Da jeg en aften for nylig skulle putte vores ældste piger, læste vi beretningen om den krumbøjede kvinde i deres juniorbørnebibel. Jeg mindes ikke at have hæftet mig meget ved denne beretning tidligere, og den gjorde et stærkt indtryk på mig.
På en sabbat mødte Jesus denne krumbøjede kvinde i synagogen. Hun var en Abrahams datter, altså en troende. Gennem 18 år havde Satan holdt hende bundet som i en lænke. Hun havde i disse mange år lidt af krumbøjethed, og hun havde derfor været tvunget til at gå med bøjet hoved og ryg og ikke haft sin fulde førlighed.
Men så kom Jesus! Der står så enkelt i Bibelen: Da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde: Kvinde, du er løst fra din sygdom. Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud (Luk 13,12-13). Gang på gang i evangelierne kan vi læse om Jesu møde med mennesker, og gang på gang kan man forundres over hans kærlighed til og nød for den enkelte, og både vores legemlige og åndelige ve og vel er afgørende for Jesus. Tænk, hvilken befrielse og glæde kvinden fik lov at opleve denne sabbat!
Den aften, hvor jeg læste stykket for pigerne, var jeg i en periode, hvor jeg var særligt tynget af den synd hos mig, som går ud over mine nærmeste. Og jeg tænkte ved mig selv, at som kvinden fysisk var krumbøjet, tynget ned og plaget af en tung byrde, sådan følte jeg mig tynget ned af syndens byrde. Jeg var krumbøjet i åndelig forstand.
Synden tynger et menneske. Den bøjer os nedad og får os til at kigge indad på os selv hele tiden, den frustrerer og skaber mismod, og præcist sådan havde jeg det. Da jeg læste, at Jesus løste den krumbøjede kvinde, befriede hende fra hendes sygdom og den lænke, hun var bundet af, tænkte jeg: Det har jeg også sådan brug for, at du gør for mig lige nu, Jesus. Jeg længtes efter at kunne ånde frit, løsrevet af syndens lænker! Gennem beretningen mindede Jesus mig om, at det kan og vil han også gøre for mig, for synderen.
Jesus sagde til den vrede synagogeforstander, som påpegede, at Jesus helbredte på en sabbat: ”Burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?” (v.16). Og tænk, sådan tænker Jesus om enhver, der er bundet af Satans lænker, hvad end det er for lænker: Han eller hun bør løses! Jesus ønsker mere end noget andet at se og møde den enkelte, som han mødte den krumbøjede kvinde – lægge hænderne på os, forløse os og sætte os fri. Og ikke alene ønsker han det – han kan det, og han vil det.
Ja, Jesus er den eneste, der kan løse os af Satans lænker, for han alene har besejret ham, da han døde på korset og bar al synd i vores sted. Befrielsen og forløsningen findes hos Jesus alene, og han kom for at opsøge og frelse det fortabte. Hvilket under hver gang vor frelser sætter en bundet i frihed; både når det sker for en, der aldrig har kendt Jesus før, og når det sker for den nedbøjede troende – igen og igen.
Den ene dag kan jeg jo føle mig bøjet og tynget af syndens lænker, og den næste dag erfare freden og glæden i Jesus. Følelserne skifter hos os, men frelsen som Jesus har vundet på korset for os, den står fast. Han har én gang for alle sat os fri, og det kan vores følelser ikke ændre på. Vi er sat fri af synden, fri af lænkerne, fri af os selv, og vi kan rette os op og prise Herren for hans godhed, ligesom den krumbøjede kvinde gjorde efter sin helbredelse! Og en dag, hjemme hos ham, skal vi kunne gøre det en evighed lang – uden det mindste mismod over synden.
Udgivet af
Maja Roed Ditlevsen
Maja Roed Ditlevsen, Herning, lærer.