan blive i synden, når vi nu frelses af nåde: ”Aldeles ikke!” (Rom 6,2).
Derfor skal vi også hele tiden, igen og igen, mødes med Guds ord i lov og evangelium, så vi ikke slår os til ro i synden, og så vi ikke kommer væk fra nådens evangelium. Mødes vi ikke af det ord, vil vi uundgåeligt falde i en af de to grøfter, som vores natur forstår sig på: et liv i synd eller et liv i farisæisme.
Til anfægtelse for den selvsikre synder lyder det: ”Fortæl, om det i ånd og i sandhed viser sig, at du nu har dit ja til Jesus svaret?” (174).
Men til den anfægtede synder lyder det: ”At tro det er at lægge sig ned ved korsets fod og begge arme strække vor Herre Krist imod” (166).
Begge dele må og skal lyde!
Og midt i det spændingsfelt kender den genfødte kristne sin kamp i Paulus’ ord i Romerbrevet 7,14-25 – og synger også med den allerstørste genkendelelsens glæde med på Jesper Krogedals sang: ”Jeg ville gerne eje en tro så stærk og stor, en tro, som kunne vises i gerning og i ord. Men når min tro så vakler og alt mit eget værk, da har jeg bare Jesus, og da er troen stærk” (176).
”Jeg ville gerne …” Åh ja! ”Viljen har jeg” (Rom 7,18). Men erkendelsen kommer i dagligdagens kamp: ”Udføre det gode kan jeg ikke.” For: ”Her i mit eget hjerte er bare synd og mén” (176).
Alligevel er jeg ikke fortvivlet! Faktisk fødes der en lovsang lige netop her: ”Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!” (Rom 7,25). Eller med Jesper Krogedals ord: ”Men om det lidet lykkes, jeg jubler dog i løn: Mit liv det er i Kristus, den levende Guds Søn.”
Dét er troens hemmelighed: Midt i min indre drift efter at blive det, som jeg ved, jeg er bestemt til at være, og midt i alle de nederlag, jeg støder på i den kamp, finder jeg større og større glæde i frelsernavnet Jesus. Sådan vokser troen, sådan trives troen – men ikke vores gamle natur!
Troens glæde og tak
Midt i de utroligt tungtvejende vidnesbyrd om den elendighed, vores sangskrivende brødre og søstre kender til i hjertet, er det dog troens glæde og jubel, der har overhånd!
For den, der ofte har brug for at gå til korset, vil også lære at elske det kors og blive fyldt med glæde over den nåde, der møder mig der:
”Med troens blik jeg dagligt på korsets træ kan se min Herre Jesus naglet fast og lide dødens ve. O under af Guds kærlighed, o nåde stor og rig, at min kære frelser ville dø for en ussel orm som mig!” (187).
”Om hjertet mig fordømmer, og fristelsen er svær, den trøst jeg ikke glemmer, at Gud dog større er, at nåden vejer mere end al min synd og skam – så takker jeg for nåden: Pris være det Guds Lam!” (179).
”Min salighedsfyrste, min Frelser så kær, pris dig, som mit et og mit alt blevet er. Pris dig, som på al egen trøst gjorde ende og lærte mig livet af nåde at kende!” (189).
”I dig er glæde, Guds Søn, som træde ganske i synderes sted for mig. I dig er lykke, du vil mig smykke med frelsesdragten, du har hos dig. Du løser lænker, frihed du skænker, på frelsens under troen sig grunder, evigt vi priser dig, halleluja!” (171).
”Hav tak, du milde Frelser, da for denne livsens flod, som du for mig på Golgata så saligt flyde lod. Tak for din sides åbne sår, fuldkommen trøst jeg deri får, når kun mit øje skue kan dit blod, min Frelsermand!” (182).
Troens tryghed og hvile
Den største fred og den største glæde, en synder kan få lov til at have på denne jord, er at tage imod nåden med barnets tillid og barnets taknemlighed:
”Så søg da alene hos Kristus din ro; thi der er du tryg i al fare. Bliv liden, bliv barn, bliv enfoldig og tro, bliv en blandt de synderes skare, som kun ved at takke og love” (167).
”Jeg trøstigt hjemad iler i Jesu dyre navn, og snart jeg salig hviler i Himlens stille havn. Men under pilgrimsfærden jeg her på barnevis i tillid til min frelser i stemmer glad hans pris” (179).
Tænk at vi kan få lov til at synge det! Tænk at jeg, med al den ondskab og fjendskab, der bor i mit kød, alligevel kan få lov til at læne mig trygt og tillidsfuldt ind til Gud som min Far for Jesu skyld! Her er der fred midt i stormen, og her må jeg komme igen og igen og blive fornyet og trøstet, når jeg plages af min synd.
”Kom med din uro, med din kval, med dine synder uden tal, med al din tvivl, ved hvilken du blot selv dig plager jo endnu! Så Jesus byder dig” (178).
”Da falder hjertet helt til ro, og takken opad stiger. Da bliver ny den dyre tro, og Djævlen fra mig viger” (172).
”Det eneste håb, som jeg ejer, det har jeg, o Jesus, i dig. Jeg bringes til ro ved enkelt at tro, at du døde på korset for mig” (183).
”Den vildsomme fugl her har fundet sit bo, hvor den for Guds ansigt kan hvile i ro! Se, lammet er nu hos sin hyrde på marken, og duen er tryg hos sin Noa i arken!” (189).
Og netop her, i barnets tryghed og hvile hos sin Far, fornyes trangen til at leve troens nye liv. I den betingelsesløse tilgivelse fødes den sande gudsfrygt, som ikke kan blive i synden, og som mere end noget andet ønsker at følge Guds hellige og gode vilje.
En bibelsk valfartssang udtrykker troens væsen og hemmelighed klarere end noget:
Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.
Herre, hør mit råb,
lad dine ører lytte
til min tryglen!
Hvis du, Herre, vogtede på skyld,
hvem kunne da bestå, Herre?
Men hos dig er der tilgivelse,
for at man skal frygte dig
(Sl 130,1-4).
1 ”Præsten Niels Tøxen i Verst”, Kirkehistoriske Samlinger femte række, første bind, 434.
