Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Lidelse i korsteologiens perspektiv

Om hvordan den lutherske korsteologi forholder sig til lidelsen som god og nødvendig - modsat herlighedesteologien.

Introduktion v/Mikkel Vigilius

Herlighedsteologi og korsteologi er to uforenelige måder at tro på. Forskellen viser sig tydeligt, når vi møder lidelse.

Ifølge herlighedsteologien må Guds godhed og magt vise sig i, at han befrier sine børn for al lidelse her i livet. Herlighedsteologien ligger i vores menneskelige natur, og den ligger os alle nær. Korsteologien tror, at Gud åbenbarer sin godhed og magt i det, som ser svagt ud, og at lidelsen kan være Guds vej til herlighed.

Sådan var det, da Jesus i svaghed og lidelse døde på korset. Korset var Guds endegyldige åbenbaring af sig selv, og ved korset åbnede Gud døren til Himlen for os. I vore liv som kristne bruger Gud svaghed og lidelse til at knytte os til sig selv, ligedanne os med Jesus og føre os frelst hjem til Himlen. Det er disse centrale sandheder, Adam Welton fører os ind i sin artikel.

Adam Welton er præst i to lutherske kirker i Reliance, South Dakota, USA. Han citerer i artiklen en række amerikanske lutherske teologer og teologer fra bekendelsesskrifternes tid. Artiklen er forkortet af redaktionen.

Korsteologi og herlighedsteologi

Al kristen teologi handler om én bestemt begivenhed: korset. Uden korset i centrum for al teologi kommer teologien til at handle om mennesket. Skriften formidler historien om Guds plan til frelse for synd. Der er en bevægelse i Skriften, som leder os fra faldet til korset og fra korset til kirken, hvor korsets velsignelser modtages. Det centrale i kirken er intet andet end korsets begivenhed.

Formuleringerne ‘korsteologi’ og ‘herlighedsteologi’ kommer begge fra dr. Martin Luther. Luther talte for første gang om korsets teologi i sine teser ved Heidelberg-disputationen 25. april 1518.

Heidelbergteserne sætter korsteologien op som modsætning til herlighedsteologien. De to teologiske standpunkter er diametralt modsatte. Den modsætning bliver tydelig, når de grundlæggende synspunkter bliver sat op i et skema:

Herlighedsteologi 3

Korsteologi

Gud er synlig

Gud er skjult

Skuen

Tro

Passer med den menneskelige fornuft

Er en anstødssten for den menneskelige fornuft

Gud virker i sin magt

Gud virker i sin svaghed

Mennesket har en fri vilje

Mennesket er en slave af synden

Mennesket bliver retfærdiggjort af lovgerninger

Retfærdiggørelsen sker ved tro og er alene en gave i Kristus

Kendetegnet ved enten fortvivlelse eller hovmod

Kendetegnet ved en ydmyg tillid til Kristus

Den centrale forskel

Punkt fire i skemaet stiller en Gud, der virker i magt og vælde over for en Gud, der virker i svaghed. Det er det vigtigste punkt. Det er her, vandene deler sig med hensyn til forventningerne til Gud. En herlighedsteolog forventer at se Gud vise sig i sin magt. Han ser ikke Gud komme til mennesker i deres lidelser, men kun i deres succes.

Den amerikanske litteraturprofessor Gene Veith beskriver, hvordan herlighedsteologien kommer til udtryk i kristne boghandler:

I dag er hylderne også her fyldt med anvisninger til at bruge Gud som instrument til sin egen sundhed, lykke eller rigdom (…) På omslaget bliver der ivrigt lovet guld og grønne skove, som om man ved at følge bestemte trin kan få familieproblemer til at forsvinde, få kroppen til at gøre, som man vil, få økonomiske problemer til at opløse sig selv – eller løse landets problemer, få kirken til at vokse og leve lykkeligt til sine dages ende.”4

Veith påpeger, hvordan mennesker bruger Guds ord til at skabe metoder, der skal gøre livet bedre. Den slags bøger giver ikke de løfter, som vi finder i Skriften, men bruger Guds ord til at skabe metoder til at opnå fuldkommenhed i dette liv. Hvis vi følger disse metoder, skriver Veith, så vil vi ifølge herlighedsteologien ”leve lykkeligt til vore dages ende”. Så er Gud til stede i magt og succes, og livet reduceres til et eventyr.5

En korsteolog derimod ved, at Gud åbenbarer sig selv i svaghed og hjælper mennesket i dets svaghed. I Es 53,2 står der, at der ikke er nogen storhed over Herrens tjener, der kommer for at frelse verden. Esajas beskriver ikke alene, hvordan der ikke var noget ved Kristus, der fik ham til at tage sig betydningsfuld ud, men også at han ville blive forkastet og ikke være kendt med magt og styrke, men med sorg og sygdom (Es 53,3). Kristus, der er sand Gud, aflægger sin magt og styrke for at blive et menneske, så han kan vinde frelsen for mennesket. Om denne frelser siger Esajas:

Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Es 53,4-5).

Vi er helbredt ved Kristi sår. Her er det Kristi straf, der giver os fred midt i lidelsen. Det er her, korsteologen ser Gud, for det er her, Gud har åbenbaret sig for menneskeheden i sin søn Jesus Kristus. Kristus kom ikke i kraft og styrke, men i den ydmyghed, som Esajas beskriver. Mennesket ville aldrig selv have valgt, at Gud skulle gøre sin gerning på den måde. Men sådan valgte Gud altså at gøre sin gerning for mennesket.

Herlighedsteologisk forkyndelse

Luther peger på, at Kristi lidelser er nødvendige for at frelse os fra vores lidelse. Det er her, vi skal begynde, hvis vi forstå lidelsen i lyset af Kristi kors.

Vi må som udgangspunkt have, at ”alle kristne må være klar over, at lidelsen ikke kan undgå at komme”.6 Det er det første punkt, hvor korsteologien adskiller sig fra herlighedsteologien. Herlighedsteologien prøver at undgå lidelse. ”Den moderne kultur fortæller os, at smerte og lidelse bare er en del af livet, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå begge dele.”7 Den tankegang siver ind i mange kristnes tro. Professor Richard C. Eyer skriver:

Hvis et menneske har det tragiske livssyn, at det handler om at være lykkelig for enhver pris, og at lidelsen i livet ikke har nogen værdi, så vil den pågældende uvægerligt holde sig til herlighedsteologien og prøve at undgå lidelse – og måske til sidst ende i fortvivlelse og selvdestruktiv adfærd eller ligefrem selvmord.”8

Eyer påpeger, hvordan den verdslige tankegang baner sig vej ind i kirken.

Den iagttagelse bliver understreget af en hurtig gennemgang af nogle af de største kirker i USA. Tv-prædikanten Joel Osteen skriver:

At leve det bedst tænkelige liv her og nu indebærer, at man er begejstret over det liv, Gud har givet. Det indebærer, at man tror på, at der venter en endnu flere gode ting i fremtiden, alt imens man lever i nuet og nyder det i fulde drag (…) Guds folk bør være de lykkeligste mennesker på jorden. Og hvorfor? Fordi vi ikke alene har en fantastisk fremtid, men også kan nyde livet her og nu!”9

I Osteens optik retter håbet sig ikke bare mod fremtiden og det evige liv, men det er lige her og nu. Gud ønsker, at mennesker skal have et fantastisk liv, og der er intet – ud over dig selv – der kan forhindre Gud i at give dig det liv: ”Det er udelukkende din mangel på tro, der sætter grænser for Gud.”10

Joel Osteen betragter lidelse som et udslag af mangel på tro. Når vi står midt i lidelsen, ser vi ikke en nådig Gud, der har omsorg for os, men en Gud, der er vred og fortørnet på os, fordi vi ikke har tro nok.

Forskellen i sjælesorg

Herlighedsteologien forholder sig til lidelsen ved at prøve at affærdige den eller tænke sig ud af den. At tænke sig ud af lidelsen vil sige at ophøje sig selv og søge hjælp i sit eget selv og ikke hos Gud. Når man vender sig indad mod sig selv, er det umuligt at vende sig til Gud.

Herlighedsteologien benægter også det forhold, at vi ikke altid er i stand til at gøre noget ved lidelsen. Vi kan ikke altid lindre smerte, fortræd, tab eller fysiske problemer. Hvis man henviser et menneske til positiv tænkning for at lindre lidelsen, gør man det menneske uret og fornægter situationen, som den er.

Tag for eksempel en mand, der er ved at dø af kræft. Lægerne har gjort alt, hvad de kan, og der er ikke mere at gøre. Herlighedsteologen smiler og siger til den syge og hans familie, at det hele nok skal gå. Korsteologen siger, at manden er ved at dø: Vi må se i øjnene, at han ligger for døden, og at vi ikke kan gøre noget.

Korsteologen nægter ikke, at Gud kan udføre undere, og at han nogle gange gør det; men han ved også, at det er ikke er det almindelige, at Gud arbejder på den måde. Når et menneske ligger for døden, tilbyder herlighedsteologen et falsk håb om undere, hvor korsteologen giver et sandt håb om syndernes forladelse og evigt liv for Jesu Kristi skyld.

Lidelsen – en konsekvens af syndefaldet

Selv om vi ved, at vi kommer til at møde lidelse, og at vi ikke kan forhindre det, så hjælper det os ikke til at forstå lidelsen som sådan. Det svarer ikke på de spørgsmål, der dukker op, når vi selv eller nogle af vores kære bliver ramt af lidelsen. Det svarer ikke på spørgsmålet om, hvorfor visse onde mennesker ikke bliver ramt af lidelsen, og hvorfor gode mennesker gør. For at forholde os til det spørgsmål må vi først se på, hvor lidelsen kommer fra.

Lidelsen var ikke en del af den verden, Gud skabte, og som han sagde var god. Lidelsen kom ind i verden sammen med synden:

Smerten, lidelsen og døden kom ind i Guds gode og fuldkomne skaberværk ved Adam og Eva og deres synd. Da Gud skabte denne verden, inklusive Adam og Eva, skabte han ikke smerte og lidelse som en del af sit skaberværk. Den smerte og lidelse, som vi oplever i verden, er tværtimod et resultat af synden, der kom ind i verden.14

Første Mosebog 3 skildrer lidelsen som et resultat af syndefaldet. ”Denne nedarvede defekt er en skyld, der gør, at vi alle er i unåde hos Gud, at vi ’fra naturens hånd er vredens børn’ på grund af Adam og Eva, sådan som apostlen skriver det i Romerbrevet 5,12.15

Alle mennesker er ramt af arvesynden og dermed underlagt straf: ”Arvesyndens straf og løn, som Gud har lagt på Adams børn og på arvesynden, er døden, den evige fortabelse og andre legemlige og åndelige byrder – såvel timelige som evige – ’djævelens tyranni og herredømme’.”6

Reformatorerne vidste, at sammen med synden kom ikke alene den evige fortabelse, men også timelige byrder. I vores amerikansk-lutherske kirke bekender vi hver søndag: ”Jeg fattige og elendige synder bekender for dig alle mine synder og misgerninger, ved hvilke jeg for evigt har forbrudt mig mod dig og rettelig fortjener din timelige og evige straf.”17

Vi ved, at der er såvel en timelig som en evig straf, men ofte forestiller vi os ikke straffen som lidelse. Vi forbinder ordet straf med fængsel og andre former for strafforanstaltninger i samfundets regi. Men smerte og lidelse er en del af straffen for synd. Vi kunne godt ønske os, at der ikke fandtes smerte i verden, men forbandelsen i 1 Mos 3,16-19 siger klart og tydeligt, at smerte er en del af straffen for synd.

Forholdet mellem synd og lidelse

Men betyder det, at smerte og lidelse altid kan knyttes til en bestemt synd?

Svaret er både ja og nej.

Nogle gange kan lidelsen knyttes til en bestemt synd. Det er lettest at se, når Gud fortæller os det ved en profet. Når Israels folk bliver sendt i fangenskab i Babylon, forklarer Gud ved profeterne Esajas, Daniel og Jeremias, at det var et resultat af Israels synd. Ved profeten Amos udpensler Gud detaljerne i de synder, som Nordriget begik, og som førte til, at Gud straffede dem. Det er straks vanskeligere og mere farligt at knytte lidelse til en bestemt synd, når vi ikke har et direkte ord fra Gud.

Det kan god gå an at sige, at en alkoholiker, der har fået en leversygdom, lider på grund af sin synd. Man kan også se en forbindelse, når et menneske lever et udsvævende liv og senere pådrager sig en kønssygdom. Men man skal være forsigtig i den slags sager. Det kan godt være sandt i visse tilfælde, men ikke nødvendigvis i alle tilfælde. Hvis man drager den slutning på et forkert grundlag, kan det medføre megen smerte og lidelse.

Jo, vi skal forkynde Guds lov, men vi skal vælge vores ord med stor omhu og i kærlighed til den pågældende. Loven arbejder allerede i dem i selve lidelsen. Vi risikerer at drive den pågældende ud i dyb fortvivlelse, hvis vi bliver ved med at slå dem i hovedet med loven.18

Når det er sagt, skal vi heller ikke fornægte det, når der er en tydelig forbindelse mellem synden og lidelsen.

I de fleste tilfælde lider mennesker imidlertid, uden at der er en bestemt synd, der forårsager deres lidelse. Lidelsen er simpelthen en del af livet i det faldne skaberværk.

Jo, det onde forårsager lidelse – men ikke altid. Vi klager jo ofte over, at de onde tilsyneladende ikke bliver ramt af lidelse.

Der ligger ikke altid noget ondt bag en bestemt lidelse – måske er det endda sjældent, at der gør.

Kærlighed kan forårsage lidelse. Skønhed kan være årsag til lidelse. Børn, der skriger for at få dækket deres behov, kan forårsage lidelse. Alle hverdagens besværligheder og bekymringer kan forårsage lidelse. Men det gælder for alle disse ting, at vi ikke vil kalde dem onde. Vi må skelne mellem lidelsens problem og det ondes problem. Det er falsk lære, som lokker os til at blande de to ting sammen.19

Gud åbenbarer sig i lidelsen

Hvordan skal vi så forholde os til lidelsen? Skal vi simpelt hen prøve at undgå lidelse? Eller må vi forvente at opleve lidelse og forholde os til den, når den kommer? Det første er sådan, verden forholder sig, og sådan herlighedsteologen forholder sig. Det andet er sådan, korsteologen og Skriften forholder sig. Lidelsen er en del af dette liv og denne verden på grund af syndefaldet.

Men selv når vi ved, at lidelsen er en del af verden, har vi kun forstået en del af lidelsen. Den anden del handler om at se lidelsen i lyset af korset. En korsteolog opfatter lidelsen som en del af denne verden og prøver ikke bare at hjælpe mennesker med at undgå lidelse. Hvad gør korsteologen så? ”Sjælesorg består i at hjælpe den lidende til at relatere korset såvel til deres lidelse her og nu som til deres håb om livet efter dette.”20 Korsteologen hjælper den lidende til at fortolke sin lidelse i lyset af korset.

I Skriften er er der en forbindelse mellem lidelse og synd og mellem tilgivelse og helbredelse. Jesus går altid rundt blandt mennesker og genopretter det faldne skaberværk. Og den gerning fuldendes i hans død på korset. Her er det Gud, der betaler for synden og genopretter skaberværket til fællesskab med ham. Det viser, at ”forbindelsen mellem sygdom og syndernes forladelse er forbindelsen mellem vores hjælpeløshed over for Gud og Jesu kors, hvor Jesus blev vores hjælp.”21

Det er i lidelsens svaghed, vi endegyldigt kan se, at vi har behov for tilgivelse. Når vi oplever at miste kontrol over vores eget liv, forstår vi, at vi ikke er i stand til at selv at løse problemerne i vores liv. Vi har brug for hjælp for at klare vores synd og de lidelser, vi kommer ud for. Her i lidelsen, i svagheden, åbenbarer Gud sig selv. I Kristi lidelse ser vi, at det kun er Gud, der kan tage sig af vores lidelse.

Helbredelser

Når vi står over for korset, ved vi også, at Gud ikke efterlader os alene midt i lidelsen. Gud tilgiver synden og har omsorg for kroppen.

Nogle gange skænker Gud helbredelse til dem, der lider. Vi ved ikke, hvorfor der er nogle, der bliver helbredt, mens andre ikke gør. Og faktisk skal vi heller ikke prøve at besvare det spørgsmål. Det er en del af Guds skjulte sider, som ikke er blevet åbenbaret for os. Og som korsteologer forsøger vi ikke at opnå viden om den skjulte Gud. Vi accepterer, at sådan er Gud. Vi ved, at Gud faktisk helbreder, og at han som regel gør det ad naturlig vej.

Som regel er lidelse en reaktion på smerte.22 Selv om smerte ikke altid ledsages af lidelse, hører smerte og lidelse ofte sammen. Det peger på, at smertelindring også kan lette lidelsen. Og det er noget, Gud gør ved hjælp af læger og sygeplejersker. Nogle gange kan vi ikke fjerne smerten helt, men kun lindre den. Det er også en måde, Gud har omsorg for vores krop på. Men det understreger, at det ikke er vores ansvar som kristne at lindre smerte og lidelse, medmindre vi er sundhedsfagligt professionelle. Vores ansvar er at vise den pågældende hen til korset. For det er der ved foden af korset, at man kan se Gud. Det er der, den lidende finder det sande håb.

Lidelsen er god og nødvendig

Spørgsmålet om, hvorfor vi skal opleve lidelse, dukker ofte op. Eyer skriver: ”Kun Gud ved, hvorfor han valgte at åbenbare sig i lidelsen på et kors. Men hvis det er tilladt at spekulere lidt, er det måske, fordi det er der, vi har mest brug for ham. Eller måske er det der, vi mindst venter at se Gud, og alligevel kommer Gud – på sine egne betingelser af ren og skær nåde.”23

Vi skal ikke lede efter Gud andre steder end i lidelsen, især i Kristi lidelse på korset. Vi kan ikke lade være med at vende tilbage til Kristi lidelser igen og igen, for det bliver det eneste håb, vi har. Luther besvarer dette spørgsmål i en prædiken, han har skrevet om korset og lidelsen til fastetiden:

For det tredje må vi også overveje, hvorfor Herren vor Gud sender os sådanne lidelser. Og grunden er, at han på denne måde ønsker at forme os i sin elskede Søns, Kristi, billede, så vi kan blive som ham her og nu i lidelsen og i det kommende liv i ære og herlighed [jf. Rom 8,29; 8,17; 2 Tim 2,11-12] (…)

En anden grund er, at skønt Gud ikke ønsker at pine og plage os, så ønsker Djævelen det, og han kan ikke udstå Ordet (…)

En tredje grund er, at det også i høj grad er nødvendigt, at vi lider, ikke alene for at Gud kan vise sin herlighed, kraft og styrke mod Djævelen, men også for at denne skønne skat ikke bare skal gøre os søvnige og sikre på os selv, hvis vi ikke oplever modgang og lidelse (…)

Endelig er den kristnes lidelser ædlere og mere dyrebare end alle andre menneskelige lidelser, for eftersom Kristus selv gennemgik lidelser, har han også helliget alle kristnes lidelser.24

Luther giver os her fire grunde til lidelsen. Disse grunde skal ikke forstås som årsager til lidelsen, men som det gode, der kommer ud af lidelsen. Som svar på, hvorfor Gud tillader lidelse, peger Luther i sidste instans på det gode, som lidelsen giver os. Luther henviser til, at lidelsen former os i Kristi billede (i Kristi lidelse på korset), at lidelsen kommer fra Djævelen (fordi vi tror på Gud), at lidelsen beskytter os mod at føle os sikre i vores synd (i gode tider) og sidst, men ikke mindst, at lidelsen er hellig, fordi det er en lidelse i Kristus.

Luther hjælper os dermed til at forstå, at lidelsen ikke er ond, men at den er nødvendig og god. Senere i den samme prædiken siger Luther: ”Eftersom vi altså ved, at det er Gud velbehageligt, at vi lider, og at Guds herlighed viser sig bedre i vores lidelser end på nogen anden måde …”25

Guds herlighed åbenbarer sig i vores lidelse. Først og fremmest for os selv og dernæst for mennesker omkring os. Kristne møder lidelsen på en særlig måde på grund af Kristi lidelse på korset. Vi lider ikke som dem, der ikke har noget håb, men i stedet som dem, der har håb om at blive udfriet fra lidelserne.

Lidelsen og svagheden er det sted, Gud har valgt at åbenbare sig selv for menneskeheden. I vores egen svaghed og lidelse leder Gud os frem til en forståelse af, at vi ikke er i stand til at klare os selv. Ansigt til ansigt med arvesynden viser han os vores egen hjælpeløshed og vores sande natur, der er præget af arvesynden. Og endelig ser vi i Kristi lidelse og død, hvordan Gud har taget sig af alle menneskets lidelser.

Til dem, der lider

Kristne har meget at give til dem, der lider. Det største, vi har at give, er Kristus. Når vi forstår lidelsen i korsteologiens perspektiv, forstår vi lidelsen i lyset af det håb, vi har i syndernes forladelse. Det må vi ikke glemme, når vi taler med mennesker, der lider.

Vi kan tale om håbet om, at Gud helbreder her og nu, men det må ikke blive det, vi fokuserer på. Den trøst, vi giver, er det fremtidige håb, som vi har i Kristus. Det definerer, hvordan vi taler om helbredelse. Helbredelse er ikke længere det vigtigste, men er en gave i tilgift, der peger på noget større.26

I kapitel fire i Matthæusevangeliet understreger evangelisten, at Jesus helbreder legemlige lidelser og ikke kun sjælelige. Dette afsnit bliver forklaret i en note i The Lutheran Study Bible:

helbredelse. De forskellige sygdomme og lidelser, der listes op i v. 24, vidner om, hvordan synden har ødelagt Guds skaberværk. Jesu helbredende undergerninger viste, at Guds Rige var kommet nær, og gav en forsmag på vores endegyldige forløsning fra sygdom og død.”27

Helbredelsen her på jorden viser os kun et glimt af, hvordan det evige liv bliver. ”For selv hvis de er genfødt og ’fornyet i sind og ånd’ [Ef 4,23], så er denne genfødsel og fornyelse ikke fuldkommen i denne verden. Den er først lige begyndt.”28

Når Konkordieformlen taler på denne måde om, at mennesker bliver helliggjort, handler det ikke kun om, at vi skal holde loven, men også om, at legemet genoprettes.

Når vi taler med mennesker om helbredelse, kan vi sige til dem, at det er muligt, at Gud helbreder dem som en forsmag på det, de har i vente i paradiset. Vi kan også sige til mennesker, der ikke har noget håb om fysisk eller psykisk helbredelse, at Gud ikke har forladt dem, og at alt vil blive genoprettet i livet efter dette, så de ikke skal lide mere. Johannes lover os jo i Åbenbaringsbogen, at ”han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Her ser vi, hvordan der bliver vendt fuldstændig op og ned på den forbandelse, der blev udtalt over Adam og Eva og deres efterkommere. Derfor kan vi nu henvise dem, der tilsyneladende ikke har noget håb i dette liv, til at håbe på livet efter dette.

Selvfølgelig kan vi bede om helbredelse,29 men vi tror ikke på, at vores bøn rummer en eller anden helbredende kraft. ”Det er vigtigt, at vi opfatter bønnen ikke som, at vi tager ansvar for liv og død, men som at vi lægger alt over i Guds hænder og finder fred i det.”30

Om der så sker en helbredelse, afhænger derfor ikke af, hvor gode vi er til bede. Vi beder hele tiden om helbredelse i visheden om, at Gud er nådig og god og altid gør det, der er det bedste for os.

Barnets trygge bøn

Vi beder i tro og stoler på Gud, samtidig med at vi frygter ham. Vi føler ofte, det er ubehageligt at tale om at frygte Gud. Men gudsfrygt er ikke det samme som at være bange for Gud. Gudsfrygten hører sammen med vores barnekår hos Gud. Det er en frygt, der opfatter den anden, altså Gud, som en, der altid vil en det bedste. Det er noget helt andet end en slaveagtig frygt. Den slaveagtige frygt opfatter den anden som en, der udelukkende er optaget af sit eget bedste.

Man kan sige, at faderen altid er fokuseret på det, der tjener sønnen bedst, mens slaveejeren er fokuseret på det, der tjener ham selv bedst. Barnekårets frygt er gudsfrygt. Vi frygter Gud på samme måde, som højtelskede børn frygter deres højtelskede far. For vi ved, at Gud altid har fokus på det, der tjener os bedst.

Vi beder i tillid til, at Gud vil gøre det, der er bedst for os. Selv om vi ikke beder om det, der er godt, så vil Gud altid kun give os det, som er godt for os. Den sandhed kender vi, fordi Gud er vores himmelske Fader, der har omsorg for os og tager sig af alle vores behov.

Eyer siger: ”Den rette måde at bede ’Ske din vilje’ på er at stole på, at Gud vil os det godt, og at han er nådig.”31 Og derfor er ”bønnen ikke et redskab, som vi kan kontrollere hans kontrol over vores liv med. Det er snarere en samtale, som Gud begyndte med os, da han etablerede sit forhold til os i dåben. Når vi er hans børn, kan vi bede om alting.”32

Det kristne fællesskabs betydning

Præster bringer nogle ting med sig, som lægfolk ikke bringer med. Præster formidler den hellige dåb og nadveren til dem, der lider. Det er ikke alle, der har til opgave at formidle disse nådemidler til mennesker, der lider. Det, som lægfolket bringer med sig, og som mange præster ikke kan formidle, er det kristne fællesskabs trøst. Præsten kan være til stede og forkynde Guds ords sandhed, men ofte kan han ikke give den samme røst, som en god ven kan.

Det skal vi ikke lukke øjnene for. Gud samler sit folk i fællesskaber, så de kan styrke og opmuntre hinanden. Det er ikke kun noget, der foregår i kirken eller ved sammenkomster i menigheden. Det er, når vi lider, at vi har mest brug for at være omgivet af vores brødre og søstre i Kristus. Det er en af de almindelige måder, Gud bruger til at give jordisk trøst til dem, der lider. Det sker helt naturligt, for eksempel når vi besøger et menneske, der er på hospitalet eller ligger syg derhjemme. Det gør vi, fordi vi er Guds børn, der går ud og gør barmhjertighedsgerninger.

Sammenfatning

Det er altså dette, vi lærer om lidelsen. Og I bør også vænne jer til at skelne nøje mellem Kristi lidelse og al anden lidelse og vide, at hans lidelse er himmelsk, og vores er jordisk, at hans lidelse fuldender alt, mens vores ikke gør noget ud over, at vi bliver formet efter Kristus. Kristi lidelse er derfor en herres lidelse, mens vores er en tjeners lidelse.”33

Hvis vi skal forstå lidelsen, må vi forstå Kristi lidelse på korset. Vi kvalificerer os ikke til Himlen ved at lide. Men ved Kristi lidelse får vi tilgivelsen og det evige liv skænket. Når vi møder lidelse her i verden, forstår vi, at vi ikke kan undgå al lidelse. Når den kommer, ved vi, at vi ser Kristus i vores lidelse og svaghed. Det er her, vi bliver ledt frem til foden af korset, så vi kan blive tilgivet, og så vores krop kan blive genoprettet som en forsmag på det, der venter os i livet efter dette. Og endelig er vores håb ikke rettet mod dette liv, men mod det kommende liv. Når vi selv bliver ramt af lidelse, eller når vi rækker ud til mennesker, der lider, kan vi give den trøst, der kommer fra livet efter dette.

Det er det, vi synger om i Joy F. Pattersons salme ”When Aimless Violence Takes Those We Love” (”Når planløs vold tager dem, vi elsker”, o.a.)

Vor tro er svag, og håbet svinder bort,
men du, vor Gud, er hos os i vor kval,
du sørger sammen med os dag for dag,
du er hos os i sorgens dybe dal.

Din egen Søn har kendt al gru og tab,
han blev forladt og følte spe og spot,
og derfor er du hos os gennem alt,
din kærlighed er nær – og alt er godt.

Så hjælp os, Gud, i modgangs mørke nat
at ta’ imod din nåde og dit mod,
at hvile i din stærke kærlighed
og finde håbet, freden, i dit blod.

Oversat fra “Logia – a journal of Lutheran Theology” af Anette Broberg Knudsen


  1. Ernest G. Schwiebert: Luther and His Times: The Reformation from a New Perspective, (Concordia, 1950), 327.

  2. Ibid., 327-328.

  3. John T. Pless: Studieguide til: On Being a Theologian of the Cross af Gerhard Forde, i: PMM 150, 2-3.

  4. Gene Edward Veith: The Spirituality of the Cross: The Way of the First Evangelicals, (Concordia, 1999), 57-58.

  5. Luther kaldte denne selvforherligende, succes-orienterede, kraftbetonede åndelighed for ’herlighedsteologi’. Det er let at forstå, hvorfor den virker så tillokkende. Selvfølgelig vil vi gerne have succes og opleve sejre og være lykkelige. Vi bliver tiltrukket af enhver religion, der kan love sådan noget.” Veith: The Spirituality of the Cross, 58.

  6. LW 51:198.

  7. Making Sense out of Suffering, (Concordia, 2006), 2.

  8. Richard C. Eyer: Pastoral Care Under the Cross: God in the Midst of Suffering, (Concordia, 1994).

  9. Joel Osteen: Don’t Be Limited by the Lack of Faith”, https://www.joelosteen.com/Pages/Article.aspx?articleid=6517 (tjekket 14.01.19)

  10. Ibid.

  11. Ibid.

  12. Ibid.

  13. Gerhard O. Forde: On Being a Theologian of the Cross: Reflections on Luther’s Heidelberg Disputations, 1518, (W.B. Eerdmans, 1997), 81.

  14. Making Sense of Suffering, 1.

  15. FC SD I:9.

  16. FC SD I:13.

  17. Lutheran Church – Missouri Synod: Lutheran Service Book (Concordia, 2006), 184.

  18. Det er sjældent, at en sygdom kan spores tilbage til en bestemt synd i et menneskes liv. Og skulle der være en forbindelse, rådes sjælesørgeren til at støtte sit sognebarn i selv at opdage synden i stedet for at udpege den for ham.” Eyer: Pastoral Care under the Cross, 46.

  19. Forde: On Being af Theologian of the Cross, 84.

  20. Eyer: Pastoral Care under the Cross, 25.

  21. Eyer: Pastoral Care under the Cross, 58.

  22. Smerte kan defineres som en større eller mindre grad af fysisk ubehag … Lidelse derimod kan defineres som den eksistentielle uro, angst, bekymring eller hjælpeløshed, der undertiden følger med smerten. Lidelse er en reaktion på smerte.” Eyer: Pastoral Care under the Cross, 44.

  23. Eyer: Pastoral Care under the Cross, 48.

  24. LW 51,206.

  25. LW 51,208.

  26. Helbredelse er et håbets tegn om noget større end fysisk velfærd.” Eyer: Pastoral Care under the Cross, 62.

  27. Edward Engelbrecht og Paul E. Deterdin, red.: The Lutheran Study Bible: English Standard Version (Concordia, 2009), 1585. Note til Matt 4,23.

  28. FC EP VI, 4.

  29. Men vi indbydes til at bede imod sygdommenes overmagt.” Eyer: Pastoral Care under the Cross, 61.

  30. Eyer: Pastoral Care under the Cross, 62.

  31. Ibid., 59.

  32. Ibid., 62.

  33. LW 51,208.


    Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2019. Hele bladet kan læses her.

Udgivet af

Adam Welton

Adam Welton, præst i to lutherske kirker i Reliance, South Dakota, USA.

Adam Welton

Adam Welton, præst i to lutherske kirker i Reliance, South Dakota, USA.