Et skrøbeligt kar

Sange med hjertet XI

Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.

1. Selv kun et intet, intet,
i støvet for synderes ven,
et skrøbeligt kar, der renset
til Mesterens brug stilles hen;
renset – at han kan mig fylde,
når frem på hans bud jeg skal gå,
men skrøbelig – så jeg altid
fra ham min styrke kan få.
Selv kun et intet, intet,
i støvet for synderes ven,
et skrøbeligt kar, der renset
til Mesterens brug stilles hen.

2. Selv kun et intet, intet –
dog ført i hans ledebånd,
en tjener, der står ved døren
og venter et vink af hans hånd;
en harpe, som toner længe,
når han på strengene slår,
men villig til stille at hænge,
til atter hans hånd den når.
Selv kun et intet, intet –
dog ført i hans ledebånd,
en tjener, der står ved døren
og venter et vink af hans hånd.

3. Selv kun et intet, intet –
og må det med smerte end ske,
jeg lægger mig dybt i støvet,
at verden min Jesus må se.
Selv kun et intet, intet,
men ham være ære og pris!
Han er velsignelsens kilde
med strømme fra Paradis.
Selv kun et intet, intet –
og må det med smerte end ske,
jeg lægger mig dybt i støvet,
at verden min Jesus må se.

Intet i mig – alt i Jesus

Den pågældende sang er en af de sange, som jeg ofte vender tilbage til, fordi jeg synes, den sætter tingene så godt på plads.

I bund og grund er det jo sådan, at der intet er hos mig, der kan bestå for Guds åsyn, og derfor er jeg selv kun et intet, intet, men i Jesus har jeg alt, for i troen på ham og med et ”fuldbragt” fra Golgata ejer jeg hele den himmelske rigdom i Jesus, og kun i Ham.

Og hvor er det vigtigt, at vi bliver fastholdt i den stilling, for alt, hvad vi selv tror, vi kan og gør af egen kraft og vilje, vil i bund og grund bare føre os væk fra livet i Jesus, og så når vi aldrig frelst hjem.

Flere og flere skår

En anden ting i den sang, som til stadighed er til hjælp og trøst for mig er, at der står: Et skrøbeligt kar, der renset til Mesterens brug stilles hen.

For hvor er alt hos os skrøbeligt. Jeg tænker tit på noget i en bog, der hedder Håbets Dal, og som handler om Bethel – et hjem for handicappede børn i Bielefeld i Tyskland. Der fortælles der om en meget svækket dreng, der ellers ingenting kan, men som med et tændt lys skal tænde lys i adventskransen. Men han taber lyset, så det lykkes ikke.

Så er der en anden meget svækket dreng, der i smerte udbryder: ”Der er skår i alting!”

Og det får stedets leder til at fortælle børnene, at det var derfor, det blev jul – netop fordi der er skår i alting.

Et skrøbeligt kar! – og livet igennem kommer der nye skår. Det føles næsten, som om det bliver mere og mere skrøbeligt som årene går, og der kommer flere og flere skår. – Og så kan det blive så stort for os, at al skrøbelighed til trods, så er vi renset i Jesu blod, og så gør det ingenting, hvor skrøbelige vi end kan føle os.

Tjenesten som et skrøbeligt kar

Men vi er altså skrøbelige kar, der er sat til side til Mesterens brug. Og det er der en stor trøst i. Det afhænger nemlig ikke af, hvor gode vi er til at lægge strategier og få visioner i den tjeneste, vi måtte have fået af Herren. Nej, for vi er skrøbelige kar, der renset til Mesterens brug stilles hen.

Og så er din tjeneste ikke længere dit ansvar, men Hans! – Vi får lov at være disse skrøbelige kar, der er sat til side til Mesterens brug. Og så er det Jesus selv, der skal tage sådan et kar i brug, når han har brug for det.

Ikke på grund af vore ideer og vore tanker, men når han – Mesteren selv – vil bruge det, der alligevel kun kan bruges, når han gør det.

Det er noget af det, der giver hvile i en tjeneste for Herren. Hvor er det godt at være selv kun et intet, intet – at være et skrøbeligt kar, men vide at det skrøbelige kar er renset af Jesus og vil blive taget i brug, når han vil, men også kun, når han vil.

Smerteligt, men velsignet

Men det kan også være smertefyldt, for vores egen vilje og egne tanker vil så let stikke hovedet frem og tage magten. Så er det, at han igen bøjer os i støvet. Og i bund og grund så er det velsignet, for så bliver Jesus det vigtigste for os igen, og skal vi være til hjælp og velsignelse for andre, så må vi altså holdes fast i den stilling, hvor vi selv kun er et intet, intet, for først da kan Jesus blive vort alt.

Og så er det også så rigt at blive fastholdt i den stilling, at jeg bare er det skrøbelige kar, der er stillet hen til Mesterens brug. Jeg får lov at hvile i det – det er ikke noget, jeg selv skal, men Mesteren tager selv karret i brug, når han skal bruge det.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2015. Hele bladet kan læses her.

Takket være et samarbejde med Lumi Radio Aalborg kan denne og andre artikler også høres i lydudgave, indtalt af Inge Lise Schmidt.
Evt. fejl i lydfilen kan meldes til lumi@lumiradio.dk eller tlf. 5192 4628 (husk at angive minuttal for fejlen).

Lyd

Udgivet af

Carl Richard Hansen

Carl Richard Hansen, Aalborg, ingeniør, nu pensionist.