Uddrag af bogen Gud har talt (s.74-84):
Vi har i det foregående set vort gudsforholds inderste hemmelighed: at Herren åbenbarer sig gennem sit ord. Ordet er og bliver det eneste lys, hvori vore hjerter kan få lov til at stå ansigt til ansigt med den levende Gud og få del i troens fulde forvisning.
Vi skal her se, at Herren også møder os i sakramenterne, dåben og nadveren, nemlig gennem det ord, som er knyttet til disse sakramenter, som det læres i Luthers lille Katekismus:
Om dåben: ”Vand gør det sandelig ikke, men Guds Ord, som er med og ved vandet, og den tro, som stoler på Guds Ord i vandet. Thi uden Guds Ord er vandet kun vand og ingen dåb.”
Og om nadveren: ”At spise og drikke (nemlig: brødet og vinen) gør det sandelig ikke, men disse ord: ‘Givet og udgydt for jer til syndernes forladelse,’ de er sammen med det at spise og drikke sakramentets hovedsag, og den, som tror disse ord, har, hvad de siger: syndernes forladelse.”
Derfor kunne Luther også sige, at ”hvis jeg i sandhed ville tale efter Skriftens sprogbrug, måtte jeg holde på kun ét sakramente – Guds Ord – men tre sakramentale tegn – dåben, absolutionen og nadveren – thi,” siger han lidt senere i samme skrift, ”som jeg før har sagt: ‘Gud har aldrig optrådt over for mennesker på nogen anden måde end med forjættelsens ord, og omvendt kan vi ikke komme i forhold til Gud på nogen anden måde end ved troen på hans forjættelse’” (Forspil om kirkens babyloniske fangenskab).
Dette svarer helt til, hvad Skriften siger. Ikke mindst gennem Det Gamle Testamente får vi forholdet mellem ordet og de sakramentale handlinger, som Herren gav sit folk, klart fremstillet.
Gennem forskellige pagter åbenbarede Gud stedse mere af den kommende frelses hemmelighed, hvorfor også Jesus kunne sige om GT: ”Skrifterne vidner om mig” (Joh 5,39). Således lærte Gud i omskærelsespagten sit folk om retfærdigheden af tro (1 Mos 15 og 17; Rom 4,9-12), mens han gennem Sinajpagtens gudstjenstlige handlinger og ofre lærte dem om den stedfortrædende forsonings nødvendighed (Hebr 9,22-23).
Men skønt Herren altså talte særdeles vigtige ting til sit folk og gav dem del i evigt nyttige goder gennem disse sakramenter, så ser vi ikke desto mindre gang på gang, hvorledes Herrens fromme og de sande blandt profeterne tilsyneladende udtrykker både ringeagt og fjendtlig holdning over for disse sakramenter.
Således siger f.eks. ”manden efter Guds hjerte”, David, i Salme 40:
”Til slagt- og afgrødeoffer har du ej lyst, du gav mig åbne ører. Brændoffer og syndoffer kræver du ikke. Da sagde jeg: ‘Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig forskrift. Thi at gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre’” (Sl 40,7-9).
Tilsvarende taler Herren selv f.eks. gennem profeten Jeremias: ”Dengang jeg førte jeres fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om brændoffer og slagtoffer. Men dette bød jeg dem: ‘I skal høre min røst’” (Jer 7,22-23).
Og samme holdning møder vi over for omskærelsen. Både hos Moses selv og profeten Jeremias møder vi en opfordring til folket om, at de skal omskære ”hjertets forhud” (5 Mos 10,16; Jer 4,4), og begge steder er det helt klart, hvori denne omskærelse af hjertet skulle bestå, idet Moses minder dem om: ”Hvad andet vil Herren din Gud af dig, end at du frygter Herren, din Gud, så du vandrer på alle hans veje og holder Herrens bud” (5 Mos 10,12-13), mens Herren hos Jeremias netop bebrejder og anklager hjertet for, at ”skønt jeg årle og silde talede til jer, ville I ikke høre” (Jer 7,13).
Vel havde Herren selv indstiftet disse ting, men det var ham ikke nok, at disse ting blot blev udført. Nej, alt dette var givet dem af én eneste grund: at de skulle høre og tro det ord, som Herren talte sammen med disse handlinger. Og blev ordet ikke kendt og troet – hørte folket ikke Herrens ord – kunne Herren ligefrem sige om sine egne sakramenter, at de var ham ‘en vederstyggelighed’ (Es 1,10-16).
Luther har således hele den hellige skrift med sig, når han om Romerkirkens nadverbrug siger, at den er ”afguderisk synd”, fordi de ord, som Gud har knyttet til sakramentet, ikke klart forkyndes, høres og tros.
Og her må man nok spørge sig selv, om ikke den samme ”afguderiske synd” råder i vor kirke i brugen af sakramenterne og forkyndelsen af dem. For også i vor kirke i dag er det i sandhed et stort spørgsmål, om sakramenternes ord prædikes, høres og tros. Og uden det er al brug af Herrens sakramenter ‘en vederstyggelighed’ for Herren. Vé den kirke, som bare vil have det til at ”fungere”, uanset, at ordet oftest er ikke blot ukendt, men ringeagtet og hånet af det folk, som bruger sakramenterne.
Mange, som har set dette misbrug i vor kirke og mærket kirkens store ligegyldighed derover og totale mangel på omsorg for sjælene, har taget forargelse deraf, så også de er begyndt at ringeagte Herrens sakramenter, fordi de mere ser på menneskers vanærende omgang med sakramenterne end på, hvad Herren selv siger om sine sakramenter.
Lad os derfor se: ”Hvad er det for et ord, som Herren har føjet til sine sakramenter?”
Det er det ganske evangelium om den fulde forløsning i Kristus fra synden, vreden, dommen og den evige fortabelse.
I dåben er dette udtrykt i Herrens ord: ”… idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt 28,19), thi at døbe det er ”at begrave ind i” eller ”at iføre”. Egentlig betyder ordet ”at dykke under vand” og derefter ”at gå til grunde”. I disse ord siges nu, at vi går til grunde, drukner i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Og hvad Herrens ord lægger i det, kommer Paulus, Jesu udvalgte redskab, dybere ind på i Romerbrevets sjette kapitel (v.1-11), hvor han siger, at vi i dåben er begravet sammen med Jesus, for at vi skulle leve et helt nyt liv, nemlig ikke vort eget, men et liv i tro på, at vi ved dåben endegyldigt er døde fra synden, at synden og alle dens krav på os er forbi, og at vi i stedet nu er levende for Gud takket være Jesu Kristi betydning for os (v.11).
Gud har simpelthen gemt mig og alt, hvad jeg er, bag sit eget hellige navn og den gerning, Kristus øvede på korset og påskemorgen, så alt, hvad jeg er, er skjult bag Gud, min genløser, og Sønnen, genløsningsbetalingen, og Ånden, Talsmanden fra Gud, som vidner for os i vore hjerter, at vi nu er Guds genløste børn (Rom 8,15-16).
I nadveren er evangeliets ord udtrykt i ordene: ”…givet og udgydt for jer til syndernes forladelse”. Disse ord henviser os til den samme dybe, hemmelighedsfulde realitet, som vi mødte i dåben: at Kristus blev givet hen for os, døde vor død, forbandedes under vore synders forbandelse, hvilket havde til følge, at han kunne opstå ”til vor retfærdiggørelse” (Rom 4,25), som et vidnesbyrd om, at nu var synden forladt os, nu var vi udfriet af alle dens følger, som profeten sagde det forud: ”Os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår” (Es 53,5).
Således møder vi i sakramenterne hele Guds ord, både lovens dom over os, den dom, som dømmer os til Guds vrede og den evige død i fortabelsen, og evangeliets frelsesgave til os, at Kristus med sit værk har udvirket en ny stilling for os hos Gud, et nyt liv, en ny fred: nemlig den frikendte og løskøbte synders stilling, liv og fred.
Hvis dette ord derfor ikke forkyndes til hjertets oplysning, vil mennesket pga. mennesketankens eget mørke og løgn ikke høre Herrens ord i sakramentet, men forvanske det og til sidst ende i afgudsdyrkelse ved Herrens bord.
Men er sakramenterne da bare ”tegn” på ordet? Sker der ikke noget i sakramenterne?
Holder vi os nøje til ordet, må vi svare: ”Jo, dér, hvor troen er, handler Gud i sakramentet.”
Går vi tilbage til pagtssakramentet i GT – omskærelsen i 1. Mosebog 17 – lægger Skriften stor vægt på, at det er den troende Abraham, som modtager Herrens pagts ydre tegn (jf. Rom 4,9-12). Men vi lægger vel mærke til, at det ikke blot er den troende Abraham, som skal modtage tegnet på retfærdigheden af tro. Det skal også hans otte dage gamle barn. Og at Herren her virkeligt skaber noget nyt for dette barn, som det ikke havde før den hellige pagtshandling, det fremgår tydeligt af vers 14 i 1. Mosebog 17, hvor det hedder: ”Men de uomskårne, som ikke ottendedagen omskæres på forhuden, skal udryddes af deres folk. De har brudt min pagt.”
Omskærelsen var således en handling, som skabte skel. Det var en handling, hvori Gud stiftede pagt, dvs. fuldt samfund og livsfællesskab, med mennesket, et pagtsfællesskab, som gjorde barnet retfærdigt, delagtig i den trosretfærdighed, som dets fader Abraham havde del i, men tillige en pagt, som udelukkede alle uomskårne i Guds vredes mørke, hvad vi får et uhyggeligt eksempel på i 2. Mosebog 4,24-26, hvor Herren kommer til Moses for at dræbe hans barn, fordi Moses ikke har ladet ham omskære på ottendedagen, men sikkert fulgte den trælleskik, som fandtes hos ismaelitterne, blandt hvem han boede i Midjans land, og ifølge hvilken man først omskar drengen, når han blev kønsmoden i 13-års alderen.
Helt i samklang med det, Gud således havde åbenbaret dem i den hellige skrift (= GT), begyndte apostlene da også at forkynde evangeliet om Jesus (ApG 16,25-34). Og hvor nogen kom til tro på ham, blev de døbt tillige med ”hele deres hus” (sml. 1 Mos 7,1), hvilket efter skriftens sprogbrug betyder: alle, som bor hos ham, ned til det otte dage gamle barn (5 Mos 29,10-15).
Og at denne dåb er en virkelig gerning, hvori Herren handler, fremgår f.eks. af Rom 6,1-11, hvor vi hører Paulus sige til menigheden i Rom, at de er døde og oprejst med Kristus, og at de derfor i troen skal regne sig for døde fra synden og levende for Gud. For her ser vi klart, hvad det er, som får Paulus til at betragte det som en kendsgerning, at de er døde og oprejst med Kristus: det er netop dåben. Selvom menigheden måske endnu ikke har den fulde erkendelse af dåben (v.3), så tager det dog intet fra dåben. Den er og bliver Guds fuldkomne pagtsfællesskab, hvor den sker på troens grund, om erkendelsen end er aldrig så svag – som f.eks. hos det otte dage gamle barn. Det er fuldgyldigt, at jeg i den pagt har en god samvittighed – ikke pga. min egen lydighed eller sejr over det onde kød, men: ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde (1 Pet 3,21).
Som der derfor er forskel på omskårne og uomskårne, fordi omskærelsen sammen med troen var noget, således er der forskel på døbte og udøbte for den hellige Gud, hvor der vel at mærke er tale om en dåb i tro. Thi dén dåb er noget.
Ved dette vil nogen stille spørgsmålet om de udøbte børn, som dør inden dåben.
Måtte Gud hjælpe os til at gribe ret om dette sakramente, så vi hverken ringeagter denne hellige pagtsslutning, hvor Herren lukker os ind i Jesu nåderige, eller lader det blive en handling, som Gud skal nå at udføre, før han kan frelse.
Luther siger engang: ”Ikke sakramentets tegn, men sakramentets tro retfærdiggør,” og: ”Således retfærdiggøres og gavnes ingen ved dåben, men ved det forjættelsesord, hvortil dåben er knyttet,” og endelig: ”Den, som begærer sakramentet, har sakramentet.”
Lad os prøve at forstå det i lyset af en beretning fra skriften. Det er beretningen om Abraham, som skal ofre Isak på Moria Bjerg, men som blev hindret deri af Gud, lige før han skulle føre kniven i Isak. Om ham siger Skriften nu: ”I tro bragte Abraham Isak som offer” (Hebr 11,17). Skriften betragter altså Abrahams offer som fuldbyrdet. Dette åbenbarer, at hvad troen stiler mod, ser Gud som fuldbyrdet. I troens verden ”nævner Gud det, som ikke er, som om det var” (Rom 4,17). Hvor troen derfor griber om pagtens ord, lever i pagtens ord, og stiler mod pagtens stiftelse i dåben, der er alt fuldkomment for den levende Gud. Det er troen, han spørger efter, ikke tegnet. Tegnet er givet for vor skyld og for at tilkendegive for verden, at det alene er i pagten med Herren, at vi kan redde vort liv, som det fremgår gennem hele GT allerede fra pagten med Noa i 1 Mos 6,18-19. Men for Gud er troen det eneste afgørende.
Alligevel vil tegnet altid for troen være et saligt tegn. For hvem kan ringeagte den nådens stund, hvor Herren med et ydre tegn, som han er trofast overfor, tilkendegiver: ”Nu lader jeg dig dø og opstå sammen med din Frelse, Jesus Kristus, som døde med dit gældsbrev og din evige fordømmelse og opstod til din evige retfærdighed og benådning og genløsning.”
Men hvad da der, hvor troen ikke er?
Allerførst skal vi holde fast ved, hvad Skriften lærer os: at tegnet og ordet altid hører sammen. I tegnet er ordet, og sammen med ordet gælder tegnet. Aldrig fjerner Gud sit ord fra dåbens vand, og aldrig fjerner han pagtens tegn fra ordet.
Derfor: Hvor der ingen tro er til at tage imod ordet, der kan et menneske kun få vandet, men ikke dåben. Da indlemmer Gud ikke i sit samfund, gør ikke mennesket til en ny skabning, frelser og genføder ikke. Derfor døbes der aldrig i den kristne menighed, uden at der spørges efter troen. Dåben er ikke en magisk handling, som virker, blot den udføres, hvor ofte man ellers får det indtryk i folkekirken. Dåben er Guds optagelse af et menneske i sin nådepagt. Og den handling udfører han kun hos den, som tror, og hele hans hus.
Men: Skulle pagtens ord senere blive troet, da behøver vi ikke et nyt tegn, men kan vende tilbage til det første tegn, vi modtog, idet Herren selv aldrig vil svige eller gå fra sit pagtstegn, hvor tit og hvor længe mennesker end er utro. Den, som én gang har modtaget ordets tegn, for ham gælder dette tegn til enhver tid, når han griber om ordet. Den, som griber om ordet, griber dermed også om tegnet.
Når Israel således omvendte sig fra sit frafald – dvs. når hjerterne blev omskåret – da behøvede de ikke en ny omskærelse, men kunne atter gribe om deres første omskærelse i undrende tak til Gud, som havde stået ved sin pagt i al den tid, de havde forladt den. ”Nådegaverne og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29), og: ”Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke” (2 Tim 2,13).
Jo, Gud har talt, og Gud taler i sakramenternes hellige stunder. Men ingen hører den sande, levende Gud, om de ikke er oplyst af Herrens ord, som han har talt i de hellige skrifter. Uden dette lys vil det aldrig blive Herrens tale, men idel afgudsdyrkelse og satanisk fromhed. Men lad dig fylde af HERRENS ord, og sakramentets stund bliver et saligt møde med den levende Gud for dig og ”hele dit hus”.
Fra bogen Gud har talt af Frank Jacobsen, udgivet af Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening i kommission hos LogosMedia i 2009, s. 74-84. Uddrag bragt med tilladelse fra forlaget.
Udgivet af
Frank Jacobsen
Frank Jacobsen (1931-2013), var præst, bl.a. i Mariehøj.