Vidnesbyrd bragt i Dagen 6/12-2023 i anledning af den nye lov om konverteringsterapi.
Hvad er konverteringsterapi?
Er det, når homofile mænd bliver tvangsindlagt på et kristent sygehus, hvor de bliver udsat for elektrochok for at korrigere deres hjerne? Sådan nogle handlinger kan blive straffet af den nye lov, ja, men den slags er allerede ulovligt uanset, så hvis målet var at forbyde dette, så er den nye lov dobbeltkonfekt. Den er unødvendig.
Nej, denne lov handler mere om, at du ikke skal have lov til at opsøge de folk, du selv ønsker at snakke med. Med andre ord: Det er et angreb på din ytringsfrihed. Du skal kun have lov til at opsøge de personer, som myndighederne har udpeget som gyldige behandlere. Alle ugyldige behandlere skal straffes. Og eftersom ugyldige behandlere også kan inkludere en hvilken som helst åndelig eller religiøs person, der prøver at bede for dig – det kunne være den rare bedstemor med det krøllede hår – så betyder det, at hun også skal straffes.
Mormor må i fængsel, fordi ”storebror” i Stortinget ved bedst. Er du uenig i hans højtuddannede beslutninger, er det, fordi du er ulærd og ikke ved, hvad der er bedst for dig selv.
Og dette leder mig frem til mit spørgsmål til den norske stat: Skal jeg snart i fængsel? Jeg er villig til at bede for mennesker, der lider af følelser, de ikke selv ønsker at have. Og hvis sådan en mand kommer til mig for at modtage forbøn – også efter forbuddet – så ligger det mig dybt på hjerte at bede for ham, sådan at han kan blive fri fra det slaveri, sådan som jeg selv blev fri.
Et vidnesbyrd
Ja, jeg har haft følelser, jeg ikke ønskede, så jeg ved, hvordan det er. Jeg ved også, hvordan det er ikke at hade dem, for der var også en tid, hvor jeg hyldede regnbueideologien.
Før jeg blev kristen, var jeg transseksuel. Jeg levede som kvinde i næsten 10 år. Og denne tid var uden tvivl den værste tid i mit liv. Jeg var deprimeret, fuld af angst, og jeg prøvede med jævne mellemrum at begå selvmord.
Nogle vil måske sige, at jeg var deprimeret på grund af kristne, der var så fordomsfulde mod mig og ikke ønskede mig velkommen i kirken med åbne døre. Hvis jeg bare havde fået al den kærlighed og opmærksomhed, som jeg fortjente, havde jeg blomstret i fuldt flor.
Til det vil jeg sige: Nej.
For det første var jeg ikke kristen, så jeg ønskede ikke at gå i kirke. Og eftersom jeg ikke havde noget forhold til nogen bibelske kristne eller konservative, så fik jeg aldrig nogen ”fordomsfulde” kommentarer. Det, jeg husker af ting, jeg har ærgret mig mest over, var, når min bedstefar kaldte mig ”han” og ikke ”hun”, men det var, fordi han glemsom.
For det andet blev jeg opmuntret af dem, der var omkring mig, men det ledte ikke til, at jeg blomstrede. Den blomst visnede, uanset hvor meget sollys og vand, mor, mormor og myndighederne prøvede at komme med.
Og for det tredje: Hvis fordomme er en årsag til depression, burde jeg være et emotionelt vrag nu, ikke før, for det er nu, jeg møder fordommene. Det at sige, at du er en bibeltro kristen, er ikke ligefrem den bedste måde at få respekt på i dag. Når jeg er ude for at evangelisere på gaden og fortæller folk om, hvad jeg tror på, kan jeg få ganske skarpe og spottende tilbagemeldinger. Men jeg bekymrer mig ikke om det.
Før kunne jeg altså kvie mig over, når jeg hørte et forkert pronomen fra bedstefar, mens jeg nu kan blive gjort nar af i byen uden problemer.
Men jeg vil gerne fortælle dig om en af grundene til, at jeg var deprimeret. Det er den samme, som mange andre, der har været transseksuelle, snakker om.
De fortæller om, hvordan de altid tænkte, at den gyldne glæde var rundt om det næste hjørne, men da de endelig kom rundt om det hjørne, så fandt de bare mere sort depression. De forventede guld, men fandt kun et sort hul.
Sådan var det også for mig. Jeg blev ved og ved med at tro, at det næste skridt ville give mig glæde. Hvis jeg bare kunne klæde mig som en kvinde offentligt, så ville jeg blive glad. Hvis jeg bare kunne skifte navn, så ville jeg blive lykkelig. Hvis jeg bare kunne få diagnosen, ville jeg finde fred. Hvis jeg bare kunne få hormoner, så ville jeg få fryd i min sjæl.
Men den glæde kom aldrig, uanset hvor mange hjørner jeg nåede rundt om. Jeg fandt altid det samme sorte hul til sidst.
Men min historie endte ikke med, at jeg blev spist op af det sorte hul. Nej, jeg fandt det, som mit hjerte faktisk søgte efter, og som jeg ikke var klar over, det søgte efter: Jesus.
Eller bedre formuleret: Jesus fandt mig! Han friede mig ud af det gamle liv, som jeg nu ser på som et slaveliv, jeg aldrig vil tilbage til. Og heldigvis befriede han mig, før jeg fik en operation.
Frihed
Ordet fri er forresten et ord, jeg elsker. Det giver mig fryd i sjælen, for det er, hvad Jesus har gjort for mig: Han har sat mig fri.
Men LGBT+-bevægelsen kan også godt lide at bruge det begreb. Så bliver spørgsmålet: Hvem af os bruger det rigtigt? For at svare på det, kræver det, at vi har en standard (en målestok), vi kan måle frihed ud fra. Men hvor finder vi den standard?
Er det sådan, at hvis de fleste er enige med mig, så bliver det min definition, der er sand, men hvis de fleste er enige med LGBT+-bevægelsen, så er det deres definition, der er sand?
Hvis det er sådan, vil de værste ideologier på planeten kunne definere frihed, bare de får nok følgere. Så det håber jeg ikke. Hvis Norge skulle blive overtaget af nazister en dag, ønsker jeg ikke, at de skal kunne fortælle mig, hvordan jeg kan blive fri. Nej, der må være en standard, der er højere end mennesket. Med andre ord: Der må være en højere, objektiv standard.
Og denne standard må vi have fælles adgang til, ellers er vi her alene i et mørkt univers, mens vi bare kan gætte og føle os frem til, hvad der er rigtigt. Forhåbentlig tager vi ikke fejl, ellers kan det være, der er en eller anden kosmisk kraft, der bliver vred. Heldigvis er det ikke sådan. Nej, den sande Gud har åbenbaret sig, og fordi han er en kærlig, faderlig Gud, så ønsker han, at hans børn skal vide, hvordan de skal opføre sig, og hvordan de skal behandle hinanden, med kærlighed og respekt. Han efterlader dem ikke alene som en far, der forlader sine unger uden et ord. Nej, Gud holder af mig. Han holder af alle sine børn.
Og derfor taler han også til os gennem Bibelen personligt. Derfor har vi ikke brug for en teologisk tolk med fem års uddannelse for at forstå enkle bud som ”du må ikke stjæle” eller ”du må ikke have samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde” (2 Mos 20,15; 3 Mos 18,22).
Hvis man bryder Guds bud, begår man synd. Og hvis man praktiserer synd, så er man, som Jesus siger, ”slave under synden” (Joh 8,34).
LGBT+-personer kan snakke lige så længe, de vil, om, hvordan de endelig er blevet frie, nu hvor de er kommet ud af skabet, men jeg ved, både fra personlig erfaring og fra Bibelen, at de er fanget. LGBT+-ideologien lover frihed, men gør mennesker til slaver af følelser og selvødelæggelse.
Det traditionelle ægteskab skaber nyt liv; homofili og transseksualitet skaber sygdomme og kastrering, som både Bibelen og videnskaben bekræfter (Rom 1,27).
Guds kærlighed
Men Gud er villig til at tilgive dem, hvis de omvender sig, nøjagtig som han tilgav mig. Og ikke bare det: Han vil vise dem kærlighed.
Jesus sagde: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner” (Joh 15,13). Og det var netop denne største kærlighed, Jesus viste os på korset, hvor han døde for vores synder. Som der står skrevet: ”Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere” (Rom 5,8).
Gennem Jesu død og opstandelse sætter Gud os fri fra vores synd. Gud knuser de lænker og bånd, der har gjort mennesker til slaver af deres følelser (Ef 2,4-5). Han giver fangerne frihed, giver de blinde synet igen og sætter de undertrykte i frihed (Luk 4,18). Denne frigørelse har kristne oplevet op gennem hele historien. De er blevet sat fri fra al slags synd, herunder homofili og transseksualitet.
Paulus skriver i Første Korintherbrev efter at have listet op, hvad slags mennesker de før var, herunder homofile: ”Sådan var nogle af jer engang” (1 Kor 6,11). Læg mærke til, at de var homofile. De var altså blevet sat fri, og det kan mennesker også blive i dag.
Forresten, når jeg bruger ordet ’fri’, så mener jeg ikke, at man aldrig vil have en syndig, uønsket tanke igen. Det, jeg mener, er, at man ikke vil være en slave af følelser, hvor de definerer, hvem du er. Man kan leve et fuldværdigt og godt liv, hvor man er myndig og opnår ting, uden at man bliver undertrykt og knust af et overseksualiseret sind. Og man kan danse og le, mens man gør det.
Med den definition kan jeg sige, at folk vil blive frie, hvis de omvender sig. Og det er ikke bare frihed, det er virkelig frihed.
Som Jesus Kristus siger: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (Joh 8,36). Og derfor vil jeg fortsætte med at bede for folk, der spørger, for jeg elsker dem, og jeg vil, at de skal blive frie fra den depression, som LGBT+-bevægelsen er.
Jeg ved, at uanset om den regnbuefarvede norske stat skulle kaste mig i fængsel for det, så kan de aldrig tage den frihed fra mig, som Jesus har givet mig.
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2024. Hele bladet kan læses her.
Link til artiklen i Dagen: https://www.dagen.no/meninger/konverteringsterapi-ma-jeg-fengsles-snart/
Udgivet af
Tom-Roger Mittag
Tom-Roger Mittag, teologistuderende ved VID i Stavanger.