Mødet ved trinbrættet

Sådan kom jeg til tro I

Det er et ubeskriveligt stort under, når et menneske kommer til tro på Jesus. Der bliver glæde i himlen, når det sker, og i den kristne menighed glæder vi os med. Hver omvendelse er en påmindelse til os om, at det er muligt for vantro mennesker at blive frelst – også i dag. Gud har magt til at gøre det. Det vil denne artikelserie gerne minde om.

Ida var kun 8 år, da hun mødte den person, som hun mener har haft størst betydning for hendes omvendelse til Jesus. Det var et ganske kort og menneskeligt set helt tilfældigt møde. Dengang gjorde det ikke noget særligt indtryk på Ida. Men da hun godt ti år senere blev kristen, ønskede hun alligevel at finde denne person igen for at sige varmt og hjerteligt tak.

Den ældre dame

Ida Lund blev født i Hillerød og har boet i byen hele sit liv. Hun voksede op i et godt og trygt hjem, hvor hun trivedes, men intet hørte om Gud eller Bibelen. Hun gik heller ikke i søndagsskole, og hendes første møde med det bibelske budskab var derfor kristendomsundervisningen i skolen. Hun mindes ikke, at hun nogensinde bad til Gud som barn.

En februardag i 1977 havde hun som så ofte før været i slotshaven i Hillerød for at lege.

På vej hjem passerede hun den lokale jernbanes trinbræt. Her mødte hun en ældre dame i pensionsalderen. Damen fortalte, at hun var på højskole og pegede over på den nærliggende Luthersk Missions Højskole. Hun fortalte videre, at hun nu var på vej til hospitalet, men at hun ikke vidste, hvordan man kom derhen. Hun spurgte, om Ida kunne hjælpe hende med det.

Ida kendte udmærket vejen til hospitalet og fortalte, at man enten kunne tage bussen, eller også kunne man gå. Gåturen ville tage cirka et kvarter. Hvis det kunne være en hjælp, ville Ida gerne vise vej.

Den ældre dame sagde mange tak for tilbuddet, og så fulgtes de to ad til hospitalet. I dag husker Ida intet om deres samtale undervejs, men da de nåede frem, spurgte damen, om hun måtte få Idas navn og adresse. Det fik hun, og så skiltes de.

Julebreve

Ti måneder senere, lige op mod jul, kom der et brev til Ida. Det var fra Aalborg og indeholdt en lille julehilsen fra den ældre dame, nogle billeder med engle og bibelske motiver og nogle sedler med bibelvers. Ida var meget glad for hilsenen og gemte indholdet. Et år senere kom der et nyt brev med et lignende indhold, og sådan blev det ved år efter år igennem hele Idas skoletid.

Ida svarede aldrig på hilsenerne, men alligevel blev de ved at komme. Med tiden samlede hun en hel bunke af bibelvers og bibelske billeder, som hun gemte i en lille kasse. Det var tydeligt for Ida, at damen fra Aalborg troede på Jesus og vidnede om ham med sine hilsener, og Ida tog positivt imod vidnesbyrdet. Det førte ikke til noget bevidst ønske hos hende om at blive kristen, men det var med til at skabe en åbenhed over for de kristnes tro.

En kristen veninde

Efter folkeskolen begyndte Ida i gymnasiet. Meget hurtigt lagde hun mærke til, at der var en pige i klassen, som skilte sig ud ikke bare ved at tale meget vestjysk, men også ved at være kristen. Hun og Ida blev snart meget gode venner.

Det viste sig dog at være svært for dem at mødes uden for skoletiden. Idas aftener var optaget med violinspil, korsang, folkedans og spejderaktiviteter. Kun mandag aften var fri. Men Idas forslag om at mødes denne aften stødte altid på problemer. Hendes nye veninde var tilsyneladende altid sammen med en bestemt gruppe venner om mandagen. Til sidst spurgte Ida, om hun ikke kunne få lov at møde disse venner. Det var veninden med på, og Ida fik en adresse på en kælderlejlighed, hvor hun kunne møde op mandag aften. På denne adresse ville nogle af vennerne mødes og så køre sammen i bil til Hornbæk, hvor de skulle være sammen. Undervejs ville de samle veninden op. Det lød umiddelbart enkelt og uproblematisk.

Ungdomsmøde

Mandag aften bankede Ida på kælderdøren. Den blev åbnet af en ung fyr, som bød hende indenfor. Da hun lukkede døren efter sig, bemærkede hun et stort billede, som hang på indersiden af døren. Det var et kors med indskriften: Jesus er død for dig! Det gav et gib i hende, og hun fik fornemmelsen af, at det her næppe blev nogen helt almindelig aften. Bilen til Hornbæk blev fyldt op af en gruppe drenge, og så gik turen nordpå.

I Hornbæk stoppede bilen ved et gammelt hus, som stort set kun rummede en stor sal. Senere fandt Ida ud af, at den slags huse kaldes missionshuse. Det gik snart op for hende, at det, der skulle foregå ikke var nogen helt almindelig sammenkomst for gode venner. Det var et ”ungdomsmøde”. Men Ida var glad for at være med, og hun fik en god snak med ungdomslederen, som også fungerede som prædikant.

Sidst på aftenen blev der spurgt, om der var nogle frivillige, som ville hjælpe til i weekenden med at male missionshuset. Det lød meget tiltalende på Ida. Hun var datter af en møbelsnedker og havde været den første pige på sin skole, som fik lov til at få sløjd i stedet for husgerning. Så hun meldte sig blandt de frivillige, og fra den dag blev hun hængende i ungdomsgruppen i Hornbæk.

De kristnes bøn

På omtrent samme tidspunkt begyndte Ida at komme i den kristne gruppe på gymnasiet. Det var en gruppe, som var tilknyttet Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). De kristne mødtes i spisefrikvarteret og brugte meget tid på at bede. Det var umiddelbart svært for Ida at forstå, at de mødtes for at spise madpakke og bede. Det var på én gang en mærkelig og utroligt stærk oplevelse for Ida at sidde og lytte til de kristnes enkle og konkrete bøn for skolen, kammeraterne og hinanden.

Bønnerne gjorde et dybt indtryk på Ida og var med til at bevidstgøre hende om, at de kristne havde noget og var sammen om noget, som hun var udenfor. De unge kristne fra gymnasiet mødtes også regelmæssigt om aftenen, og her brugte de meget tid på at studere og samtale om Bibelen. Ida begyndte at komme med til disse samlinger, og gradvist begyndte hun at forstå Bibelen og dens budskab om Gud, mennesker, synden, og Jesus som vores frelser.

Frydesang

I nytåret 1987-1988 var Ida med på en KFS-nytårslejr. På det tidspunkt var den ældre dame holdt op med at sende julebreve. Ida havde undret sig over det og tænkt over, hvad det kunne skyldes. Men der kom ikke flere breve. Til gengæld var der nu mange andre kristne, som vidnede for hende om Jesus, og Ida sugede til sig.

I foråret 1988 var hun med på KFS-påskelejr. Lejrsangen var ”Nu fryde sig hver kristen mand, og springe højt af glæde”, og Ida sang med – af hjertet. Umærkeligt var evangeliet om Jesus blevet levende og stort for hende selv.

Til Israel

Kort tid før sin studentereksamen fik Ida en kristen kæreste. Det var Jacob, en af de fyre, der havde hentet hende den mandag aften, hvor hun var med til sit første ungdomsmøde.

Men selvom hun nu havde en ekstra grund til at blive i Danmark, valgte hun at tage til Israel et år som aupair-pige i en jødisk familie. Hun vidste godt, at det ville bliv en alvorlig udfordring for hende som ny kristen, men hun tænkte, at det kunne være en anledning til at lære at stå på egne ben som kristen. Det var heller ikke helt enkelt for hende at være hjemme i Danmark, hvor det uundgåeligt gav brydninger og diskussioner i familien, at hun var blevet kristen.

Dertil kom, at hun ikke skulle være alene som kristen i Israel. Hun kendte en kristen pige, som skulle arbejde som aupair i Israel tæt ved hende selv. Denne pige ville tage til Israel en måned tidligere. Det var meget betryggende for Ida at vide, at der var en kristen i Israel, som ville tage godt imod hende, og som på forhånd kunne finde et kristent fællesskab til dem, hvor de kunne få åndelig næring og støtte.

Så meget større var Idas skuffelse, da hun nåede til Israel og blev klar over, at den kristne pige, som hun kendte, havde fået en ikke-kristen kæreste, og at hun intet havde gjort for at finde en kristen menighed.

Der gik ikke lang tid, før pigen flyttede sammen med sin kæreste, og Ida stod tilbage med en dyb følelse af at være svigtet og ladt alene. Hun kendte ingen andre kristne i det nye land, og da hun spurgte den jødiske familie, hun arbejdede hos, om de kendte nogen kristne, svarede de, at de ikke mente, at der var kristne i Israel i det hele taget.

Herren bevarer dig

I oplevelsen af dyb ensomhed og rådvildhed gjorde Ida imidlertid en ny og stærk erfaring af, at Gud var hende nær og var hendes støtte og hjælp. Hun læste meget i Bibelen og bad, og særligt én bibeltekst blev til trøst og opmuntring for hende, Salme 121:

”Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?

Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle, han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.

Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke.

Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side.

Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten.

Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv.

Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.”

Efter noget tid valgte Ida at henvende sig hos den danske ambassadør for at spørge der, om han kendte nogen kristne i Israel. Hun fik fat på ambassadens førstemand, som sendte hende videre til den norske ambassade, og gennem den fandt hun til sidst frem til et dansk par, som arbejdede som EU-repræsentanter i Israel. De var kristne, og de kendte en jødisk-kristen menighed.

Fra da af blev det en ugentlig vane for Ida at tage en lang bustur frem og tilbage for at komme til gudstjeneste i den jødisk-kristne menighed. Hun spurgte også det danske par, om de ikke ville holde bibelstudier sammen med hende, sådan som hun havde oplevet det med de kristne på gymnasiet. Det gik de ind på, og de mødtes derefter hver 14. dag for at bede, læse og samtale om Bibelen. Der kom også et par andre med i gruppen, og samlingerne blev for Ida en åndelig oase og en stor hjælp til at blive fortrolig med Bibelens ord og budskab.

Åndelige reserveforældre

Det gode fællesskab i bibelstudiekredsen faldt imidlertid fra hinanden, da nogen i gruppen blev meget fascineret af en stærkt karismatisk menighed, og forsøgte at få hele gruppen med i den. Ida var med til et enkelt møde i menigheden og oplevede en forsamling, som regulært råbte og skreg i munden på hinanden i noget, som man kaldte ”tungetale”. Ida havde en umiddelbar fornemmelse af, at det her var helt galt, men kunne ikke sætte ord på, hvad det var.

Oplevelsen bevidstgjorde hende om, at hun havde brug for nogen, som kunne give hende sand bibelsk vejledning i forhold til de ting, hun mødte. På det tidspunkt var hun blevet opmærksom på, at der var en bibeltro præst ved den danske kirke i Jerusalem. Hun opsøgte præsten og blev modtaget af både ham og hans kone med en menneskelig varme og en åndelig omsorg og visdom, som gjorde, at hun med tiden kom til at opleve dem som sine gode og trygge åndelige reserveforældre.

Da året i Israel var omme, var Ida fortsat en kristen, modnet og med en rig erfaring af Guds bevarende omsorg. Det var et under og et svar på bønnerne fra hendes kæreste, fra de kristne venner i Danmark, hendes åndelige reserveforældre i Israel og så fra én mere; én som Ida ikke havde mødt i mange år …

Til Aalborg

Efter hjemkomsten til Danmark skulle Ida en tur til Nordjylland og valgte forinden at pakke en gammel konvolut ned i sin taske. Hendes tur gik gennem Aalborg, og hun ville benytte anledningen til at prøve at finde den ældre dame, som havde skrevet de mange julebreve.

Da hun nåede frem, slog hun op i en telefonbog under adressen. Men det fremgik, at damen ikke længere boede der. Så slog hun op under navnet og fandt ud af, at der var fem med det samme navn i Aalborg-området. Hun valgte at ringe dem op fra en ende af. Et af opkaldene blev besvaret af en stemme, der tydeligvis tilhørte en gammel dame. Ida spurgte ind til, om hun var den dame, der havde boet på den oprindelige adresse. Det var hun. Ida forklarede så, hvem hun var, at hun var blevet kristen, og at hun meget gerne ville aflægge hende et besøg.

I alle disse år

Da døren til den beskyttede bolig blev åbnet, så Ida en tydeligt svækket gammel dame. Hun gik usikkert, og det var ikke kun, fordi kroppen var ældet. Hun var næsten blind. Det var sikkert forklaringen på, at julekortene var holdt op. Da hun stod over for Ida, rakte hun hænderne ud for at føle på hendes ansigt og hår og danne sig et indtryk af, hvordan den lille pige på otte år nu så ud. Hun bød Ida indenfor og satte sig ned for at lytte til hele hendes historie.

Da Ida var færdig med at fortælle, fandt den gamle dame en mappe frem. Hun bladrede sig frem til en side med nogle kort og fandt et bestemt kort frem. Hun viste det til Ida. På kortet stod Idas navn. ”Jeg har bedt for dig, Ida, i alle disse år,” sagde hun. ”Nu er det tid at flytte dig – fra bedeemnerne til takkeemnerne! Du er nummer seks.”

Det var anden gang, Ida mødte sin trofaste forbeder, og sidste gang. Et halvt år senere ringede Ida til hende, men fik at vide af plejecentret, at hun var død. I dag ved Ida ikke andet og mere om hende end det, som er fortalt her, og så det indtryk, hun har efterladt.

For Ida har hun været et enestående vidnesbyrd om bønnens betydning og om Guds store magt. Hun var en lille, svag og ubemærket kvinde, men med sit liv blev hun for Ida et stort vidnesbyrd om en mægtig og trofast Gud. Hun blev også en stærk påmindelse om aldrig at betragte et møde med andre mennesker som tilfældigt. Ofte er tanken kommet til Ida: ”Hvorfor er det, at jeg er netop her på dette tidspunkt og dette sted?” Hun kender svaret og minder sig selv om det: ”Jeg er her, fordi Gud vil bruge mig, netop nu og her.”

Intet tilfældigt møde

Ida blev gift med Jacob i efteråret 1990. Det var en dag, som på mere end én måde stod i bønhørelsens tegn.

Allerede i sine tidlige teenageår havde Jacob hørt fra en voksen kristen, at det var godt at bede for sin kommende ægtefælle, også før man havde mødt personen. Så det havde Jacob gjort, tilbagevendende gennem mange år. Han havde særligt bedt om én ting: om at Gud, hvis hans kommende kone endnu ikke var kristen, ville lede hende til omvendelse.

Så nej, det var intet tilfældigt møde den februardag ved trinbrættet.

Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 1-2010. Hele bladet kan læses her.

Lyd

Udgivet af

Mikkel Vigilius

Mikkel Vigilius, Hillerød, underviser på Luthersk Missions Højskole, redaktør for Nyt Livs blad.