Et nyt år er gået over i historien. Det er stort at kunne starte det nye år med vished om, at min sag er i orden med Gud.
Ængstelige tanker
Der er mange ting i vores tid, som kan gøre et menneske urolig og ængstelig med tanke på det nye år. Situationen i verden og i vores eget land er ikke så stabil og forudsigelig, som den var for bare nogle få år siden. Hvad vil det nye år bringe af glæder og sorger? Hvordan vil det gå med pandemien? Hvad vil der ske mellem supermagterne, som ikke er på god fod med hinanden? Går vi mod et samfund, der bliver ensrettet, og hvor der ikke er plads til anderledestænkende?
Spørgsmålene er mange. Også for en kristen kan urolige og ængstende tanker presse på. Alt tyder på, at Jesus kommer snart igen for at hente sine til sig. ”Kan jeg vel nå det skønne land, som snubler gang på gang?”1
Afkristningen er gået skræmmende hurtigt de seneste år. Troskaben mod Guds ord svækkes. Vækkelserne er stilnet af, og tidsånden viser ikke megen tolerance for kristne sandheder.
Hvordan skal det nye år blive?
Fri hals
Der var en sangstrofe, der blev god for mig i den sidste uge af det gamle år. ”Gud for alle riger dømmer selv og siger: Denne, han er fri.” (LT 285 / DDS 512). Det skorter ikke på ting i mig og omkring mig, som kan gøre mig urolig, men jeg har en Frelser, der har sat mig fri. Gud, som har al magt, proklamerer for alle riger, at jeg er fri fra skyld og dom. Jeg har Jesus i mit hjerte og har en evig himmel i vente.
Egil Sjaastad skriver i sin bog Fri og forankret, at det at være frelst er at have ”fri hals”. Billedet er hentet fra slaveriets grusomme tid. En slave var fuldstændigt underlagt sin herre. Skulle han sælges, fik han ofte en lænke rundt om halsen.
Det skete engang imellem, at en slave blev købt fri. Så blev halslænken løsnet.
Syndens halslænke blev fjernet, da jeg blev frelst. Jesu, hans søns blod, renser for al synd (1 Joh 1,7). Ingen kan fordømme mig. Gud selv har, på grund af Jesu blod på korset, forkyndt min frihed. ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (Joh 8,36). Jeg har stadig synden, men den kan ikke fordømme mig. Synderegningen er betalt.
Nyt år – i Herrens hænder
Jeg kan derfor se det nye år i møde med stor frimodighed. Om året kommer til at blive fyldt af sygdom, krig eller forfølgelse – eller fred, frihed og en sund og rask krop: ”Jeg er i Herrens hænder i alt, som med mig sker.” Og kommer Jesus igen for at hente sine til sig i det nye år – ja, da går jeg til Himlen, hvor der er evigt godt.
Det er ikke sikkert, jeg får det godt i 2022, menneskeligt set. Synden vil være en plage, så længe jeg er her på jorden. Som kristen er jeg ikke blevet lovet, at jeg bliver sparet for sygdom og ulykker. Strid og splittelser har fulgt den kristne forsamling gennem alle tider. Måske det nye år vil blive vanskeligt også på den måde? Måske det nye år bliver fyldt af udelukkende glæde og gode dage? ”Mennesket spår, men Gud rå’r.”
Én ting er i hvert fald sikkert: Ingen er som Jesus. Ingenting er som at være frelst. Fri fra Satans magt. Fri fra syndens fordømmelse. Fri til at tjene. ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 8,38-39).
Frelsen er for alle. Men den må tages imod i tro. Hvis du, der læser dette, ikke har taget imod Jesus som din frelser, kan du gøre det nu. Den, som ikke har Jesus, er på vej mod en evig fortabelse. Du kan få en ny fremtid i dag, hvis du takker ja til Guds frelse. Da bliver det nye år et jubelår!
Godt nytår, under Jesu velsignelse!
Oversættelse: Henrik Gren Hansen
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2022. Hele bladet kan læses her.
1 Fra sangen ”Min vandring frem til Kana’an” af Olai Skullerud (1856), Sangboken nr. 886.
Lyd
Åbn lyd i nyt vindueUdgivet af
Ove Sandvik
Ove Sandvik, Jørpeland, forkynder i Norsk Luthersk Misjonssamband.