En vidunderlig trøst
Synden, loven og døden er her endnu, men de lever, som en dødsdømt morder lever, uden ret eller magt. Synden hos en kristen erstattes i Guds øjne med Kristi retfærdighed.
Det er, som om lovens dom ikke mere eksisterer. Den kan skræmme og true os og forurolige samvittigheden, men dømme os kan den ikke. Døden kan lægge legemet i jorden, men den kan ikke beholde os.
Derfor gælder det om, at vi ikke lader os forvirre, når vi erkender, at synden stadig lever, og at loven stadig truer, og at døden endnu er en realitet. Da må vi huske, hvad Kristus gjorde: Ved sin død fældede han dom over synden, løste os fra lovens forbandelse og gjorde døden uskadelig. Han har sejret over synd, død, Djævel og Helvede.
(…)
Om vi blot ville huske dette, når vi anfægtes. Når jeg f.eks. er så træt og adspredt, at jeg ikke kan tænke på Guds ord og ikke har nogen glæde af det, men føler mig som et tørt træ, gælder så ikke det, som Kristus har gjort?
Men hvad gavner det mig, når jeg er kold og ikke føler troens liv i mig?
Føler! Hvad føler vi i mørket? Skal vore følelser rokke ved vor dyrekøbte nåde? Skal vor mangel på følelser gøre det, Kristus har gjort, til intet?
Når du ser på dig selv, hvad du kan præstere af følelser osv., hindrer du troens liv i dit hjerte. For det står fast, at det, som var umuligt for loven – på grund af dit kød – det gjorde Gud, da han sendte Kristus.
Når jeg ikke orker at bede mere, og jeg må udsætte det til en anden gang. Gælder så ikke det, som Kristus har gjort? Er jeg ikke under Guds nåde længere? Er Kristus en halv og ufuldkommen frelser, så hans nåde afhænger af noget, jeg skal gøre? Gud fri os fra at tro, vi kan gøre noget til vor frelse!
Jeg er klar over, at jeg ikke kan elske Gud, jeg føler mig hård og kold. Her er lovens straf hård. Men det, som var umuligt for loven, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn.
Ofte mærker jeg, at jeg ikke kan angre synden oprigtigt. Men også dette gjorde Kristus, da hans sved faldt til jorden som blod. Er Kristus da ikke min eneste trøst? Eller skal min kærlighed, min anger og min bøn hjælpe med til min frelse? Hvor er da troens retfærdighed?
Altså: Det, Kristus har gjort, er nok! Det er tilstrækkeligt over for Gud. Mere behøves ikke. Ja, der hvor vi vil komme med mere, med noget, vi selv præsterer, der er vi faret vild – der er vi tilbage under lovens trældom og borte fra Guds frie og uforskyldte nåde.
Når dette går op for os, kan vi ikke andet end elske ham, der har gjort dette for os. Elske hans hellige vilje, angre og hade synden, som krænker ham. Da opfyldes englenes sang fra julenat: Gud får æren, der bliver fred på jord i mennesker, der har hans velbehag.
Skylden er betalt!
En konges tjener har ødelagt sin herres ejendom, og nu sidder han i fængsel. Så betaler kongens søn tjenerens gæld, går i fængsel for ham og udsoner hans straf. Og kongen går med til det. Kan der da forlanges mere af tjeneren? Ville det ikke være skammeligt, hvis tjeneren tænkte: ”Men jeg har ikke selv betalt min gæld, jeg har ikke selv udsonet straffen. Hvordan kan jeg så være sikker på, at jeg ikke bliver sat i fængsel?” Det ville være det samme som at sige: ”Hvem ved, om jeg kan stole på det, som kongen og hans søn har sagt og gjort?”
Men nu står der, at Gud sendte sin Søn, for at han skulle gøre det, som var umuligt for loven. Han blev født under loven for at befri os, som var under loven. Og han udstod vor straf.
Dette er ikke drøm eller opspind, men summen af Guds åbenbaring: Gud gav os sin Søn til midler og frelser for at opfylde loven for os. Det er så ubegribeligt for os, at vi næppe fatter det. Men vi kan heller ikke rumme Gud. Det, vi kan gøre, er at tage imod og takke ham for den frihed, Jesus har vundet til os. Og bruge friheden til at elske og tjene ham.
Selv når vi er allermest elendige, må vi aldrig glemme, at vor retfærdighed har vi i Kristus, og han er altid den samme. Hvis denne Guds nåde ikke kan få os til at elske og tjene Gud, er alle vore gerninger omsonst. Det duer ikke at gøre det gode for lovens og truslens skyld. Alt, hvad der ikke udspringer af tro, er synd.
Dette må den kristne altid huske på. Det er ikke kun i omvendelsen, Gud ydmyger os og viser os vor elendighed. Hver dag må vi igen omvendes og modtage troen af hans hånd. Ingen kender sin egen usselhed bedre end en oplyst kristen.
Loven er da vor lyst og en rettesnor for vort liv, men den gør os aldrig retfærdige. Når vi derfor erkender vor synd, gælder det om at forblive i den frihed, Jesus har vundet for os, så vi ikke igen lader os fange ind under lovens trældom. Gør vi det, vil loven atter få den samme negative virkning på os, at den vækker synden i os med fornyet styrke.
Når loven derfor anklager os for synd, skal vi give den ret, men samtidig vise hen til Kristus, der har opfyldt loven for os. ”Gå til ham,” siger vi til loven. ”Han har taget sig af vor sag og svarer for os.”
”Men,” siger loven, ”du skal jo være from og gøre det gode!”
Da svarer jeg: ”Det er sandt, og når det gælder min livsførelse, så vil jeg gerne høre på dig. Men bliver der tale om min retfærdighed for Gud, er det ikke mine gerninger, der gælder, men en andens. Da betyder hverken min fromhed eller min synd noget. Det ville være helt forbi med mig, hvis jeg skulle dømmes efter det.” Men da henviser jeg til en andens fromhed, hellighed og renhed: Guds egen Søns.
Om så min onde natur rasede tusinde gange mere, om min synd var tusinde gange større, om mit hjerte fordømte mig tusinde gange hårdere, så er Gud dog større end mit hjerte og Kristi blod og lydighed tusinde gange mægtigere end min synd. Det er Kristi fuldkommenhed, som er min trøst, min retfærdighed og min ros nu og til evig tid.
Grundlaget holder!
Frelsen er sket én gang for alle for over 1900 år siden på Golgata, da Jesus sagde: ”Det er fuldbragt.” Da blev vort gældsbrev naglet til korset, og Gud blev forsonet. Derfor står disse ord ved magt: ”Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.”
Den, som vil vide sig frelst, bliver nødt til – og får lov til – at bygge sin tro på det, som skete dengang, og ikke på noget, som sker nu i ham selv.
Men der står jo: Omvend dig og tro evangeliet!
Omvendelse er imidlertid ikke det samme som fornyelse og helliggørelse. Omvendelse starter med, at man føler sin synd. Man begynder at forbedre sig, men ser, det ikke nytter. Følelsen af synd afløses af syndserkendelse. Man erkender, man er fortabt.
Omvendelsens hensigt er ikke at forbedre dig, men at drive dig til Kristus. Hvis du endnu kan finde trøst i at forbedre dig selv, angre og bede, så er du ikke omvendt. Men i det øjeblik, du ikke kan finde fred ved at leve i uvished om Guds nåde og ikke længere finde trøst i noget hos dig selv, men må tage din tilflugt til nåden i Kristus, netop som du er, da er du omvendt.
Du føler dig hård, selvsikker og fordærvet, dømmer dig selv som ugudelig og fordømt, er utilfreds med din syndserkendelse og omvendelse, ja tvivler måske på, at du er omvendt. Da finder du intet i dig selv, du kan trøste dig ved. Jesus alene får æren for din frelse: Da er du omvendt.
Spørger du, hvor meget smerte over synden du skal have, så er svaret: så meget, at du ikke kan leve uden Kristus. Der forlanges ikke mere, men heller ikke mindre. Det er en misforståelse at tro, at man først skal sørge over synden et stykke tid og først derefter kan tro og få fred. Nej begynd at tro med det samme, så skal du nok få synden at se, så du stadig må gå til Kristus for at finde fred.
At det ofte er så svært at tro, netop når man mest ønsker at finde nåde og fred, skyldes, at Djævelen anfægter synderen ved at sige: Evangeliet er stort og vidunderligt og sandt, men lige netop din synd er for stor til, at der kan findes tilgivelse for den.
Dette er en stor og forfærdelig løgn. Sandheden er, at ingen synd er undtaget Guds tilgivelse. Der findes intet, som ikke er sonet ved Jesu blod. Intet, som ikke tilgives, når synderen bekender sin nød og i tro tager imod nåden: Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne. David, røveren på korset, synderinden og Peter, fornægteren, er bevis herpå.
Du kan aldrig have syndet så grusomt, aldrig være sunket så dybt, at Guds Søns blod ikke kan sone synden, når du omvender dig og tager imod ham. Men når man har begået svære synder, kan det være godt at bekende det for en anden kristen, for at sjælen kan få ro.
Fra bogen Vejledning til fred, Credo Forlag 1989, s. 66-71.
Artiklen er fra Nyt Livs blad nr. 3-2025. Hele bladet kan læses her.
Udgivet af
Carl Olof Rosenius
Carl Olof Rosenius (1816-1868), svensk prædikant, sangskriver og forfatter.