I forsommeren 2025 foregik der en lang debat i den norske kristne avis Dagen. Debatten handlede om romerskkatolsk tro i forhold til evangelisk luthersk tro. Mange skrev indlæg. Fra romerskkatolsk hold var det primært lærere ved NLA Højskolen i Bergen. Fra luthersk hold var det primært Jan Bygstad. Han skrev i alt 14 indlæg. De vigtigste af disse indlæg kan læses på hjemmesiden for organisationen “For Bibel og Bekjennelse”: fbb.nu.
Debatten handlede om det mest afgørende af alt: Hvordan består vi for Gud i døden og på dommens dag? Hvordan bliver vi frelst? Ved hvilket evangelium bliver vi frelst?
På disse spørgsmål giver den romerskkatolske kirke helt andre og modsatte svar af det, som de lutherske reformatorer fik lys over i Skriften. Alvoren af dette kan ikke overvurderes. Den romerskkatolske kirke og dens forkyndere vildleder mennesker fra den eneste frelse, som er givet os – i Jesu fuldbragte frelsergerning.
At et tidligere bibeltro luthersk uddannelsessted som NLA Højskolen lader tre romerske katolikker undervise de studerende om det kristne evangelium og om frelsesvejen, er intet mindre end en tragedie. Men det er et symptom på en bredere udvikling. Der er en voksende åbenhed blandt erklæret bibeltro lutheranere i Norden for fællesskab med romerske katolikker i tillid til, at vi er enige om evangeliet. At dette er et forfærdeligt og fatalt bedrag, tydeliggøres af Jan Bygstads indlæg i debatten.
Redaktionen vil varmt anbefale alle Jan Bygstads indlæg. De giver ikke bare teologisk vejledning. De forkynder Guds ord til tro og vished om frelse ved Jesus alene. Nedenfor bringer vi et enkelt af Bygstads indlæg om det faldne menneske og Guds ord. Artiklen er en illustration af sammenhængen mellem det bibelske syn på menneskets dybe syndighed og den bibelske forkyndelse af, at Gud gør alt i vores frelse, ham til evig ære.
Hadet mod evangeliet
Evangeliet er en sjælden fugl. Meget af det, der præsenteres som evangelium, er noget andet. Det er efterligninger, der er tilpasset det naturlige menneskes tanker og ønsker, evner og religiøsitet.
Sådan er det, fordi Djævelen, verden og det naturlige menneske ikke tåler evangeliet. Djævelen hader vor Herre Jesus Kristus og søger på alle mulige måder at ødelægge alt det, som hører ham til (Åb 12). Det naturlige menneske hader evangeliet og møder det med modstand. Modstanden kommer til udtryk på forskellige måder: nogle gange som forfølgelse (Joh 15,18ff.), andre gange som vranglære i forskellige former (1 Joh 4,1ff.), altid som udtryk for menneskets afsky.
Djævelens had mod evangeliet skyldes, at det er ved evangeliet, han besejres og fratages magten over mennesket (Kol 2,15; Åb 12,11). Det faldne menneskes had mod evangeliet skyldes, at evangeliet diskvalificerer mennesket ved at forkynde, at det intet kan bidrage med til dets frelse, men er hjælpeløst afhængigt af det, som en anden – Jesus Kristus – har gjort (Gal 2,16ff.).
Derfor vil der altid være strid, der hvor evangeliet lyder klart og rent. Det vil møde modsigelse. De, som møder evangeliet med den stærkeste modvilje, er ”fromme” mennesker, religiøse mennesker, mennesker, der mener at have noget at komme med over for Gud. Her ligger den egentlige årsag til den store forvirring og de utallige trosretninger inden for kristenheden. Dette gælder lige meget inden for protestantismen som inden for romerskkatolsk kristendom.
Dette er noget af kernen i problemet vedrørende Skriftens klarhed. Den Hellige Ånd har talt og taler klart og tydeligt i sit Ord. Men menneskets forstand er uklar. Det faldne menneske mangler evne og forudsætning for at forstå evangeliet. Derfor betragter det selvkloge menneske evangeliet som en dårskab (1 Kor 1,18 ff.). Det hverken vil eller kan tage imod det, der kommer fra Gud (1 Kor 2,14). Derfor kan Skriften ikke forstås ret uden Den Hellige Ånds lys og uden at læses under den dybeste selvkritik, selvkritik over for egne tanker.
Luthersk/bibelsk syndsforståelse
Dette indebærer, at når vi skal tale om at forstå Den Hellige Skrift, så kan det ikke ske uden også at tale om, hvad syndefaldet indebærer. Hamartiologi (læren om synden og syndefaldet) og hermeneutik (læren om tekstforståelse) hører uløseligt sammen. Dette er en (af flere) hovedpointer i Luthers værk Om den trælbundne vilje (1525).
Også her skilles vandene mellem Rom og Wittenberg. Romerkirken opererer med en ganske anden syndsforståelse, end den lutherske kirke gør ud fra Bibelen.
Syndefaldet indebærer – sådan som reformationen forstår Bibelen – en gennemgribende og ødelæggende forandring af alle sider ved menneskets person og indre liv. Synden er en åndelig magt, som behersker menneskenaturen og gør mennesket fremmed, ja fjendtligt over for sin Skaber. Når Gud træder ind i verden i Kristi person, kommer han derfor som en fremmed: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Joh 1,11). Faldet er først og fremmest et brud i gudsforholdet. Men det er samtidig noget, som får de dybeste konsekvenser for menneskenaturen. Slangens ord – ”I bliver som Gud” (1 Mos 3,5) – betyder, at mennesket sætter sig i Guds sted og bliver ”sin egen herre”. Skaberen, den levende Gud, parkeres på sidelinjen, og det menneskelige ego bliver centrum i tilværelsen. Og i forhold til vores emne: Det menneskelige ego bliver det kognitive og erkendelsesteoretiske centrum for al forståelse.
Fra gammel tid har man skelnet mellem tre sider af menneskets indre liv: følelse, vilje og forstand. For de fleste er det ikke så vanskeligt at se, at vores følelsesliv er behersket af synd: Vi har lyst til så meget, som ikke er efter Guds vilje. Adskilligt vanskeligere er det for mange at indse, at viljelivet også er underlagt syndens herredømme. Man lever på illusionen om den frie vilje. Men allervanskeligst er det måske – særligt for intellektuelt anlagte mennesker – at acceptere, at det samme også gælder fornuften og erkendelsen. Det faldne menneske mangler selve evnen til at forstå evangeliet.
Dermed har vi problemet på bordet: Guds ords klarhed i mødet med det faldne menneskes forstand. Mennesket er ikke bare ude af stand til at forstå åbenbaringens evangelium, men det vil ikke forstå. Jesus siger: ”Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke tåler at høre mit ord!” (Joh 8,43 efter den norske oversættelse). Det er sandheden selv, der er utålelig: ”Men jeg siger jer sandheden, derfor tror I mig ikke” (Joh 8,45).
Om årsagen til dette siger Jesus: ”Dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,19f.).
Katolsk syndsforståelse
I katolsk teologi lærer man, at syndefaldet forandrer mennesket ”til det ringere”. Synden er en mangel på den oprindelige retfærdighed, som mennesket var i besiddelse af før faldet. Men menneskets natur og de dertilhørende naturlige kræfter forbliver intakte. Dette gælder ikke mindst fornuften.
Tridentinerkoncilet (1547-1562 red.) fastslår videre, at i dåben bliver ikke bare syndens skyld tilgivet, men alt, som har karakter af egentlig synd, fjernes. Den døbte troende er uden arvesynd. Det, som bliver tilbage, er ”en gnist” (‘fommes peccati’), en tendens i retning af gerningssynd. Men denne tendens/lyst (concupiscentia) regnes ikke som synd i sig selv. Arvesynden er fjernet i dåbens sakramente. Det, som bliver tilbage, er gerningssynder. Disse kan den troende efterhånden overvinde ved at bruge kirkens sakramenter. På baggrund af dette forstår man også, hvorfor man ikke kan gå med på det lutherske ”samtidig synder og retfærdig”.
Det betyder konkret, at både menneskets fornuft og dets vilje ifølge romersk teologi er i stand til at samarbejde med nåden i retfærdiggørelsen. Og når nåden forstås som en ”kraftindsprøjtning”, som inspirerer til hellighed og kærlighed, så forstår man, hvorfor romersk teologi tænker, at et menneske er retfærdigt i samme grad, som det er helliggjort. Når de menneskelige evner og kræfter ikke er væsentligt skadet på grund af syndefaldet, så er mennesket i stand til at medvirke.
Som vi tidligere har påpeget, hviler det pavelige tolkningsmonopol over for Bibelens budskab på tesen om Bibelens uklarhed. I kraft af dette krav på herredømme over bibelforståelsen afviser Rom den paulinske lære om retfærdiggørelsen. Fra luthersk side vil man her hævde, at denne afvisning er udtryk for menneskets forsøg på at etablere sin egen hellighed, fordi man tager anstød af Bibelens lære om, hvor dybt og gennemgribende syndefaldet faktisk er.
Ordet skaber liv af døde
Det Nye Testamente lærer entydigt, at det faldne menneske er dødt (Ef 2,1ff.). Den, som er død, er ikke i stand til at tage sig sammen eller bestemme sig for, at nu vil han stå op fra de døde. Den, som er død, er ikke i stand til at tage imod instruktioner for, hvordan han skal genoplive sig selv. Men vor Herre Jesus Kristus er den, der skaber liv af døde.
Og her er hemmeligheden: Ligesom Jesus råbte ind i Lazarus’ grav og ved sit skaberord kaldte ham tilbage til livet (Joh 11,43f.), sådan skaber Den Hellige Ånd liv af døde hos en synder, som hører og tager imod evangeliet. For evangeliet er et sådant ord, et ord med skaberkraft (Rom 1,16f.): ”Hør, så skal du leve!” (Es 55,3).
Lazarus manglede enhver forudsætning for at kunne gøre noget som helst, forstå noget som helst og være noget som helst andet end et stinkende lig (Joh 11,39). Sådan også med det faldne menneske. Og til sådanne døde syndere, ”uden Gud og uden håb i verden” (Ef 2,14), bøjer Jesus sig ned i nåde: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, der hører den, skal leve” (Joh 5,25).
Efter at Lazarus er stået op fra de døde, gør han nok mange gode gerninger. Han lever jo! Men det, han gør efter at have fået livet som gave, er ikke årsag til, at han får livet.
Oversættelse: Mikkel Vigilius
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Jan Bygstad
Jan Bygstad, Bergen, præst i Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn.