Kære Mikkel!
Jeg skriver mit svar i tiltaleform denne gang, velvidende at der er andre, der læser med.
Først et par indledende bemærkninger: Dette bliver sidste omgang i denne debat. Det har jeg selv lagt op til, og debatten bliver taget op andre steder, så det synes jeg er fint. Jeg vil forsøge at gøre det nogenlunde kort, udvælge det for mig mest centrale at svare på, ikke tage nye emner op og ikke stille nye spørgsmål til dig, da det i sagens natur er lidt bagvendt at stille spørgsmål i en tekst, som ikke skal besvares 😊 Det betyder også, at alt ikke er sagt med nedenstående, men det har jeg det også okay med. Jeg misforstod dig på nogle stræk før, og kan lige så godt undskylde på forhånd for måske at gøre det igen. Jeg håber enhver, som læser med, vil være mere optaget af sagen end af vores formuleringer og forståelser/misforståelser.
Og så til sagen!
Hvor blev jeg glad, da jeg læste dit svar til mig. Jeg har stort set kun skrevet ’ja’, ’jo’ og ’amen’ i margenen ved gennemlæsning. Det var som at læse en god gedigen prædiken, som jeg nemt kunne forestille mig holdt på Å-Festival i øvrigt – måske med lidt andre ord. Tak for dine uddybninger og nuanceringer. Vi er ikke langt fra hinanden, fornemmer jeg, og derfor har jeg også lyst til at begynde med konklusionen, som er, at jeg er så drønærgerlig over din oprindelige artikels tone. Jeg undrer mig over, hvorfor du ikke har rejst din bekymring over for de ansvarlige, og jeg tænker, om du simpelthen ikke tror kaldet til omvendelse og frelse vejer tungt hos dem. Du skriver et par steder, at det ikke er nok at folk er glade og tilfredse, men det er jeg sikker på, de ansvarlige for E og Å er enige med dig i. Jeg har selv været mødeleder på Å for år tilbage, og der var ingen tvivl om, hvad det hele skulle til for: Menneskers frelse og styrkelse af troen. Mange af de mere end 200 frivillige kunne undre sig over både musik og forkyndelse, men de accepterede, at de ikke talte målgruppens sprog, og glædede sig over frugten af arbejdet. Og der er masser af vidnesbyrd om at den frugt er tro, glæde og frimodighed. Du har forholdt dig til 2024 og fældet din dom, men du kan f.eks. høre min tale fra 2022 på Å med titlen: Ramt af livet. Den er også repræsentativ for forkyndelsen på Å generelt.
Uanset så har din artikel skabt en fornyet opmærksomhed og rejst en vigtig debat, så det kan vi jo glæde os over.
Du indleder dit svar til mig med sætningen: ”Kommunikation er en svær ting.” Akkurat! Det er, for mig at se, et kardinalpunkt i vores debat her. Jeg vil ikke bruge mange ord på Å5-talen, men vil, som du, opfordre til at man selv hører den. Dog vil jeg sige, at hvis du kan leve med at Gud omtales som bombengrineren, og at Jesus er en dude og en bad-ass (hvilket jeg tror, Gud lever fint med), så har den forkyndelse masser af alvor. Jesus vil gerne være sammen med os, og når han dør for vores synd, er det fordi, det er Faderens vilje. For at vinde os tilbage. Vi har brug for tilgivelse, som kvinden ved Sykar brønd. Vi er ubehjælpeligt syndere. Det er med i talen. Hør hvad manden siger!
Du kommer mig i møde ift. min egen forkyndelse, men i din artikel kalder du det hjerteskærende at lytte til. Du anklager mig for ikke at sætte ord på konkrete synder, men det gør jeg ikke fordi det også har en slagside. Når jeg taler i generelle vendinger og spørger tilhørerne, om de har noget, de skal omvende sig fra, er der ingen, der kan melde hus forbi. Andre gange ville jeg blive konkret. Begge dele har fordele og ulemper. Du skriver at hjælpen udebliver. Men det er jeg ikke enig i. Og det er ikke, hvad jeg har hørt på de reaktioner, jeg har fået siden pinsen sidste år. Jeg savner simpelthen en ydmyghed i din læsning af de 10 prædikener ift. at det kan være, at de unge hører noget andet, end du hører. Du mener ikke, de unge bliver mødt af alvoren, men det er baseret på dit temperament, er min påstand. Det modsatte af alvor er ikke humor eller glæde, men ligegyldighed. Og jeg finder, alle utilstrækkelighederne til trods, at den forkyndelse vi her beskæftiger os med, er engagerende, glædesbetonet og faktisk også appellerende.
Du skriver:
”Vi må regne med, at de unge deltagere for de flestes vedkommende hører Guds ord forkyndt i andre sammenhænge både før og efter storsamlingerne. Storsamlingernes forkyndelse hverken kan eller skal stå alene. Det er jeg enig med dig i. Jeg skriver selv noget lignende sidst i min artikel. Men når vi har en dyrebar, dyrebar anledning i 10 prædikener til at tale med de unge om deres forhold til Gud, skal vi så ikke give dem hjælp i forhold til det allervigtigste og helt grundlæggende?”
Når vi er enige i dette, så undrer det mig, at du mener forkyndelsen kan have så grelle konsekvenser. Det er som om, du ser troen som et kostbart smykke, vi for enhver pris skal passe på, ikke bliver smadret. Men det er mig, der er en kostbar perle, som Jesus gav alt for. Jeg tror ikke min tro lider skibbrud hen over en weekend, fordi jeg ikke har fået malet lovens totale krav op. Tværtimod kan det være, at de betoninger jeg møder, kan føde nye refleksioner, ny anger, ny glæde og ny tro i mig. Jeg tror f.eks. ikke du skal undervurdere tyngden i vendinger som ’hvis du er kristen’, ’for dig som tror’ o.lign. hos den der sidder og er uafklaret. De hører sådanne skelsættende bemærkninger højt og tydeligt. Og ift. om Jesus forkynder i lov og evangelium, så ja til det. Det gør han også. Men han går f.eks. til Zakæus og siger, at han vil holde måltid med ham, før han forholder ham loven. Jesus taler om Guds omsorg, og Jesus bliver dømt hårdt af eliten, fordi han har fællesskab med syndere. Han undskylder ikke deres synd, men fastholder at det er virkelig synd, og det synes jeg også sker på E og Å.
Du skriver, at som årene er gået er de unge i mindre grad bekymrede for deres frelse. Men hvis de unge, du primært har med at gøre, er elever på LMH, som er kristne, så synes jeg, det er gode nyheder! For det du måske kalder alvor, har jeg en mistanke om i virkeligheden er en usund form for endeløs selvransagelse. Jeg er faktisk ikke personligt bekymret for min frelse, hvorfor skulle jeg være det, når nu Jesus har lovet mig en bolig i sin fars hus? Nej, jeg forstår ikke så meget, og føler ikke så meget, og mit hjerte er på alle måder delt. Men jeg beder hver dag om hans tilgivelse, og hver dag får jeg den. Jeg lever simpelthen i den. Jeg er flyttet over i hans elskede søns rige. Faren er, at jeg vender ryggen til Gud, ikke at jeg ikke forstår hvor stort jeg har fejlet. Her mener jeg fortsat, du mangler en distinktion mellem en reflekterende og en frelsende tro.
Du skriver, at det kan være nu eller aldrig, og henviser til en Baxter, som åbenbart altid forkyndte som om det var hans sidste forkyndelse. Og så skriver du:
”Der er ulykkeligt langt fra den alvor og den nød for menneskers frelse, som jeg møder hos Richard Baxter, til forkyndelsen på Å-festival og Event.”
Jamen, kære Mikkel, underviser og forkynder du virkelig på den måde? Går du ind til enhver forkyndelsessituation med den attitude, og møder du din nabo ude ved postkassen som om det var tilfældet? Hvorfor i al verden bruger du så tid på at læse mine halvgennemtænkte svar, når du kunne løbe fra dør til dør i Hillerød for at prædike i lov og evangelium på dørtrinnet? Nå, jeg skulle jo ikke stille nye spørgsmål 😊 Jeg håber, du tilgiver mig min overdrevne, og måske malplacerede, spidsvinkling. Essensen er: Jeg har nød for at mine holdkammerater til Old Boys i Sole IF møder Jesus som deres frelser, men jeg – så at sige – skynder mig langsomt. Jeg er nødt til at lægge det i Guds hænder, at jeg når at aflægge vidnesbyrd inden det er for sent. Og sådan gætter jeg på, at du også lever dit liv, for jeg har ærligt talt aldrig mødt kristne, som lever på anden måde. Ikke at jeg personligt er uanfægtet af dette.
Jeg kan forsikre dig om, at hvis jeg troede at andre ord end de valgte, bedre ville kunne bringe tilhørerne på Å 24 til tro, så havde jeg brugt dem. Der er masser af alvor i både min og de andre forkynderes ord, og jeg deler simpelthen ikke din analyse af det samlede billede. Jeg er faktisk, som allerede skrevet i mit tidligere svar, enig med dig i, at forkyndelsen kan have tendens til at blive for ensidig og forfladiget. Derfor er der grund til at tage dit anliggende alvorligt, og jeg er faktisk oprigtigt glad for denne samtale. Men hvor ville jeg ønske, at du ikke havde brugt hammeren ved at kalde os for vranglærere, og i stedet havde rejst spørgsmålet på en anden måde.
Nu skal jeg slutte, hvis jeg skal holde ord, men der er lige en sidste ting, jeg gerne vil have med.
Din distinktion mellem frelsesgrundlaget og frelsesrigdommen. Jeg er faktisk enig i, at en kristen forkyndelse altid skal italesætte frelsesgrundlaget. Evangeliet skal høres – også i en prædiken om givertjeneste eller åndens frugter eller glæde i Herren eller noget fjerde. Men for mig at se er din evangelieforståelse for snæver, og selvom du prøver at undslippe skabelon-anklagen, når du ikke helt i mål. I meget af forkyndelsen på Å og E, som vi to måske er de eneste der rent faktisk har hørt for nyligt, bliver det sagt tydeligt, at vi ikke kan blive retfærdige i os selv. Vi har brug for Guds tilgivelse. Guds nåde er det bærende element. Men det bliver ikke sagt tilpas grundigt, ifølge dig. Eller med de rigtige ord. Eller på en tilpas alvorlig måde.
Og jeg må bare sige, at evangeliet for mig rummer mere end tilgivelsen. Gud vil mig. Jeg kan ikke møde Gud, som han er, uden også at møde Jesus. Og Jesus vil gerne være sammen med syndere. Han ser mere end synden i mig, og jeg kan være tryg ved at se ham i øjnene. Det er fuldbragt. Jeg spørger ofte i sjælesorg om Gud er en gud, der smiler eller endda griner. Hvis mennesker svarer nej til det, så vil jeg sige, at deres gudsbillede skal korrigeres. For Gud er glædens Gud. At Gud elsker os og vil være sammen med os er ikke en eftertanke eller en frelsesrigdom alene, men en del af selve evangeliet. Forestil dig at faderen, i lignelsen om den fortabte søn, kom sin søn bebrejdende i møde, tilgav ham og så vendte sig om og gik alene ind i huset. Sådan tror jeg mange fra missionsbevægelserne har set Gud, men det er et helt andet gudsbillede, end det Jesus efterlader os med i den lignelse. Faderen holder en fest med og for sin søn, fordi han er kommet hjem. Meget mere kunne siges om den sag.
Jeg tror, du fejlagtigt ser manglende alvor og mod i forkyndelsen, hvor der i virkeligheden er tale om en bevidst og alvorlig refleksion over, hvordan vi bedst formidler evangeliet til unge i dag. Som allerede medgivet i mit første svar, har du dog en vigtig pointe og et nødvendigt korrektiv. Det mener jeg fortsat. Vi skal passe på at vi ikke foregøgler de unge, at enhver nominel kristen er en levende kristen. Det mener jeg bare ikke er tilfældet her, når alt er gjort op.
Der er meget på spil her. Lad os beskytte vores hjerter og hverken tale eller tænke ondt om hinanden. For min del har jeg ingen kvababbelser ved at sige at vi står skulder ved skulder, og det vil ærgre mig meget, hvis din dom og vejledning består.
Broderligst, Søren
—
Udgivet af
Søren Aalbæk Rønn