Sange med hjertet II
Nogle sange bliver til stor hjælp. Måske sætter de ord og billeder på lige netop min situation. Måske rummer de en forkyndelse eller et vidnesbyrd, som lige netop jeg har brug for. Så synger man med – af hele hjertet! I denne serie beder vi forskellige mennesker fortælle om en sang, der betyder noget særligt for dem – til trøst og opmuntring for os alle.
1. Klippe, du som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
Lad den blodes strøm, som flød
fra din side, hvid og rød,
frelse mig og to mig ren
for al syndens skyld og mén!
2. Aldrig jeg ved egen magt
får din lov, o Gud, fuldbragt,
om min iver stod i glød,
om mit hjerte græd af nød,
synden slettes dog ej ud,
førend du har frelst mig, Gud.
3. Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Nøgen bad jeg dig om skjul,
nåde for en anskudt fugl,
flyver fredløs under ø –
tvæt mig, eller jeg må dø!
4. Mens jeg drager ånde her,
og når døden træder nær,
når jeg fjerne himle når
og for dommens trone står –
klippe, du som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
Premierministerens yndlingssalme
William Gladstone (1809-1898) var en af Storbritanniens mest profilerede politikere i 1800-tallet. Han var premierminister i fire perioder på i alt 16 år (1868-74, 1880-85, 1886 og 1892-94).
William Gladstone var kendt for at være en samvittighedsfuld, veltalende politiker. Samtidig var han en bekendende kristen, som ikke lagde skjul på, at det måtte påvirke hans politik. Som politisk leder vendte han sig imod den aggressive britiske ekspansionspolitik, som herskede i det 19. århundrede.
Gladstones holdninger gav ham meget modvind i det britiske parlament. F.eks. gik det en dag livligt for sig i parlamentet. Det var Gladstone, som endnu engang måtte stå i skudlinjen pga. noget, han vist nok havde sagt. Nu tog de så ordet, den ene politiker efter den anden, og gav ham det glatte lag. Beskyldninger og ukvemsord haglede ned over ham. William Gladstone selv sad imidlertid ganske stille bøjet over et stykke papir og skrev.
Alle i parlamentet tænkte: Nu sidder den veltalende premierminister og forbereder et skarpt modindlæg! Men til alles forundring blev debatten afsluttet, uden at Gladstone havde taget til genmæle. Han sagde ikke et ord. Ved du, hvad han sad og skrev på? Foran ham lå teksten på en af Englands stærkeste og allerfineste sange: Rock of Ages, cleft for me. Eller som vi synger den på dansk: Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig.
Det, som den sprogstærke premierminister var i gang med midt under den hårde debat, var at oversætte salmen fra engelsk til latin. William Gladstone elskede denne salme. Ofte sang han den, og han oversatte den ikke bare til latin, men også til italiensk og græsk. Til William Gladstones egen begravelse blev den naturligt nok sunget, så også ved den anledning kunne de skønne ord fylde kirkerummet: ”Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig.”
Det forløsende ord
Salmen ”Klippe, du som brast for mig” er skrevet i 1763 af Augustus Toplady. Også hans historie er med til at gøre denne salme til noget særligt.
Augustus Montague Toplady blev født i Farnham, Surrey, i England i 1740. Hans far var officer i den engelske hær, men faldt i et slag i 1741, altså et år efter at sønnen blev født. Så Augustus voksede op med en mor, der var blevet enke i en ganske ung alder.
Hun satte imidlertid alt ind på, at drengen skulle få en høj uddannelse. Først blev han sendt til en skole i Westminster og siden på college i Irland. College-opholdet var på Trinity College i Dublin. Det var her i Irland, han befandt sig, da han som 16-årig skulle få en oplevelse, som på mange områder blev bestemmende for hele hans liv. Om denne oplevelse fortæller han selv følgende:
”En dag gik jeg en tur. Jeg kom forbi en hytte, hvor der kom salmesang ud fra. Nysgerrig som jeg var, kiggede jeg ind og så en lille flok mennesker, som var samlet til møde. Jeg satte mig ned for at lytte til sangen, de sang. Da den var færdig, kom der en mand frem, som læste ordene fra Efeserbrevet 2 i Bibelen. ”Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær” (Ef 2,13).
Derefter holdt den samme mand en enkel og ordinær prædiken ud fra det ord, han havde læst. Men mens jeg sad og lyttede til talen, han holdt, var det som om, Kristus selv kom mig nær, og jeg blev ført til Gud.
Underligt at jeg, som havde haft anledning til at høre dette så mange gange i England, skulle opleve det her i denne mørke afkrog af verden, og dette blandt en håndfuld mennesker, som mødtes i en hytte under ledelse af en mand, som knapt kunne skrive sit eget navn. Dette er i sandhed Herrens ubegribelige værk, en sådan kraft må være fra Gud!
Augustus Topladys sejr
Sådan fortæller Augustus Toplady selv om sit afgørende møde med Gud. Seks år efter denne oplevelse blev han færdig med sin teologiske uddannelse, og straks efter begyndte han sit arbejde som præst i Irland. Prædike kunne den unge præst, han samlede store skarer om sin talerstol.
Han havde imidlertid et dårligt helbred. Han tålte ikke det klima, som var der, hvor han havde sit første præstekald i Irland. Af den grund flyttede han tilbage til England, hvor han gjorde tjeneste som præst flere steder. Men heller ikke i England fungerede det godt med helbredet. Han blev angrebet af tuberkulose.
Det sidste sted i London, hvor han arbejdede som præst, magtede han bare at være i to år. Siden kom han aldrig mere ud i præstetjeneste. Men så længe den unge præst var i stand til at gå på talerstolen, var kirkerummet overfyldt af mennesker, hver gang Toplady skulle tale.
Han døde kun 38 år gammel d. 11. august 1778. Men hans dødsleje blev som en sejrsarena. Da lægen konstaterede, at han fortsat fik svagere puls, svarede han:
”Det er et godt tegn på, at døden nærmer sig med raske skridt. Men Gud ske lov at mit hjerte slår stærkere og stærkere for hver dag, som går, i himmelsk forventning.”
På Augustus Topladys gravsten kom der til at stå disse to linjer indgraveret: ”Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig.”
Det er denne sang, der gør, at navnet Augustus Montague Toplady ikke er gået i glemmebogen. Gennem disse fire legendariske vers ridsede han sit navn ind i salme- og sanghistorien med guldskrift.
Salmens baggrund
Salmen er som nævnt skrevet i 1763.
Når det gælder baggrunden for denne sang, er kilderne nok lidt usikre. Men historien skulle være, at den unge præst en dag strejfede omkring i de skovklædte områder ved Burrington Combe i England. Mens han gik der i egne tanker, mærkede han, at det pludselig blev mørkt omkring ham, og da han så op, så han sorte skyer, som trak ind over himlen og skyggede for solen. Det betød, at storm og tordenvejr var på vej.
Den unge præst så sig om efter et sted, hvor han kunne stå i ly for de tunge regndråber, som var begyndt at falde. Først fandt han ikke noget sted, så han løb videre. Pludselig fik han øje på to store stenblokke med en smal kløft imellem, akkurat sådan at han kunne komme ind og være i ly. Det var her en tanke slog ned i hovedet på Toplady. Og mens tordenen bragede og lynene glimtede skrev han: ”Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig.”
Nu er denne historie ikke så godt dokumenteret, men sikkert er det, at Augustus Toplady var præst i dette område på den tid, og at der i nærheden findes en klippeformation, hvor man kan gemme sig i sådan et uvejr.
I Sl 71,1-3 kan vi læse nogle vers, som måske også kan have været inspirationskilde for præsten:
”Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt,
lad mig aldrig blive gjort til skamme!
Red mig og befri mig i din retfærdighed,
vend dit øre mod mig, og frels mig!
Vær min tilflugts klippe,
den borg, hvor jeg finder redning.
For du er min klippe og min borg.”
Den eneste redningsklippe
Lad os til sidst endnu engang vende tilbage til 1800-tallets Storbritannien. For det var ikke kun William Gladstone, der var glad for sangen ”Klippe, du som brast for mig”.
Også Prins Albert, gift med Victoria, som var dronning af England gennem en stor del af 1800-tallet, havde denne salme som yndlingssalme.
Da han i 1861 lå på sit dødsleje på slottet Windsor, hviskede den døende prins som sine sidste ord: ”Jeg har haft rigdom, magt og ære, men hvis det havde været alt, jeg ejede, hvad havde jeg så haft nu?” Derefter citerede prinsen ”Klippe, du som brast for mig, lad mig skjule mig i dig.”
Det Storbritannien, som Albert var prins over, var på det tidspunkt et mægtigt imperium. Storbritannien havde kolonier over hele verden. Man sagde, at solen aldrig gik ned over det britiske imperium. Det var 1800-tallets supermagt. Men Prins Albert vidste, at alt dette ikke var meget værd, når han skulle dø. Det britiske imperiums mange soldater og skibe kunne ikke hjælpe ham, når han skulle stå foran Guds trone på dommens dag.
Det er ikke en selvfølge, at vi mennesker ser dette så klart. Vi får så nemt nok i os selv. Vi er ikke prinser over et stort imperium, men vi er prinser og herskere i vore egne liv. Vi stoler på vore fortræffeligheder, og hvad vi her kan skrabe sammen. En flot bolig, en stor pensionsopsparing, et stor netværk af venner og bekendte, et godt ry osv.
Men en dag skal vi dø, og vi ved ikke hvornår. Den dag kan ingen af vore jordiske rigdomme hjælpe os.
Prins Albert vidste, at der kun var en ting, der kunne redde ham: klippen, som brast for ham. Den redningsklippe er Jesus, og det blev han, da han døde på et kors langfredag i en lille ubetydelig provins i det romerske rige.
Spørgsmålet for dig og mig er nu blot: Har du ham som herre i dit liv, eller vil du være din egen hersker og regent?
Tager du imod ham, ligesom du er, vil han være en klippe, et sikkert, urokkeligt skjulested, som du på dommens dag må skjule dig i.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 2-2012. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Jacob Bach Christensen
Jacob Bach Christensen, København, repræsentant