Dine klæder skal altid være hvide (Præd 9,8a).
Det var en solrig sommermorgen. Jeg skulle af sted til gudstjeneste og havde taget et par rene, hvide busker på. Da jeg stod ved min cykel, tænkte jeg: Nu må jeg virkelig være forsigtig, hvis jeg ikke skal gøre mig beskidt. Jeg har jo hvide bukser på, og den mindste lille plet vil være synlig.
Derefter kom tanken: Hvorfor er det så vigtigt for mig ikke at blive snavset, lige når jeg har hvidt tøj på? Da jeg havde mørke bukser på i går, tænkte jeg ikke på det.
Det ledte tankerne over på det åndelige plan. Jo videre og renere jeg er, desto mere omhyggelig er jeg med ikke at blive plettet og beskidt. Men hvis jeg har ”mørke klæder” på, ser man ikke en plet så tydeligt.
Hvordan ser det da ud i mit forhold til synden og Gud? Er forholdet mellem mig og Gud uopgjort, så jeg bærer syndens mørke klæder? Trives jeg i disse klæder, så jeg ikke behøver være så nøjeregnende med pletter og snavs? Man ser dem jo ikke.
Er der mon synder, jeg ikke vil eller føler behov for at gøre op med og få frem i lyset? Da er den åndelige tilstand alvorlig.
Vel kan jeg forsøge at skrubbe pletterne af, men eftersom klæderne i sig selv er mørke af arvesynden, kan jeg aldrig få dem hvide, selv om de midlertidige pletter kan gå bort.
Aldrig jeg ved egen magt
får din lov, o Gud, fuldbragt,
om min iver stod i glød,
om mit hjerte græd af nød,
synden slettes dog ej ud,
førend du har frelst mig, Gud.1
Det er Gud alene, som kan tage mine mørke, beskidte klæder af mig og klæde mig i sin heldækkende, hvide dragt.
Det viser han mig tydeligt i Es 16,9-14:
”Jeg vaskede dig, skyllede blodet af dig og salvede dig med olie. Jeg klædte dig i broget tøj, gav dig sandaler af delfinskind på fødderne, bandt et skærf af fint linned om dig og dækkede dit hoved med et finvævet slør. Jeg gav dig smykker, ringe på armene og kæde om halsen. Jeg gav dig næsering og øreringe og satte en prægtig krone på dit hoved. Du smykkede dig med guld og sølv, du var klædt i fint linned, finvævet slør og broget tøj, din føde var finmel, honning og olie. Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig, siger Gud Herren.”
Der handler det om, hvad Gud alene gør. Han vasker. Han klæder. Han giver smykker. Det er Ham, Ham, Ham, og ikke et ord om, hvad jeg skal gøre.
Han gør … og jeg bliver. Hvad bliver jeg? Fuldkomment ren!
Når jeg på min vandring hjem mod Himlen betragter de hvide klæder og den heldækkende frelse, som Gud har givet mig i Jesus, så fødes trangen i mig til at være varsom og undgå syndens snavs. Jeg kan ikke se på mine hvide klæder, glæde mig over dem og takke for dem, og samtidig skødesløst vandre hen over mudderet.
Men falder jeg i snavset, må jeg komme til Jesus med det, bekende min synd for ham, og vide:
Alle dage er jeg syndig,
sort og uren i mig selv,
alle dage er jeg tvættet
ren i blodets røde elv.2
1 Fra sangen ”Klippe, du som brast for mig”. I den svenske oversættelse står der i dette vers om ”syndens pletter”, der bliver tilbage, om man så græder dag og nat. Verset lyder på svensk:
Med min svett och möda jag
aldrig fyller upp Guds lag.
Om mitt nit blev aldrig matt,
om jag grät båd´ dag och natt,
står dock syndens fläckar kvar.
Blott i dig jag frälsning har.
2 Fra sangen ”Alle dage han mig leder”. Den svenske tekst lyder:
Alla dagar inför Fadern,
står jag snövit, ren och täck,
gömd i Sonens vita silke,
utan skrynkla eller fläck.
Udgivet af
Rebecka Hector
Rebecka Hector, Kungsbacka ved Göteborg, lærer.