Første Petersbrev I
Peter skrev sit første brev til kristne, som levede i et verdsligt samfund og mødte modstand for troens skyld. Det er et opmuntrende og trosstyrkende brev. Det retter opmærksomheden mod de kristnes åndelige og evige rigdom i Jesus og i himlen. At få syn for den rigdom er kilden til en frimodig tro og til et sandt kristenliv midt i en verdslig sammenhæng.
Gud bruger syndere
”Fra Peter…” (kap. 1,1). Det er de første to ord i Første Petersbrev. I al deres enkelhed rummer de et befriende evangelium.
Hvem er det, Gud vil kalde som vidner og tjenere? Hvem er det, Gud vil bruge? Det er netop sådan nogle som Peter! Mennesker, som har syndet og svigtet gang på gang, men som netop derfor er vokset i glæden over Guds grænseløse nåde i Jesus.
Ingen andre kan vidne sandt om nåden end de, som selv lever af den. Ret forstået kan vi aldrig sige: ”Gå til korset!”, men kun: ”Kom til korset!”. Vi må selv leve af den nåde, som vi rækker til andre. Netop det gjorde Peter!
De to største syndere
I Apostlenes Gerninger er der to hovedpersoner. I kapitel 1-8 er det Peter, og i kapitel 9-28 er det Paulus. Det er tankevækkende, at netop disse to apostle blev udvalgt af Gud til at få de mest fremtrædende roller i tjenesten for evangeliet. Det var de to, som var faldet dybest.
Paulus havde forfulgt, fængslet og medvirket til at dræbe de kristne, og han havde straffet dem, hvis de ikke spottede Jesu navn (ApG 26,11). Netop han blev kaldet af Gud til omvendelse, frelse og tjeneste.
Og han blev det med ét bestemt mål for øje. Gud ville på Paulus åbenbare sin nåde i hele dens storhed (1 Tim 1,15-16). Gud valgte den største af alle syndere, for at mennesker til alle tider, skulle kunne se på Paulus og vide, at hvis Guds nåde kunne frelse en mand som ham og føre ham ind i himlen, så er der håb også for en synder som mig!
Peter havde store tanker om sig selv, sin trofasthed og sin villighed til at lide for Jesus:
”Om så alle andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” (Matt 26,33).
Men netop det gjorde Peter. I klare ord nægtede han at være Jesu discipel. Han bandede og svor på, at han ikke kendte ”det menneske, I taler om!” (Mark 14,71). Den aften svigtede Peter på en sådan måde, at han efterfølgende stod helt uden ære.
Men på en underlig måde var dette fald selve forudsætningen for, at han kunne blive en tjener for nådens evangelium.
Jesus kan ikke bruge tjenere, som har deres glæde i, at de er hævet over andre mennesker i fromhed, godhed og udholdenhed. Der er ganske vist ikke ende på kristelige bøger, som søger at give gode råd og anvisninger på, hvordan vi netop kan blive kristne, der hæver os over det gennemsnitlige og får et liv, der virkelig hænger sammen og lever op til Guds ønsker og mål.
Og det ligger i vores selvretfærdige natur at tænke, at hvis vi når frem til et sådant liv, så kan vi for alvor være vidner. Da kan vi med fuld frimodighed træde frem og vidne om … ja, om hvad? Om os selv og vor fremragende kristendom? Intet kunne være fjernere fra apostlenes tjeneste og vidnesbyrd. Apostlene siger snarere det modsatte: ”Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus” (2 Kor 4,5). Og hvad prædiker de om Jesus? De prædiker dette: ”Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største” (1 Tim 1,15).
Jesus kan kun bruge syndere, som selv lever af nåden. Det gjorde Peter ikke før skærtorsdag aften. Frem til denne aften havde han alle sine høje idealer i behold. Men den aften fik hans åndelige selvtillid et knæk, som han aldrig kom sig over. Han oplevede sig selv gøre noget, som han ikke anede fandtes i ham som en mulighed. Det blev klart for ham, at han var helt anderledes, end han havde troet.
Men netop her, i den ydmygende erfaring af sin egen svaghed og synd, formedes Peter til en tjener for nådens evangelium. For ”hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig” (Rom 5,20 DO 1948).
Pinseprædikenen
Det kan virke paradoksalt, at det netop var Peter, som pinsedag trådte frem på vegne af den kristne menighed og forkyndte evangeliet for jøderne i Jerusalem. Nogle af disse jøder havde for kort tid siden hørt ham fornægte Jesus. Hvordan skulle de kunne tage imod hans vidnesbyrd?
Svaret er, at ingen kunne prædike for jøderne som Peter. For hvad var det, han skulle prædike?
Peters budskab var, at Messias var kommet! Han, som jøderne havde ventet i århundrede efter århundrede, han var endelig kommet. Gud havde sendt frelseren til dem og havde udpeget ham for dem ved undere og tegn og mægtige gerninger. Han havde sagt det højt og tydeligt fra himlen:
”Dette er min elskede søn!” (Matt 3,17)
Og hvordan havde jøderne så reageret? Peter siger det lige ud i sin prædiken:
”Ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham” (ApG 2,23).
Jøderne havde grebet Messias og havde overgivet ham til hedenske afgudsdyrkere, for at de kunne håne ham, pine ham, spotte ham, hænge ham op på forbandelsens træ og slå ham ihjel. Det var, hvad jøderne havde gjort ved deres Messias! En større og mere forfærdelig synd var næppe tænkelig for jøderne. Ingen af dem kunne være i tvivl om, at de, som havde gjort dette, var under Guds vrede, dom og forbandelse.
Hvorfor kunne netop Peter prædike dette budskab? Fordi han selv havde fornægtet Messias og havde vendt ham ryggen. Peter var ikke anderledes eller bedre end dem, han talte til. Han talte som en synder til andre syndere. Og hans mål og ønske var at vidne for dem om, at der var nåde og frelse at få – også for dem! Det kunne Peter vidne om, for han havde selv mødt denne nåde. Pinsedag rakte Peter den gave frem, som han selv havde fået: syndernes fulde forladelse for Jesus skyld (ApG 2,38)!
Guds opdragelse
Peters liv er et stærkt eksempel på, hvordan Guds handler med os, når han vil gøre os til sine børn og sine tjenere. Det kan ikke ske, uden at vi erkender og erfarer synden hos os selv.
Guds endemål er at give os den levende glæde over nåden i Jesus. Men den findes kun hos dem, som har et levende behov for nåden. Derfor hører det til det mest grundlæggende i Guds gerning med os, at han lader os erkende og erfare den synd, som bor i os. Gud tager al vor egen ære og herlighed fra os, lader os se og erfare syndens kraft og dybde i vort indre og lader os forstå, at vi kun har én ting at håbe på: nåden i Guds hjerte, som Jesus har bragt frem.
Det er Gud, som virker dette i os. Det er vigtigt. Den sande og levende erkendelse af synden er hverken noget, vi kan eller skal presse frem hos os selv. Vi har kun én ting at gøre: åbne vore ører og hjerter for Guds ord og leve i en stadig modtagelse og tilegnelse af dette ord. Så vil Gud selv gennem ordet gøre den gerning med os, som vi har behov for.
Med sin lov afslører Gud den uendelige afstand mellem det, han kalder os til at være, og det, vi er. Han viser os, at vi er bestemt til at have Guds eget hellige og gode væsen, men at vi i vore hjerter har syndens væsen. Det viser loven os. Den lyser ind i vore hjerter og afslører, hvad vi rummer af åndelig ligegyldighed, hårdhed, kulde, verdslighed og selviskhed. Det er muligt, at vi udadtil lever anderledes end vantro mennesker, og at vi har været kristne i mange år. Men loven viser os, at på hjerteplanet er der ingen forskel på os og de vantro.
Måske afviser vi lovens afsløring. Vi nægter at tro, at det står så forfærdeligt til med os. Vi er ikke som de ugudelige, verdslige og vantro mennesker! Vi bærer ikke rundt på vantro, ondskab og trods mod Gud i vore hjerter! Vi elsker Gud, og vi vil aldrig vende ham ryggen. Om så alle andre gør det, vil vi ikke gøre det!
Er det sådan, vi tænker og har det, så kan Gud blive nødt til at tage hårdere midler i brug. Han kan blive nødt til lade os erfare, hvordan vi virkelig er!
Når vor kristendom går i stykker
Når Gud lader os erfare syndens virkelighed i vore liv, lader han vor egen gode kristendom gå i stykker. Han fratager os alle de gode åndelige følelser og erfaringer og lader os opleve åndeligt mørke og kulde helt ind i hjertet. Han lukker for ordet, så det intet siger os. Han lader vor bøn smuldre, så vi ikke kan samle vore tanker i sammenhængende bønner. Han fratager os enhver følelse af, at Gud er os nær, at vi har en levende tro, og at Ånden virker i os. Gud kan gå så vidt, at han lader os falde i en synd, som vi aldrig havde drømt om at falde i. En synd, som efterlader et varigt mærke i vort sind og vort liv. Måske en synd, som andre får kendskab til, og som huskes. En synd, som gør, at vi aldrig kan opbygge nogen ære i menneskers øjne. Men hvis det er det, som skal til, for at vi kan få brug for Guds nåde, så er Gud villig til at gøre det. Han gjorde det i Peters liv, og han gør det i vore liv – af kærlighed til os og for at frelse os!
Den svenske prædikant C.O. Rosenius formulerer det sådan: ”Kan du ikke bevares ydmyg, men begynder at tænke stort om dig selv, så slipper Gud en djævel løs på dig, lader dig komme i store fristelser, ja lader dig falde i synd og blive rent til skamme. Med det er der mindre tabt, end hvis du blev i dit hovmod. For da ville alt være tabt.”
Rige tiggere
Det er underligt, at den skamfulde Peter, som møder Jesus efter hans opstandelse, er i en usammenligneligt langt bedre tilstand end den selvretfærdige Peter, som ved påskens begyndelse lover Jesus, at han aldrig vil svigte ham. Efter sit fald skærtorsdag aften er al Peters egen hellighed og fromhed brudt sammen. Han har kun ét at håbe på: nåde! Men netop da er Peter evigt rig, velsignet og frelst! Gennem sit fald når Peter frem til at bygge sin tro og frelse ene og alene på Guds nåde for Jesu skyld. Og bedre kan det ikke blive.
For hvad gælder for det menneske, som kommer til Gud og beder om nåde og frelse for Jesu skyld? Han modtages af Gud med åbne arme, renses for al synd, iklædes Jesu egen retfærdighed, får plads med Jesus i himlen og får del i hele den himmelske verdens åndelige og evige velsignelse. Den frelste synder stilles ved Jesus side over for Gud, lige så hellig og ren for Gud som Jesus, med Jesus til bror og Gud til far. Derfor kan det lyde det fra Jesus til Peter og til enhver frelst synder: ”Min fader og jeres fader, min Gud og jeres Gud” (Joh 20,17). Det er virkeligheden for alle, som beder Gud om nåde og frelse for Jesus skyld. Vi er lige så gode, hellige og velbehagelige i Guds øjne, som Jesus selv er det, og alt hans er vort – i evighed!
Guds mål for os er at lede os til Jesus. Men det sker kun ved, at vi lider nederlag med al vor egen fromhed og godhed. ”Kristendom handler ikke om præstation, men om kapitulation.” For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere.
Indefra er det noget andet, vi ønsker. Vi ønsker at opleve os selv gode, fromme, vellykkede og sejrende. Og umiddelbart tænker vi, at det også er det, Gud ønsker for os. Men Gud har et andet og langt bedre mål. Som det er blevet sagt i poetisk form:
”Den drøm, som dybest i dit hjerte rinder,
er den at stå, som ubesejret vinder.
Men det som står som målet for din skaber,
er måske drømmen om den gode taber.”
Guds mål er anderledes end vores, og hans mål er bedst! Intet er bedre for os end at miste vort eget og få alt i Jesus alene. Da er vi lige frelste, rige og velsignede til enhver tid, uanset hvordan det går med os selv og alt vort eget. Vi er frelste i liv, død, dom og evighed – ved Jesus alene. På den baggrund forstår vi sandheden i Rosenius’ ord:
”Heller må du ligge
dybt i støv og tigge
nåde i hans blod,
end som selvretfærdig,
hellig stærk og værdig,
have trøst og mod.”
På tiggerpladsen kommer Jesus os i møde, renser os for al synd, giver os barnekår hos Gud, åbner himlen for os og giver os hele det evige livs rigdom. Rigere kan vi ikke blive. Derfor er det sandt, som Thomas Kingo siger det:
”Det er nåde her at ligge,
det er rigdom her at tigge.”
Peters andet fald
Fra begyndelsen af sin tjeneste havde Peter et stærkt syn for, at vi frelses ved nåden i Jesus alene. Ingen af os har noget at rose sig af over for andre, og derfor er det Guds gode gerning, når han tager det fra os, som vi troede, vi kunne rose os af. Nådens evangelium var levende for Peter, da han pinsedag stod frem og prædikede i Jerusalem. Så meget mere alvorligt er det at læse om Peters åndelige tilstand en snes år senere.
Da er Peter i Antiokia i en menighed, som består af både jøder og hedninger (Gal 2,11-21). Menigheden får besøg af nogle vranglærere, som hævder, at kristne jøder ikke må spise sammen med kristne hedninger. De jødekristne skal holde de gamle spiseforskrifter, som skiller jøderne ud som et særligt helligt og særligt rent folk. Peter lytter til vranglærerne og lader sig forlede af deres ord. Han trækker sig tilbage fra hedningerne og begynder at opbygge en særlig jødisk hellighed og renhed i tillid til, at det vil gavne ham over for Gud.
Det er rystende at læse. Peter glider væk fra nådens evangelium, og med sine ord og handlinger forfører han andre mennesker væk fra troen på Jesus. Han, som pinsedag talte med åndelig kraft og klarhed om jødernes synd og om den uforskyldte nåde i Jesus, han har mistet både klarheden og kraften i sin forkyndelse. Hans forkyndelse er nu en ulyksalig og uklar sammenblanding af lov og evangelium, som forleder mennesker til at tro dels på sig selv og dels på Jesus. Det er en tale, som uundgåeligt fører mennesker ind under loven og dermed ind under Guds dom.
I denne situation sender Gud en mand til Peter for at hjælpe og frelse ham. Manden er Paulus. Han kender Peter, og han har tidligere oplevet, at Peter som den første af apostlene modtog ham som en bror i Kristus (Gal 1,18). Paulus elsker Peter, og han har en inderlig nød for hans frelse. Derfor er det også magtpåliggende for Paulus, at hans kære åndelige bror må blive revet ud af sin åndelige vildfarelse. I Antiokia træder Paulus op midt i menigheden og irettesætter Peter med stærke, klare og vækkende ord. Det er ikke svært at forestille sig, at han har talt med tårer i øjnene og en stemme, der dirrede af lidenskab. For han så, hvad der stod på spil, og det var afgørende, at Peter kom til at se det samme. Det handlede om den evige frelse, og den kunne kun vindes på én måde: ved Jesus alene. Det var dette evangelium, Paulus ville kalde Peter tilbage til, og derfor fremholdt han det og gentog det for ham gang på gang, om det dog måtte nå frem og skabe tro og åndelig klarhed i Peters hjerte på ny (Gal 2,11-21).
Ny begyndelse på nådens grund
Hvad skete der i forlængelse af Paulus’ ord til Peter? Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men vi ved én ting: Peter kom tilbage til den tro på nåden og den tjeneste for nådens evangelium, som han var kommet væk fra. Deri ligger der et stort evangelium for os.
Det er en vedvarende fare for alle kristne, at troens liv i hjertet kan visne og dø. Ligesom troen skabes og fornyes i det nære samliv med Gud, i stilheden for hans ansigt og i den personlige tilegnelse af hans ord, sådan visner troens liv i vore hjerter, når vi forsømmer at modtage Guds ord som livets brød til os selv:
”Mit hjerte er svedet og vissent som græs, thi jeg glemmer at spise mit brød” (Sl 102,5 DO 1931). Mange kristne har gjort erfaring af dette og har mærket, hvordan troens glæde og frimodighed gradvist er forsvundet fra hjertet, verdslige tanker og bekymringer er begyndt at fylde sindet, evangeliet er blevet en teoretisk lære, og deres vidnesbyrd om Jesus er blevet som sand ud af munden. I den situation kan tanken komme til os, at vi er færdige som kristne. Det åndelige liv er udslukt hos os; glæden over nådens rigdom er væk; vi er udenfor, når andre synger og vidner med glæde og tak om Jesu frelse; vi havde det selv på den måde engang, men nu er det slut, og derfor må vi også regne med, at det for altid er slut med at tjene Jesus og vidne om ham.
For godt 100 år siden arrangerede den amerikanske prædikant Charles L. Moody en stor møderække i Chicago. Han lejede et stort telt og inviterede en række prædikanter, som han havde tillid til. Blandt andre inviterede han en præst fra England, som han tidligere havde lyttet til med stor glæde. Da den engelske præst skulle prædike, sad Moody bagest i teltet ved siden af en god ven. Midt under prædikenen skubbede Moody til sin ven og gav tegn til, at de skulle gå ud af teltet. Udenfor stod de to mænd et øjeblik over for hinanden. Så sagde Moody med sorg og alvor i stemmen:
”Vi kan lige så godt købe returbillet til ham med det samme. He has lost his unction. Han har mistet sin salvelse, sin åndelige kraft og klarhed.”
Mange kristne har hørt beretningen om Moody og den engelske præst og har følt sig ramt. De har genkendt sig selv i den engelske præst. Troens åndelige klarhed, glæde og kraft er forsvundet fra deres hjerter. Tidligere har de kunnet både synge, tale og vidne om Jesus med glæde og glød. Men sådan er det ikke mere. Hjertet er tørt og tomt, og de frygter, at det er for altid – at der ikke går nogen vej tilbage til den første tros glæde, kraft og liv.
I den situation er det kolossalt trøstende at se på Peters historie. Han havde også mistet troens liv, kraft og klarhed. Men for Peter sluttede det ikke her! Gud kaldte ad ham på ny, og da Peter vendte om, blev han modtaget med åbne arme på nådens grund. Gud talte til ham igen og gjorde den samme gerning gennem sit ord, som han havde gjort før, til fornyet trosglæde, fornyet lidenskab for det frigørende evangelium og fornyet klarhed og kraft i vidnesbyrdet om Jesus.
Sådan handlede Gud med Peter, og sådan handler han med os. Han begynder forfra med os på nådens grund, hver eneste gang vi vender tilbage til ham og til hans ord.
”Er vi utro, forbliver han dog tro” (2 Tim 2,13).
Uanset vore svigt, vor utroskab og vor åndeligt døde og tørre tilstand, så kan og vil Gud ved sit ord skabe fornyet tro på Jesus i vore hjerter, fornyet glæde over nåden og fornyet klarhed og kraft i vort vidnesbyrd:
”Husk ikke på det, der skete tidligere, giv ikke agt på fortiden; nu skaber jeg nyt, nu spirer det frem, ved I det ikke?” (Es 43,19).
Den sidste del af Peters tjeneste blev ikke mindre åndeligt rig end den første. Det vidner hans breve om med al ønskelig klarhed. De er begge skrevet efter, at Peter kom tilbage til nådens evangelium. Vi får lov at læse disse breve som et levende vidnesbyrd om, hvad Gud ved sit ord og evangelium kan og vil gøre i vore hjerter, uanset hvor åndeligt tørre og tomme, vi oplever dem nu.
Peters liv er et vidunderligt vidnesbyrd om Guds nåde mod syndere. Men det er ikke kun Peters liv, der vidner om Guds nåde. Det gør hans ord også. Det skal vi få rig anledning til at se i den videre gennemgang af Peters første brev.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2010. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Mikkel Vigilius
Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.