Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Simeons vej

Simeons vej

Nytårsandagt 2024/2025. Luk 2,29-30.

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse (Luk 2,29-30).

Simeon levede i Guds ord. Derfor håbede han ikke på det samme, som flertallet satte deres forventning til. Han havde taget ved lære af Israels historie, som fortæller os, at snart satte man sin forventning til folket mod nord, snart til det mod syd, og snart stolede man på sin egen styrke. Men hver gang oplevede man det samme: Alle forhåbninger bristede.

Simeon fulgte en anden kurs. Han havde taget ordene fra Sl 146 til hjerte: ”Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse. De udånder og vender tilbage til jorden, og den dag er deres planer blevet til intet. Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud” (v.3-5).

Disse ord bad Simeon hver morgen, for Sl 146 er en del af den jødiske morgenbøn. Tusinder af jøder bad altså det samme som Simeon, men det var meget få, der tog konsekvenserne af de ord, de bad.

Sådan er det også i dag. Der er i talrige kristnes liv en afgrund mellem ord og virkelighed. Man bekender Gud som den Almægtige, som altid er nær med hjælp og frelse, samtidig med at man ser på fremtiden med forfærdelse og frygt og spejder efter menneskelige hjælpere.

Simeon havde levet så længe, at han gang på gang havde oplevet, at Guds ord altid opfyldes. Det gør det, både når det udtaler dom, og når det lover frelse. Ingen og intet kan hindre Guds ord i at gå i opfyldelse.

Det betyder ikke, at det ikke har kostet noget for Simeon at fastholde Guds løfter. Tiden gik, og der var ingen jordiske tegn, der sagde, at noget særligt skulle ske. Folkets flertal havde vænnet sig til at leve med romernes besættelse, og det var lang tid siden, en profet havde løftet sin røst i Israel.

Men Simeon kendte Skrifterne, og Helligånden havde givet ham løfte om, at han skulle se den lovede Messias. En dag stod han med ham i sine arme. Tilsyneladende var han som ethvert andet barn. I virkeligheden var han helt anderledes end alle andre, for Skriften sagde noget om ham. Med ham kom Herrens frelse. Han var den eneste sande mellemmand mellem Gud og mennesker.

Når en synder tager Bibelens Jesus i favn, betyder det, at han kan gå bort i fred. I livet såvel som i sin sidste stund er han helt omgivet og dækket af den fred, Jesus har ført ham ind i ved at sone alle hans synder. Det erfarede Simeon, og det erfarer du, når du går Simeons vej: lader dit liv afhænge af det, Guds ord siger om Jesus.


Andagterne til de sidste tre søndage i december er hentet fra Juleneget 1976 (Dansk Luthersk Forlag). De har fået en let sproglig bearbejdning.