Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Sover du?

Om risikoen for at falde åndeligt i søvn i de sidste tider.

Endetiden er søvnens tid. Endetidens store fare er, at vi falder i søvn og sover.

Bibelen har flere stærke udsagn om dette. Lad mig citere et par bibelafsnit.

Jeg tænker først på Rom 13,11-12, hvor Paulus skriver således:

I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.”

Jesus kommer snart igen. Ingen har haft så kort tid igen til denne store begivenhed som du og jeg i dag. Lad os derfor tage os i vare for, at søvnen tager os!

Jesus taler om det samme i sin endetidstale i Matt 24-25 – i lignelsen om de ti brudepiger. Her siger Jesus det således:

Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn.”

Alle ti var klar over situationen: Brudgommen kommer! Men kun fem havde forberedt sig på at tage imod ham.

Da ventetiden blev længere, end de havde regnet med, fik søvnen tag i dem.

Og de faldt alle i søvn, både de kloge og de tåbelige.

I Ef 5,14 møder vi akkurat det samme. Her holder Paulus en vækkelsesprædiken for troende mennesker:

Derfor hedder det: Vågn op, du som sover, stå op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig.”

De kristne i Efesus var levende kristne. Men også levende kristne kan falde i søvn. Og resultatet bliver, at det ikke længere er muligt at se forskel på kristne og ikke kristne, når det gælder livsførelse og hverdagsliv. De var ikke døde. Men de lignede døde.

Hvad kendetegner den, som sover? Jeg tror vi kan pege på tre konkrete forhold:

1) For det første: Den, som sover, følger ikke med i tiden.

Før du sover, ser du på uret. Ikke mindst hvis du har vanskeligt ved at sove. Og når du vågner, er det måske det første, du gør: Du ser på uret. Men den, som sover, ser aldrig på uret.

Alt for mange kristne følger ikke med i tiden. Jo, de følger både strømmen og ten-denserne i tiden. De er børn af deres egen tid, hypermoderne og opdaterede på alt, hvad der sker. Men det er ikke det, vi taler om her. Vi taler om at kende tiden, sådan som Bibelen taler om det. Vi taler om at følge med i tiden, sådan at vi er i stand til at vurdere farerne og mulighederne i lyset af Guds Ord.

Følger du med i tiden, du som læser dette? Lever du i det profetiske ord, så du ser, hvad der sker – og ved, hvad der kommer? Kender du Bibelens beskrivelse af endetidsmennesket og endetidsmenigheden? Kun sådan lærer vi, hvordan vi skal opføre os, og hvordan vi skal møde dem, som vi omgås i det daglige.

Eller sover du?

2) For det andet: Den, som sover, er ikke bevidst om sin egen tilstand.

Den, som er vågen, ved hvor han befinder sig, og hvordan han ser ud. Men den, som sover, har ingen anelse om noget af dette.

Ved du, hvor du står i dit gudsforhold? Hvordan er dit forhold til Jesus? Ved du, hvor du står i forhold til din egen tid – og de mange udfordringer, vi møder i forhold til ret og galt, sandhed og løgn? Og ved du, hvor du står i forhold til det kristne fællesskab? Har du fundet din plads? Eller sover du?

3) For det tredje: Den, som sover, udfører ikke noget ordentligt arbejde.

Det er den vågne, som arbejder. Ikke den, som sover. Der er selvsagt forskel på søvnige og vågne arbejdere. Men den, som sover, arbejder slet ikke.

Hvorfor er der en sådan mangel på arbejdere i Guds rige i vore dage? Er der for få kristne? Er markerne for store? Er arbejdsopgaverne for mange? Eller er det de kristne, som sover?

Jeg tror, det er det sidste, der er tilfældet! Og netop derfor er ord som kald, trofasthed, lydighed og forpligtelse snart blevet fremmedord for de fleste af os.

Står du med i tjenesten for evangeliet på dit hjemsted? Eller sover du?

Måske burde dette bliv en del af din bøn:

Gør mig villig, varm og vågen,
kære Jesus, led mig frem.
Gør mig til et lys i tågen,
som kan lede andre hjem.


Oversat af Mikkel Vigilius fra p7.no.


Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2011. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Åbn lyd i nyt vindue
Downloads

Downloads

  • Lyd

Udgivet af

Johnn Hardang

Johnn Hardang, Bergen, radiopræst.

Johnn Hardang

Johnn Hardang, Bergen, radiopræst.