Replik fra Mikael Wandt Laursen

Efterfølgelsens ja

En replik til Mikkel Vigilius’ anklage om forførelse i forbindelse med min bog ”Tro, kirke og homoseksualitet”.

Det er en voldsom overskrift, som Mikkel Vigilius lægger ud med i sin beskrivelse af min bog og dens ærinde: Forførelsens ja – så er der da lagt i kakkelovnen, må man sige.

Mikkel Vigilius skal have den ros, at han faktisk har læst min bog. Det er jeg, hvor underligt det end lyder, faktisk ikke vant til fra de heldigvis få, der er kommet med lignende udsagn. Derfor er det også første gang, at jeg skriftligt svarer på kritik af bogen.

Og Mikkel Vigilius har ikke bare læst den. Han har forstået den på lange stræk. Og gengiver det rimelig sobert. Faktisk så fint, at jeg under læsningen af hans artikel indimellem tænkte, at jeg kunne bruge hans resumé til andre, der gerne vil vide mere om min bogs ærinde.

Men kæden hopper alligevel af et par gange undervejs og – især – til sidst.

Det er en lang og grundig gennemgang af min bog, som Vigilius har lavet – 35 A4-sider fylder den. Jeg har ikke haft tiden til at lave en lige så fyldig gennemgang af Vigilius artikel, men jeg forsøger nedenfor at påpege nogle af de steder, hvor jeg især mener, han går galt i byen.

Overser vægten af sin egen bagage i mødet med forståelsen af bogen

Vigilius beskriver min bog som en bog i pagt med tiden: ”Rummelig, lydhør, være i proces, tvivle og favne”, for blot at nævne nogle adjektiver. Det sætter han så op over for tidligere tiders vilje til ”klarhed, konfrontation, konsekvens” og skriver: ”Afhængigt af tidsånden er det forskellige dele af det bibelske budskab, som den kristne menighed i særlig grad fristes til at nedtone, fortie og forkaste. Til enhver tid må vi være vågne over for dem, som ved at betone tidens idealer forleder os til at reagere imod Bibelens ord.”

Det kan jeg sådan set kun være enig med ham i, men jeg savner, at Vigilius erkender, at selv tidligere tiders ønske om klarhed, konfrontation og konsekvens også var et produkt af den dengang herskende tidsånd. Og den tilgang fortjener et lige så kritisk blik som den mere tvivlende og favnende tilgang, som vi (heldigvis) har bevæget os over imod i dag.

Mikkel Vigilius forsøger at være fair i sin beskrivelse af min bogs anliggender med lange citatgengivelser, men desværre kommer han ret ofte med opsummeringer, der er fremmede for bogen eller kun halve sandheder og måske mere vidner om hans egen bagage i mødet med bogen end om bogens ærinde.

Et eksempel: Under overskriften ”I pagt med tiden” gengiver han en række citater fra bogen, som han på den ene side anerkender som havende vigtige elementer i sig, men opsummerer så:

”Den samlede virkning er en ensidig mistænkeliggørelse af de kristne, der vil holde fast ved Bibelens ord om og sjælesorg over for homoseksuelle. De tillægges generelt de mest selviske, selvretfærdige og uempatiske motiver. Der åbnes ikke for nogen reel overvejelse om, hvorvidt sådanne kristne kan være drevet af sand ydmyghed over for og en ret forståelse af Guds ord, ægte omsorg for menneskers frelse og et oprigtigt ønske om som syndere at lede andre syndere til nåden i Jesus.”

Det er en opsummering, som intet har med de gengivne citater at gøre, og som for øvrigt heller intet har med bogen at gøre.

Min bog beskæftiger sig end ikke med sjælesorg, da det ikke kunne rummes indenfor bogens ramme, men en del af de principper jeg peger på i mødet med LGBT+ søskende, har jeg ikke alene fået fra samtaler med LGBT+ personer, men også fra sjælesørgere, der har samme hjerte og ønske som jeg. Heraf kommer flere fra samme teologiske familie som Vigilius selv.

Nogle af dem har jeg sågar haft med til møder hos relevante ordførere på Christiansborg for at modvirke, det pres, der kommer fra EU for at mistænkeliggøre præsters og sjælesørgeres samtaler med LGBT+ personer.

At beskylde mig for at tillægge disse sjælesørgere ”de mest selviske, selvretfærdige og uempatiske motiver”, må stå som et udtryk for Vigilius’ egen fordom om, hvad jeg måtte mene.

Skal en homoseksuel omvende sig?

Tendensen til at læse sine egne fordomme ind viser sig desværre også i Vigilius’ helt centrale anklagepunkter mod bogen: Skal homoseksuelle omvende sig?

Mikkel Vigilius lægger tidligt ud med et indirekte citat af mig: ”Det er muligt at leve i et homoseksuelt parforhold og samtidig være en sand kristen og tjene som kristen i bibeltro menigheder.” Udsagnet gentages i forskellige varianter flere gange undervejs og bliver omdrejningspunktet i hele den sidste halvdel af Vigilius’ artikel.

Det indirekte citat er fair nok, men Vigilius fortæller kun den ene halvdel af udsagnet. Han gengiver ikke hele tanken om medvandring og netop den procestænkning, som han tidligere kritiserede bogen for at indeholde.

I ethvert menneskes liv er der en proces fra uvidenhed om Kristus til begyndende kendskab over overgivelse, omvendelse og helligelse frem til den dag, hvor vi ser Kristus ansigt til ansigt. Overgivelse og omvendelse er ikke engangsoplevelser i begyndelsen af ens kristne liv, men en kontinuerlig og livslang rejse og erkendelse.

Hvornår blev apostlen Peter kristen? En efterfølger af Kristus? Var han kristen, da han troede, at Kristus skulle genoprette det messianske rige og han selv være premierminister? Var han kristen, da han forsøgte at overtale Jesus til at undgå korset? Da han bandede på, at han ikke kendte Kristus? Da han kiggede ind i den tomme grav og troede? Da han modtog Helligånden? Da han troede, at evangeliet kun var for jøderne? Da han prædikede i Kornelius’ hus? Da han opdagede, at vi er retfærdiggjort af tro alene? Da han senere veg tilbage fra den sandhed på grund af menneskefrygt? Da han blev korsfæstet i Rom med hovedet nedad, fordi han ikke mente, at han var værdig til at dø på samme måde som Kristus?

Sandheden er jo nok, at efterfølgelsen begyndte ved båden i Genesaret sø med en ung, indbildsk og selvretfærdig Peter. Han var nok nogenlunde oprigtig, men det var med blandede motiver og manglende selvindsigt om egne synder, for at sige det mildt.

Gud møder os, hvor vi er. Og vi ”gammeltroende” skal være forsigtige med, at vi med vores sikre overbevisning, ikke presser vores skabelon for det kristne liv ned over den nye troende eller den ”næsten” troende. Vores skabelon bliver så let en spændetrøje og en hindring for et menneskes vej til Kristus. Og det er netop det, Paulus forsøger at vejlede de kristne til i Korinth og advare de jødekristne i Rom omkring. Paulus kaldte dem til at have efterfølgelsen af Kristus for øje. Overgivelsen til ham. Det var det, som kom først. Paulus var uendelig opmærksom på aldrig at forlange noget af et menneske – heller ikke på det moralske område, som kun et møde med Jesus kunne overbevise dem om (1. Kor. 9:20-21). Og omvendt så var Paulus ”rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret” (.2 Kor. 10:6).

Et par andre eksempler fra bogen, som jeg kunne ønske at Vigilius havde taget med i sin ellers så grundige gennemgang:

I indledningskapitlet fremhæver jeg vigtigheden af at lytte, forstå og møde med omsorg fremfor at gå i forsvar eller bare blive i sin sikre bastion. For at imødegå den misforståelse, som Vigilius netop falder i, gør jeg det i slutningen af kapitlet klart, at en sådan tilgang ikke indebærer, at efterfølgelsen glemmes. Tværtimod.

På side 24 skriver jeg:

”Hos Jesus havde de svage, udsatte og marginaliserede altid et sikkert tilholdssted.

Men han udfordrede dem alle til at følge ham. Han viste dem samme værdighed, som han udviste over for alle andre: at også de skulle omvende sig. Jesus døde også for deres synd og fejltagelser. Deres bitterhed, vrede, had og misundelse. Han gjorde ikke de svage og marginaliserede til magtesløse ofre, men favnede, løftede og udfordrede dem.

Jesus kaldte alle slags mennesker til at omvende sig fra deres eget livsprojekt eller mangel på samme og i stedet lægge deres liv i Guds hånd og følge ham. Alle blev udfordret til at lade sig døbe og give afkald på viljen til at sætte sig selv først. Ingen kunne påberåbe sig, at de var mere hellige end andre eller mere elendige og derfor undtaget fra Jesu kald til efterfølgelse. Hvad enten de havde været farisæere, prostituerede, knivstikkere eller landsforrædere – ingen kunne hæve sig over andre. Ingen havde en særlig aftale. Alle blev udfordret til at tage deres kors op og følge den korsfæstede. I den vandring var alle ligestillede.”

I kapitel 2 undersøger jeg Paulus’ enestående evne til at holde Jesus Kristus som den opstandne i fokus for de mange nye troende i Korinth, som ellers havde rigeligt med moralske synder at få styr på. Paulus’ vilje til at ’danse’ med mennesker, der stod et andet sted end ham selv, tjener til ære og forbillede for os alle. Men han gik aldrig på kompromis med efterfølgelsen af Kristus:

”Så længe Kristus er dansens omdrejningspunkt, er Paulus klar til at danse. Men bevæger dansen deltagerne væk fra Kristus, siger han stop. Det forklarer, hvorfor han i kapitel 10 slår fast for korinterne, at selvom de godt kan spise afgudsofferkød, kan de ikke deltage i afgudsofferfesterne i templet. Der er Kristus ikke længere centrum, men i stedet hersker dæmoniske kræfter.

Paulus vidste udmærket, hvor han stod i en lang række etiske og moralske spørgsmål. Han var ikke naiv. Han var pragmatisk i sin tilgang, men ikke i målet. For samtiden må han have været svær at sætte i bås, men på ét punkt var han urokkelig: Kristus er den opstandne Herre og Frelser” (side 35).

Kaldet til efterfølgelse, overgivelse og omvendelse løber som en rød tråd igennem bogen. Men også en erkendelse af, at det er en livslang rejse, og at Gud møder os, hvor vi er. Blot et eksempel mere fra kapitel 9:

”Jeg holder af den gamle amerikanske sang ”I Surrender All”. Ordet surrender betyder at overgive sig, give op, lægge sig ned, fralægge sig sin egen ret til tolkning eller bestemmelse. At overgive alt. Helt.

Det er en fantastisk sang, der udtrykker noget af det smukkeste i kristentroen og i vandringen med Kristus, netop der, hvor vi vover at overgive os fuldt ud til Kristus. Hvor vi giver slip på vores prioriteter, på vores ret til selvstyre. Hvor vi vælger at tage vores kors op og følge Kristus. Uanset hvilke vilkår vi måtte have i livet.

Sangen udtrykker troens konsekvens: Overgivelse.

Hvad enten vi er heteroseksuelle, homoseksuelle eller noget helt tredje, kaldes vi til at overgive alt til Kristus. Vores identitet eller mangel på samme. Vores seksualitet. Vores brudthed. Vores længsler, endog vores behov. Noget har vi indset, andet har vi endnu ikke opdaget. Alt kaldes vi til at lægge ned ved Jesu fødder.

Det er både svært og smertefuldt. Vi ved ikke, hvad det indebærer. Ingen har gennemskuet det fulde omfang af ordene. Vidste disciplene, hvad det ville indebære, da Jesus kaldte dem og sagde: ”Følg mig”?

Nej …” (side 124).

Alle er kaldet til efterfølgelse af Kristus. Til fuld overgivelse af vores liv. Men vores rejse i forhold til at forstå, hvad det indebærer for os, er livslang. Hvad indebærer det for et homoseksuelt par med børn, hvis de bliver kristne? Skilsmisse og delebørn? Jeg har ikke svaret. Men jeg vil gerne gå sammen med dem og støtte dem i deres efterfølgelse af Kristus i tillid til, at han viser dem og os, hvad der er den bedste løsning og vej i deres situation.

Efterfølgelsen, omvendelsen og overgivelsen er indiskutabel. Der, hvor Helligånden skaber en overbevisning, må vi følge efter. Og hvis vi ikke tør, eller føler vi kan, så må vi sammen bede og støtte hinanden, til vi oplever, at vi kan gå den vej, som vi oplever, Helligånden og Ordet kalder os til.

Men det er ikke enkelt.

Én ting, er de ’tydelige’ synder, som vi som gamle kristne er hurtige til at spotte hos de ”nye” kristne, men hvad med hovmodet, stoltheden, mindreværdet, behovet for anerkendelse og så videre, som vi ofte først opdager hen ad vejen i vores egne liv? Har vi en skævvridning i forhold til de seksuelle synder? Det mener jeg, at vi har. Det gør ikke kaldet til omvendelse mindre på det seksuelle område, men det gør nødvendigheden af en fælles ydmyghed større. Præcis som Paulus’ pointe i Romerbrevet 1-3. ”Alle har syndet og mistet herligheden fra Gud.” Også de jøder, der i forvejen moralsk set havde deres på det tørre – i modsætning til hedningerne.

Vigilius fremhæver ofte i sit skriv, at vi ikke kan leve i synd og kalde os kristne. Jeg må erkende, at jeg har det svært med den sætning. Ikke på grund af den måde, som man koble den til Paulus og Johannes på, men på grund af den måde, som vi har anvendt begrebet på. For også jeg er vokset op i en kontekst, hvor dét teologiske begreb var en central sætning. Men hvor det, efter min mening, blev drejet i en forkert retning.

Vi kan ikke bevidst vælge syndens vej som vores vej og samtidig sige, at vi følger Kristus. Det er jeg sådan set enig i, men det udsagn må balanceres med, at jeg erkender, at der er masser af synd i mit liv. Både erkendt og uerkendt. Men jeg forsøger med Guds nåde og hjælp at holde øjnene rettet mod Kristus i tillid til, at han kommer mig til hjælp.

Jeg elsker Paulus’ hilsen til menigheden i Korinth i 1. Kor. 1:2: ”Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores.” Til dem , der er helliget ved Kristus … Og kaldet til at være hellige …”

Menigheden i Korinth bestod af alt andet end ”hellige mennesker”. Nogle af dem gik mere op i filosofi eller mysticisme end Jesus. Andre gik til prostituerede, mens andre prædikede fuldstændig seksuel afholdenhed. I samme forsamling. Paulus er så nødt til at rydde op, og det gør han i 1. Korintherbrev, men det ændrer ikke ved, at han skriver ”til dem, der er helliget”, samtidig med at han minder dem om deres behov for at blive helliget.

Denne dobbelthed mener jeg, vi ofte mangler. Jeg er klar over, at en del troende har et billede af menighedens medlemmer som dem, der er helliget, også i gerning. Som er fromme og gode. Som har omvendt sig og i det store hele lever et overgivent liv hver dag.

Jeg respekterer det syn, men det er ikke det syn, jeg læser i Bibelen. Her er kirken en meget rodet butik. Folk holdes sammen i kirke, ikke så meget pga. hvad de gør, men pga. hvad Kristus har gjort. Og når der skal ryddes op – ja, så rydder Paulus op ved at pege mod Kristus. Til dem der dyrker filosofi før Kristus, siger han: ”Kristus er Guds visdom”. Til de mænd der går til prostituerede, siger han i lettere omskrevet form: ”I er ét med Kristus, så lad være med at blive ét med den prostituerede.” Osv.

Jeg tror på, at vi først og fremmest er kaldet til at have øjnene rettet mod Kristus. Der forvandles vi til det billede, vi ser. Er øjnene rettet mest på vores egen synd, så ender vi blot i mismod eller fordømmelse.

I mødet med Kristus, forvandles vores perspektiv. Og der kaldes vi til efterfølgelse. Efterfølgelsen indebærer ikke, at vi har styr på det hele, og måske er der ovenikøbet spørgsmål, som vi først får svar på på den anden side, men vi kaldes til at vove at overgive os mere og mere, i takt med at Helligånden vækker tro og forståelse hos os.

En homoseksuel der kommer til tro på Jesus, har ligesom den heteroseksuelle tusind ting, som Gud vil genoprette. Hvor Gud starter sin overbevisning og genopretning i det menneskes liv, skal vi være forsigtig med, at gøre os til herrer over.

Derfor kan du godt være aktiv homoseksuel og en kristen, samtidig med, at jeg er sikker på, at efterfølgelsen af Kristus vil bevæge os, også på det seksualetiske område. Kristus leder os i retning af genoprettelsen. Den genoprettelse, der genetablerer det, der blev skabt i paradiset have, da han skabte os i sit billede. Jeg tror Kristus vil skabe en trosoverbevisning i den aktive homoseksuelles hjerte om en anden vej, men hvornår og hvordan og i hvilken rækkefølge… der må jeg udvise den samme ydmyghed, som jeg har brug for i erkendelsen af mine egne synder.

Derfor tror jeg også, at fælles tjeneste i menigheden er mulig. Som jeg udtrykker i bogen, så mener jeg, at der er forskellige grader af tjeneste. For eksempel må folk i ledende tjenester være ambassadører for det teologiske ståsted, som en kirke har, og derfor er der, i min optik også grænser for tjenesten, hvis man i liv eller opfattelse står et andet sted i synet på for eksempel seksualetikken end det som jeg mener, kirken er kaldet til at stå for.

Og jeg får også fremhævet, at jeg ikke tror, man skal lave one size fits all-retningslinjer for tjenesteområder. Nøglen må netop være, hvor det enkelte menneske er i forhold til sin efterfølgelse af Kristus. Jeg har haft den glæde igennem mange år at tjene i en kirkelig kontekst, hvor jeg har mødt mange forskellige mennesker, der var enten nye i troen eller næsten troende, men som havde en masse rod i deres liv. Det at gå sammen, også i en fælles tjeneste, det gør noget ved et menneske.

Ligesom da Jesus sagde til Zakæus, at han ville være gæst i hans hus, velvidende at det ville blive til en stor fest med alle mulige syndere og landsforrædere. Zakæus fik lov til at give noget til Jesus, inden han havde fået styr på sit liv.

Fordømmelse eller uenighed?

Det, jeg nok har sværest ved i Vigilius’ artikel, er to ting ting: Hans fordømmelse af mig som en vranglærer og falsk profet – samt det faktum, at han faktisk ikke selv forholder sig til, hvordan vi som kirke kan blive bedre til at møde LGBT+ personer.

Én ting er uenighed. Det er jeg helt med på. Men at kalde nogen falsk profet … Burde han ikke have indsamlet sig lidt mere viden end kun sin egen tolkning af min bog, før den dom blev udtalt?

Jeg er med på, at det måske er lidt mere normalt i Vigilius’ og bladets kontekst at komme med den slags udtalelser. Måske er det ligefrem populært i bladets kreds? Men det har da den effekt, at Vigilius og de blandt bladets læsere, der er enig i retorikken, får malet sig godt ind i et hjørne i forhold til andre kristne, der afviger en smule fra dette blads dogmatik.

Forskellen mellem en liberal og missional kirke kan være svær at se. Det medgiver jeg. Begge vil gerne forstå kulturen og forsøge at møde mennesker, så langt man kan, i den kultur, hvor mennesker befinder sig, og i den begrebsverden, hvor de er. Men forskellen viser sig på sigt: For den liberale kirke er kendetegnet ved at sætte den kulturelle tilegnelse først, mens den missionale kirke sætter Kristus først. En liberal kirke har ingen fremtid og intet at byde på, for en kirke uden et kors er ingen kirke. Omvendt er en kirke uden mission heller ikke en kirke, men blot en forening af de i forvejen enige. En kirke er kaldet til at være på mission på samme måde som sin Herre, der kom til jorden. Det indebærer at krydse grænser, tage chancer og dele evangeliet på en måde, så det bliver hørt af modtageren. Det indebærer også at holde Jesus i centrum og husker på vores afhængighed af hans Ord og Ånd.

Al teologi er født ud af mission. Kristus kom, fordi han var sendt af Faderen. Apostlenes Gerninger er skrevet, fordi Ånden kom. Og Paulus’ breve er skrevet i missional kontekst. Vi kan ikke forstå teologi uden den tilhørende mission. Jeg er klart blevet påvirket af mine LGBT+ venner i min teologiske tilgang. Det har givet mig en anden vinkel. Et forsøg på at danse, ligesom jeg ser Paulus danse. Men jeg håber også, at jeg lykkes med at have Kristus, hans Ord og Ånd, som centrum – ligesom Paulus.

Jeg tror, Vigilius har en mission, men jeg kunne ønske, at han vovede sig mere direkte ud i den problemstilling, han selv indirekte berører ved at kritisere min bog. I sin lange replik ender han med et alenlangt forsvar for omvendelsens nødvendighed og natur, som jeg tror de fleste af bladets læsere allerede er godt bekendt med og kan sige amen til. Men det rammer hverken bogens ærinde – eller indhold for så vidt. Og det forholder sig heller ikke til den problemstilling, som bogen forsøger at rejse.

Jeg lytter gerne til mennesker, der er uenige med mig. Og jeg er sikker på, at der er teologiske fejl eller i hvert fald en uheldig teologisk vægtlægning hist og her. Også jeg lærer kun i proces.

Vigilius får kort påpeget et par andre af de virkelige teologiske nybrud i bogen (for den med omvendelse er ikke én af dem). For eksempel har han helt ret i, at jeg er tiltalt af den ortodokse kirkes vægtlægning på opstandelsen som frelsens centrum, hvor dødens vilkår bliver brudt som et løfte om, at en dag vil alle vilkår være brudt. Jeg er ikke ekspert på det område, så jeg kunne da have ønsket, at han havde udfoldet den observation. Forholdet mellem langfredag og påskesøndag tror jeg, vi fortsat skal arbejde med.

Vigilius skal have tak for at have læst bogen og forsøgt og delvist været lykkedes med en gengivelse af bogens ærinde. Desværre bliver hans svar primært en pseudodiskussion af et emne omkring omvendelse, som jeg ikke kan genkende, og hvis betoning jeg mener, Vigilius læser ind. Vi har sikkert en uenighed, når det kommer til stykket omkring forholdet mellem proces og realisering her og nu, men det udestående har Vigilius nu nok ikke kun med mig, men med store dele af det kristne landskab.

Jeg vil gerne slutte med en historie: Forrige sommer var jeg af Ateistisk selskab inviteret til at medvirke i en debat under Copenhagen Pride om religion og seksualitet. Udover Anders Stjernholm fra Ateistisk Selskab, deltog Susanne Branner fra LGBT+, en tidligere muslimsk homoseksuel og en homoseksuel præstestuderende. Jeg var den eneste i panelet, som stod for en konservativ seksualetik inklusive troen på, at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde.

På et tidspunkt siger den tidligere muslim til mig (citeret frit fra hukommelsen):

”Hvis jeg skal blive kristen Mikael, så vil du have, at jeg skal lægge min homoseksualitet fra mig.”

Jeg svarede:

”Nej, Jesus tager imod hver eneste af os, uanset hvem vi er, og hvad vores historie er. Både du og jeg kan komme til Jesus her og nu, og han vil tage imod os.”

Eksmuslimen svarede: ”Jo, jo – men når jeg så er blevet kristen, så kommer du dagen efter og siger: ”Nu skal du stoppe med at være aktiv homoseksuel.”

Jeg svarede:

”Jeg ved, at Gud er god. Og hvad han vil gribe fat i som det første i dit liv, når du har vovet at åbne dig for ham, det ved jeg ikke. Måske griber han fat i de svigt, du har oplevet i dit liv. Men uanset hvad han griber fat i, så gør han det, fordi han er god og ser dig.”

Der blev helt stille i hele salen.

I det øjeblik gik det op for mig, at i den sal sad der masser af LGBT+ personer, som reelt aldrig havde hørt evangeliet. De havde kun hørt krav, som de ikke selv havde kunnet levere på. De havde aldrig hørt, at evangeliet er for den udslåede og den, der ikke kan. At det er i mødet med den levende Guds søn, at vores liv og perspektiv kan blive forvandlet.

Som kirke har vi svigtet mennesker inden for LGBT+ spektret. Måske fordi vi har prioriteret vores egen sikkerhed og tryghed først, så ingen kunne beskylde os for at gå på kompromis med Ordet eller det, der er værre. Jeg håber, at min bog kan være et bidrag til, at vi vover samtalen med hinanden. Så vi sammen kan vokse i efterfølgelsen af Kristus.

Læs Mikkel Vigilius’ replik til Mikael Wandt Laursens indlæg her.