Musikkens indhold og budskab

Det musik- og kultursyn, som er fremherskende i dag, kan betegnes som positivistisk og relativistisk: Tiderne forandrer sig, kulturen forandrer sig, og vi forandrer os med dem. Men man kan egentlig ikke tale om nogen normativitet, der giver vejledning om rigtigt og forkert, godt og ondt i denne sammenhæng.

Så langt som jeg kan se, umuliggør denne tankegang enhver form for kulturkritik. Der bliver tale om et rent pragmatisk forhold til kulturens ytringer: Det, som er nyttigt med tanke på at samle flest mulige mennesker, er rigtigt.

Oplysningstidens nye kultursyn

Et kultursyn som dette går tilbage til oplysningstiden.

Før oplysningstidens frembrud var den fremherskende tanke i al kristen tænkning, at der fandtes en indre sammenhæng mellem det gode, det sande og det skønne. Dogmatik, etik og æstetik hang uopløseligt sammen, og det på en sådan måde, at det æstetiske var underordnet etik og dogmatik og skulle tjene disse.

I tråd med dette har der helt fra oldkirken været skrevet ikke så lidt om musikkens teologi.

Kirkekunsten var Guds tjener og skulle – som Bach signerede sine værker – tjene Gud alene til ære (Soli Deo gloria).

Derfor forstod man også at skelne mellem, hvad der var på sin plads i Guds hus, og hvad der ikke sømmede sig.

Sådan kender Luther for eksempel godt forskel på musik som en Guds velsignelse og gave og det, han kalder ”djævelsk lirumlarum” (i forordet til Sinfonia Iacundae).

Med oplysningstiden opløses denne forbindelse mellem æstetik, dogmatik og etik. De æstetiske discipliner – musik, billedkunst og poesi – får en egen lovmæssighed, som hæver dem over alle hensyn til rigtigt og forkert, sandhed og løgn.

Dette er det idéhistoriske bagtæppe for det alment udbredte syn blandt kristne i dag, at ”musik er neutralt” og derfor ikke bærer af værdier, hverken af positiv eller negativ art.

Form og indhold

For at legitimere den til dels radikale ændring, som er sket inden for det kristne arbejde inden for de sidste 30-40 år, og som bl.a. er repræsenteret ved indførelsen af populærkulturens musikformer, har man indført en hjælpetanke, hvor man skelner mellem form og indhold: Man vil ændre formen, men ikke indholdet.

Tanken er, at musik bare er en ”form” uden indhold, at musikken altså ikke har noget budskab i sig selv. Budskabet finder man i teksten, musikken er ”intetsigende”.

Mod dette vil jeg hævde, at ethvert æstetisk eller kunstnerisk udtryk er noget langt mere end en intetsigende form.

God kunst er kendetegnet af, at formen er indholdets udtryk. Enhver seriøs kunstner vil protestere heftigt mod, at hans kunst er intetsigende.

Dette gælder også musikken.

Komponisten Johann Sebastian Bach signerede sine værker med bogstaverne SDG: “Soli Deo Gloria”, som betyder: Gud alene skal have æren.

Det er med musik som med sprog: Man kan ikke sige, at bestemte toner, akkorder eller instrumenter er onde eller gode i sig selv.

Men når ord og bogstaver sættes sammen til at give meningsbærende sætninger, kan man vurdere indholdet i det, der siges: Er det sandhed eller løgn, rigtigt eller forkert?

Musik er på lignende vis bygget op af elementære grundbestanddele. Man kan ikke sige, at bestemte toner, akkorder eller instrumenter er onde eller gode i sig selv.

Men når det hele sættes sammen til musik, som fremføres, er det ikke længere intetsigende, men bærer af et indhold og et budskab.

Musik, som undergraver teksten

Så langt jeg kan se, har dogmet om musikkens neutralitet medført, at man i toneangivende sammenhænge i det kristne Norden har haft meget lidt refleksion over det faktum, at ”de skønne kunster” også er bærere af værdier, af budskab.

Hvis det er sådan, det forholder sig, er problemet, man står over for i kristen sang og musik, at man har en tekst, som formidler et budskab, samtidig med at musikken også bærer et vist indhold med sig.

Når en sangtekst skal sættes i toner, kan den melodi eller musik, som komponeres, da enten undergrave teksten – måske endda slå den ihjel – eller den kan løfte, berige og inderliggøre teksten.

Et talende eksempel i denne sammenhæng er salmen ”Jesus din søde forening at smage”.

Denne salme kan synges på flere af vores smukke folketoner.

Eller den kan synges på melodien til ”Poul sine høns”. Versemålet er det samme¹.

Men det er en melodi, som i kraft af sin lette og lystige karakter modvirker den inderlighed, dybde og ro, som teksten kræver og formidler.

Modkultur

Hellighed kan ikke populariseres.

Populærkulturens formsprog er uegnet til at formidle mødet med den hellige Gud og den gudsfrygt, som hører sammen med dette.

I en kultur, hvor alt er sekulariseret, hører det med til kirkens kald, at den må være sig bevidst om at være modkultur.

Derfor skal det at træde ind i Guds hus ikke være til forveksling med at komme ind i en hvilken som helst sekulær sammenhæng.

Mødeform og musik forkynder. Spørgsmålet er: Hvad forkynder de?

Jeg er bange for, at det at ”skikke sig lige med denne verden” i håb om at nå verden, sådan som man har gjort ved at forme menighedens mødeform i populærkulturens billede, er en blindgyde, som på sigt fører til, at menighederne verdsliggøres.

Udgivet af

Jan Bygstad

Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.